En alenemors mandag morgen

Jeg tænker, at der er flere af jer der kan nikke genkendende til dette…om I så er solo-, single-, alene- mødre eller “bare” er mor i et parhold (gift/ikke-gift). Men måske mine med-fellow-alenemødre mest af alt kan nikke genkendende til at…

mandag morgen seriøst kan være REDNINGEN !

Redningen efter en max pakket weekend ene og alene efter barnets behov…

Redningen til at tænke to selvstændige tanker – SAMMENHÆNGENDE – uden et: “MOAAAAR” eller et “VRÆÆÆÆÆÆL”…

Redningen for at snakke med andre voksne mennesker…

Redningen til at nyde sin frokostpause I FRED (hvis kollegaerne lader en/forstår hintet med næsen nede i ens telefon)…

Redningen til at få en kop kaffe – VARM – uden et “MOAAAAAAR, skal vi ikke lege My-Little-Pony-far-mor-og-børn-og-du-var-babyen-og-jeg-var-moren”…

Redningen for at få lidt fred og ro – på og med sit arbejde (!)…

Redningen til at gøre noget man rent faktisk føler sig pisse god og kompetent til (omend man ikke får løn derefter ;))…

Redningen til at få lidt alenetid/migtid (nåhr ja, ude på toilettet but who counts)…

Min mandag morgen i går var lige præcis alt det ovennævnte !! Tutten og jeg har haft en pisse hyggelig og lækker weekend, det har vi virkelig. Men shit jeg har også været på. På med forældre-stuff I know. Men stadig på, helt alene – og i lige præcis Tuttis tempo, efter hendes behov, følelser, mood-swings og lyster. Og kald mig bare egoistisk skilsmisse-mor (Lola Jensen!), men det er altså hårdt !!

I dag tirsdag har jeg ikke flere ressourcer. Jeg har fortsat knaldende hovedpine på 3.uge (bevares, der har været gode dage. Især når jeg ikke har været på arbejde, men tungheden i næse/pande/bihuler og øjnene er der stadigvæk), mine ambulante patienter kræver en del af mig, mit kærlighedsliv er en rodebunke…og “vi” har en legeaftale her lige om lidt. Jeg kunne seriøst sove til på torsdag ! Igen er jeg bare træt, træt og træææææææt, og har mest lyst til at gå i seng FØR Tutti. Om jeg er inde i samme rille som før jul (læs HER bla), ved jeg ikke helt – ellers er det måske “bare” hovedpine ganget med rod inderst inde, der dræner mig fuldstændig…

Så weekenden var egentlig god og fyldt med hyggelige ting; den har skam “bare” drænet mig… Og Halleluja for ens arbejde så…

img_3362

En lørdag med mama, morfar, hygge og tårer i øjnene

Før jeg (trak vejret dybt og…) loggede ind på min blog, havde jeg et slags indlæg i tankerne – og nu efter at have læst jeres DEJLIGE kommentarer til mit indlæg omkring Vega og hendes angst, har det ændret sig lidt. Jeg er simpelthen nød til at sige TAK ! TAK fordi I stadig er derude – TAK fordi I stadig læser med på de tunge indlæg – TAK fordi I giver så dejlige svar ! Det betyder virkelig meget – og gav mig tårer i øjnene <3

Særligt nu her for tiden (altså min krise-blog-periode der snart har varet mange måneder!), hvor jeg føler at I glider længere væk fra mig. Hvor JEG SELV glider rundt – rundt og rundt, frem og tilbage, rundt i cirkler – for mig selv ! Ja, så bliver jeg sgu så glad ! Måske kan jeg noget trods alt med min blog ?! Måske er den ikke helt død…måske kan den noget mere ? Måske kan jeg noget mere ?

Men jeg kan bare ikke mærke noget egentligt. Jeg føler mig lost. Tabt ! Som om jeg står på kanten til at kunne alt – eller intet ! Jeg kan ikke mærke noget. Hverken det ene eller det andet; hverken blogmæssigt, følelsesmæssigt, stilmæssigt, Katrine-mæssigt eller noget. Mit arbejde er jeg rimelig sikker på…altså så sikker som man nu kan være, her hvor man pludselig også overvejer at læse en kandidat oven i hatten – eller noget mere ledelses-orienteret – eller lave nogen kliniske forsøg/undersøgelser/artikler – eller gå på barsel. Fra den ene yderlighed til den anden. Og tør jeg egentlig noget overhovedet ?!

Når jeg, som i dag inde i byen til shopping med min søster, ikke engang ved hvilken stil, jeg kigger efter. Alt og ingenting. Jeg kan ikke helt se mig selv…

Jeg har lyst til at rejse med Vega. Væk, ned til solen og varmen. Vise at vi godt kan. Godt kan flyve selv. Godt kan finde et hotel selv. Godt kan ligge ved poolen selv. Godt kan hygge os selv, klare os selv. Men så bliver jeg bange; kan vi det ? Kan jeg det ? Er det et behov ? Mit eller Vegas i fald ? Vil jeg savne en, et voksent menneske at opleve med ? Og så ved jeg det ikke; ved ikke om det er noget jeg egentlig vil…

I dag var jeg inde i byen. Helt og aldeles ikke vanligt idet det er min weekend, og Vega slet ikke var med ! Jeg skulle mødes med min søster – og Vega ville hellere være hjemme og lege med sin mama, som de havde haft snakket om i torsdags hjemme hos mama. Jeg skulle lige tænke over det. Lige finde ud af om jeg synes, det var en god ide… Det syntes jeg, fandt jeg ud af. Og selvom jeg stadigvæk var lidt halv sløj, tog jeg afsted, så de kunne være alene; Tutten og mama. Tutti havde glædet sig SÅ meget. Og mama lige så. Jeg var afsted i nogen timer, og nød at kunne lave MIG-ting i min ellers IKKE-MIG-weekend! Uvirkelig og rart. Pludselig ringer min far, mens min søster og jeg sidder på en café; om han lige måtte komme forbi ?! Øhhh, ja da…(han var til plade-messe i Malmø og havde set forkert på billetten hjem til Bornholm, så havde lige 5 timer at “slå ihjel”)

Så da jeg kom hjem fra eftermiddagen inde i byen, var både mama og morfar i fuld sving med leg med Tutten, og hun nød det. Mama skulle hjem, lidt efter jeg kom tilbage og morfar blev og spiste. Morfar fortalte historier og de hyggede big times. Lige indtil hun opsnappede at han skulle til og hjem. Så væltede læsset for Tutten. Så mange yndlings mennesker pludselig samlet samtidig og så aaalt for lidt tid ! Hun græd og græd. Men kunne dog falde til ro på mit skød og nogen sjove katte-videoer på youtube.

Vi snakkede om at det var en dejlig dag. Og at dejlige ting sagtens kan fortsætte næste gang man ses. “Familie forsvinder ikke, de kommer igen – de er der altid”!

img_3204

 

Om at finde sit barn igen, og tømmermænd – begge slags !

Så er hun hjemme igen, Vegsi. 4 dage hos sin mama, som vist mest af alt lige nu føles som hele hendes liv. Efter sådan en weekend, som jeg har haft denne gang (igen), er det lidt som om at livet er passeret forbi. Som om jeg aldrig har været mor – og lidt som om jeg aldrig vil kunne finde ud af det igen !

Måske I andre fraskilte kvinder kan tilskrive jer følelserne ? Når livet skifter i kontrast henover en weekend, hvor man ikke har sit barn ?! Seriøst, der er gået 2 år siden mama og jeg gik fra hinanden, 2 år hvor min lille baby har måtte undvære mig flere dage ad gangen, eller lad os sige det som det er: 2 år hvor JEG har måttet undvære min lille baby. Min lille baby har haft det godt med sin mama. Heldigvis !

Tænk at være tvunget til at undvære sit barn ! Tænk at skulle give afkald på ens mest dyrebare ?

Og tænk hvad man nogen gange får udrettet i mellemtiden mens man undvære…! Og dét er altså ikke særlig tit særlig meget for min del ! Jeg er mest træt, syg eller arbejder. Eller laver crazy ting som denne weekend…

Denne gang har min venten nemlig været bedrevet med ting som; en “date”, en dramtisk førfest, en (dramatisk) kvindefest, selv at have stået for en pæn del af dramatikken og egentlig – endnu en fucking gang – haft en weekend som dengang jeg var ung, frisk og bestemt ikke var mor !

Og alt det skal så processeres inden barnet hentes i børnehaven igen mandag. Og det når jeg aldrig !! Så mens vi cykler hjem fra børnehavne, føler jeg mig tit noget akavet. Flashbacks til det der er sket, de mennekser der er blevet ked af det og bare flashbacks til vilde (og lækre) begivenheder, er bare akavet på turen hjem med det barn, som har været væk og undværet under begivenhedernes gang. Kan man tillade sig sådan noget som mor ? Ansvarlig mor ?

Vega skal også lige lande efter en forlænget weekend hos sin mama, og en dag i børnehaven kan man tydelig mærke. Hun vil gerne sidde og putte i sofaen med lidt snacks og lidt tegnefilm. Og det får hun lov til. Også fordi at jeg synes det er rart, at sidde tæt og finde hinanden igen.

Så nej, det blev (heller) ikke denne weekend, hvor hytten blev renskuret, bilen blev ordnet, bloggen blev fyldt med indlæg, mails blev besvaret og julegaverne blev købt. Men jeg har haft det dejligt, egentlig. Jeg har hygget med veninder, og så har jeg haft (tiltrængt) nærhed – omend det vist har gjort et par stykker lidt kede af det. Og så har jeg haft tømmermænd (igen). Begge slags. Både de fysiske og de moralske. I en alder af 35 (snart 36) og som mor.

img_2300

Fra alene og tom til fuld og så ædru igen…

Ja, kryptisk overskrift måske, men jeg ville beskrive min weekend kort og i stikord – og det var så det: Alene og tom (uden Tut), så fuld (på den alkoholiske måde med en veninde – og ja UNDSKYLD for pinlig snap-story til dem der nåede at se inden jeg slettede…) og så ædru igen – i dag ! Og så kommer Tutten hjem fra ferie med mama lige om lidt.

Og så m jeg lige mande mig lidt op igen efter sådan en weekend, og altså tage mor-hatten på igen. Altså det starter godt med, at jeg ikke har taget noget mad op…så det må bli pasta fra den lokale tænker jeg !

I morgen så !! I morgen har jeg mor-hatten seriøst på og laver ordentlig mad og det hele – tænker jeg !

Som jeg pippede lidt om i fredagens indlæg (Alene) så nyder jeg faktisk at være alene nu. Altså jeg kæmper stadig lidt med hvor aktiv og produktiv jeg lige skal være. Men (og misforstå mig nu ikke…!) pausen fra at være alene-mor, nyder jeg sgu også !

Pause fra at være tjekket, ha styr på ting, ha ansvar for alt, overblik over alt og få alting gjort… Det har jeg sgu brug for ! Og jeg tænker tit på, hvordan I andre gør det hele tiden ??? Giver (din partner og dig) hinanden “fri” engang i mellem eller har I bare styr, kontrol og tjekket-hed hele tiden ?! HELE tiden ?!?

En søndag, som jeg havde i går med tømmermænd, og hvor det bare er sofaen der kalder, er jo nærmest en hån mod alle andre forældre..! Og kan man egentlig tillade sig det, når man er (gamle) 35 år gammel !?

Hvorom alting er, så var det min søndag igår ! Rimelig stenet men med glade tanker omkring at Tutti trods alt var i godt selskab og havde en fest hos bedsterne. Og det nød jeg altså ! For et år siden havde jeg haft kamp-dårlig samvittighed…og kunne slet ikke nyde tiden alene og alene med min daværende kæreste. Så jeg har flyttet mig. En pæn portion ! Jeg hviler mere i det, og gir mig selv lov til at hvile i det ! Det er okay ! Tutti har det godt – og jeg må også gerne ha det godt uden hende !!

image

Bryllupsdag ! Og videre !

13-10-2012 – Lidt under en mdr til min termin med Lilletut. Vi vidste det var en pige, men vi vidste i den grad ikke hvad hun skulle hedde. Og vi var ikke enige. Vega var mamas bud. Jeg var imod – surprise ! Jeg var mere til Sigga eller Vigga. Men lørdag den 13-10-2012 var spærre-ballonen (mig) stuvet ned i en sort blonde-sag med hvidt bindebånd i “taljen” – og jeg havde taget semi-hæle-sko på (hvem gør det super højgravid?!). Mama var i fin skjorte og butterfly – og med en håndbajer. Hun var nervøs. Jeg ved ikke, hvad jeg var – andet end utaknemmelig her i bagklogskabens (bitre) lys.

Vi blev gift på Københavns Rådhus med blot vores familier og de aller-aller-nærmeste veninder ved vores side. Vi havde ikke sagt noget til nogen som helst andre omkring brylluppet; hverken arbejde, vores dejlige fodboldveninder og resten af vores slæng. Vi var lige – ugen forinden – flyttet i lejlighed på Østerbro. Mama og hendes veninder havde knoklet med væggene – og jeg havde (dum som jeg var) taget mig af panelerne…og dér fået de tusind strækmærker på maven. Hvem kravler/vælter også rundt på gulvet for at male paneler ? Og vasker vægge ned ?!

Mig…resultat:

img_1485

Selve giftemålet på Rådhuset tog vel 7-8 minutter. At stuve folk ind i lokalet og ud igen tog bestemt længst tid. Det var surrealistisk at stå der i alles påsyn og sige JA. Det svimlede for mig – og jeg var en anelse betuttet (vil helst ikke kalde det flov) over at min familie så på, da de aldrig har taget så godt imod mit kejtede “udspring”. Mama havde det heller ikke godt med opmærksomheden, men alt gik som det skulle og vi sagde kun lidt forkert i forhold til vores nye navne.

Eftermiddagen og aftenen blev brugt hjemme i den nye lejlighed med vores nærmeste. Mamas veninder holdt en fin tale, og min veninde havde lavet en kæmpe lækker bryllupskage. Svigerforældrene blev og sov, en kæmpemæssige mave og et glidestykke under mig om natten, så jeg kunne vende mig bare lidt om = ingen hanky-panky. Et par uger efter blev Tutten født.

13-10-2013

Livet er hårdt mod os. Jeg starter bloggen stille og roligt op sidst i oktober og skriver to-tre indlæg om mdr det første stykke tid. Tanker om en begyndelse var det allerførste. Vi spiser 1 års bryllupskage sammen på sofaen, Et par uger efter tager mama i byen og vælger efterfølgende dét, der stille og roligt kvæler det sidste vi havde…

fine-fine-ting-en-masse-billeder-og-oensker291

13-10-2014

Første bryllupsdag nød jeg helt sikkert ikke nok ! Jeg var overbevist om at livet ville bringe mig shit-loads, så jeg tog den bare som den kom (med verdens lækreste kage). Anden bryllupsdag var først hård og knap mulig at komme igennem, for derefter at blive så forvirrende, da konen (vi var ikke blevet officielt skilt endnu) sendte mig blomster ! Jeg blev SÅ glad og ked af det på samme tid, jeg skrev det HER og gav jer muligheden for at vinde 500 kr ?! WT… ?  Jeg så vidst ret sikkert en fra mit job på det tidspunkt, men mener også at det faktisk var de her blomster, der fik mit hjerte til at briste og ville have mama tilbage. For så blot at erfare, at hun begyndte at se en fra hendes hold et par uger efter. Et par mdr efter flyttede mama i egen lejlighed og vores egentlig deleordning (der startede med 9-5) kunne begynde.

Hvad er der med den dato og “et par uger efter” ?!?!

2014-08-08 18.05.22

13-10-2015

Sidste år var jeg syg på min tredje bryllupsdag – den første som officielt skilt ! Jeg var næsten lige blevet single efter at et stormende forelskelses-forhold var stoppet, jeg var i tv og så havde jeg virkelig svært ved mange ting. Jeg udgav DETTE INDLÆG tættest på bryllupsdagen, og filosoferede over at blive mere loose og nyde ting. Jeg (og sødeste Chris) havde HELT ret i, at jeg skulle slappe af i mange henseender. Og havde jeg bare kunnet slappe af i forhold til kærligheden også, så havde dagen i dag (et fucking år efter) måske været anderledes… Et par uger før bryllupsdagen var jeg ved at falde fra hinanden – HER – og et par uger efter sørgede jeg virkelig – og fik lidt hug for det (HER)!

Skærmbillede 2015-10-22 kl. 18.36.03

13-10-2016

Savner stadig. Men ikke min eks-kone. Det tog (bare) tid – fucking benhård TID (og blod, sved, tårer, arrighed, bitterhed, vrede, masser af vrede, sorg, hjertesmerter, mavesmerter, savn, bristede drømme og kamp !) ! Tid (og følelser) som så ødelagde det for min eks-kæreste og jeg. For det er hende, som jeg (freaking) stadig savner !? Et par mdr efter sidste års bryllupsdag (min tredje med eks-konen) fandt vi sammen igen eks-kæresten og jeg, men jeg var stadig fyldt op af ovennævnte og hun af smerter efter første brud og ikke rigtig at tro på det. Jeg fokuserede på Vegsen, deleordning og skilsmisse, hun orkede det ikke, og det endte igen nogen mdr efter. Efterfølgende har vi haft set hinanden af nogen omgange men aldrig “timet”. Vi brød endelig kontakten fuldstændig, for hvad der føles som tusind år siden, men det er i virkeligheden kun 3 uger ! Jeg savner hende, tænker på hende hver dag og drømmer naive drømme at hun pludselig står her – og så ville jeg ønske vores timingER havde været anderledes.

Så VIDERE, Katrine ! Her på din fjerde bryllupsdag – alene (som ved halvedelen af dem) og med hjertesmerte (som ved de fleste af dem). Jeg ved inderst inde godt, at jeg skal tage et aktivt valg om at komme videre (ligesom Peter AG sang i Toppen af Poppen for et par uger siden; “Alt er forbi, jeg er tom og ødelagt indeni. Og alligevel kan jeg høre fugle kvidre; tag dig sammen og kom videre”) Så det gør jeg…VIDERE !

img_1326

Undskylder lige kvaliteten på de gamle billeder, min tlf var lidt gammel og ridset dengang 🙂

Older posts