#METOO

#Metoo

Måske Verdens korteste indlæg til dato fra mig… Men så meget mere plads til jer – måske ! Del ENDELIG i kommentarfeltet hvis I har lyst <3

fullsizeoutput_2382

Jeg kan desværre også være med på hashtagget – ligesom så maaange andre. Selvom jeg er vant til at dele meget, så har jeg faktisk ikke lyst til at dele dette… Ikke endnu i hvert fald – måske ændre jeg mening efter jeres historier…

Det fyldte ekstremt meget i mine unge år på gymnasiet og efterfølgende – og ødelagde meget. Mine venner fra dengang kan (måske) nok huske det… Dengang var konklusionen fra mine drenge- (og nogen pige-) venner, at han skulle tæves igennem: dét fortjente han ! “Heldigvis” gav jeg dem ikke lov…for måske var det alligevel min egen skyld ?!?!?!

Dét var det selvfølgelig ikke !! Slet ikke ! Jeg sagde – og råbte (og slog og sparkede) – NEJ mange gange !!

Frygteligst af alt kender jeg en anden, der kan være med på hashtagget også – en der formentlig går i graven med sine langt mere FORFÆRDELIGE overgreb ! En der burde have meldt sin pædofile (homoseksuelle) overgrebsmand til politiet MANGE GANGE – den dag i dag (mange mange år efter) overvejer jeg stadig hævntogter ! Jeg har dog givet et løfte, som jeg har holdt indtil videre af respekt for offeret <3 Ikke at jeg synes det er den rigtige beslutning, men det er ikke min beslutning. Jeg hader den mand og ønsker ham kun ALT ondt her i livet !

Alt – burde – være LOVE <3

10 år efter telefonopkaldet

Ja, 10 år !

Ti år…så længe er det faktisk siden (give and take), at jeg foretog det telefonopkald til min far, som ændrede så mange ting pænt radikalt. Altså dét telefonopkald der ikke gik særlig godt – det telefonopkald, som jeg beskriver i indlægget HER, og som i alle sammen har været så pisse søde omkring. TAK for alle de søde og støttende ord, kommentarer og beskeder – You freaking rocks <3

Det har sat så åndssvagt mange spor, det telefonopkald. Og jeg forstår egentlig godt nogen af jeres undren over, hvordan jeg bare har kunnet acceptere og “været med på legen”. Det har jeg sån helt overordnet set heller ikke været. Det har været pisse svært. Det har været samtaleemne hos adskillige terapeuter og psykologer i årerne derefter. Jeg har taget kampe – og jeg har ikke-taget kampe ! Jeg er bestemt en “Surviver”. Og egentlig anser jeg mig selv – og jeg ved at mange tæt på mig også gør (heldigvis) – som stærk. Jeg kan mange ting, for jeg vil mange ting. I årerne efter telefonopkaldet, hvor den massive selvdestruktive-depression stille og roligt åd sig ind på mig, fjernede jeg mig selv mere og mere fra den stærke mig. Og stemmer udefra fik lov til at diktere alt for mange ting. Min egen stemme blev kvalt og overhørt, ignoreret.

Fandt jeg ud af.

For da årerne (og ret mange af dem endda) pludselig var gået og de værste depressioner var nedkæmpet, selvmordstankerne gemt væk og selvskade-tendenserne endnu engang var smidt væk, opdagede jeg at, “jeg var væk” ! Min stemme var væk. Mit jeg var væk, overdøvet, ignoreret… Flere fagpersoner, flere kærester og veninder har i tidernes løb, hver især givet deres besyv med. Deres medvirken, deres væremåde og deres indvirken på mig og mit liv, har gang på gang fået mine øjne op for nye ting. Nye synspunkter, nye nuancer og nye perspektiver. Jeg har lært noget nyt hver gang. Set noget nyt. Noget andet og noget mere. Stille og roligt har jeg pejlet mig ind på et spor…et svag spor, men et spor. For der ER jo et spor. Et spor af mig, som faktisk kun har potentiale for at blive endnu bedre. “Hvad der ikke dræber dig, gør der stærkere”…er et ordsprog jeg egentlig hader, og tit laver sjov med – og omformulerer…”Hvad ikke dræber dig, gir dig en sort form for humor”…og lign. Men det passer vel egentlig lidt alligevel. Begge dele, men mest det første. For her 10 år efter, har jeg da lært noget om mig selv. I princippet ved jeg mange ting. Nogen gange har jeg bare ikke kræfter til at fokusere på dem. I princippet er jeg pisse glad og venter i lykkelig spænding på resten af mit liv – men nogen gange er jeg bare for træt.

Telefonopkaldet snakker vi ikke om mere. Aldrig har vi kommet det helt til bunds – i de 10 år. Jeg har revet op i det flere gange, men kun for at få det – næsten endnu værre – svar: EJ, det har vi da aldrig ment eller sagt ! For jo, det sagde I – og jo det mente I…omend I forhåbentlig er blevet klogere nu. Men at benægte; og at tvinge min krop til at betvivle hvad den mærker, mit hovedet til hvad det husker og mit jeg til hvad det føler, det er næsten værre. Hvis altså “værre” kan gradbøjes og udfordres.

Husk at alt hvad I gør sætter spor. Ligegyldigt hvem, hvad, hvor og hvornår.

Alle kæmper en kamp, som I ved ingenting om. Vær søde, altid !

<3

img_3582

“En pige-kæreste ? Ej, NEJ – lad vær og sig det !”

Efterfulgt at et: “Så må du virkelig tænke dig bedre om næste gang” ! Var min fars første to sætninger efter at jeg laaangt om længe havde fået taget mig sammen til, med bævende hjerte og en puls på 500, at tage telefonen og ringe hjem til dem på Bornholm og endelig fortælle dem “nyheden”. Min daværende (pige)kæreste var nærmest allerede flyttet ind i min lejlighed, og havde længe opfordret mig til at fortælle dem om hende – eller bare det, at hvis de kom på besøg en anden gang, så boede hun der altså.

Min pige-kæreste var meget støttende omkring, at jeg skulle fortælle det til dem, for som hun sagde: “De KAN da ikke andet end at tage godt imod det…det er jo nærmest normalt idag” ! Men det kunne de så godt ! Altså tage det på en anden måde – for det var nemlig lige det de gjorde.

Min far blev mest af alt ked af det. Sagde decideret (som sætning nummer 3) at “…det var han da virkelig ked af at høre…” ! Og så blev han flov. Flov over mig…for…som han så sagde: “…det her må du love mig IKKE at sige til andre. Og SLET IKKE til din farmor og farfar, dét vil de slet ikke kunne klare, ja om de vil overleve det, det ved jeg ikke” !

Jeg tror virkelig aldrig, at jeg har følt mig så forkert. Fået sådan en mavepuster før. Fået revet tæppet væk under mig på sådan en måde. For jeg havde aldrig følt mig forkert før. Jeg havde egentlig hvilet rimelig godt i mig selv. Haft det relativ okay med min krop, mit jeg og den måde jeg var på. Altså før. Telefon-samtalen og de efterfølgende år ændrede helt markant på dette.

Egentlig blev der ikke snakket mere om det. Mine forældre evnede at spørge udenom emnet hver eneste gang vi snakkede, sås osv. Og jeg prøvede at pippe lidt en gang i mellem om mit liv, bringe emnet op, min kæreste op – men det lykkes aldrig. Det blev aldrig “fanget” og snakket med om. Følelsen af at være klam, forkert og ikke-elskværdig fyldte mere og mere indvendigt, ædte mig op og gjorde, at jeg måtte distancere mig til det og mig selv. Alt blev efterhånden tiet og jeg opfandt min parallelle verden, hvor jeg ikke var sammen med en pige, og som jeg godt kunne dele med familien. At skulle distancere sig fra sig selv og sine følelser var svært; gav mig stress, mavepine, destruktive tanker (og handlinger) og endte ud i en massiv depression, da jeg til sidst mødte min kommende kone. Men accepten fra mine forældre ville jeg bare så gerne have, og glemte gerne mig selv for at komme det nærmere.

Kommentarer som “Du må love ALDRIG at skaffe et barn til verden sammen med en anden kvinde” og “Det værste man kan byde et barn, må virkelig være at det har to mødre”. Provokerede, gjorde ondt og hænger ved.

Omend jeg HELDIGVIS ikke har rettet mig efter det. Vega ville jeg ALDRIG have været foruden. Og det ville mine forældre heller ikke i dag, tænker jeg. Men måden, hun er kommet til verden på, er fortsat akavet og tys-tys. Og egentlig gør det at hele mit liv stadig er akavet og tys-tys. Det gør det svært at være sammen med dem – og resten af familien – fordi jeg bare føler mig så ulækker. Decideret beskidt og klam. Og hvem har vel egentlig lyst til at føle sig det ?

img_3244

Anygays…her til Priden

Er der et bedre tidspunkt at lave en omgang “Anygays” end her på selveste Pride parade dagen ?! Kulminationen på Pride ugen – mangfoldighedernes fest. Ish…for jeg er faktisk lidt blandet overfor denne dag – egentlig…

Men “Anygays” vidste I at…

  • jeg faktisk ikke helt har affundet mig med om jeg er “lesbisk” endnu ? Efter at have været sammen med primært damer siden ca 2005 – og at have været gift med en – og at have et barn med hende også…
  • “Priden” ikke kun er her i dag lørdag ? Men faktisk er arrangementer i en lille uge – inde på Rådhuspladsen og diverse steder rundt om i miljøet. Der er fx også børnearrangementer – som vi aldrig har været til btw.
  • det fedeste homo-sted da jeg gik ud (dvs før Tutten) var Vela ? En lesbisk bar inde på Victoriagade på Vesterbro. Der er billige lyserøde jordbærshots, bordfodbold og også adgang for mænd…
  • jeg har engang scoret en dreng inde på Vela…eller har nok i virkeligheden scoret flere. Kommer i al fald som minimum i tanke om 2. Og den ene aner jeg (stadig) ikke hvad hedder.
  • jeg i en pæn del år skulle lyve for min familie om at være sammen med en pige ? Mine forældre troede ikke at de andre i familien ville forstå og acceptere det, så jeg måtte ikke fortælle om det – og opfandt derfor et helt parallel liv oppe i hovedet, som jeg så fortalte om.
  • det var min lillesøster, der breakede sandheden for resten af familien til min 30 års fødselsdag i hendes tale til mig – undtagen til mine bedsteforældre som stadig ikke måtte vide det (og ikke var tilstede). Alle blev selvfølgelig KUN glade på mine vegne. Shit det har været spild af mavesmerter, depressioner osv i alle de år….
  • det stadig ikke er nemt eller naturligt for mig “at være til piger” overfor min familie – heller ikke selvom Vega selvfølgelig gør det nemmere. Men lidt pinlig vil jeg nok altid være. Desværre !!
  • at mine bedsteforældre fik det at vide lige før Vega blev til; at jeg var kæreste med en pige. Og selvfølgelig blev de KUN sindssyg glade på mine vegne ! De havde været så kede af, at jeg altid var alene og aldrig havde en kæreste (efter jeg droppede deres yndlings “svigersøn” der i 2004/2005) – hvilket jo på ingen måde var sandheden, da jeg næsten altid har haft en kæreste – og selv boet sammen med en del af dem.
  • jeg faktisk tenderer en lille smule til at føle mig enormt udstillet til netop paraden – altså som en freak. En unaturlig ualmindelig én. Som har brug for et optog for at folk kan kigge på mig udefra; mig og “min slags” !!
  • jeg faktisk er lidt nervøs for om nogen kunne finde på at lave noget terror-halløj til paraden eller til paradefesten inde på Rådhuspladsen senere. Shit, der har jo været så meget !
  • jeg blev “smittet” med det lesbiske, da jeg flyttede fodboldklub og begyndte at spille i BK. Skjold her på Østerbro i netop 2005. Jeg havde før/under skiftet en mandlig kæreste, som drillede mig med at skiftet formentlig ville gøre mig lesbisk… “Hold nu op” sagde jeg til ham….men 3-4 mdr efter slog vi op (efter 4 år) og jeg begyndte at være sammen med piger.
  • min første pige-kæreste var min praktik vejleder, som jeg havde som fys-studerende i mine to sidste praktikker af studiet på et hospital.
  • og at min sidste kæreste, faktisk netop var studerende ude hos os/mig på mit nuværende hospital.

Anygays så er der fest i morgen – hele dagen hvis vejr, folkemængde og andet tillader det. Paraden starter på Frederiksberg kl 13 og går roligt gennem Frederiksberg og Vesterbro ind mod Rådhuspladsen. Sidste år havde jeg Tutten (og et filmhold) med – i år bliver hun passet af min sødeste veninde, og jeg fester med en masse dejlige damer… Måske ses vi ?!

IMG_4517

IMG_4538

IMG_0398

Find mig her i løbet af dagen… Katkarojo / Lilletutogmor.dk

Dagen mod homofobi ! Og om selv at have det engang imellem…som biseksuel/lesbisk

Ligger i skrivende stund på sofaen og er sgi ikke engang frisk endnu ! Det holder hårdt – på alle fronter.

Jeg keder mig, men kan samtidig ikke rigtig lave noget og så står min hjerne stille mht bloggen, så kan ikke engang rigtig få arbejdet igennem her heller. Jeg tjekker facebook og instagram virkelig tit – og I lægger jo slet ikke nok ting op folkens 😉 – men faldt lige over at dagen i dag er “Dagen mod homofobi, transfobi og bifobi”og det fik mig til at tænke på mig selv…

Skærmbillede 2016-05-17 kl. 12.06.37

At det egentlig er sjovt, at jeg selv har det engang i mellem. Altså sån lidt homofobi ! ? !

Jeg har virkelig svært ved at se mig selv som “lesbisk”. Faktisk.

Siden jeg som ca 25-26 årig var sammen med den første pige, har jeg altid været “til piger”. Aldrig “lesbisk” inde i mit hovedet. Nogen gange skriver jeg det, fordi det er kortere og et tillægsord, men jeg tænker aldrig, at det er mig. Og så har jeg altid også følt mig som værende til drenge også. Forestillingen om at ende op med en fyr findes stadig, og er til tider dét jeg forsøger at gå efter. Men at “gå efter noget” i seksualitetens tegn er sgu lidt svært. For mig i al fald. Min hjerne og hjerte løber ikke altid parløb.

Jeg ved godt hvilken type fyre, som jeg er til. Og kan NEEEEMT like en masse i diverse dating-apps. Men jeg gider egentlig ikke rigtig gå efter dem. Så det bliver ikke til andet end likes – og måske et vagt svar på deres indbakke-beskeder. Om det er fordi jeg egentlig ikke er til drenge eller bare fordi jeg ikke er klar til at date overhovedet, ved jeg ikke ?!

IMG_7087

Jeg ved (næsten) hvilken type piger jeg er til, men jeg kan SLET ikke finde ud af at like nogen i de førnævnte apps. Eller jo, det kan jeg godt, men jeg mangler deres personlighed, som er den jeg i første omgang falder for. Og med pigerne kan jeg sleeet ikke svare på deres beskeder i min indbakke, jeg tør jo slet ikke mødes med dem !!?

Så min egen konklusion må være: “ikke klar” for ellers er der jo ikke mere at vælge imellem ?!

Selvom jeg har fået Lilletut med en anden pige (jeg bar og fødte), synes jeg stadig det er lidt pinligt at nævne det for andre ! Jeg prøver stadig at vige udenom, når mine sætninger ellers burde indeholde et “hun”, min “ex-KONE”, “hendes” osv altså alle de ord, der indikerer at det er en anden pige jeg snakker om. På 10. – 11. år synes jeg altså stadig, at det er pinligt og er bange for hvordan folk dømmer mig ?! (suk)

Jeg kan også stadig synes, det er pinligt at se to af samme køn holde i hånd på gaden – mig selv inkl. selvfølgelig. Og er også her bange for folks reaktioner ! Lidt pinligt at skrive egentlig, men ikke desto mindre sandt.

For mig har det ikke været nemt at have en pigekæreste (= “at springe ud”). Jeg har i dén grad fået at vide, at det var ulækkert, pinligt og uacceptabelt. Jeg har skulle lyve om det i mange år, holde det hemmeligt og opdigte et paraelle liv. Jeg har følt mig forkert, uelskelig og ulækker i mange år – og det kommer man sig bare ikke så nemt over. Åbenbart. Men jeg prøver stadig. Også ved at skrive et indlæg som dette. Så idag skal vi altså ikke være bange for hverken at se – eller være – homoseksuelle, transkønnede eller biseksuelle. Lets embrace it <3

homo

Skærmbillede 2016-05-17 kl. 12.55.14

Skærmbillede 2016-05-17 kl. 12.55.40

 

 

Older posts