Når det virkelig “…er MIG” – og ikke dig !

Det her indlæg kommer til at slutte af med et spørgsmål til jer…og det er ikke for at være nederen, for at prøve at gøre mig selv interessant eller click-bait agtig, at jeg skriver det nu, det er mest bare for at sige det. For det er dét, jeg tænker allermest på lige nu…at jeg har brug for hjælp – også fra jer <3

Og hvor er det egentlig mega-mega-mega nederen, ENDNU engang pludselig at opfatte at tingene ikke kører smooth. At finde ud af at jeg ikke har flyttet mig – nok. At der stadig er skeletter i skabet… Og at de lige nu ramler ud igen… At finde ud af at jeg endnu engang – dengang – fik formået at få tyret skelleterne ind i skabet, fik det lukket lyn-knud-børge, uden at de faldt ud igen, for derefter at have stillet mig med ryggen mod skabet, så døren forblev lukket. Alt var godt !!

Døren holdt tæt, den forblev lukket, også da jeg listede væk fra skabet. Jeg kom længere og længere væk, og det gik sgu da skide godt. Jeg turde og jeg gjorde. FEDT ! Jeg kom sgu nok til at danse og tee mig lidt for kraftigt inde i rummet med skabet, for lige pludselig; BAAANG ! Skabsdøren åbnede sig og tingene væltede ud. De første ting kom ud med et kæmpe BRAG, de resterende ting faldt lidt roligere én for én… Alt der ellers var så pisse nydeligt ryddet af vejen, lå nu pludselig i en kæmpe indviklet, rodet og uoverskuelig bunke ude der midt på gulvet ! For Helvede altså !

Som så mange gange før – og som beskrevet i så mange indlæg før – har jeg brugt lidt tid på at beskue “bunken”. Gå rundt om den, kigge, tænke, flytte lidt på sagerne, frem og tilbage, før at det hele begynder at dæmre lidt. Før meningerne og lagene kom frem. Det er mange-faktorielt – der er mange årsager i mange niveauer i mine problemer, og jeg er nok ikke helt klar over hvor mange lag min “bunke” egentlig har. Og om jeg ever magter/evner/lykkes – eller behøver – at komme helt til bunds i den. Men måske hvis den “bare” ryddes pænt op, så den kunne være i skabet helt bevist og opryddeligt, så var det måske okay, så var det måske nok. Kontrolleret og mere i orden. Og ikke-ødelæggende for mig – og den anden (de andre) i mit liv.

Lige nu føler jeg mig sgu mest at alt som en tikkende bombe, som stille og roligt får ødelagt de mennesker, der kommer tæt på. Alt er godt indtil det bliver “for godt”, så kan jeg ikke mere. Så “danser jeg for voldsomt – og tramper måske nok lidt kraftigt i gulvet også” – og mit skab springer op – og jeg må lukke alt ned for at rydde op igen. Lukke alle ude for at gemme resterne igen. For at få frygten på afstand igen – for den er der også…frygten for at blive såret igen. Frygten for at blive snydt, bedraget, ladt i stikken og få (den alt opædende) følelse af at man ikke er værd at elske og kæmpe for. Frygten for at blive forladt til fordel for en anden. Frygten for at tro på noget, glæde sig over det og ligefrem hvile i det, for derefter at få det revet væk med en knytnæve lige i ansigtet – og i maven (og hjertet).

Og så er der niveauet med Lilletut. Laget i bunken hvor hun bare betyder alt ! Hun er hele mit liv, alle mine følelser og alle mine behov. Jeg har ingen behov her – mit liv er hendes liv. Og når hendes liv er “truet”; når hun er ked af det, når hun mister noget, når hun er syg, når der sker noget hårdt/anderledes/negativt for hende, ja så forsvinder jeg i mit liv. Så lukker jeg mit liv, mine følelser, mine behov HELT NED for at være der for hende. Alt andet er ligegyldigt for mig ! Helt ubevist, helt uden at nogen ber mig om det eller kræverdet. Det kommer bare automatisk – og helt ligegyldigt hvilke lækre og positive ting der ellers måtte være i mit liv – og som jo ellers gjorde mig glad, lykkelig og let. Min tro på at det hele nok skal lykkes forsvinder. Drømmen om familie og kærlighed forsvinder. Indtil nu er det gået ud over to dejlige damer, der bestemt ikke havde fortjent det hak i deres hjerter. Og som jeg savner, når jeg ikke er “truet” af noget.

Så er der også laget i bunken med min seksualitet og åbenhed i det hele taget med hensyn til kærligheden. Jeg har svært ved at dele det…og især til mennesker der før har ytret, at de ikke finder det okay/acceptabelt/normalt at være sammen med en pige. For jeg føler mig sgu forkert. Jeg føler mig mærkelig og til den klamme side, fordi jeg ikke “bare” kan være sammen med en mand, og passe ind i mængden. Jeg føler mig akavet og forkert – og mindre værd og mindre elskelig. Jeg føler, at det i den grad skal gemmes væk, ikke tales om og at alle jeg vælger “på pigesiden” er forkerte uanset hvad. Og når jeg har det sådan – og føler at min familie har det sådan – så er det også virkelig svært at finde kampgejsten frem, for jeg kan ikke finde ud af om jeg kæmper for noget “rigtigt” eller “forkert”…og hvem gider bruge kræfter på at kæmpe for noget forkert og ulækkert ?!

I bunken ligger nok også rester fra mine to depressioner og min (før- og efter- )fødselsdepression. Grundlagene for dem, konsekvenserne, tabene…rodet sammen med de andre lag som før nævnt. For det hele hænger nok sammen, og i al fald er følelsen af at være forkert og ikke god nok gennemgående. At lukke ned for mine egne behov for at (prøve at) efterleve andres er hvert fald helt og fuldstændig gennemgående.

Jeg er træt af at ødelægge alt for mig selv – og andre. Træt af at gøre andre kede af det – og mig selv. Træt af ikke at tro på lykken og kærligheden – hvordan den end må se ud. Træt at at være alene – og træt af at være træt af at være sammen med andre.

Sidste år kom jeg langt med Louise (læs bla HER, HER og HER…) og jeg tænker som udgangspunkt at gribe fat i hende igen. Jeg elskede at gå hos hende og jeg kom langt. Desværre synes jeg også, at jeg kom til at hænge fast i min ex-kæreste – også laaaang tid efter at det gav nogen mening (og hun kunne det i hvert fald ikke). Om jeg forvaltede terapien forkert efterfølgende, ved jeg ikke ?! Jeg kan (helt i tråd med mine kærlighedsmønstre) bedst “kigge tilbage”, det har jeg det tryggest med. Men – nu til mit spørgsmål som jeg nævnte først – kender DU en god psykolog, kognitiv terapeut, coach, whatever som jeg skulle prøve ?? Gerne i København, gerne ikke aaalt for dyr (og det findes ikke, I know), og gerne med force indenfor skilsmisse, parforhold, eksistentielle problemer – HIT ME….

img_3267

50 shades of sugemærker ?!

I går var jeg med damerne fra mit arbejde inde og se “50 shades Darker” – altså den med Mr. Grey nummer 2. Det er en tradition – ish – for os damer på arbejdet, som startede sideste år…med 1’eren (sjovt nok), fortsatte i år med to’eren – og som skal køre videre næste år med tre’eren. Tænker vi alle sammen arbejder samme spot anyways – med / uden gravide maver – så den (traditionen) skal nok holde et år endnu.

Vi har også set den med ham Channing Tatum, hvor han var stripper – både 1’eren (det var vist på film?!) og to’eren. Og det er altså god skik sådan at tage med sine kollegaer ud og se film. Mommy-porn film især 😉

Snakken bliver så livlig i omklædningsrummet dagen efter ! Så intim, billedelig og malende…og lidt pinlig, som når man snakker om de kugler på en snor, som Mr.Grey udstyrer Ana med i filmen, og man lige præcis når til sætningen “…jeg onanerer ikke selv…!” når man drejer om hjørnet ud for Ortopædkirurgisk ambulatorium, og der liiiige præcis sidder en dame der og venter. Altså lige som jeg gjorde idag sammen med de andre tøser. Altså nåede til at udtale sætningen der ovenover… Ja, så krydser man bare fingre for at det ikke er en patient, som man skal se liiiiige om lidt efter at hun har snakket med lægen.

Det var det så heldigvis ikke. Men det skabte da lidt fnisen, og en god historie til frokost.

Snakken havde også gået morgenen før, vi skulle se filmen, i omklædningsrummet. Dér var det forventningerne, som blev vendt. For en anden kollega havde set den dagen før, og havde læst mændenes bedømmelse af den. Dårlig ! Ingen sex ! Intet at komme efter ! (som man siger) !

Men hold.da.op ! Der er jeg så da bestemt ikke enig ! Eller er jeg blevet film-snerpet på mine gamle dage ?! Jeg kunne ikke have tålt vildere sex-scener ! Jeg synes det var nok så rigeligt sex. Nok så rigeligt til min fantasi. Nok så riiiigeligt til at få lyst. Altså på det sådan lidt ubevidste plan, for jeg gik ikke derfra dryppende eller noget i den stil. Men jeg fik da i stor stil lavet sugemærker på min kærestes hals efterfølgende, da jeg kom hjem til hende for at sove. UPS ! Og endnu en god historie kunne spores af de af vores kollega, som fik kigget godt på hende dagen efter…

Mommy-porn ohh yes ! Og helt rigeligt til mig. Eller dvs måske kunne det godt være lidt mere livagtigt med sexen mellem Mr. Grey og Ana…for tager mænd ikke bukserne af under sex længere ?? Eller har jeg været til piger så længe, at det nu er helt normalt at pigen er nøgen under sex, og manden har alt tøj på og blot har buksen knappet op ?!?! WTF ?!

Har I set den ? Fik I lavet sugemærker på jeres kæreste M/K efterfølgende ? Eller rører sådan noget jer ikke…bevidst eller ubevidst ?!?

img_3055

En kavalkade – på godt og ondt – VALENTINES DAG !

Der er langt mellem mine blog-posts stadigvæk ! Jeg ved ikke helt om jeg kan lide det eller ej ?! I al fald kan jeg bestemt ikke lide følelsen af, at alle jer søde mennesker der har beriget mit liv via bloggen her, fader stille og roligt ud. For ingen posts – ingen læsere. Den er selvfølgelig klar nok. Men jeg har det samtidig godt. Jeg hviler bestemt i mig selv og i mit liv. Så det gør ikke heeelt så meget, som det har gjort før i al fald. Men nej, jeg savner jeg altså stadig !

I dag er det tirsdag. Lilletut er kommet hjem fra en forlænget weekend hos mama, da bedsterne var på besøg og gerne ville have lidt ekstra tid med Tutten. Og selvfølgelig får de det. Så længe det ikke er FOR lang tid, for vores trods alt “kun” 4 årige pige. For selvom hun er stærkere, end hun var til start, vores lille Tut, så har hun det stadig svært med skiftedage og at undvære. Hun bliver skrøbelig i dagene derefter. Meget skrøbelig !

Åhr; de skilsmisse-børn <3

img_2998

Der er sket meget på de to år, som jeg kom til at tænke tilbage på her i dag. Både fordi mama og bedstemor kom med Tutten og vi efterfølgende sad sammen og hyggede med kaffe og kage, og snakkede om alt muligt. Det var rigtig hyggeligt – og jeg tænker at vi alle nød det. Tutten især. Også selvom hun er sjov – og direkte – den lille Tut: “I har været kærester, mor og mama” sagde hun pludselig smågrinende, for derefter at blive helt stille og fortsætte…”Men piger kan ikke være kærester” !!

Vi grinede, og mama måtte sige at JOOO, det kan piger jo godt, og at hvis nogen måtte vide det, så var det da Tutti. Men NOPE, Tutten lod sig ikke så nemt “narre”…”NEJ, mama ! Piger kan ikke være kærester og det kan drenge heller ikke !” ! “Du skal være kæreste med en dreng…og mor med…Ellens far !”

Hehe, den måtte vi så lige hurtigt skyde ned med, at EJ, det var nok ikke Verdens bedste ide. Hverken for mama, mig eller Ellens mor.  (Ellen er Tuttis gode veninde fra bh)

Jeg har siddet og scrollet tilbage på bloggen – det synes jeg egentlig er lidt sjovt for tiden. Det er vildt så meget der har ændret sig. Både til det gode – men også til det lidt mere kedelige måske !? Jeg synes ikke jeg skriver helt lige så passioneret længere ?! Mit – lidt barske – talesprog er pakket lidt ned, og nogen gange tænker jeg vist for meget ?!

Men det kan selvfølgelig – for nogen – også være netop godt ! For jeg kunne godt være lidt grænsesøgende, provokerende og måske for direkte dengang… I al fald fik jeg lidt på puklen omkring Valentines dag i 2015, kan jeg forstå på DET HER  ! Og så er Maj, som har kommenteret på indlægget der, én jeg stadig følger flittigt på instagram. Og hun er sgu også kommet langt siden da <3

I 2014 var jeg vist mest af alt en temmelig bittermås ! Shit mannn ! Men de af jer, der har fulgt med, ved selvfølgelig også at livet var noget hårdt dengang med nyopfunden utroskab, sygt barn og halv-depression-anti-selvværd-ting going on… En god Valentines dag var det vist ikke i 2014 !!

Om det så var bedre i 2016 ??? Jeg kan så tydeligt huske mit rimelig totale psykiske nedbrud efter den følelses-udmagrende tur i Statsforvaltningen, nedtrapningen af mit anti-depressiv medicin og så bruddet med min ex-kæreste dengang ! Shit mannn bestemt ikke den fedeste tid heller. Tinder kom aldrig til at funge for mig btw 😉

Og så er vi vel fremme endnu engang ved Valentines Dag i dag. Bedre ! Bestemt ingen bitterhed. Kun glæde…og så træthed efter en HÅRD fredagsbar med jobbet for 4 (!!) dage siden, og så en forkølelse der snart skal skride efter to uger ! Mit hovedet summer stadig over nogen ting, men jeg har mødt én – som I måske har kunnet se på snappen (og instagram måske) ?!? Spændende, rart, dejligt – og hårdt med et lille skilsmissebarn, der skal skærmes og skånes.

Men rart <3

img_3057

Da pillerne tog mine følelser

I ret mange år har jeg ikke følt så meget.

Skærmbillede 2015-10-20 kl. 22.52.20

Jeg har følt, men registeret har ikke kunnet registrere så meget. Kurven har ikke gået hverken særlig højt eller særlig lavt. Men især lavt var den nød til ikke at gå, for før pillerne var jeg helt nede i et sort dybt hul, med eneste udvej i ikke at være her mere.Det ku ikke være lavere, men det ku godt være højere.

I perioden elskede jeg mama, og jeg elskede også min kæreste efter hende, men et skift i pillerne under forsøget på at amme/da Tutti var helt lille gjorde, at jeg kom endnu et stykke væk fra mig selv.

Skilsmissen og den bristede drøm gjorde det heller ikke nemmere.

At elske blev nærmest umuligt. Det blev sgu nok aldrig så inderlig dybfølt. Der var et låg på – et pillelåg oven på ! Ingen kunne i virkeligheden gøre mig glad. Og da slet ikke mig selv !! Og ingen kunne i virkeligheden gøre mig ked af det.

Til gengæld kunne jeg godt gøre folk ked af det. Uden egentlig empati for at hjælpe dem oven på igen. Uden egentlige kræfter til det. Jeg var bare træt, kort for hovedet og kold.

Lige før bruddet i februar med min ex-kæreste var jeg begyndt nedtrapningen på de piller, der i den grad havde fjernet mig væk fra mig selv.

Jeg ville mærke igen, føle ordentlig igen.

Med et kikset nedtrapningsforsøg i bagagen (med major come-back af depression/fødselsdepression) var jeg bange. Men jeg turde ! Og jeg ville ! Jeg følte mig så tilpas fjern fra mig selv, at dette her var løsningen. Ikke flere piller. Ikke mere virkelighedsflugt. Med følelses- og empatiflugt til følge.

Nedtrapningen har hård ! Helt umenneskelig fysisk og psykisk hård ! Mine følelser slukkede fuldstændig ! Hvor der før trods alt havde været et lille spænd for godt og dårligt, var der nu ingenting ! Ingen følelser for ex-kæresten overhovedet, ingen følelser for mig selv eller andre. Ingen empati, ingen tanker ! Kun fysisk ubehag med svimmelhed, kvalme og massiv træthed – og et mindre depressionstilbagefald. Jeg sov og sov. Men græd ikke særlig meget, og savnede ikke.

Månederne gik, og pludselig vågnede følelserne som af dvale. En lang dvale, en lang pause, et langt koma for mig. Helt almindelig tid for andre, Tid der har forandret de andre, udviklet de andre og har fået følelser frem hos andre – for andre ude i “det virkelige liv”. Jeg forstår det jo godt – selvom det gør ondt nu. NU ! Jeg var i dvale, min ex-kæreste kæmpede sig videre med tiden.

Efterfølgende ved de fleste af jer, at hun jo gav mig en chance eller to – halvhjertede chancer. Hun troede ikke for alvor på det – og elskede mig vel egentlig ikke længere. Turde og ville hvert fald ikke. Desværre elskede jeg. Nu.

Og nu føler jeg for hele registreret ! Jeg savner helt ind i knoglerne. Min hjerne går i selvsving og sammensætter Happy-Endings til mig. Jeg ønsker og tænker så meget at jeg bliver vanvittig. Og har ondt i hjertet og sjælen. Og forbander de piller væk, der minimerede følelses-registeret for mig, og ødelagde så meget empati og kærlighed, dengang jeg havde hende. Lorte timing !

Nu savner jeg virkelig, græder tårer, er fortvivlet og føler mig fortabt.

Der findes intet hurtigt fix. Alt trækker rødder.

 photo 4412CDA7-6718-4D0A-B30E-E31E1CF9E098_zpsfvqdbzhz.jpg

Et lille sugemærke, tour de Østerbro en tirsdag med barnet og rødvin på snappen

Min weekend og vores tirsdag i ret få ord. En hel sætning (altså i stikord) som sikkert kan gyde lidt utryghed hos nogen. Men for sørensen en af mine kloge læsere lærte mig i tågerne efter min skilsmisse at rødvin altså hjælper. Og meget af det, hjælper mere. Og jeg tager jo altså jeres råd til mig 😉

Og I har ret. Som altid… Det passede dengang og….

Det hjælper faktisk – endnu engang. Altså i lørdags hjalp det nok også til at få mig ned i suppedasen med ex’en, men nu letter de depressive tåger da lidt. Eller meget endda, og hvor jeg før nærmest ikke kunne finde hoved og hale i noget af fremtiden (ish) for bare nogen timer siden, så er jeg da nu ved at udtænke single-escape til Skanderborg med en af mine bedste veninder – hvis altså hendes kæreste vil opgive hans billet (eller skaffe en mere…kom nuuuuu Christian !!).

IMG_0456

For ja lørdagen (og søndagen) endte ud med et lille sugemærke på min hals og altså e.n.d.n.u engang efterfølgende hjertesmerte-sorger over ex’en efter at have “talt om det”. Jeg forstår ikke, at jeg bliver ved, og jeg forstår slet ikke, at jeg kan blive ved med at drømme så sørens naivt hver gang ! Hver gang ! Det fylder så meget i mit hovedet, at jeg faktisk kommer til at tro på det. For så lige at få slaget over snuden igen-igen(-igen) – og en masse ord med på vejen. Ord man ikke behøver for tyvende gang. Og ord der i hvert fald ikke lige skyder selvtilliden i vejret – eller troen på at det vil lykkes at finde én, der gider “det der med et barn”.

I dag var hård på arbejdet, og folk skulle hvert fald ikke spørge hvordan jeg havde det, men overskuddet var – som sådan – fundet max frem til eftermiddagen med Tutti. Den sidste eftermiddag inden hun endnu engang skal på ferie med mama i en uge !

Vi fik lavet en rigtig “Tour de Østerbro” på helt spontan vis. Først blev brillerne sat sammen igen hos de sødeste brillemænd hos Profil Optik på Østerbrogade (vi har et “børne-abonnement med forsikring så de bare bliver samlet hver eneste gang – helt gratis og med det samme), så smuttede vi på Baresso og fik en lækker “børne-is-kaffe”, hvor mama og hendes kæreste også pludselig stak hovedet ind og så til sidst på legepladsen. Både hos Baresso og på legepladsen mødte Tutten børn fra børnehaven, som hun kunne lege med – elsker at have lokal-område midt i storbyen.

IMG_0442

IMG_0444

IMG_0454

IMG_0451

 

 

Vel hjemme igen kom der akut mad på bordet for Tutten og ditto rødvin i glasset hos mig (og mad også selvfølgelig!) …

IMG_0450

IMG_0453

Older posts