#METOO

#Metoo

Måske Verdens korteste indlæg til dato fra mig… Men så meget mere plads til jer – måske ! Del ENDELIG i kommentarfeltet hvis I har lyst <3

fullsizeoutput_2382

Jeg kan desværre også være med på hashtagget – ligesom så maaange andre. Selvom jeg er vant til at dele meget, så har jeg faktisk ikke lyst til at dele dette… Ikke endnu i hvert fald – måske ændre jeg mening efter jeres historier…

Det fyldte ekstremt meget i mine unge år på gymnasiet og efterfølgende – og ødelagde meget. Mine venner fra dengang kan (måske) nok huske det… Dengang var konklusionen fra mine drenge- (og nogen pige-) venner, at han skulle tæves igennem: dét fortjente han ! “Heldigvis” gav jeg dem ikke lov…for måske var det alligevel min egen skyld ?!?!?!

Dét var det selvfølgelig ikke !! Slet ikke ! Jeg sagde – og råbte (og slog og sparkede) – NEJ mange gange !!

Frygteligst af alt kender jeg en anden, der kan være med på hashtagget også – en der formentlig går i graven med sine langt mere FORFÆRDELIGE overgreb ! En der burde have meldt sin pædofile (homoseksuelle) overgrebsmand til politiet MANGE GANGE – den dag i dag (mange mange år efter) overvejer jeg stadig hævntogter ! Jeg har dog givet et løfte, som jeg har holdt indtil videre af respekt for offeret <3 Ikke at jeg synes det er den rigtige beslutning, men det er ikke min beslutning. Jeg hader den mand og ønsker ham kun ALT ondt her i livet !

Alt – burde – være LOVE <3

Når ens arbejde gør en syg !

img_4709

Det er svært, når noget af det, man elsker allermest, gør en syg. Gør at man ikke fungerer ordentlig i hverken krop eller hovedet. Når det fratager én helt basale færdigheder såsom at lave mad, gøre sig klar om morgenen og styrer sit temperament og tanker, så er det altså skræmmende. Og pisse irriterende egentlig også – og et mega tidsspilde. Jeg er virkelig ikke typen, der har lyst til at tiden bare tikker derudaf, mens jeg ligger i fosterstilling på sofaen uden evne til at se tv, serier eller lave noget i øvrigt. Når hullet i sofaen bliver større og større, føler jeg lidt, at mit liv forsvinder i takt dermed. Og så bliver jeg sgu lidt gal – lidt på mit arbejde, men mest på mig selv. Tænk at det skulle gå så vidt ?! Når jeg fortæller min arbejdshistorie til min arbejdspsykolog, er det ikke svært at se, at det ville gå galt. Helt galt ! Og når jeg så topper det med at læse de gamle indlæg, hvor jeg pipper lidt om hvordan jeg egentlig har det helt tilbage fra efteråret 2016, så er det SÅ klart, at lortet ramlede… (læs fx det her Længere mellem snapsene)

Jeg har egentlig brugt lang tid – (and still counting…) på at kunne formulere sætningen: “Jeg har det dårligt pga mit arbejde. Det er mit arbejde, og den måde tingene er på derude, som har gjort mig syg!” For det ER det. Jeg kan ikke bruge lame-ass undskyldningerne med, at det er fordi min ex-kone dissede os for 3 år siden (og jeg så smed hende ud), eller den med at min eks-kæreste ikke ville have mig tilbage for real 4. (eller var det 5.) gang heller. Og heller ikke den med at jeg åbenbart har sindssyg svært ved at binde mig til andre (end førnævnte)…nope…det er nemlig ikke al dét, der har gjort mig syg – SLET IKKE – det er mit arbejde; der har brændt mig ud ! Selvfølgelig kunne det være fedt at have en kæreste (for det savner jeg), og få ryddet lidt ud i de dårlige mønstre, bevares, hvem ville ikke gerne det ?! Men det er altså ikke der skoen trykker !

De sidste 3 mdr er helt reelt nærmest en dis for mig. Jeg kan dog huske, hvor meget jeg har kæmpet med at forstå ting. Altså helt bogstaveligt når nogen sagde noget til mig, som jeg skulle efterleve, så kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke tage imod forklaringer, telefonnumre, vejvisninger eller bare huske hvad folk hed eller hvad de havde sagt sidste gang. Jeg har ødelagt et IKEA PAX skab (som nogen måske så på min story), fordi jeg bare var så pisse stædig og absolut ville prøve at samle det selv – uden egentlig at kunne læse brugsanvisningen, fordi bogstaver og tegninger skøjtede rundt for mit øje, min puls var på max og hele min krop rystede.

Jeg har ikke kunnet lave mad, og har brugt formuer på take-away. Jeg har ikke kunnet handle ind – og har brugt formuer på nemlig.com. Jeg har betalt mig fra alt, som der var muligt – og NEJ, man tjener ikke godt som fysioterapeut i det offentlige 😉 Men jeg har villet skjule mine mangler, koste hvad det ville.

Og så har jeg løjet…eller fortiet sandheden om man vil det…for så mange mennesker. Og værst af alt; for mine forældre ! Jeg har i 3,5 mdr løjet om at have været på arbejde, jeg har “holdt ferie” herhjemme sammen med dem (hvor jeg jo så var sygemeldt i stedet. Og ja, det var lovligt fordi de var her i Kbh med mig) og jeg har isoleret mig fra andre mennesker, for at slippe for at fortælle hvordan det stod til egentlig (og fordi jeg fik social angst med angst anfald). Engang i mellem har der smuttet lidt ud på de sociale medier, men det har på ingen måde været grundlæggende for, hvordan jeg egentlig havde det.

Her i weekenden fik jeg ENDELIG sagt det til mine forældre. Og hvilket øjeblikkeligt lykkesus. En kæmpe sten røg fra mit hjerte – ISÆR fordi de bare bakkede mig fuldstændig betingelsesløst op. Overdrevent meget støtte, hjælp og kærlighed. Lutter velmenende ord og lutter opbakning. Masser af sparring og snak omkring det hele, hvordan det er på arbejdet og hvad der frustrere mig. OG DE FORSTÅR MIG ! Hundredetusind procent heldigvis ! Og støtter mig i de to valgmuligheder der er…når jeg kommer så langt; blive og kæmpe (de rette kampe – og indordne mig det offentlige system) eller at finde nye græsgange.

Jeg husker mig i hvert fald på at: Nogen kampe kan ikke vindes ! Nogen kampe er ikke værd at fortsætte eller ej at tage. Og kæmp kun de kampe, som du er inviteret med i.

Jeg har både en “almindelig” psykolog, som jeg selv betaler, og en arbejdspsykolog, som mit arbejde betaler. De hjælper mig sindssygt meget. Og især min arbejdspsykolog har hjulpet mig meget, dels med at forstå sygdommen og hvor farlig den egentlig er, når man er alvorlig ramt samt ved at være dejlig direkte og kontant.

 

Nogle kampe skal opgives

Min blog er stille i denne tid – foruden enkelte indlæg, som i forgårs, og så lige et her i dag. I dag er det mest for lige at prøve igen. Prøve at se hvordan kroppen reagere på at jeg skriver noget ned. For i forgårs…det var vildt ! Jeg fik hjertebanken, pulsstigning, rysten på hænderne og jeg blev egentlig i flere omgange blind på ordene, bogstaverne og sætningerne. Så hvis det var noget sludder engang i mellem, så har du altså forklaringen her (Indlægget er dette her, hvor du faktisk kan VINDE noget lækkert Playmobil).

Jeg er ramt i den grad af stress. Eller en ret stor belastningsreaktion, som min psykolog kalder det. Det er de fysiske symptomer, der har slået mig ud og gjort mig fuldstændig ukampdygtig. Jeg har hjertebanken, kraftig puls, åndenød og er ret grådlabil. Jeg kan ikke helt være i sociale sammenhænge – foruden til Jo:ga, som virkelig er min redning ! Jeg har svært ved at snakke med folk, for jeg ønsker egentlig ikke at fortælle om min situation. Jeg holder det egentlig hemmeligt for de fleste (indtil nu…!), for jeg er flov over det. Det er ikke mig det her. Det er ikke mig, der ikke fysisk kan tage på arbejde. Det er ikke mig, der mest af alt kan ligge på sofaen. Det er ikke mig, der ikke “får udredt” noget.

For jeg kan faktisk ingenting – og det er så grænseoverskridende. Jeg kan passe Vega, når hun kommer hjem fra børnehave – og hun lider INGEN nød overhovedet…og hun ved faktisk slet ikke, at jeg er nede med flaget og ikke på arbejde for tiden. Jeg tager mig i den grad sammen og får lavet mad til hende, leget med hende og gjort alle de daglige gøremål med hende. Men det er hårdt og kræver en energi, som jeg til dels ikke har. Weekenderne hvor jeg har hende, søger jeg enten hjem, ned til min søster eller lignende – og de weekender hvor jeg ikke har hende, laver jeg ikk noget. Jeg ser nærmest ingen mennesker – foruden dem til Jo:ga (som jeg ikke snakker med) – snakker ikke med nogen. Jeg har en snert af noget social angst, så jeg har også lidt svært ved “bare at gå ud”. De veninder, som jeg har brugt til at snakke med det om, er desværre taget på ferie og flyttet til Dubai (mindre kunne åbenbart ikke gøre det). Veninderne fra job har jeg det meget svært med ! Jeg KAN bare ikke have kontakt til dem – og det er altså sindssyg svært ! Jeg kan som sådan ikke forklare det, de giver mig “bare” ondt i maven og alt for mange tanker om arbejdet…og det kan jeg ikke rumme ! Min eks-kæreste/veninde har jeg også brugt, da hun har “været med i processen”, men det er svært af forskellige årsager… Så jeg føler mig sgu lidt begrænset og lidt alene i det her, og det gør det egentlig bare endnu mere svært. Jeg skal virkelig tage mig selv i ikke at køre ned i en sort spiral, hvor alt bare er nederen.

Nogen ting ser jeg faktisk ret klart midt i alt det her. Især som overskriften siger…”Nogle kampe skal opgives”…for de kan ikke vindes, hvis de ikke er min kampe ! Og lige præcis dét, synes jeg nailer SÅÅÅ mange af mine frustrationer… Jeg kan ikke vinde kampen om “skadestuen” på mit arbejde – det er ikke min kamp; det er ledelsen/direktionens kamp og ikke min. Jeg kan ikke vinde kampen om “sammenlægninger, nedskæringer og afviklinger” på mit arbejde – det er ikke min kamp; det er ledelsens, direktionens og politikernes ! Jeg kan ikke vinde kampen om “min eks-kæreste” – det er ikke min kamp; det er hendes, som hun i øvrigt ikke ønsker at kæmpe/have overhovedet. Og kampe man ikke er inviteret med i, kan man ikke vinde – de må opgives !

So DONE ! Moving on…ish 😉

Og så kommer udbrændtheden frem arbejds-wise. For hvis man ikke kan acceptere tilstandene, stå inde for kvaliteten og/eller ledelsen..hvad så…?! Lige nu er jeg tom for håb og troen på en fremtid i det offentlige. Og jeg kan fysisk ikke nærme mig min arbejdsplads uden at få hjertebanken, kvalme, rysten og sortnen for øjnene. Men som udgangspunkt er jeg ikke færdig der. Jeg vil egentlig gerne tilbage, jeg har elsket stedet i snart 11 år – og jeg holder meget af mange af dem derude. Og så vil jeg egentlig gerne være med til at kæmpe lidt mere – de rigtige kampe dog.

Mange af jer havde faktisk set det komme- især efter indlæggene i december og januar. Jeg troede nok ikke helt på det… Tak for ALLE jeres søde, velmenende kommentarer/beskeder osv. Jeg lærer åbenbart på den hårde måde.

img_4872

 

Jeg kysser stadig mit barn på munden…

Og “stadig” fordi jeg også skrev om det her (Jeg irettesætter andre børn – og kysser mit barn på munden), da det var oppe i medierne sidste gang… Det er egentlig ret sjovt at læse det indlæg…for meget er det samme, men meget har faktisk også ændret sig !

Nu hvor Tutti lige er det ældre, kan jeg faktisk godt forstå grænsen med pædagoger og andre “fremmede” (her menes ikke-familie og nære venner), der ikke skal kysse hende på munden. Det havde jeg det egentlig fint nok med engang (i vuggestuen og der omkring), men nu er det måske lidt mere grænseoverskridende at tænke på… Ikke at jeg nødvendigvis ville gøre et nummer ud af det, hvis det skete. Men efterfølgende har vi – og pædagogerne i børnehaven – lært hende grænsen mellem familie og “fremmede”, og den er nok meget god i mange henseender. Hun er jo en lille stor pige nu. Og vi andre går jo heller ikke og kysser på hvem som helst. For det meste af tiden i hvert fald 😉

Men hun er stadig en kærlig lille en, Tutten, og det er stadig rart. Og jeg er fortsat stolt over den måde, hvorpå hun viser omsorg og kærlighed til andre på. Hun krammer, sidder tæt og nusser gerne. Og så er hun blevet sindssyg god til at give ros og komplimenter. Dét er da bare en lækker ting. Og hvor har hun gjort mange glade med hendes små kommentarer: “…hvor har du en pæn kjole på idag”, “De bukser er bare flotte”, “Ihh, hvor er det en smuk nederdel, du har på”. Især kjoler og nederdele kan høste plus point og søde kommentarer fra hendes side. Men også hårbånd og flot opsat hår lægger hun mærke til.

I indlægget (Jeg irettesætter andre børn – og kysser mit barn på munden) er det med at irettesætte andre børn, heller ikke blevet skiftet ud. Heldigvis egentlig, og det var I også enige med mig i i dette indlæg her: Forældre; vi må steppe op ! Fri for mobberi ! Heldigvis !

Børn skal hjælpes på vej, og vi forældre skal være gode rollemodeller. Og vi skal være det allermest i hverdagen, så vores børn ved, at selvom der er “fest” (man er ude), så opfører man sig pænt. Er man blevet hjulpet på rette vej hver eneste dag i den almindelige hverdag, så ved man også hvordan man skal gebærde sig, når man er ude blandt andre mennesker, og ens forældre måske ikke lige er der. Og JOOOO, selvfølgelig er de bisser engang i mellem. Også selvom de bliver opdraget hver evig eneste dag. I know…Tutti er også blevet det ældre siden sidste indlæg (august ’16).

Så at Beckham kysser sin datter på munden. Slap aaaaaf ! Det er da det mest naturlige – og fedeste at gøre…altså lige næstefter hvis han bare havde kysset MIG på munden !

img_4338

Længere mellem snapsene

Pause – Stilhed – Tystys – Længere mellem snapsene…tja, kært barn har mange navne, som man siger ! De af jer, der har fulgt med et stykke tid ved, at jeg “normalt” skriver mellem 2-3 (4 i min storhedstid) indlæg om ugen. For tiden er der et hver eller hveranden uge, og det er der flere grunde til…

img_4082

Mit arbejde…dræner mig for tiden fuldstændig. For første gang i maaaange år – nærmest nogensinde – har jeg ikke lyst til at tage på arbejde. Jeg er ked af den måde personalet på hospitalet bliver behandlet. Jeg er ked af den måde patienterne bliver behandlet på – og jeg er virkelig ked af den måde tingene og den såkaldte “udvikling” bliver håndteret på. Jeg kan mærke, at jeg længe har været så opsat på at hjælpe alle/redde systemet/redde patienterne, at der nu ikke er meget energi tilbage. For da slet ikke at tale om HÅB ! Det offentlige system er så fuXXXXX langt ude, at det måske er for sent. Og det gør mig ked af det. Frustreret. Og så brænder jeg stille og roligt ud, tror jeg. Her igår på vej derhen i bilen havde jeg mest af alt lyst til at græde. Græde – og så blive væk. Holde ind til siden, sætte mig i vejkanten og bare BLIVE SIDDENDE ! Fysisk bliver jeg helt dårlig af at tænke på stedet. Jeg får kvalme, lidt højere puls og bliver en anelse svimmel. Og så slukker min hjerne.

Jeg har i mange år givet meget. Jeg har kæmpet meget, og jeg har ikke altid været lige enig med mine overordnede, MEN jeg har elsket stedet og jeg har troet på det, dem og os. Jeg har troet på at alle ville mig, os og dem det bedste…nu er jeg i tvivl. Jeg har følt, at der altid har været plads til os “højtråbende” – nu er jeg i den grad i tvivl. At vide, at min boss synes at “Jeg er for negativ”, når jeg egentlig bare snakker for alle mine kollegaer og deres trivsel, gør mig ked af det, og gør at jeg i den grad ikke har lyst til at komme tilbage. Jeg ved måske for meget…men det giver mig kvalme. Jeg har i lang tid gerne ville snakke om arbejdet. Snakke om nedskæringerne, besparelserne, vores ledelses håndtering af dette og os kollegaer, men nu kan jeg ikke mere, kan jeg mærke. Jeg er træt også af det. Og jeg gider ikke græde tårer over det. Jeg føler mig DONE ! Jeg opgiver. For nu i hvert fald. Jeg snakker med en om det, lidt i hvert fald og mest af nød. Min læge vil sygemelde mig med stress, men det ønsker jeg ikke. Endnu. Men SHIT hvor er jeg træt !

Mig selv, mine relationer og kærlighedenfylder også. Og lige dele dræner mig og lige dele giver mig skide meget god energi ! Jeg har taget fat på et arbejde, der bare er så pisse nødvendigt – og mega givende. Men det tager tid – og hvor gør man så af sig selv i mellemtiden ? Man kan jo ikke sætte relationer, følelser, lyst og behov på standbye…jeg kan i hvert fald (desværre) ikke. Jeg har det godt ! Jeg er glad. Jeg har gang i noget, der er pisse spændende og lækkert men også vovet og skræmmende ! Og noget jeg ikke vil analysere i offentligheden 🙂 Og så kan det også være svært at blogge (for mig)…når man ikke har lyst til at dele tingene direkte. Fos hvordan gør man det indirekte og uden at virke for sorttalende (skrivende) og clickbait-agtig ?!?! Jeg har svært ved at finde balancen, og gør det nok så bare slet ikke… (Men håber selvfølgelig at I vil følge med alligevel, og give mig plads til lige endnu engang at finde mine “blogger-ben”)

Bloggen generelter – FORSTÅ MIG NU RIGTIGT – ikke så vigtig for meget mere <3 Og jeg kan mærke at den skal revurderes IGENIGENIGEN. Og det er vel egentlig sundt og helt naturligt 🙂 Jeg vil gerne have den stadigvæk, men den skal være mere lystbetonet end før, og kun give god energi, lækre vibes og fede events og begivenheder. Jeg kan mærke, at jeg har givet slip på ræset omkring den. Ræset (og stresset) omkring om folk i branchen nu kan lide mig, inviterer mig med i sommerhus, på fredagsbar og på legeaftaler med alle deres andre blogger-veninder, om jeg får de rigtige kampagner (eller nogen overhovedet), om mine (læser-)tal eller løn er høje nok…og det er helt seriøst mega dejligt 🙂 Jeg nyder, at dele mine med-bloggeres indlæg, konkurrence osv UDEN at føle mig forfordelt, overset eller hvad det kunne være. Ingen tager noget fra mig – nu MÆRKER jeg det også <3

Min fritid…er så mega sparsom. Jeg er ofte så træt og udbrændt i knolden, at jeg tit bruger mine aftner på enten at sove eller stene tlf. Eller også er jeg sammen med nogen <3 Og det er sgu rart ikke altid at sidde, hver aften når Vega er puttet, med hovedet i et blog-indlæg, eller have den evige dårlige samvittighed over at jeg ikke skriver et blog-indlæg. Jeg har i den grad haft brug for pause fra blogger- og instagramlivet. Jeg scroller lyn-knud-børge forbi de flestes billeder og indlæg – ikke fordi jeg ikke under dem det…jeg har bare ikke energi til at læse eller se det. Og det har været rart, virkelig rart. Og givet mig tanken om at livet uden næsen for dybt stukket i den der SoMe-verden faktisk er fantastisk og fri <3

Selvom det måske kan lyde sådan, så stopper jeg altså ikke. Jeg revurdere og pauser nok lidt længere i mellem hvert indlæg end ellers. Men jeg håber I hænger ved…og så vil jeg da gerne høre:….ER DER NOGET I GERNE VIL LÆSE OM ??? SAVNER I NOGET ??? ER I DER STADIG ? <3 img_4087

Older posts