Børn i bevægelse med Reima

Sponsoreret

img_4103Børn skal være i bevægelse, det ved de fleste nok godt. Altså med mindre de ikke skal, fordi de skal sove, have taget et vigtigt billede til instagram, have skiftet ble eller sidde stille i skolen eller i institutionen. Lige dér skal de så helst være stille både med og i kroppen, og det er så selvfølgelig oftest dér, hvor børn har allermest lyst til at være i bevægelse 🙂

Menneskekroppen er da også skabt til bevægelse – også den lille af dem. Eller faktisk hedder det ISÆR den lille af dem ! For det er mens børn er små, at grundstenene bliver lagt til det videre (aktive, smertefrie og sunde) liv. Det er her den første “muskel-hukommelse” bliver lagret i kroppen, det neurale drive til musklerne bliver kickstartet og – måske vigtigst af alt – VANERNE indenfor bevægelse, idræt og aktivitet bliver lagt ! Det er nu børnene skal lære at… “Selvfølgelig bevæger man sig” og “Selvfølgelig er det vigtigt at være aktiv – og selvfølgelig skal der findes tid til det” ! Og hvem lærer børn allerbedst og allermest fra ?! Ja, nemlig: Deres forældre !

For det er jo vores job at lære dem det ! Hvis ikke vi som forældre VISER at bevægelse, træning og aktiv livsstil er vigtig også for os, ja hvordan skal vores børn så finde ud af det ?! Ligesom med så mange andre ting, kan vi ikke bare lade det være op til deres lærere og pædagoger gennem livet at guide dem indenfor området. Ansvaret er vores !

Også selvom vi er aleneforældre (selvvalgt eller ej) !

Børn (5-17 år) skal efter Sundhedsstyrelsens anbefaling være aktive (med moderat til høj intensitet) mindst 60 minutter om dagen. Hvis de 60 minutter deles op, skal hver aktivitet vare mindst 10 minutter. Yderligere skal der mindst 3 gange om ugen indgå fysisk aktivitet med høj intensitet af mindst 30 minutters varighed for at vedligeholde eller øge konditionen og muskelstyrken herunder aktivitet der øger knoglestyrke og bevægelighed. Fysisk aktivitet udover det anbefalede vil medføre yderligere sundhedsmæssige fordele.

Mindre børn (0-4 år) skal ligeledes opfordres til bevægelse og have muligheden herfor med bla begrænset skærmtid. (Kilde: Sundhedsstyrelsen)

img_4109img_3167I anbefalingerne skal man være opmærksom på intensiteten, og at den skal være moderat til høj. En stille tur i sandkassen eller blot at tulle rundt ude i haven eller gården gælder altså ikke helt ! At være udenfor er jo ikke en høj intensitets ting i sig selv, nej det kommer an på aktiviteterne derude. En god legeplads med masser af klatre muligheder, rutschebaner, balanceting, snurrer-rundt ting og lignende er til gengæld en god start. Plads at løbe på, cykle på, spille fodbold på, løbe på rulleskøjter og løbehjul på det dutter; og sætter som regel også intensiteten helt op.img_5523 img_3241img_5981Noget andet jeg selv er blevet meget opmærksom på indenfor de sidste måneder er mit eget aktivitetsniveau – og det jeg fortæller om og viser til Vega. For jeg blev faktisk ret overrasket over, at hun egentlig ikke særlig tit så hendes mor (mig) lave noget aktivt (andet end de almindelig daglige korte cykelture til/fra børnehaven eller lign.). I lang tid har jeg nemlig “skånet” hende for min egen idrætslige aktivitet – fraset nogen enkelte fodboldkampe – fordi at det “…da var synd, hvis hun skulle slæbes med til det” ! Problemet var så bare, at jeg som alenemor aldrig rigtig fik lavet noget fysisk, for jeg havde jo så ingen tid til det.

Dét er lavet om nu og fx er mandag blevet vores fælles træningsdag. Først tager jeg med Vega til akrobatik og derefter tager Vega med mig til styrkeløft til crossfit. En dag vi begge to glæder os max til. Og Vega elsker næsten min træning lige så højt som sin egen ! Hun keder sig ikke, selvom hun mest af alt er parkeret med en iPad af sikkerhedsmæssige årsager. Hun nyder at være med til “kvossfit”, som hun kalder det, og glæder sig sindssyg meget til at hun selv bliver stor nok til at begynde på et crossfit-kids-hold.

Og det er jo netop DET, vi skal som forældre…

Inspirerer til fysisk aktivitet !

Inspirerer til forskellige sportsgrene og aktiviteter, som vores børn kan kaste sig over !

Være aktive (og sunde) rollemodeller for dem !

Og vise at der er andet i livet end stillesiddende skærmaktiviteter. Hvis vi elsker det, så elsker vores børn det med garanti også… 

img_5478img_5760 img_5705

Hvad gør DU derhjemme hos jer ??? Hvordan inspirerer DU dine børn til fysisk aktivitet ?? Og kendte du egentlig til Sundhedsstyrelsens retningslinier omkring fysisk aktivitet til børn ?

Reima har lavet en ret fed challengen, hvor de vil samle viden omkring børns aktivitetsniveau – så hop ind på www.reima.com/kidventure og registrer dit barns aktivitetstimer og vær med på hashtaggene #millionhoursofjoy og #reimakidventure når du poster billeder under emnet. Du kan være heldig at vinde nogen af de ugentlige præmiere eller hovedpræmien som er en tur for familien til Lapland sammen med 14 andre familier.

#METOO

#Metoo

Måske Verdens korteste indlæg til dato fra mig… Men så meget mere plads til jer – måske ! Del ENDELIG i kommentarfeltet hvis I har lyst <3

fullsizeoutput_2382

Jeg kan desværre også være med på hashtagget – ligesom så maaange andre. Selvom jeg er vant til at dele meget, så har jeg faktisk ikke lyst til at dele dette… Ikke endnu i hvert fald – måske ændre jeg mening efter jeres historier…

Det fyldte ekstremt meget i mine unge år på gymnasiet og efterfølgende – og ødelagde meget. Mine venner fra dengang kan (måske) nok huske det… Dengang var konklusionen fra mine drenge- (og nogen pige-) venner, at han skulle tæves igennem: dét fortjente han ! “Heldigvis” gav jeg dem ikke lov…for måske var det alligevel min egen skyld ?!?!?!

Dét var det selvfølgelig ikke !! Slet ikke ! Jeg sagde – og råbte (og slog og sparkede) – NEJ mange gange !!

Frygteligst af alt kender jeg en anden, der kan være med på hashtagget også – en der formentlig går i graven med sine langt mere FORFÆRDELIGE overgreb ! En der burde have meldt sin pædofile (homoseksuelle) overgrebsmand til politiet MANGE GANGE – den dag i dag (mange mange år efter) overvejer jeg stadig hævntogter ! Jeg har dog givet et løfte, som jeg har holdt indtil videre af respekt for offeret <3 Ikke at jeg synes det er den rigtige beslutning, men det er ikke min beslutning. Jeg hader den mand og ønsker ham kun ALT ondt her i livet !

Alt – burde – være LOVE <3

Når ens arbejde gør en syg !

img_4709

Det er svært, når noget af det, man elsker allermest, gør en syg. Gør at man ikke fungerer ordentlig i hverken krop eller hovedet. Når det fratager én helt basale færdigheder såsom at lave mad, gøre sig klar om morgenen og styrer sit temperament og tanker, så er det altså skræmmende. Og pisse irriterende egentlig også – og et mega tidsspilde. Jeg er virkelig ikke typen, der har lyst til at tiden bare tikker derudaf, mens jeg ligger i fosterstilling på sofaen uden evne til at se tv, serier eller lave noget i øvrigt. Når hullet i sofaen bliver større og større, føler jeg lidt, at mit liv forsvinder i takt dermed. Og så bliver jeg sgu lidt gal – lidt på mit arbejde, men mest på mig selv. Tænk at det skulle gå så vidt ?! Når jeg fortæller min arbejdshistorie til min arbejdspsykolog, er det ikke svært at se, at det ville gå galt. Helt galt ! Og når jeg så topper det med at læse de gamle indlæg, hvor jeg pipper lidt om hvordan jeg egentlig har det helt tilbage fra efteråret 2016, så er det SÅ klart, at lortet ramlede… (læs fx det her Længere mellem snapsene)

Jeg har egentlig brugt lang tid – (and still counting…) på at kunne formulere sætningen: “Jeg har det dårligt pga mit arbejde. Det er mit arbejde, og den måde tingene er på derude, som har gjort mig syg!” For det ER det. Jeg kan ikke bruge lame-ass undskyldningerne med, at det er fordi min ex-kone dissede os for 3 år siden (og jeg så smed hende ud), eller den med at min eks-kæreste ikke ville have mig tilbage for real 4. (eller var det 5.) gang heller. Og heller ikke den med at jeg åbenbart har sindssyg svært ved at binde mig til andre (end førnævnte)…nope…det er nemlig ikke al dét, der har gjort mig syg – SLET IKKE – det er mit arbejde; der har brændt mig ud ! Selvfølgelig kunne det være fedt at have en kæreste (for det savner jeg), og få ryddet lidt ud i de dårlige mønstre, bevares, hvem ville ikke gerne det ?! Men det er altså ikke der skoen trykker !

De sidste 3 mdr er helt reelt nærmest en dis for mig. Jeg kan dog huske, hvor meget jeg har kæmpet med at forstå ting. Altså helt bogstaveligt når nogen sagde noget til mig, som jeg skulle efterleve, så kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke tage imod forklaringer, telefonnumre, vejvisninger eller bare huske hvad folk hed eller hvad de havde sagt sidste gang. Jeg har ødelagt et IKEA PAX skab (som nogen måske så på min story), fordi jeg bare var så pisse stædig og absolut ville prøve at samle det selv – uden egentlig at kunne læse brugsanvisningen, fordi bogstaver og tegninger skøjtede rundt for mit øje, min puls var på max og hele min krop rystede.

Jeg har ikke kunnet lave mad, og har brugt formuer på take-away. Jeg har ikke kunnet handle ind – og har brugt formuer på nemlig.com. Jeg har betalt mig fra alt, som der var muligt – og NEJ, man tjener ikke godt som fysioterapeut i det offentlige 😉 Men jeg har villet skjule mine mangler, koste hvad det ville.

Og så har jeg løjet…eller fortiet sandheden om man vil det…for så mange mennesker. Og værst af alt; for mine forældre ! Jeg har i 3,5 mdr løjet om at have været på arbejde, jeg har “holdt ferie” herhjemme sammen med dem (hvor jeg jo så var sygemeldt i stedet. Og ja, det var lovligt fordi de var her i Kbh med mig) og jeg har isoleret mig fra andre mennesker, for at slippe for at fortælle hvordan det stod til egentlig (og fordi jeg fik social angst med angst anfald). Engang i mellem har der smuttet lidt ud på de sociale medier, men det har på ingen måde været grundlæggende for, hvordan jeg egentlig havde det.

Her i weekenden fik jeg ENDELIG sagt det til mine forældre. Og hvilket øjeblikkeligt lykkesus. En kæmpe sten røg fra mit hjerte – ISÆR fordi de bare bakkede mig fuldstændig betingelsesløst op. Overdrevent meget støtte, hjælp og kærlighed. Lutter velmenende ord og lutter opbakning. Masser af sparring og snak omkring det hele, hvordan det er på arbejdet og hvad der frustrere mig. OG DE FORSTÅR MIG ! Hundredetusind procent heldigvis ! Og støtter mig i de to valgmuligheder der er…når jeg kommer så langt; blive og kæmpe (de rette kampe – og indordne mig det offentlige system) eller at finde nye græsgange.

Jeg husker mig i hvert fald på at: Nogen kampe kan ikke vindes ! Nogen kampe er ikke værd at fortsætte eller ej at tage. Og kæmp kun de kampe, som du er inviteret med i.

Jeg har både en “almindelig” psykolog, som jeg selv betaler, og en arbejdspsykolog, som mit arbejde betaler. De hjælper mig sindssygt meget. Og især min arbejdspsykolog har hjulpet mig meget, dels med at forstå sygdommen og hvor farlig den egentlig er, når man er alvorlig ramt samt ved at være dejlig direkte og kontant.