Vi er sammen i hjertet !

“En pige-kæreste ? Ej, NEJ – lad vær og sig det !”

Efterfulgt at et: “Så må du virkelig tænke dig bedre om næste gang” ! Var min fars første to sætninger efter at jeg laaangt om længe havde fået taget mig sammen til, med bævende hjerte og en puls på 500, at tage telefonen og ringe hjem til dem på Bornholm og endelig fortælle dem “nyheden”. Min daværende (pige)kæreste var nærmest allerede flyttet ind i min lejlighed, og havde længe opfordret mig til at fortælle dem om hende – eller bare det, at hvis de kom på besøg en anden gang, så boede hun der altså.

Min pige-kæreste var meget støttende omkring, at jeg skulle fortælle det til dem, for som hun sagde: “De KAN da ikke andet end at tage godt imod det…det er jo nærmest normalt idag” ! Men det kunne de så godt ! Altså tage det på en anden måde – for det var nemlig lige det de gjorde.

Min far blev mest af alt ked af det. Sagde decideret (som sætning nummer 3) at “…det var han da virkelig ked af at høre…” ! Og så blev han flov. Flov over mig…for…som han så sagde: “…det her må du love mig IKKE at sige til andre. Og SLET IKKE til din farmor og farfar, dét vil de slet ikke kunne klare, ja om de vil overleve det, det ved jeg ikke” !

Jeg tror virkelig aldrig, at jeg har følt mig så forkert. Fået sådan en mavepuster før. Fået revet tæppet væk under mig på sådan en måde. For jeg havde aldrig følt mig forkert før. Jeg havde egentlig hvilet rimelig godt i mig selv. Haft det relativ okay med min krop, mit jeg og den måde jeg var på. Altså før. Telefon-samtalen og de efterfølgende år ændrede helt markant på dette.

Egentlig blev der ikke snakket mere om det. Mine forældre evnede at spørge udenom emnet hver eneste gang vi snakkede, sås osv. Og jeg prøvede at pippe lidt en gang i mellem om mit liv, bringe emnet op, min kæreste op – men det lykkes aldrig. Det blev aldrig “fanget” og snakket med om. Følelsen af at være klam, forkert og ikke-elskværdig fyldte mere og mere indvendigt, ædte mig op og gjorde, at jeg måtte distancere mig til det og mig selv. Alt blev efterhånden tiet og jeg opfandt min parallelle verden, hvor jeg ikke var sammen med en pige, og som jeg godt kunne dele med familien. At skulle distancere sig fra sig selv og sine følelser var svært; gav mig stress, mavepine, destruktive tanker (og handlinger) og endte ud i en massiv depression, da jeg til sidst mødte min kommende kone. Men accepten fra mine forældre ville jeg bare så gerne have, og glemte gerne mig selv for at komme det nærmere.

Kommentarer som “Du må love ALDRIG at skaffe et barn til verden sammen med en anden kvinde” og “Det værste man kan byde et barn, må virkelig være at det har to mødre”. Provokerede, gjorde ondt og hænger ved.

Omend jeg HELDIGVIS ikke har rettet mig efter det. Vega ville jeg ALDRIG have været foruden. Og det ville mine forældre heller ikke i dag, tænker jeg. Men måden, hun er kommet til verden på, er fortsat akavet og tys-tys. Og egentlig gør det at hele mit liv stadig er akavet og tys-tys. Det gør det svært at være sammen med dem – og resten af familien – fordi jeg bare føler mig så ulækker. Decideret beskidt og klam. Og hvem har vel egentlig lyst til at føle sig det ?

img_3244

   

28 kommentarer

  • Kæmpe kram til dig Kat❤ Reaktionen gør mig så harm og ked af det på dine vegne, for selvfølgelig er der intet forkert ved dig. I min verden kender kærlighed ikke køn. Kærlighed er smuk og den skal nydes og ikke gemmes væk eller gøres til noget flovt. Du er ikke forkert!! Og du skal aldrig skamme dig eller være flov over hvem du er❤😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg er virkelig ked af at hører at dine forældre ikk støtte dig.. og at de gir dig følelsen af at være forkert og klam, det er da noget af det mest modbydelige jeg har hørt..
    kan slet ikk sætte mig ind hvor ondt det må gøre, men du er på INGEN måde forkert eller klam.. du er et smukt menneske, og har en fantastksk datter..
    jeg kender dig ikk ud over bloggen, og da du med i det program på kanal4.. jeg elskede dig i det program, jeg synes du virker som en fantastisk dejlige pige, som er nem at snakke og omgåes med..
    håber du på et tidspunkt kan få fortalt dine forældre hvordan du har det.. for ingen forældre kan da ha lyst til at få sin datter til at føle det du gør..
    du skal ikke være flov over dit indlæg, det er så fedt at du tør være dig, og fortælle om alle de gode ting, men også alle de svære ting i dit liv..
    du får en kæmpe kramme herfra😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Syllemin

    Du er en dejlig stjerne☀️
    Sej og smuk og en god mor.
    Lad dem ikke give dig den følelse, løft hovedet og kig på din dejlige datter!
    En skøn pige er resultatet af en skøn mor❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Hvis du er klam, så er vi godt nok mange (som i rigtig mange) der er klamme! Håber så meget at du en dag får fortalt dem hvad de egentlig har “gjort” ved dig, så du kan få lidt ro omkring det❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine B

    Du er skøn! Jeg håber dine forældre læser det her indlæg og giver dig en undskyldning – sådan helt indefra hjertet. Det er ikke fair – men hey det bliver heldigvis mere og mere almindeligt og fordomme brydes konstant.

    Fik du så aldrig sagt det til din farmor og farfar?

    Du er skøn og Vega er heldig – nogle gange ville jeg gerne have to mødre 😉

    God aften skønne dame – elsk dig selv – forældre er ikke altid særligt kloge;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg ved sgu ikke om jeg ønsker de skal læse det. Egentlig mest IKKE…måske min nye psykolog giver mig nogen redskaber til hvad der nu skal ske….
      Min farmor og farfar fik det at vide, kort før jeg blev gravid med Vega…og de ELSKEDE det !!! De var så kede af at jeg havde “været alene” alle de år, så de var bare lykkelige for at jeg havde selskab og var glad 🙂 De elsker Vega…og også min ex-kone <3
      Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pyha den pokkers higen efter anerkendelse…alt for velkendt.
    Tak for at du deler også af de svære tænker og lige 1000 kys i jeres retning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lizette

    Øv nogle sårende kommentarer! Husk at det ikke er dig der er forkert på den, men dem som har en forvrænget holdning til livet og verden generelt!
    Kærlighed har mange ansigter, og ingen skal bestemme eller diktere hvordan din version skal være ❤️
    Elsk dig selv og dit liv, du gør det godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MariA

    Kære du. Er først begyndt at læse med nu her den sidste uge, så kender ikke så meget til dig endnu…
    Men hvorfor er der egentlig at du ikke siger fra? Er du bange for at miste dem? Dine forældre?
    Da jeg som 28-årig, og med en fuld hetero baggrund, fortalte min mor at jeg havde fundet mig en pigekæreste, var reaktionen at “din far vender sig i sin grav” og “du skal ikke forvente jeg kommer til noget bryllup”…..!!!!
    Jeg KUNNE ikke være i det og valgte at cutte forbindelsen til min mor. Skrev det til hende. At jeg forventede en undskyldning fra hende og hvis ikke den kom så ønskede jeg ikke at se hende.
    Den kom, vagt, 2-3 måneder senere, og vi startede i terapi sammen…
    Ikke for at moralisere dig, men for at stille spørgsmålstegn ved hvorfor og hvordan du kan holde til en sådan indstilling fra dine nærmeste…
    Fordi du er IKKE klam og forkert!!! (Det sagde præsten (næsten ordret) selv til min kones og mit bryllup 😉 )
    De bedste hilsner fra Marla

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • God præst 😉

      Og velkommen til Maria…jaaaah, elsker når der kommer nye til <3
      det hele har bestemt været en lang kamp, og jeg skriver lidt om det i det nyeste indlæg… Jeg har taget mange kampe, og jeg har også ikke taget mange… Magter det ikke.
      Måske lærer jeg det af min nye psykolog, som jeg lige er startet op på…
      Håber alt er vel i jeres familie – og terapi med din mor lyder bare super sejt 🙂
      kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Du er sej og stærk og absolut ikke forkert på nogen måde ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Du er skøn som du er❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tulle

    Sødeste Katten!!!! Jeg sidder med tårer i øjnene og ville ønske, jeg kunne give dig et kæmpe langt kram!! Tænk at ens forældre kan komme med så usle kommentarer til deres eget barn!!! Det burde skamme sig i en grad der overstiger alt!!!!!! Jeg håber de læser dit indlæg og mærker en fuldstændigt ubærelig hul og smerte!
    Kys til dig fra mig❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sødeste Kathrine – sikke dog et stærkt og modigt skriv. Og hvor gør det mig bare ked af det at læse det. Jeg kan så godt forstå, du føler, som du gør – og vi andre kan sikkert sige masser af gloser om, hvor skøn du er, men det ændrer jo ikke på, at du føler dig forkert i dine forældres øjne. En rigtig modbydelig følelse! Det er simpelthen den vigtigste opgave, man har som forældre – at få sine børn til at føle sig elskede og ønskede.
    Hvis der skal findes noget godt i den historie, så er det da, at Vega nok aldrig kommer til at sidde med de følelser over for sine forældre (som så er to seje damer. Hvilket er skide ligegyldigt, bare der er kærlighed!)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak <3
      Og du har nok desværre ret…og rammer hovedet på sømmet i at det nok er det, der er problemet…at jeg aldrig vil føle mig rigtig for dem. Dog skal det siges at jeg har forsøgt at løsrive mig i mange år….men det er aldrig rart.
      Og NEJ, selv da Vega så sent som i dag proklamerede at hun skulle giftes med en dreng, fik hun ikke lov til at føle at det var forkert 😉
      Møs

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hahaha – dét er rummelighed 😉
      Sådan nogle kommentarer fra ens forældre kan sætte så dybe spor, at de aldrig kan slettes. Jeg kæmper også med min fars fornærmelser mod mit selvværd på 11. år. Du er aldrig alene 🙂❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilis

    Du er modig og hverken forkert eller klam 💜
    Hilsner fra den bifile..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linea

    Hej Katrine.

    Jeg kender ikke din blog, men fandt den lige gennem en anden blog, og har netop læst dit indlæg om stress og nu dette.

    Puh, fik helt ondt i maven over at læse dine forældres reaktion. Kan godt forstå at du i den grad føler dig forkert i deres selskab, og deres (=din fars) reaktion er godt nok slet ikke ok, og det er klart at det har sat sine tydelige spor i dig.
    Jeg ville egentligt have sendt denne privat, men det ved jeg ikke hvordan man gør, men så vælger jeg bare et anonymt navn.

    Jeg vil bare sige at den stress du døjer med nu sagtens kan være et udslag af en ubearbejdet vrede mod dine forældre. Kan læse at du allerede har været hos flere psykologer og terapeuter, så du ved det måske allerede. Jeg har bare selv været igennem det samme. Ikke at jeg er homo og at mine forældre ikke vil acceptere det, men at jeg har haft så megen ubearbejdet vrede mod mine forældre, at det endte ud i både depression, angst og stress.

    Jeg fandt den BEDSTE terapeut, som jeg anbefaler til alle jeg kender! Hun hjalp mig med at få bearbejdet min vrede og sorg, samt ikke mindst med at hjælpe mig til hvordan jeg får sagt fra overfor mine forældre, når de f.eks. overskrider mine grænser ( i dit tilfælde er det f.eks. når de benægter at have sagt de ting de gjorde i telefonen for 10 år siden).
    Jeg ved ikke om du kan se min e-mailadresse, men du må gerne skrive til den, hvis du vil have navn og telefonnr. på min terapeut (som også kun koste 450 kr. pr. samtale).
    Og ellers håber jeg at du kan finde en anden som kan hjælpe dig med at bearbejde sin sorg og/eller vrede, hvis det er det som stadig ligger og spøger, og hvis det er noget du har mod på -nu eller senere.
    Mange gode tanker herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi er sammen i hjertet !