"En pige-kæreste ? Ej, NEJ - lad vær og sig det !"

10 år efter telefonopkaldet

Ja, 10 år !

Ti år…så længe er det faktisk siden (give and take), at jeg foretog det telefonopkald til min far, som ændrede så mange ting pænt radikalt. Altså dét telefonopkald der ikke gik særlig godt – det telefonopkald, som jeg beskriver i indlægget HER, og som i alle sammen har været så pisse søde omkring. TAK for alle de søde og støttende ord, kommentarer og beskeder – You freaking rocks <3

Det har sat så åndssvagt mange spor, det telefonopkald. Og jeg forstår egentlig godt nogen af jeres undren over, hvordan jeg bare har kunnet acceptere og “været med på legen”. Det har jeg sån helt overordnet set heller ikke været. Det har været pisse svært. Det har været samtaleemne hos adskillige terapeuter og psykologer i årerne derefter. Jeg har taget kampe – og jeg har ikke-taget kampe ! Jeg er bestemt en “Surviver”. Og egentlig anser jeg mig selv – og jeg ved at mange tæt på mig også gør (heldigvis) – som stærk. Jeg kan mange ting, for jeg vil mange ting. I årerne efter telefonopkaldet, hvor den massive selvdestruktive-depression stille og roligt åd sig ind på mig, fjernede jeg mig selv mere og mere fra den stærke mig. Og stemmer udefra fik lov til at diktere alt for mange ting. Min egen stemme blev kvalt og overhørt, ignoreret.

Fandt jeg ud af.

For da årerne (og ret mange af dem endda) pludselig var gået og de værste depressioner var nedkæmpet, selvmordstankerne gemt væk og selvskade-tendenserne endnu engang var smidt væk, opdagede jeg at, “jeg var væk” ! Min stemme var væk. Mit jeg var væk, overdøvet, ignoreret… Flere fagpersoner, flere kærester og veninder har i tidernes løb, hver især givet deres besyv med. Deres medvirken, deres væremåde og deres indvirken på mig og mit liv, har gang på gang fået mine øjne op for nye ting. Nye synspunkter, nye nuancer og nye perspektiver. Jeg har lært noget nyt hver gang. Set noget nyt. Noget andet og noget mere. Stille og roligt har jeg pejlet mig ind på et spor…et svag spor, men et spor. For der ER jo et spor. Et spor af mig, som faktisk kun har potentiale for at blive endnu bedre. “Hvad der ikke dræber dig, gør der stærkere”…er et ordsprog jeg egentlig hader, og tit laver sjov med – og omformulerer…”Hvad ikke dræber dig, gir dig en sort form for humor”…og lign. Men det passer vel egentlig lidt alligevel. Begge dele, men mest det første. For her 10 år efter, har jeg da lært noget om mig selv. I princippet ved jeg mange ting. Nogen gange har jeg bare ikke kræfter til at fokusere på dem. I princippet er jeg pisse glad og venter i lykkelig spænding på resten af mit liv – men nogen gange er jeg bare for træt.

Telefonopkaldet snakker vi ikke om mere. Aldrig har vi kommet det helt til bunds – i de 10 år. Jeg har revet op i det flere gange, men kun for at få det – næsten endnu værre – svar: EJ, det har vi da aldrig ment eller sagt ! For jo, det sagde I – og jo det mente I…omend I forhåbentlig er blevet klogere nu. Men at benægte; og at tvinge min krop til at betvivle hvad den mærker, mit hovedet til hvad det husker og mit jeg til hvad det føler, det er næsten værre. Hvis altså “værre” kan gradbøjes og udfordres.

Husk at alt hvad I gør sætter spor. Ligegyldigt hvem, hvad, hvor og hvornår.

Alle kæmper en kamp, som I ved ingenting om. Vær søde, altid !

<3

img_3582

   

4 kommentarer

  • Åååhja! Præcis de der afvisninger er grunden til, at jeg ikke har snakket med min far i nu 11 år. De mange ord, han sagde dengang, var overgreb nok, jeg kunne ikke lade ham fortsætte ved at lade ham sige, at jeg “bare burde glemme det” og “Hvorfor kan du ikke bare lade det ligge og trække en streg i sandet?”

    Du er ikke alene om at have det sådan. Siger jeg, fordi jeg håber, det hjælper lidt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ej, det hjælper faktisk rigtig meget. Tænkte lidt, at jeg nok var den eneste der også skulle “trækkes” med det…at trække tingene tilbage efter så mange år og så mange ord…det kan man bare ikke !
      Hvor vildt at du ikke har snakket med din far i så mange år…! Tænker at du er pisse sej <3
      For helvede hvor skulle nogen forældre tage sig sammen. Jeg ville ALDRIG sige den slags til min datter…hvordan kan man ?!?!?!?!
      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Megasej! 😁 Jeg fatter heller ikke, hvordan man kan være sådan over for sine børn. Efter jeg selv har fået børn, forstår jeg det endnu mindre…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ulrikke

    Der skal så lidt til. Tænk hvis dine forældre åd deres stolthed og tog sig sammen og sagde.
    Katrine vi er virkelig ked af at vi reagerede sådan den gang. Undskyld vi tænkte os slet ikke om.
    To så korte sætninger…..så lidt skal de sige. Så lidt som ville gøre en kæmpe stor forskel for altid i dit liv…..og alligevel benægter de.
    Jeg forstår til fulde din smerte og frustration ❤
    Kram fra Ulrikke

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"En pige-kæreste ? Ej, NEJ - lad vær og sig det !"