10 år efter telefonopkaldet

Ja, 10 år !

Ti år…så længe er det faktisk siden (give and take), at jeg foretog det telefonopkald til min far, som ændrede så mange ting pænt radikalt. Altså dét telefonopkald der ikke gik særlig godt – det telefonopkald, som jeg beskriver i indlægget HER, og som i alle sammen har været så pisse søde omkring. TAK for alle de søde og støttende ord, kommentarer og beskeder – You freaking rocks <3

Det har sat så åndssvagt mange spor, det telefonopkald. Og jeg forstår egentlig godt nogen af jeres undren over, hvordan jeg bare har kunnet acceptere og “været med på legen”. Det har jeg sån helt overordnet set heller ikke været. Det har været pisse svært. Det har været samtaleemne hos adskillige terapeuter og psykologer i årerne derefter. Jeg har taget kampe – og jeg har ikke-taget kampe ! Jeg er bestemt en “Surviver”. Og egentlig anser jeg mig selv – og jeg ved at mange tæt på mig også gør (heldigvis) – som stærk. Jeg kan mange ting, for jeg vil mange ting. I årerne efter telefonopkaldet, hvor den massive selvdestruktive-depression stille og roligt åd sig ind på mig, fjernede jeg mig selv mere og mere fra den stærke mig. Og stemmer udefra fik lov til at diktere alt for mange ting. Min egen stemme blev kvalt og overhørt, ignoreret.

Fandt jeg ud af.

For da årerne (og ret mange af dem endda) pludselig var gået og de værste depressioner var nedkæmpet, selvmordstankerne gemt væk og selvskade-tendenserne endnu engang var smidt væk, opdagede jeg at, “jeg var væk” ! Min stemme var væk. Mit jeg var væk, overdøvet, ignoreret… Flere fagpersoner, flere kærester og veninder har i tidernes løb, hver især givet deres besyv med. Deres medvirken, deres væremåde og deres indvirken på mig og mit liv, har gang på gang fået mine øjne op for nye ting. Nye synspunkter, nye nuancer og nye perspektiver. Jeg har lært noget nyt hver gang. Set noget nyt. Noget andet og noget mere. Stille og roligt har jeg pejlet mig ind på et spor…et svag spor, men et spor. For der ER jo et spor. Et spor af mig, som faktisk kun har potentiale for at blive endnu bedre. “Hvad der ikke dræber dig, gør der stærkere”…er et ordsprog jeg egentlig hader, og tit laver sjov med – og omformulerer…”Hvad ikke dræber dig, gir dig en sort form for humor”…og lign. Men det passer vel egentlig lidt alligevel. Begge dele, men mest det første. For her 10 år efter, har jeg da lært noget om mig selv. I princippet ved jeg mange ting. Nogen gange har jeg bare ikke kræfter til at fokusere på dem. I princippet er jeg pisse glad og venter i lykkelig spænding på resten af mit liv – men nogen gange er jeg bare for træt.

Telefonopkaldet snakker vi ikke om mere. Aldrig har vi kommet det helt til bunds – i de 10 år. Jeg har revet op i det flere gange, men kun for at få det – næsten endnu værre – svar: EJ, det har vi da aldrig ment eller sagt ! For jo, det sagde I – og jo det mente I…omend I forhåbentlig er blevet klogere nu. Men at benægte; og at tvinge min krop til at betvivle hvad den mærker, mit hovedet til hvad det husker og mit jeg til hvad det føler, det er næsten værre. Hvis altså “værre” kan gradbøjes og udfordres.

Husk at alt hvad I gør sætter spor. Ligegyldigt hvem, hvad, hvor og hvornår.

Alle kæmper en kamp, som I ved ingenting om. Vær søde, altid !

<3

img_3582

“En pige-kæreste ? Ej, NEJ – lad vær og sig det !”

Efterfulgt at et: “Så må du virkelig tænke dig bedre om næste gang” ! Var min fars første to sætninger efter at jeg laaangt om længe havde fået taget mig sammen til, med bævende hjerte og en puls på 500, at tage telefonen og ringe hjem til dem på Bornholm og endelig fortælle dem “nyheden”. Min daværende (pige)kæreste var nærmest allerede flyttet ind i min lejlighed, og havde længe opfordret mig til at fortælle dem om hende – eller bare det, at hvis de kom på besøg en anden gang, så boede hun der altså.

Min pige-kæreste var meget støttende omkring, at jeg skulle fortælle det til dem, for som hun sagde: “De KAN da ikke andet end at tage godt imod det…det er jo nærmest normalt idag” ! Men det kunne de så godt ! Altså tage det på en anden måde – for det var nemlig lige det de gjorde.

Min far blev mest af alt ked af det. Sagde decideret (som sætning nummer 3) at “…det var han da virkelig ked af at høre…” ! Og så blev han flov. Flov over mig…for…som han så sagde: “…det her må du love mig IKKE at sige til andre. Og SLET IKKE til din farmor og farfar, dét vil de slet ikke kunne klare, ja om de vil overleve det, det ved jeg ikke” !

Jeg tror virkelig aldrig, at jeg har følt mig så forkert. Fået sådan en mavepuster før. Fået revet tæppet væk under mig på sådan en måde. For jeg havde aldrig følt mig forkert før. Jeg havde egentlig hvilet rimelig godt i mig selv. Haft det relativ okay med min krop, mit jeg og den måde jeg var på. Altså før. Telefon-samtalen og de efterfølgende år ændrede helt markant på dette.

Egentlig blev der ikke snakket mere om det. Mine forældre evnede at spørge udenom emnet hver eneste gang vi snakkede, sås osv. Og jeg prøvede at pippe lidt en gang i mellem om mit liv, bringe emnet op, min kæreste op – men det lykkes aldrig. Det blev aldrig “fanget” og snakket med om. Følelsen af at være klam, forkert og ikke-elskværdig fyldte mere og mere indvendigt, ædte mig op og gjorde, at jeg måtte distancere mig til det og mig selv. Alt blev efterhånden tiet og jeg opfandt min parallelle verden, hvor jeg ikke var sammen med en pige, og som jeg godt kunne dele med familien. At skulle distancere sig fra sig selv og sine følelser var svært; gav mig stress, mavepine, destruktive tanker (og handlinger) og endte ud i en massiv depression, da jeg til sidst mødte min kommende kone. Men accepten fra mine forældre ville jeg bare så gerne have, og glemte gerne mig selv for at komme det nærmere.

Kommentarer som “Du må love ALDRIG at skaffe et barn til verden sammen med en anden kvinde” og “Det værste man kan byde et barn, må virkelig være at det har to mødre”. Provokerede, gjorde ondt og hænger ved.

Omend jeg HELDIGVIS ikke har rettet mig efter det. Vega ville jeg ALDRIG have været foruden. Og det ville mine forældre heller ikke i dag, tænker jeg. Men måden, hun er kommet til verden på, er fortsat akavet og tys-tys. Og egentlig gør det at hele mit liv stadig er akavet og tys-tys. Det gør det svært at være sammen med dem – og resten af familien – fordi jeg bare føler mig så ulækker. Decideret beskidt og klam. Og hvem har vel egentlig lyst til at føle sig det ?

img_3244

Vi er sammen i hjertet !

At være sammen i hjertet, er en frase jeg har lært Lilletut i sidste uge. Det lille menneske kæmper simpelthen så stærkt med følelser som kærlighed, “svigt”, om at forlade eller blive. Hun elsker og føler så stærkt, at hendes lille krop og lille hovedet vist ikke helt kan følge med.

Selvom hun har været skilsmisse-dele-barn i nu snart 2,5 år, så fylder det stadig en del. Eller det er nok nærmere, at det fylder “på ny”. Hun er blevet ældre nu – stiller flere spørgsmål og tænker endnu mere over tingene, og sætter dem i nye perspektiver. Så det “nye” brud hjemme hos mama, har virkelig bragt en masse frem i lyset. En masse følelser som hun ikke kan få placeret. En masse kærlighed, angst og savn, der er svært at forholde sig til med det nu 4,5 årige hovedet. Hun kræver endnu mere tryghed. Tæthed. Også om natten. Og det får hun selvfølgelig. Helt ligesom hun har fået det hver eneste gang – også selvom det for mig har kostet dyrebart undervejs.

Her i påsken har hun været helt ekstrem… “MOR, skal gøre det”, “Jeg elsker kun min mor”, “Jeg vil kramme og holde dig forevigt mor”, “Jeg elsker dig for evig mor” osv osv… Mine forældre har knapt måttet røre hende, hvis jeg har været der. De har ikke måtte hjælpe med nattøj, putning, læse bog eller andet… JEG VIL KUN HAVE MIN MOR ! Og alt har været “for evigt” – eller med et spørgsmål om det skal vare for evigt.

Jeg rummer det bestemt. Og nyder alle hendes kærtegn. ALDRIG kan jeg få for mange af dem – og aldrig kan jeg give hende nok af mine kærtegn til hende ! Men det gør ondt indvendig også. Lider hun ? Sætter det spor ?

Kan vi som skilsmisse-forældre egentlig overhovedet kaste os ud i et nyt liv uden at det er barnet der risikere mest ? Og love noget – andet end selvfølgelig vores kærlighed – “for evigt” ? Os der ikke engang kunne holde noget et år ?!? Hvilken fortolkning af “for evigt” er det egentlig ?

Og hvis jeg ikke tror på “for evigt” længere ? Kan mit barn så ?! 

“At være sammen i hjertet” var noget jeg fortalte hende om i sidste uge (agtigt), da hun ikke ville hjem til sin mama. Hun var bange for, om jeg så ikke elskede hende længere, når hun var der ?! Hun var bange for at forlade mig. Bange for ikke at komme tilbage. Bange for at jeg ikke var der igen. Bange for at savne mig. Bange for ikke at være sammen med mig !! Jeg fortalte hende, at mens hun var hos mama, så var hende (Tutti) og jeg sammen i hjertet ! Vi elskede hinanden, savnede hinanden og var ALTID sammen i hjertet. Ligesom at når Tutti var hos mig, så var hende og mama også altid sammen i hjertet. De elskede hinanden, savnede hinanden og var altid sammen i hjertet !

Dét hjalp ! Det kunne hun faktisk forholde sig til og bruge ! Dér inde i hjertet, inde i brystet – var hun sammen med dem hun elskede for altid. Og evigt… <3

Og at høre hende fortælle mama om det, når jeg så afleverede hende. Dét var sgu for sødt !

For mig er der egentlig ikke vildt mange jeg bærer med mig i hjertet. Af kærester. Gamle kærester that is. Tutti er jo en sikker og vist én derinde, og veninder vil også være der i en høj grad. Men dem jeg virkelig har til at fylde derinde, fylder sgu også en pæn del. Og vejer lidt tungt – også lidt FOR tungt nogen gange enkelte af dem ! Om de har det på samme måde, som mig ved jeg ikke, men bare det at jeg stadig har dem i mit liv (mere eller mindre – og mere eller mindre påtvunget 😛 ) gør mig glad. Eller dvs det gør mig glad sådan helt overordnet set – nogen gange gør det også det modsatte. Og heldigvis er en af dem, en af mine allerbedste veninder idag – så måske “for evigt” findes alligevel <3

img_3906

Når hjertet brister

Tutti har det lidt hårdt for tiden. Om det er fordi mamas liv er lavet om ? Om det er fordi mama og jeg ses noget mere ? Eller om det bare er en snart 4,5 års periode….det ved jeg ikke ?! Men det river sgu i mit hjerte.

tuttiav

Nu har vi to gange indenfor den sidste uges tid, hygget med mama hjemme hos hende efter at deres samvær er slut – og begge gange er endt i hjerteskærende gråd, langtrukkent “farvel” og efterfølgende grådfyldt FaceTime.

I morgen prøver vi så, at mama kommer her med Tutti efter deres samvær i dag. Måske er det bedre, når mama aflevere på basen her ? Måske skal afskeden være mere “clear-cut” og planlagt højt ?

Tutti: “Mama: hvorfor kan dig, mig og mor ikke være en lille familie ? Hvorfor kan du ikke bo her ??”

Mama: *hjertebrist*

Der sker bare så meget inde i det lille hovedet <3

Hun blev bare så glad

Siden “vi sås sidst”…altså os her på domænet, dig og mig (og de andre) i fredags, er der ikke sket alverden. Det er trods alt blot et par dage siden…men alligevel er der da sket lidt, og et par tanker eller tusind er røget gennem knoppen på mig. Jeg har været alene, meget alene, hvilket på en måde lader mig op og den en anden måde tapper mig lidt. Jeg vælger det jo 110 % selv, glæder mig til det skal ske og nyder det mega meget. Men jeg savner også lidt selskab, når jeg er midt i det. Har lyst til at skrive til alle (der er i nærheden – og det er altså aaaalt for få veninder nu om stunder!) – og så alligevel ingen.

I går lørdag, var jeg faktisk ikke ude fra lejligheden ! Jeg hader egentlig når det sker. Men på den anden side, så gad jeg ikke noget andet, og prøvede at tænke på alle de mange (hårde) dage alene med Vegs, hvor jeg ville ønske, at jeg netop bare kunne gøre det. Slappe af, lave intet og bare være. Min indre udmattethed og evige træthed forsøger jeg at komme til livs, tror jeg. Eller jeg håber, at jeg kan. Så igår så jeg SKAM hele dagen. Og jeg mener HELE dagen. Jeg fik også badet (for anden dag i træk !!), vasket op, vasket tøj og ryddet lidt op…men primært lavede jeg ikke dagens gode gerning.

Egentlig havde jeg lyst til at finde nogen at drikke øl med, men da jeg jo netop havde været ude fredag til den fedeste Suspekt koncert, synes jeg egentlig at det var liiiiige alkoholisk nok. Og om jeg var virkelig game, kunne jeg ikke helt finde ud af. Så jeg lod den ligge – og drak en øl for mig selv i stedet. Og hvad sker der lige med den der forhøjede lyst til at drikke en øl ?! Er det foråret ? Troen på det gode ? Den mistede tro på det gode ? Eks-kæresterne ? Følelserne ? Og om det er fordi tingen skal druknes eller forstærkes ?? I dont know, men kunne det faktisk igen i dag. Bare lige drikke en øl – og da helst i godt selskab. Jeg gider bare ikke helt opsøge selskabet, for jeg er ikke helt sikker på hvilket det skal være. Kender I det ? Kunne det ikke bare komme dumpende ? Enten fysisk eller bare på sms ??

Men i fredags…det var en god fest med gode øl – og en enkelt GT. Suspekt med gode venner, som jeg ser for sjældent ! Så ja: Hun blev bare så glad ! Helt inden i egentlig. Vi skrålede med – til både “Kinky Fætter”, “Sut den op fra slap”, “Hun blev bare så glad” og så den der…”Hvor mange har kneppet til den her sang”…I ved det er jo Suspket…og det kan godt bli vildere !! Så vi havde en fest – bare os tre. Egentlig havde jeg en billet mere, men hende den var ment til…skulle så ikke med alligevel (hmm) og billetten blev solgt videre. Og hvor er det egentlig lidt mærkeligt, at min anden eks-kæreste også var derinde. Nogen meter (en del meter men stadig) fra os uden at vi løb på hinanden. Verden er stor. Irriterende stor engang i mellem.

img_3582 img_3566 img_3583

I morgen står den på arbejde igen til og med torsdag, ikke mere ferie, øv. Østerbro gør klar til FCK kamp, kan jeg se fra min plads på Trianglen. Og jeg drømmer en smule om at skulle med derind – for liiige at drikke en kold fadøl i solen. Det kan da ikke være forkert 🙂

Older posts