Når skilsmisse- og singlelivet bare ads up… #dageimitliv1

Som i “ikke” !

“IKKE ads up…”

Både i dag og i går har virkelig været nogen dage, hvor jeg ikke bare har skulle tælle til ti – men snarere ti-tusinder ! “Test-dage” om man vil. Tests for om ens temperament virkelig kunne holde. Tests for om man virkelig var blevet klogere.

I går var faktisk værst, da både lidt konflikt med ex-konen og ex-kæresten kom ind i billedet. Intet virkelig alvorligt men stadig krusninger på vandoverfladen – på det hav man er endt ud i på en tømmerflåde – en læk tømmerflåde. Konflikten med førstnævnte dame of course omkring Lilletut, og nok mest bare essensen i, hvorfor vi i det hele taget er endt ud sådan her, skilt efter en skilsmisse. Men vi fandt en løsning uden egentlig fjendtlighed – så vi er da kommet langt trods alt. Også selvom vi idag endnu en gang er raget uklar med hinanden…

Og så var der det der med ikke at have heeelt styr på følelserne alligevel. Altså omkring sin ex-kæreste. Irriterende, når man lige har holdt sådanne tanker stangen i et par mdr, og de så bare bliver ved med at poppe op. Det var lettere dengang, hvor jeg var sur på hende – nu tænker jeg bare på om tingene godt kunne gå anderledes. Tredje gang ER jo lykkens gang -ikke ?!

Om det så er et held eller modsat at ex’en er ret afklaret denne gang, ved jeg snart ikke. Irriterende i al fald 🙂

Havde man så bare magtet Tinder eller Happn ! Men alle mine matchs og beskeder, jeg trods alt har swipet mig til derinde, må altså vente lidt endnu. Selvom det måske kunne være vejen ud af tankespind og konfliker med ex’erne…?

Råd, kommentarer og hep modtages med kyshånd…

IMG_7087

PS, jeg har ikke sendt beskeder til nogen – ved ikke hvorfor den kalder “match” det ?! Og ja, kommer der ikke så tit (apropos datoen)

 

Jeg elsker dig. Jeg vælger at elske dig og rumme dig.

Man elsker ubetinget sit barn. Sin ægtefælde, ens forældre og ens bedste veninder. Også selvom de alle sammen opfører sig tarveligt nogen gange. Ikke høre hvad man siger. Selvom de gør nogen ting, som man bare slet ikke elsker, så elsker man dem alligevel.

Men hvorfor er det man – jeg – ikke elsker sig selv ubetinget ?

Andre kan man godt elske på trods af alt, men ikke sig selv.

Jeg er ikke hundrede procent sikker på, hvornår jeg stoppede med at elske mig selv ubetinget. Eller bare elske. Om der var nogen, der havde en finger med i spillet ? Om der var ét specielt øjenblik eller en begivenhed, der var med, ved jeg heller ikke helt. Jeg har nogen ideer til en del af forklaringerne, og jeg ved egentlig tilstrækkeligt, synes jeg.

Jeg ved i hvert fald, at jeg har budt mig selv mange ting i årerne. Fysisk og psykisk.

Jeg har tilladt mig selv så meget indre smerter, så meget psykisk negativt tankespind, at den måtte ud fysisk for at blive håndterbar. Den ydre fysiske smerte blev det jeg holdt af istedet for mig selv.

Jeg har sultet mig selv i (kortere) perioder. Jeg har kastet min mad op, alt sammen i had til mig selv.

Men det skal være slut. Ikke mere selvskade og mad-tyrani for at have noget at holde af i stedet for mig selv.

Som Louise Lie mindede mig om i forgårs, så er jeg inderst inde en selvstændig kvinde, der trives med frihed. Og at min selvstændighed hænger sammen med min styrke og succes. Jeg er nød til at elske mig selv, hvis jeg skal videre.

Og det skal jeg.

Så derfor vælger jeg at elske mig selv. På trods af alt det jeg tidligere har gjort. Det jeg indeholder. Jeg rummer det hele. Jeg er god nok. Jeg elsker mig selv.

Gør du ?

IMG_7256

Vanrøgt…

– altså af bloggen her.

Vanrøgten altså. Og måske er vanrøgt så meget – og voldsomt – sagt. Jeg har egentlig bare ikke været herinde, så direkte misrøgtet den har jeg vel egentlig ikke.

Det er mærkeligt det med blogging – for mig i al fald – jeg både savner og magter det ikke på samme tid nogen gange. Min hjerne slipper det dog typisk aldrig helt – lige undtagen igår, hvor jeg bare faldt pladask i søvn sammen med Lilletut efter nogen hårde dage, og skænkede ikke bloggen én eneste tanke. Lige indtil jeg nærmest fik et chok i morges, da jeg kom til at tænke på at “GUUUUUD, nu fik jeg ikke blogget igår heller – 3.dag i streg!!”

Ellers tænker jeg nemlig altid at jeg lige: “buuuurde, smuttederind og skrive et indlæg…” – også selvom jeg ikke gør det. Jeg har altid lidt dårlig samvittighed over det, helt ligesom dengang i skoletiden, når jeg aldrig fik læst / lavet mine lektier. (Og det var jeg RIGTIG dårlig til at få gjort!).

Men nu er jeg her igen, efter mine 3 dages pause. “HEJ MED JER”…hvad har I mon lavet så længe ?

Hvad jeg har lavet ? I mandags græd jeg, som i g.r.æ.d. over Lilletut. Hun så det ikke, og mærkede det vist heller ikke. Hun faldt i søvn, midt i hendes egen gråd over at hun ikke måtte komme hjem til mama igen (skiftedag), ikke måtte få havregryn til aftensmad og fordi hun synes jeg talte skrapt, fordi hun ikke måtte få havregrynen. Hun var så dødtræt, at hun faldt i søvn i mine arme i mit skød midt på køkkengulvet med alt tøjet på, ingen mad i maven (vi havde gået direkte på legepladsen efter børnehaven og var lige kommet hjem), ingen tis på toilettet og klokken var 17.30. Jeg sad på knæ med hende i armene, og lagde ikke med det samme mærke til at hun sov, fordi jeg selv græd, dér oven over hendes hår. Alting inde i mig gjorde så pisse ondt, og jeg var sikker på, at jeg gjorde det værste mor-job EVER. At jeg var en skidt og lousy person. Ikke værd at elske. For nogen overhovedet. Heller ikke Lilletut.

Lilletut sov og sov, og og det gjorde mine ben pludselig også. Dilemmaet om jeg skulle vække hende for mad, tis, maske, tandbørstning eller bare lade hende sove, overdøvede mine egne destruktive tanker. Jeg fik møvede mig op. Og da hun ikke vågnede af det, lagde jeg hende ind i sengen. Heller ingen opvågning. Hun blev puttet i hele dresset, med tanken om at hun nok vågnede op lige om lidt (som hun plejer). Det gjorde hun ikke. Hun sov faktisk helt til kl.05 (selvfølgelig med de vanlige “opvågninger” med hoste, vand, drømme osv) og så skulle hun altså også tisse.

Og så er jeg startet med min kostplan ! “Kur” har jeg lyst til at skrive, men det lyder så negativt…men det føles altså lidt som en kur 😉 Og det er det vel egentlig også, når nu man ikke må smæske sig i diverse brød, kager og slik sager. Men det ved man jo godt. Skal der ske noget, så må man jo også gøre noget. Så det gør jeg. Med kosten i al fald…træningen halter altså lidt mere. Meget faktisk. Jeg løb og styrketrænede hjemme i søndags, men siden da har det altså kun været lidt træning på arbejdets knæhold i dag, det er blevet til. Og så skal jeg til tjek hos min über-seje coach Evie på lørdag. Damm, jeg hader ikke at have holdt “aftalerne”.

Måske det kan blive til anden del af hjemmetræningsprogrammet efter der er trykket “udgiv”… ?!

IMG_7158

Vi var der også ! På kirkegården for at se lyserøde træer – og snakke begravelse

Sidste år var det HELT vildt. Nettet flød jo fuldstændig over med lyserøde billeder af de lyserøde kirsebær træer på Bispebjerg kirkegård. Det var som om hele Danmark var der – lige undtagen Lilletut og jeg.

Det lavede vi så om i år.

IMG_7320

Nettet har ikke på helt samme crazy måde flydt med de lyserøde billeder; måske vejret ikke helt har været til det, måske folk ikke har været så hurtige på post-aftrækkeren i år i frygt for at blive skudt i skoen at de er kliché, måske de bare ikke har haft tid… Jeg har egentlig tænkt lidt af hvert, lige indtil igår – Store Bededag – hvor det pludselig var godt vejr samtidig med vi (Tutti og jeg) lige havde nogen timer tilovers.

Tutti skulle til mama om eftermiddagen, så et lille smut “på vejen” til kirkegården passede bare godt. Tilspurgt om hun ville se nogen flotte lyserøde træer, var Tutti slet ikke i tvivl: “JA, vi skal se lyserøde træer !”

Elsker når man kan sælge en begivenhed for pigen, og hun bare er engageret på !

Da vi nærmede os Bispebjerg kirkegård, var der parkerede biler over alt. Allerede der vidste man så småt hvad “klokken var slået”; vi ville ikke være alene ! Vi fandt en parkering på en blind villavej et ret godt stykke væk fra kirkegården, og måtte gå ret langt forbi både den kæmpe store Grundtvigs kirke og igennem nærmest hele kirkegården, før vi nåede til den utrolig velbesøgte – og velfotograferede – allé af japanske kirsebærtræer. På vejen gennem kirkegården fik vi snakket om K fra børnehaven, og at hun også er begravet på en kirkegård. Og at når man er død og begravet på en kirkegård, så kommer man op i himlen – og efter Tuttis mening; alle blomsterne ved gravene er til hestene. Hestene spiser blomsterne <3

IMG_7319

Der var SORT af mennesker ! I titusindvis af selfie-tagende mennesker ! Billedtagende mennesker ! En summen af snak, gråd og skrig fra en del børn og ellers bare “kliks”. Rundt om alléen sad der lige så mange tusinder mennesker og kiggede på begivenhederne. Og jeg tror nærmest ikke det var muligt at få et billede uden at der optrådte nogen andre på det. Hermed allerede på forhånd undskyld til dem der helt eller halvt figurerer på mine billeder. Kun hvis man lavede selfie-tricket med den udstrakt arm, kunne man undgå at få andre med på ens billeder.

IMG_7304

IMG_7241

IMG_7282

Jeg fik Tutti med på en del. Først synes hun det var sjovt, men efter en del billeder gad hun ikke helt mere, og billederne blev så mere bare af hende observerende andre, legende med træerne og blomsterne og så bare hende. Tutti syntes de lilla blomster på jorden var de pæneste.

IMG_7252

IMG_7250

IMG_7260

En del konfirmander havde også fundet vejen til alléen med fotografer, og dét var nok det Lilletut syntes var mest spændende. Hun ville også have fin kjole på – og ingen jakke. Især det med jakken gik hun meget op i, og kiggede efter alle børn uden jakke. Til slut lavede vi en lille deal (da det faktisk var lidt varmt), at hun måtte få jakken af lidt, hvis jeg måtte tage nogen billeder af hende… Ja, ja, man er vel SoMe-mor 😉

IMG_7286

IMG_7293

IMG_7310

Til sidst vendte vi snuden og dagens redning; loppemarked-paraplyklapvognen til 15 kr – henad mod bilen. Vi ville egentlig havde købt en is på vejen (som Tutti insisterede på hun ville have med hjem til mama…) men der var sgu ikke nogen kiosk lige der ved Bispebjerg kirkegård i Nordvest ?!

IMG_7318

IMG_7317

Vi anbefaler: det lækre, sunde og laktosefri alternativ Kefir fra Valio

Sponsoreret

Lilletut og jeg er blevet spurgt om noget, der ligger mig meget nært på sinde, nemlig om vi vil være en slags ambassadører for den finske mejeriproducent Valio, som i nu 100 år har forsket og udviklet i laktosefrie produkter. Valio betyder “det bedste” på finsk, og jeg kan da kun give dem ret; de laver nogen rigtige lækre og velsmagende produkter, så valget var ikke svært; selvfølgelig ville vi det. Især fordi jeg jo faktisk netop er laktose intolerant, og altså har en mave, der reagerer ret kraftigt på mælkesukkeret i normale mejeri produkter og derfor helt undgår dem.

IMG_7202

At have mælkeallergi og at have laktose intolerance / malabsorption er to forskellige ting, og må ikke blandes sammen. Folk med mælkeallergi kan altså IKKE tåle laktosefrie produkter, da de reagerer mod mælkeproteinet (og ikke mælkesukkeret), som ikke er fjernet fra de laktosefrie produkter. Mælkeallergi er altså langt mere om-sig-strækkende og krævende end laktose intolerancen typisk er det. Ved laktose intolerancen / malabsorptionen kan man typisk tåle 1.5 – 2.5 dl mælk (7-12 g laktose) uden at få symptomer. Intolerancen er altså en ikke-allergisk overfølsomhed, og skyldes at man har for lidt enzymer (laktase) i tarmen til at nedbryde laktosen i mejeriprodukterne. At være laktose intolerant behøver ikke at være noget medfødt, men kan fremtræde senere i livet enten spontant eller efter sygdom i tarmen. Min laktose intolerance har jeg nok haft i en hel del år, uden at tænke at det var det, fordi jeg oven i hatten havde mine andre ret markante maveproblemer/smerter. Min søster derimod fik hendes laktose intolerance efter at hun på en udlandsrejse fik nogen parasitter i tarmen, som desværre fik ødelagt hendes slimhinder i tarmen. Hun var rigtig syg i en lang periode, og kunne knapt hænge sammen. Efter hun gik over til laktosefrie produkter, blev hun markant bedre / rask. Hun reagerer dog stadig meget voldsomt på laktose (meget voldsommere mere end mig), da hun kan blive decideret syg – jeg får “blot” mavesmerter, oppustethed og evt diarre.

Så hvor laktosefrie produkter er helt nødvendige for nogen af sundhedsmæssige årsager, som for min søster og jeg, så kan det for andre “bare” være på grund af den lækre smag og konsistens, at de laktosefrie produkter ryger i kurven. Og det er jo også helt legalt. For selvom man ikke har laktose intolerance, synes jeg da ikke, at man skal lade sig snyde for at smage dem. De HAR altså en god smag – og kan nydes af alle.

Netop smagen har finske Valio altså kælet for. En rund, ren smag uden tarvelig eftersmag. Ingen kunstig sødet smag. Bare ren smag. For mig er dét noget af det vigtigste. Ting skal smage af noget, men ikke af “ting” – man skal ikke få tanken om at det er fremstillet i et laboratorie, mens man sidder og spiser. Heller ikke selvom der faktisk er mange års forskning til grund for det produkt man sidder med. Og sådan er det heldigvis med Valio. De har været banebrydende indenfor forskningen og udviklingen af de laktosefrie produkter, og vundet en nobelpris sågar, men man kan “kun” smage den rene gode smag.

Hjemme hos os drikker vi/jeg selvfølgelig deres laktosefrie mælk – Lilletut drikker også nogen gange almindelig mælk – og så har jeg lige fået øjnene op for deres Kefir produkter; en Kefir med hindbær og en Kefir naturel. And I kid you not; de er SÅ gode !

IMG_7224

Jeg har fornyeligt formået både at spise dem som aftensmad (det skulle gå hurtigt og være lidt friskt), til eftermiddagssnack (jeg var lidt hurtig-sulten) og så selvfølgelig som morgenmad. Kefir er den laktosefrie pendant til Skyr, et godt alternativ til A38 og så har det flere gavnlige mælkesyrebakterier og mindre sukker end joghurt har.

Kefir kan både drikkes ala en drikke-joghurt (og tages med på farten fx) og så altså spises med en ske. Personligt er jeg mest vild med det sidste; så er det ligesom mere mad. Og så kan der – hvis man lyster det – komme lækker topping på. Min favorit er Kefir naturel med lidt knas müsli og lidt honning.

Lilletuts yndlings er Kefir hindbær med bær eller frugt – og evt lidt honning.

I begge Kefir er der nænsomt tilsat D-vitamin, i natural varianten også kalcium og så indeholder de blot 2.1 – 2.5 % fedt.

IMG_7186

IMG_7195

IMG_7199

Hindbær-kefiren er noget mere sød end den neutrale (naturel), og er en hel klar børnefavorit – hvert fald Lilletuts. Hun elsker den – også fordi den er lyserød. Og fordi der ikke er nogen bær i ! Den er blot lækker lind med en let perlende konsistens. Og så indeholder den mindre sukker end andre drikke- og frugtjoghurter – win-win for moren !

Kefiren kan nemt gøre det ud for mælkeprodukter i madlavningen og giver en god smag og en lækker cremet konsistens til bla boller, pandekager, smoothies og koldskål. Især koldskål med hindbær varianten er et hit – skift blot den normale kærmemælk ud med kefir og tilsæt evt lidt vand (eller laktosefri mælk). Så har du et sommerhit !

Hos os er morgnerne i hverdagen tit lidt travle – så morgenmaden skal være nem. Og lækker – ellers gider Tutti ikke spise den. Og så skal den nogen gange varieres og nogen gange bare være helt den samme som i går. Kefir kan begge dele – vi er fan !

IMG_7216

IMG_7210

Older posts