Døden og en 3-årig

Som nogen af jer godt kunne fornemme på min instagram igår, er der sket noget i vores liv de sidste dage, som faktisk er ret tragisk.

For en uge siden gik Lilletut på påske-ferie fra børnehaven, vinkede og råbte farvel til alle børnehavevennerne og til de pædagoger, som hun havde haft 3 intense dage sammen med, mens de fleste i børnehaven allerede havde tyvstartet ferien. Tutti havde glædet sig til ferien først sammen med morfar og mormor og siden med bedstemor og bedstefar, og havde ivrigt fortalt pædagogerne om det. Lige nu ser jeg for mig, at hun løber hen til den ene af dem og giver hende et knus. Helt nødvendigt før Lilletut kunne tage hjem, men selvfølgelig også en pædagog som betyder meget for Tutti, og som skaber hendes hverdag hver dag.

Eller gjorde.

For dét knus viste sig at være det sidste.

For mens vi holdt påskeferie omkom Tuttis pædagog helt tragisk i en trafikulykke.

Sådan en helt meningsløs og uretfærdig en. Sådan en hvor man bare er den mindste og mest udsatte. Sådan en hvor et ungt menneske helt tragisk og forfærdeligt mister livet. Hvor døden kommer lidt tættere på.

Tutti og jeg mødte ind i går morges i børnehaven, første dag efter ferien og sommertid, og lidt sent på den. Jeg nåede lige at kigge på billederne af Lilletuts stues pædagoger, og tænke at de bare passede så godt sammen. At de skabte den bedste hverdag for Tutten, og at de – og stuen – bare fortjente, at der aldrig blev rykket rundt på dem. Det tænkte jeg virkelig. Og blev så taget imod af lederen for institutionen, som så lidt underlig ud. Hun nåede og spørge om jeg har fået hendes mail, inden jeg nåede at tænke noget. Øh nej, ingen mail. Da hun så sagde, at hun desværre havde noget alvorligt at fortælle mig, kørte tankerne lige 5000 gange rundt i knolden på mig, og gjorde mig egentlig lidt svimmel allerede der. Da hun havde fortalt hvad der var sket, måtte jeg lige sige “Ahvaffornoget”… Blodet forsvandt fra mit hovedet, tårerne kom frem i øjnene og hænderne røg instinktivt op til ansigtet. Lilletut havde gået først ind i garderoben, og kunne derfor kun se mig og mit ansigt og begyndte ligeså instinktivt at græde og løb hen til mig og hev mig i jakken.

Jeg fik samlet mig selv op, trøstet Tutten, der blev bange for at der var noget galt med mig og fik hende på andre tanker. Fik snakket færdig med lederen og fik Tutten med op på stuen, hvor man møder ind. Personalet så selvfølgelig helt grå ud i ansigterne, og Tutten mærkede med det samme igen, at der var noget galt og forsvandt ind under min jakke. Jeg kunne ikke se på nogen af de voksne uden at få tårer i øjnene, så afleveringen blev noget akavet, og min tur på arbejde blev helt frygtelig grundet chokket.

Børnehaven var ret god til at komme med information omkring dagens forløb for børnene og hvad der skulle ske med dem og personalet. Der ville selvfølgelig blive taget hånd om begge dele, og børnene ville blive informeret stuevis. Dog vidste vi forældre ikke præcis, hvad der blev fortalt dem, så da vi forældre mødtes ved bussen for at hente vores børn, var vi mest af alt ret chokerede. Nogen af os græd (mig inkl. selvfølgelig) og vi fik udleveret noget materiale omkring børn og krisereaktioner. Jeg prøvede at spørge lederen (som havde taget informationsteten før bussen med vores børn ankom) omkring deres dag, men kunne ikke engang stille spørgsmålet, før jeg begyndte at græde, så jeg kunne ikke spørge om noget særlig specifikt.

Da bussen med vores berørte børn og personale kom, tog vi os lige gevaldigt sammen og fik modtaget børnene på bedste forsøg på normalvis. Da Lilletut kom ud var hun lidt overgearet af situationen, og da jeg spurgte hvordan dagen var gået, fik hun halvt råbt “…. er DØD. DØD”.

Øh ja, skat ! Og hvad siger man så ? Lilletut sagde på vej hen til cyklen at … havde slået benet og var kommet på hospitalet, og at hun ikke kom hjem igen. Jeg brød virkelig min hjerne for hvad jeg skulle sige, men besluttede mig for at sige, at hun jo altså ikke blev på hospitalet, men var taget videre op i himlen. “I himlen ?!?” Spurgte Tut; “Hvordan er hun kommet derop (peger derop) ?? Med en flyvemaskine ??”

Øh ja, måske ?!

Hvad siger man da ??

Da vi kom hjem, fulgte jeg op hver gang Tutti nævnte noget om … Nogen gange spurgte jeg selv lidt ind. Og jeg tænkte virkelig meget. På hvad Tutti mon tænkte og følte. Om hun var ked af det, knust, forladt ? Om jeg kunne gøre noget. Men hun er jo for dævlen 3 år ! Hendes svar blev instinktive og korte. Hun kunne ikke sige meget mere end en sætning eller to omkring hver enkel ting vi snakkede om. Det var som om, hun slet ikke kune følge det abstrakte og uigenkaldelige i det. Og det kunne jeg jo nærmest heller ikke.

“Jeg savner hende. Hun er min store kærlighed” Var Tuttis egen klassiske kærlighedserklæring.

Jeg sagde, at hun kunne se på billedet af stuen (med … på) og så fortælle hende at hun savner hende.

Tutti spildte lidt juice på brystet af hendes kjole, og gik nærmest lidt i panik og ville have kjolen af nu, NU MOAR ! “Det er ligesom … mor ! Hun blev ramt af en lastbil i hjertet og døde” !

En lastbil i hjertet ?! Det var altså lidt voldsomt i mine ører, og jeg måtte google ulykken for lige at se, om det var sådan, det var sket. Det var det så. Puha, okay, så vidste Tutti det. (Og jeg fik læst lidt for mange detaljer, end hvad jeg måske havde brug for at vide!)

Tutti kom med lidt kommentarer omkring død og hospital, og da hun skulle i seng, ville hun kun sove inde ved mig og jeg måtte ikke sove, men skulle passe på hende hele natten. En nat der forøvrigt forløb med night terror, mareridt og en tumlen rundt i sengen.

I dag efter børnehaven fortalte hun igen at … ikke havde været der. At hun var død.

Da vi legede skulle hendes Twillight Sparkle dø. Og alle de andre ponyer og Bambi skulle være læger på hospitalet. De skulle kigge på hendes ben – og så skulle vi skiftevis puste og slå på Twillight !! Først tænkte jeg puste og slå ?!? Men kunne da så pludselig se at det var Hjerte-lunge-redning, hun pludselig snakkede om !!! Åhr, mor blev helt stolt ! For ja, det skulle man jo prøve, hvis folk døde. Dét havde de lært i børnehaven, fortalte hun.

Lilletut er 3 år. Hun har aldrig oplevet død før. Hun ved, at jeg arbejder på et hospital og hjælper folk, der har ondt i foden og brækket benet. Tutti ligger end ikke mærke til at forældrene i Frost dør ! Hun har aldrig ænset det. Tutti er stadig sån’ helt dejlig, barnlig naivt uspoleret. Skal hun lære om død ? At hendes elskede pædagog (en del yngre end mig) bliver kørt ned af en lastbil, ramt i hjertet og dør. At hun kommer på hospitalet og aldrig kommer tilbage ?

Jeg ved godt, at der ikke er noget entydigt facit. At børn er forskellige. Og at børn i en børnehave er forskellige – og jo mellem 3 år og 5 år+ og derfor endnu mere forskellige. Og at vi forældre også er forskellige.

Jeg er berørt af det. Meget berørt – og formentlig mere end Tutti er.

IMG_6639

Man bliver så pisse skrøbelig

Har jeg fundet ud af ! Når noget går i stykker og gør ondt.

Jeg VED, at jeg er videre, og jeg VED, at jeg allerede er stærkere. En my stærkere i al fald. Men når barnet bliver afleveret, efter nogen helt bestemt dejlige dage hjemme hos bedsterne, af mama og det første hun siger, når mama har lukket døren er: “Jeg vil hjem til mama og onkel (mamas bror) nu”. Og det næste hun så siger, efter man har svaret at nej, nu skal hun lige være her lidt, så er: “Så vil jeg derhjem imorgen“… Ja, så får man sgu lige en mavepuster, der midt i al ens egen glæde og savn. 

Og man tvivler og tænker: “Fuck, gider hun mig bare slet ikke!? Vil hun meget hellere bo der. Elsker hun mig ikke, elsker hun mama mere. Ødelægger jeg det hele ?!”…

Og så skal man virkelig tage pokerfjæset på for at fortælle hende, at hun heldigvis om kun 3 dage skal hjem til mama igen, og at man godt kan forstå at hun savner mama efter 3 så dejlige dage, de lige har haft. Jamen selvfølgelig tager man det fjæs på. Og selvfølgelig snakker man om mama og onkel, og hvor dejligt hun har det hos dem. 

Og selvfølgelig undlader man bare antydningen af en krusning i ens glade ansigt. Man smiler og tænker sig glad alt det bedste man har lært. 

Og selvfølgelig undlader man at lade flashbacket til dengang man selv var en del af det skønne liv hjemme hos bedsterne fylde. 

Og selvfølgelig undlader man at lade tankerne om sin gamle familie fylde. 

Og selvfølgelig undlader man at føle sig ladt tilbage og alene. 

Selvfølgelig. 

Inderst inde er jeg nemlig lykkelig for at Lilletut har det så dejligt med mama og hendes familie. Jeg er så lykkelig for alt det de giver hende af kærlighed, sammenhold, familie, hygge og materielle goder. Det er jeg virkelig – og taknemmelig oven i hatten. 

Al det bedste til Tutten, også det jeg ikke selv kan få lov til at give. 

Men helt emotionelt, helt tankeflygtigt – helt menneskeligt – kan jeg jo også godt være jaloux og bange. Bange for ikke at være god nok. Bange for at blive valgt fra. Bange for ikke at være værd at elske. 

Emotioner der har fyldt hele mit liv. Som i lange perioder har trængt sig så meget på, at jeg har troet det var sandheder og grundfølelser. Jeg har troet, at det var mig. Forkert og ikke værd at elske. Lidt for tyk, lidt for stille, lidt for klodset.

Nu ved jeg heldigvis godt, at det er emotioner. Jeg er blevet klogere – og vel også stærkere, for nu kan jeg få skubbet de emotioner væk. Jeg har lært at flyde rundt i dem, og svømme væk. 

Jeg ved, at når jeg vågner imorgen, så er de dumme følelser lidt længere væk, end de er nu. Og måske er de endda helt væk. Jeg ved det. For jeg er noget værd. Så tyk er jeg ikke, og så klodset heller ikke – og min datter elsker mig. 

Min datters kærlighed er ren. Det reneste rene – helt barnlig og umiddelbar. Og sådan skal den blive ved. Hun skal ikke også vokse op med følelsen af, at hun elsker forkert. Hun skal ikke også føle sig splittet og forkert. 

Mine tillærte emotioner skal ikke (også) styre og smitte af på hende, som jeg prøvede det dengang jeg var lille. Jeg skal ha styr på mine emotioner – og så skal de forblive mine ! 

Skrøbelig eller ej. 

IMG_6526

En geni-streg; Playmobil for de lidt yngre

Sponsoreret

Lilletut er 3 år, som de fleste af jer nok ved, og hun elsker at lege. Hun fantaserer, hun finder på, hun kopierer dagligdagen og hun kopierer alle de historier hun ser og hører om rundt omkring. Jeg elsker at høre på hende lege, og på de små finurlige ting hun kan få sagt under hendes lege. Som her den anden dag; “Vi leger far, mor og børn, Mor, men uden en far; ham behøver vi ikke” !

IMG_6865

Og, næh, det har vi jo ikke behøvet i vores liv indtil videre – vi har jo vores mama – så derfor behøvede “far” da heller ikke være med i vores Playmobil leg.

Playmobil har lavet noget som er ret genialt; en ny serie af lækre produkter til de mindste: Playmobil 1.2.3. Så nu er Playmobils vidunderlige verden ikke kun for de ældre børn. Playmobil 1.2.3 produkterne henvender sig nemlig til børn i alderen 1,5 – 3 år, og er at finde i de større legetøjskæder og på www.playmobil.dk. Den nye 1.2.3 serie byder bla. på en masse forskellige dyr og en rejsebondegård. Man kan bl.a. møde en kvinde med sin hund, en rytter med sin hest og bonden med sin ko. Derudover kan man komme på besøg på børnegården hvor man kan komme helt tæt på dyrene ved bl.a. at klappe en ged og kæle med en lille sød kanin. Også er delene nemme at transportere med sig, så man kan få underholdende leg og læring med til de små, når man er på cafe, på restaurant eller bare hjemme hos bedsteforældrene. Alle produkter i 1.2.3 serien er robuste og med afrundet kanter, som gør det sikkert for børnene at lege med dem. Og med de mange lege- og læringsmuligheder garanterer PLAYMOBIL 1.2.3 timevis af sjov leg.

Playmobil_6962_My take along farm

Playmobil_6966_Parents with baby cradle

Lilletut har været så heldig at få lov til at teste nogen af produkterne fra 1.2.3 serien. Tutti elsker dyr. Og hun elsker at lege med dyr. Dyrene snakker og opfører sig tit som almindelige mennesker. De bor i huse eller i indhegninger, og de har familier. De har mødre, mamaer, unger og lillesøstre, storesøstre og storebrødre. Og så skal de tit stilles op i rækker. Fantasien og rollespillet (og munden) stod ikke stille på Tutten, mens hun legede med det nye Playmobil. Hun var helt opslugt. Jeg skulle, som sædvanlig være med – på hendes betingelser. Men legen skred bare derud af og for det meste kunne jeg nøjes med at nyde hende, helt uden at hun lagde mærke til at det “bare” var hende selv der legede. Hun nød det i fulde drag.

IMG_6791

IMG_6854

IMG_6786

Dyrerne faldt lige i hendes smag, og hun jublede da hun pakkede hendes pakke ud. Størrelsen på dyrerne og menneskene passede lige spot on. Ingen små dele der skulle holdes øje med, og de små pakker (som jo helt bestemt er til at betale; fra 49.50kr) var lige præcis nok til at hendes fantasi blev vakt og legen bare kunne begynde.

IMG_6774

IMG_6822

IMG_6831

I dagene hvor mormor og morfar har været på besøg her før påske, var det også det første morfar skulle se. “Se morfar !! Se mit nye legetøj…” Og så blev kasserne åbnet og morfar skulle lege med. Hun var så stolt og glad for det nye legetøj, og endnu engang udfoldede rollelegene sig denne gang med morfar på slæb.

Både min mor og far (mormor og morfar) kunne da ikke dy sig for at beundre det nye Playmobil – og ej heller fortælle anekdoter fra min søsters og min barndom, som var helt proppet med Playmobil. Alt sammen noget min mor stadig har gemt oppe på loftet (heldigvis), og som der helt sikkert skal pilles ned, når Lilletut bliver lidt ældre, for det er fyldt med små dele.

Indtil videre leger vi med det nye Playmobil 1.2.3 i stedet, som helt sikkert er en fed ting at have i sit legetøjs sortiment til de små tutter, og som helt bestemt kan anbefales både fra Lilletut og jeg. Tutti synes: “Det er sjovt at lege med” (adspurgt), og jeg synes det er super fedt, fordi det er udviklende både motorisk (man er vel fysioterapeut), kreativt og socialpædagogisk.

IMG_6846

IMG_6886

Nymalet væg i stuen

Selvom man er skidtmads på sofaen, kan man (jeg) godt få noget fra hånden alligevel. Så mens jeg kom mig over de sidste dages sygdom (skrev om det HER og HER), fik jeg altså også, som overskriften hentyder, malet min ene endevæg i stuen.

At male var ikke en 100% impulsiv handling, for jeg havde lagt lidt i kakkelovnen til det før jeg blev syg, og havde således fået lavet et post på instagram, hvor jeg spurgte lidt ud til farver. Jeg fik mange gode svar – også fra nogen af mine travle IG- og Blog kollegaer, og hvor bliver jeg bare glad. Elsker når vi alle sammen kan hjælpe hinanden. Dét er altså SoME når det er bedst. Altså SoME = Social Media 🙂 Dog blev det ret hurtig klart for mig, hvilken farve det skulle være; jeg viste det jo faktisk allerede, og jeg havde jo set den før på netop IG. Det skulle da være farven, som den dygtige Denise fra bloggen Sirlig Herlighederhar malet hendes ene datters værelse med. Den mega smukke “søgrøn” fra Sadolin Farveland. Sirlig viste den med guldstjerner klistret på – og farven er altså bare fantastisk sammen med guld.

Jeg har en Sadolin forretning lige rundt om hjørnet, som i vitterligt lige rundt om hjørnet, så det kunne jo ikke være nemmere. Og med en lille hovedregning nede i butikken af væggens størrelse udfra det før-billede jeg havde taget hjemmefra i bedste make-over-stil, fik Maria (ejeren) og jeg os regnet frem til hvor mange liter “søgrøn” jeg skulle bruge.

IMG_6968

IMG_6966

Vel hjemme gik jeg i sving med at lave klar – det ultimativt kedeligste; spartle, slibe, tape op og male langs tapen og kanterne. Mads & Monopolet kom på podcast og så gik jeg i gang med at hygge. Jeg elsker projekter. Jeg elsker at lave om. Og jeg elsker at se at der sker noget. Så selvom jeg skulle slappe af, så var det altså også en form for mental afslapning for mig.

IMG_6970

IMG_6969

IMG_6992

IMG_6994

IMG_6972

Og det blev sgu da pænt.

Jeg er virkelig glad for det, og jeg elsker farven. Den kan faktisk næsten ikke gengives med nok credit på billederne, og hver gang at lyset skifter bare lidt, så ser det påny ekstra fedt ud.

IMG_6999

Mine hylder fra min farfar kom op igen, bare lidt væk fra bænken, og Lilletuts bogkasse skulle selvfølgelig også stå der igen. Men de store Lego klodser, som bare er klodsede og store, blev skiftet ud med de små, som hun ellers har haft inde på værelset. Plakaterne på væggen fik jeg dels solgt med det samme og dels hængt ind på Tuttens værelse, de passede ikke til roen på væggen.

IMG_6998

IMG_7009

Til gengæld står teak da bare mega godt til farven, og det samme med messing-beslagene på hylderne (eller hvad materiale det nu er). Bænken og de øvrige stole inkl. Lilletuts Flexa stol står også bare skarp til farven.

IMG_7005

Mega succes. Og selvom jeg bor i stuen, og min ene søde veninde var bange for at det ville blive for mørkt, så synes jeg faktisk bare det skaber en enorm ro og slet ikke noget dystert mørke. Jeg er fan.

Skulle du også have lyst til at forsøge dig med den mega lækre farve og en nymalet væg, så fåes farven altså i Sadolin Farveland og hedder “søgrøn”. Du behøver ingen talkode eller andet bare; søgrøn.

IMG_7010

Nu som en lille gulsot-panda i sofaen sammen med Den Eneste Ene

Efter mine to dages smerteanfald onsdag og torsdag, og den lille indlæggelse torsdag, har jeg nu tilbragt de to sidste dage i mine sofa. Min krop er helt beatet efter så mange smerter og så morfinen. Jeg tåler bare så dårligt morfika; og det vidste jeg jo egentlig godt, da jeg tog imod det torsdag aften, men på et tidspunkt er enough bare enough og så sir man bare ja og amen til alt – eller også siger man bare ikke noget og sluger bare. Som man siger 😉

Og så lider man bagefter og tænker “never again”. Mht morfinen altså.

Jeg duer bare ikke til ikke at lave noget som helst, så midt imellem fosterstilling og lur på sofaen måtte jeg i dag påbegynde at male den ene væg i stuen, som ellers havde været planen til min alene og friske påske. Typisk mig ikke at kunne slappe af og nærmest kravle hen i malerbutikken rundt hjørne, for derefter at kunne male lidt i etaper midt mellem hvile på sofaen.

IMG_6964

IMG_6968

På et tidspunkt får jeg lige set mig selv i spejlet; ARGH – totalt panda ! Jeg er engang imellem plaget af at blive misfarvet og alltså helt brun rundt om øjnene, og især eget anfald kan det komme. Idag var det temmelig tydeligt, og da jeg jo også har følt mig skidt tilpas gennem de sidste par dage, blev jeg pludselig lidt nervøs for om der kunne være noget galt omkring galdeblæren. Jeg er jo ret bekendt med alle symptomerne omkring galdesten samt galdeblærebetændelse – og pankreatit (betændelse i bugspytskirtlen – min gamle diagnose) for den sags skyld. Jeg ringede til afdelingen og fortalte om mine gulsot-øjne, men efter en god snak med en af de søde sygeplejersker besluttede jeg mig for at se det an. At skulle derind igen og bruge en hel aften indlagt for at få taget blodprøver, magtede jeg bare ikke igen. Selvfølgelig hvis det bliver helt skidt, så gør jeg det, men ellers ligger jeg bare her og ser fjollet ud selv.

Væggen er næsten færdig nu, og der har været lidt smugkig i løbet af dagen på både snapchat og instagram. Men de rigtige billeder tager jeg i morgen, når der er lidt lys.

Så nu hedder den cola – rigtig cola med sukker efter sygeplejerskens råd – på sofaen med Den Eneste Ene i baggrunden. Altså på tvet. Ikke i sofaen. Den film er bare så ikonisk for mig. Jeg kan ALLE punch-lines udenad, og jeg – og mine veninder – bruger dem fortsat tit og ofte i dagligdags-tale. Hold nu kæft hvor er den bare fed den film.

“Jamen så fuck fuck da”

“Ej, Stella. Det er jo sådan nogen der lejer biler ud. På dagsbasis”

“Få din egen kæreste Mulle”

“7 år, Niller, 7 år…”

“Meget mærkeligt firma”

“Bare ærgerligt, Sonny boy”

Og jeg kunne jo blive ved…funny funny ! Og så elsker jeg musikken. Det minder mig om, da jeg på Fys-skolen fik et bijob, som “runner” eller hvad det nu hedder, på den store musical produktion af netop “Den Eneste Ene” inde i Forum. Jeg arbejdede 7 dage med vist nok 2 shows hver gang; jeg kunne ALLE sangene og alle replikkerne, og det var det sejeste arbejde.

Nu ser jeg for første gang filmen efter at Tutti er blevet så stor, og nu minder lille Mgala mig da sååå meget om Lilletut med de briller der. Og alderen. Og det at hun er et barn. Åhr, den lille Tut. Jeg savner min Tut.

IMG_6845

Older posts