Hjælp til: mig, flygtningene og jordemødrene/de gravide og fødende !

Guys!! Der er mange mennesker der kunne bruge lidt god karma lige p.t. Og ja Hjælp faktisk ligefrem.

Hvis vi starter med “mig” så er den allerede klaret lige p.t. (der var du heldig)! Jeg er nemlig hjemme hos mine forældre med Lilletut, og “mmmmm” der er fandme service på drengen! Tænk sig at have to forældre OG en søster der i den grad er i svimlende høj kurs hos sin lille Tut. “MORFAR….Vi skal lege”, “MORFAR…vi skal ud og gå en tur i haven”, “MOSTER…seeee hvad jeg har plukket til dig”, “MORMOR…vi skal lege” ! Jeg er i den grad fan – og ligger i skrivende stund på værelset (ALENE) og blogger den, mens jeg hører på de søde legende røster fra stuen.

 

Og så er der alle de mennesker – primært fra Syrien – der popper frem på de sociale medier, i fjernsynet og i vores aviser, ikke fordi de har det godt og har noget lækkert at vise frem…nej, tvært imod! De er flygtet fra deres land og hjem for overlevelse. Bestemt ikke bekvemmelighed! De ender presset sammen i både og krydser have for at komme til et sted uden krig, vold, tortur, ødelæggelse og frygt. Foruden fra Syrien kommer flygtningene også fra Irak, Afganistan og andre mellemøstlige lande. De flygter til Europa for at redde dem selv og deres familier.

Skærmbillede 2015-08-30 kl. 10.35.54

Lige nu boomer det med bådflygtninge på de græske øer – særligt turist- og ferieøen Lesbos, som dagligt modtager over 500 flygtninge på dens strande. Næsten 33.000 alene på Lesbos med over 77.000 flygtninge er ankommet til Grækenland bare i det første halvår af 2015 – til sammenligning modtog de i første halvår af 2014 blot knap 11.000. En forfærdelig mangedobling, der fuldstændig har nedbrudt det græske asylprogram og giver de stakkels flygtninge helt umenneskelige forhold.

I Grækenland er det nemlig ulovligt at hjælpe – og transportere – mennesker, der er ankommet illegalt til landet. Man kan risikere både fængsel og bødestraf for “menneskesmugling”. Så mange flygtninge må kæmpe sig vej fra strandene og ind til de store byer – afstande på op til 60 km – i den gloende hede. De lokale kæmper til trods for loven, for at give mad og drikke til flygtningene men med de store hobetal der kommer dagligt, er det svært at skaffe hjælp nok. OG HER KOMMER DU OG JEG IND I BILLEDET… En af mine nye blogger-kollegaer – som ret hurtigt er kommet på min faste yndlings læseliste – nemlig den ret seje og mega overskudsagtige mor Anne Deppe fra bloggen Deppe and the lost sock har sammen med en veninde, gjort noget helt ekstraordinært; de har sgu taget sagen i hånd og startet en (kæmpe) indsamling af tøj, bleer, hygienjebind, ja faktisk ALT hvad vi kan undvære, og sender det ned til netop Lesbos og de stakkels bådflygtninge!

Jeg er fandme stolt over de damer der!

Det er så mega god karma…

De koordinere via facebookgruppen HER Annes blog HER og Annes facebook side HER

Så ja, DU kan hjælpe! DU kan gøre en forskel!

Kan du ikke møde op og hjælpe så kan du også hjælpe ved at dele deres og mine opslag, så ordet bliver spredt. Du kan donere penge via exp. Red Barnet HER… Der er så meget man kan gøre – som ikke nødvendigvis er “meget” i vores øjne. God Karma d’damer <3

Skærmbillede 2015-08-30 kl. 10.38.14

Foruden de stakkels flygtninge har en anden gruppe også fyldt en del i mine tanker de sidste dage efter jeg skrev mit ret velmodtagede indlæg om vores “kære” hospitalsvæsen (HER). Der var nemlig enndu en faggruppe jeg ikke fik beskrevet og som bestemt også godt kan bruge lidt (læs; meget) omtale og hjælp; nemlig vores kære – og altbetydende – jordemødre!! Fødende bliver i storstil afvist ved fødeafdelingerne fordi der simpelthen ikke er kapacitet nok – hverken rum- eller jordemødre mæssigt. Og seriøst; det er fandme ikke godt nok!!! Liv og død for både mor og barn er her på spil. Og hvorfor er det lige at politikerne føler at de kan gamble med det?!?!?

Skærmbillede 2015-08-19 kl. 10.28.08

Hvis man er gravid for tiden og bor i Storkøbenhavn har man helt sikkert også hørt om manglen på fødesteder de næste mange mdr. Alle mine veninder, der har født og skal føde snart, har måttet tage turen fra indre KBH, broerne og Frederiksberg ud i provinsen for at føde på både Nordsjællandshospital, Hillerød og Roskilde hospital, fordi de Københavnske hospitaler skal skære og spare IGEN IGEN IGEN! Åhh, jeg bliver sgu så pisse træt! Er det fordi politikerne forlængst har fået de børn de skulle have?!?!? Fordi de kan være ligeglade – med deres ministerpension (som jo seriøst er flere millioner resten af deres tid HVERT ÅR) i baglommen, der vil de jo altid have råd til privathospitaler, privatjordemødre til deres børn, børnebørn og oldebørn! Men hvad gør vi andre?!?!??? Føder i bilen på vej til Roskilde eller Hillerød?? Får hjælp af Falck-reddere fordi de er de eneste der er på vagt?!?!

Danmark – det er ikke i orden! Det er ikke godt nok! Kvinder skal sgu også i Danmark have lov til at føde med den bedste og mest professionelle hjælp! Ikke at vi har Afrikanske tilstande – men er der efterhånden langt fra deres til vores forhold ?! Nu tænker jeg foruden de stakkels jordemødre også på hospitalernes øvrige personale og beskaffenhed i øvrigt!

Fødeafdelingerne var lovet hjælp – men fik (som så mange andre afdelinger) NUL komma NUL NUL kroner til næste års budget! Nyhederne har skrevet om det HER Og en af de seje jordemødre og mor i øvrigt har skrevet en lang og utrolig velskrevet facebookpost, som du bare skal læse HER!

Støt op om kampen for bedre forhold til fødeafdelingerne, de gravide, de fødende og de arbejdende. Det kan ikke være rigtigt at der i dagens Danmark ikke kan være bedre forhold end som så… Og igen; det er IKKE de ansattes skyld! Og det er heller ikke “Hospitalernes” (som fx Herlev i den sidste virale artikel med en fødende kvinde der blev “afvist”) skyld… Det er politikernes skyld – det er dem der gang på gang knalder låget til pengekassen i. Det er dem der skærer vores budgetter mere og mere! Hvordan de kan være det bekendt??? Jeg aner det ikke… Støt, del, spred god karme d’damer <3

Skærmbillede 2015-01-31 kl. 20.57.40

 

Hvordan er jeg i “reality” mon… ?!

Altså i “virkeligheden” – eller i “reality” ?!

Eller begge dele måske…?!

Ville I vide det ? Om mig ? Se, læse, høre hvordan jeg er mere i virkeligheden – personen bag det skrevne ord her fra bloggen?? Se mig snakke, være og agerer ?! Se eller høre mig blive ked af det. Være glad. Feste og sørge?! Ville det mon blive for meget – for meget virkelighed i reality??

Og ville I mon fortælle om jer til mig – sån helt oprigtigt og dele noget af jeres inderste ?? Ville I bryde jer om at lægge jeres svagheder og tabte kampe ud til offentlig skue?? Ville I risikere at blive kaldt for en DÅRLIG MOR ? Risikere at få et hak over tuden fordi folk synes I har valgt forkert i forhold til jeres barn, jeres liv, jer selv og jeres familie?? Ville I skrige jeres smerte udover et medie? Eller jeres glæde for den sags skyld ?

Og har I mon nogensinde tænkt over om I ville være med i et reality-program – og i fald hvilket det så skulle være…eller bare IKKE skulle være??

Jeg har faktisk.

Altså sån på det overfladiske plan – mest.

Paradise Hotel: Jeg havde en mandlig kæreste på et tidspunkt for mange år siden, der sagde at jeg aldrig ville kunne være med i sådan et program: For jeg ville være ham utro i løbet af nul-komma-fem. Men jeg ville være mega god til dramaer, intriger og til at charmere alle.

– Øh tak – tror jeg!?

De Unge Mødre: Jeg ville bestemt være for gammel. Men jeg har været med i optagelserne til “Baby-fabrikken” på kanal 4, da jeg blev gravid med Lilletut. Eller dvs tror aldrig de reelt fik filmet, så trak vi os ud igen, da hverken mama eller jeg kunne overskue det projekt! Vi snakkede tit om det efterfølgende og grinede over at vi ville have været “De Lesbiske Mødre”…men haha, spøg til side; SHIT jeg var syg i min graviditet – både fysisk og psykisk – så dét billede man sikkert ville have fået af mig, tror jeg ikke jeg ville genkendes ved.

– Men vi kunne have fået undfangelsen af Lilletut på film…

Dagens mand/kvinde: Tænker de fleste lesbiske har været med i det program ?! Undtagen mig, ex’en og kæresten…

Kongerne fra Marielyst: Programmet der bare løb løbsk for producenterne…! #omg

Mig og min mor: Endnu et program der måske skulle have holdt ved et par sæsoner ?! Mystiske mor-datter forhold blæst op på skærmen. Slå mig hvis jeg begynder at tage med Lilletut til fredagsbar !!

Singleliv: Jeg ville være kedelig og få en kæreste i de to første programmer… Men thank God at jeg ikke var med dengang jeg var “ung først i tyverne” og gik fredagsbar-skolefest-amok!!!

… Og hvad er der mon ellers ?!

Har jeg mon glemt nogen programmer ? Nogen JEG kunne deltage i ?! Eller DU kunne deltage i ???

 photo b772836b-d57f-4c33-8354-9fb6f93e4103_zpswcxfhgig.jpg

Når mobiltelefonen er en mors redning !!

Har jeg sagt for nyligt at I er de fedeste læsere ?! Altså på den nice måde! TAK for alle likes og delinger på mit sidste indlæg – et indlæg jeg tænkte; “åhh det gider ingen læse…måske jeg bare skal fjerne det igen…” ! Godt at jeg ikke gjorde! Og hvor håber jeg et eller andet sted at nogen af “de der høje typer” (der skærer i vores budgetter konstance) får nys om det og læser med…! Hvis DU synes vi lige skal give det et forsøg mere…så smut ind på indlægget HER og del det på din facebook – også gerne igen!! Og så vil jeg bare tilføje en lille ting: je glemte sgu da vores hårdprøvede og mega-udskældte rengøringspersonale!!! De har det eddermame heller ikke nemt!! De må ingenting, de har ingen tid og de er intet personale! Eksempelvis må den søde dame som gør rent i Fysioterapien (på Herlev Hospital) ikke flytte hverken stole eller bunker. Hun må tørrer borde – men ikke reoler! I hele sommerperioden (juni-september) får vi gjort rent OG TØMT SKRALDESPANDE hver 14.dag!! Og ja – det lugter! Og ja, min støvallergi er hver dag hårdt prøvet!! Og ja, jeg jeg hver uge selv nød til at tørre støv af, for at kunne holde det ud!

Så ja, vi er sgu prøvede på de danske hospitaler. Og så skal vi da lige spare 500 millioner på næste års budget!!! Held og lykke til dine kære!! #andmaytheyrestinpeace

Jeg vover lige pelsen og slynger noget ud, som har rumsteret meget i mit hovedet i den sidste uge, hvor Tv2 viste et program med (horribel) brug af mobilen. Hvor forældre så deres nyfødte barn gennem skærmen på mobilen, og nærmest ikke havde tid til at amme fordi der liiiige skulle postet på facen! Jeg synes helt sikkert det er en glidebane, hvis vi ikke længere kan nyde tingene IN REAL LIFE og istedet fokuserer så meget på at forevige tingene på vores mobil , så vi kan se det senere – eller så vi kan smide det på instagram eller facebook. Da jeg fødte var jeg så langt væk i smerter, blodbad, forkerte syninger (downthere) og medicin at der seriøst gik nærmest en uge før jeg kunne fokusere på min telefon. Mama måtte skrive til folk – og poste den berømte status på facebook – efter to dage. Så jeg føler mig bestemt ikke ramt lige på det punkt.

Men når det hellige så er sagt, så vil jeg da gerne indrømme at min første tanke, da Lilletut fik briller var; “Åhr nej! Briller er grimme! Nu kan jeg aldrig poste billeder af Tut på Instagram, facebook eller bloggen igen….” Jeg var pisse overfladisk. Og tænkte hele scenariet i billeder, status opdateringer og blogindlæg. Hvordan ville omverdenen nu se min Tut – og mine billeder! Ville det være pænt – til Tut og på billeder ?! Da jeg havde fået hovedet ud af røven, kom der dette indlæg (HER) ud af det.

Og så elsker jeg også at tage billeder af Lilletut på legepladsen. Og film. Jeg vil gerne gemme – og dokumenterer – hendes udvikling og hendes leg. Jeg elsker at sidde og kigge på billederne, og se filmene og nåhr ja; smide noget af det på de sociale medier. Jeg kan godt lide at få respons på min Tut, på vores hverdag og på mine tanker og frustrationer. (Jeg har jo også en blog!) Og ja – indrømmet – jeg bliver da også glad og varm om hjertet, når I skriver søde beskeder og giver mig likes. Småligt måske. Men sandt!

IMG_2978

Og nu bliver jeg måske provokerende, og bevæger mig ud på gyngende grund. Jeg stikker næsen frem – og forventer nærmest at I skærer den af, så jeg tør godt skrive det her:

Jeg har nogen gange et BEHOV for at være på instagram, facebook, tjekke mails eller andet på min smartphone, når jeg er på legepladsen med Lilletut!! 

!!

There! I said it!

Og til jer “perfect-mom” der aldrig kunne drømme om det, men i stedet (selvfølgelig) fokuserer på jeres barn H.E.L.E.T.I.D.E.N og leger med i sandkassen, på rutchebanen, på gyngen og på legestativet: jeg leger med Lilletut næsten H.E.L.E.T.I.D.E.N derhjemme, så jeg har (nogengange) brug for at hun, når nu hun er et sted med masser af udfordringer, leger lidt selv. Bare to minutter nogen gange!! Og selvfølgelig leger jeg også med hende, og gør alle de ting som I gør. Selvfølgelig!

Derhjemme glor jeg ikke på min telefon, jeg tjekker ikke mails og skriver ikke blog mens hun er vågen…så jeg har så meget fokus på hende, at folk faktisk synes det er lidt for meget. Men jeg kan ikke lade være! Jeg synes det er synd for hende, hvis jeg ikke gider…så jeg gider. Eller jeg gør det i hvert fald! Jeg leger så meget med hende, at det faktisk er yderst sjældent at jeg får lavet noget selv. Tænkt tanker selv og da slet ikke klaret noget af mit arbejde der kræver en computer eller mobiltelefon. Jeg tænker tit om det mon er ens for alle forældre?!? Eller “værst” for os der er alene ?! Jeg har jo ikke en, der lige kan aflaste mig lidt, så jeg kan lave noget for mig selv, der er bare mig. Så derfor synes jeg egentlig også godt, at jeg – bare en gang i mellem – må ordne lidt for mig selv også ude på legepladsen!!!

Jeg har egentlig også altid blevet max provokeret af de forældre, der har gloet på deres telefon på legepladsen, men inden for de sidste uger/måneder har jeg ændret lidt syn på det, da de ovenstående tanker har presset sig på. Måske man skal nøjes med at se indad og så lade andre forældre gøre deres. For vi ved jo reelt ikke, hvordan de har det! Og vi ved jo ikke hvor meget opmærksomhed de giver deres børn derhjemme – hvor vi ikke kan se med!!

Min mobiltelefon ER altså nogen gange min redning ud til det voksne liv. Ud til det sociale liv og ud til mit arbejde. Også selvom jeg er på legepladsen med Lilletut.

Sad but true!

Hvad siger du ?!?

Når spareplaner dræber – og hospitalerne og deres personale bliver syndebukkene!

Nu bliver Lilletut og mor sgu harme! Eller det er nok mest mig i virkeligheden, Lilletut er i skrivende stund endelig frisk nok til at komme i børnehave, så hun hygger nok primært. Altså forhåbentligt – men det regner jeg da med…(?!) Anygays; jeg er sgu harm! Herhjemme i min syge sofa (Yep, nu er jeg blevet smittet med influenza – tak Tutti). Jeg sidder lige og scroller gennem nyhederne på de forskellige nyhedssider, og for dævlen altså! Hele to “breaking” historier om Herlev Hospital (for NEJ, det hedder altså ikke sygehus. Det har det ikke heddet siden amterne blev nedlagt i 2006)! MIT hospital. MIN arbejdsplads gennem de sidste snart 10 år. Og hvor har vi gået meget igennem sammen i de år. Altså hospitalet, ledelsen og alle de menige medarbejdere. Og det har sgu ikke været for sjov – eller for børn…eller for syge og svagelige! Eller for de pårørende for den sags skyld. Og da slet ikke for de ansatte!!

I drømmer slet ikke om hvor meget systemet (altså hospitalet – og hospitalerne generelt) har været i gennem i bare den periode (10 år) hvor jeg har været i det. Det er så absurd, hvor mange millioner og atter millioner vi har skullet spare næsten hvert eneste år! Samtidig med at patientantallet er vokset, folk lever længere og er blevet mere pylrede (!!), folk er blevet sygere og de byrder der bliver pålagt de enkelte faggrupper er blevet tungere og flere.

Personalettallet er blevet gradvist reduceret gennem de sidste år og især plejegruppen (af social og sundhedshjælpere og assistenter) har været ude for en decideret slagtning og likvidering. Og det er altså den faggruppen der passer dine, mine og vores indlagte patienter!! Dem der skal komme når klokken ringer fordi din mor skal tisse – og helst ikke vil gøre det nedladende i hendes seng på stuen. Dem der skal bade din farmor og vaske nattens og sidste døgns fnidder-fnadder af hende. Dem der skal snakke med patienter og pårørende. Dem der skal drage omsorg.

Skærmbillede 2015-08-19 kl. 10.35.44

Skærmbillede 2015-08-19 kl. 10.28.08

Sygeplejerskerne er efterhånden overladt til det skriftlige arbejdet og medicin uddelingen, den omsorg og pleje de også kan udføre kvad deres uddannelse, er der ikke tid til længere. De skal holde alle bolde i luften for alle de tværfaglige faggrupper der kommer på deres afdeling; og gøre alt forarbejdet til lægernes arbejde. Uden at have tid til det. Og går det ud over patienterne engang i mellem…øh ja det kan du da bande på, og så er der blot tilbage at krydse fingre for at det ikke koster nogen livet! For det er jo dét der gambles med på hospitalerne. Livet!

Fysioterapeuterne (min faggruppe) er skåret væk på så mange afdelinger, og har ofte så kort tid med de enkelte patienter, at de blot kan vurdere at der er brug for træning under indlæggelsen – der er bare ikke tid til at give dem træningen! På mange af de medicinske og cancer afdelingerne kan mine kolleger blot udlevere de respektive hjælpemidler; så lidt ressourcer er der til fysioterapi. Og hvad Fysioterapi er der egentlig i at bestille et hjælpemiddel ?! (ikke meget kan jeg fortælle dig!!) Træning og rehabilitering som er KERNEN i vores uddannelse og dét der kan gøre forskellen for den enkelte syge, er der ikke tid til!!

Ergoterapeuterne er næsten kun at finde på de ortopædkirurgiske og neurologiske afdelinger og i så få timer, at deres kompetencer sjældent bliver brugt til fulde. Og slet ikke alle de steder, hvor det ville give den bedste mening at optræne ADL (almindelig dagligdags aktiviteter) såsom toiletbesøg, personlig hygiejne og indstilling af hjælpemidler – også i hjemmet.

Sekretærerne skal have alt dokumentation og lægediktateringer ind elektronisk i (old-) gamle IT-programmer, og de har tit så store bunker af arbejde der ligger og venter utålmodigt, at de knapt har tid til at tage telefonerne (der alt for tit kimer), hjælpe pårørende og patienter med at finde vej, være opsøgende og hjælpsomme og bestille alle de prøver de skal.

Lægerne der arbejder urimelig lange vagter til tider, går stuegang på kontoret og sjældent har tid til direkte at tale med patienterne. Efterhånden er deres uddannelse på hospitalet overladt til de andre unge læger, dem selv og alt for sjældent til de garvede og dygtige overlæger. Timelønnen er ikke så høj som alle tror, og de bliver smidt rundt i hele landet uden hensyntagen overhovedet til deres familie og dennes rødder. At de nogengange er trætte, er sgu forståeligt. Og hvor lækkert er det lige at vide, at ens kære bliver opereret af en læge, der har været på vagt i nu 17 timer and still counting ? Og som btw er ved at blive skilt fra kone og to børn, fordi konen ikke har magtet at rive hele deres liv op med rode og flytte til Lolland-Falster eller Nord-Jylland ?!?

Mine kollegaer og jeg har fandme ikke de bedste betingelser på vores arbejdplads, og det er ikke et spørgsmål OM vi går ned med stress eller depression længere, men blot om HVORNÅR… For at komme på arbejde og have så travlt at man hverken får siddet ned, drukket en kop vand eller været på toilettet er sgu ikke det fedeste. Og når vi samtidig ikke har tid til at bruge alle vores kompetencer, og må leve med at vide at vi godt ville kunne gøre vores arbejde bedre – hvis der bare var tid og kollegaer nok – er virkelig belastende. På den depressive måde! Man bliver ked af det, får ondt i maven og stresser over det mindste.

Og så skal man samtidig være forskellen på liv og død! Tage de rigtige beslutninger hurtigt og effektivt! Være sød, smilende og hjælpsom overfor patienter og pårørende. Og finde sig i brok, klager og – til tider – urimeligheder fra dem vi gør vores ypperste for. Og hvor kan man blive ked af det, når man gør alt hvad der står i ens magt – og som er ens pålagte ressourcer i den givne situation – men alligevel bliver verbalt (og måske fysisk) overfaldet af utilfredse “kunder”! Hvor er vi mange ansatte, der skal finde os i meget frustration fra patienter og pårørende, som vi slet ikke har noget at skulle sige om. Og hvor har jeg mange gange fortalt om systemet, økonomien og hvad der egentlig er i vores magt at udrette.

Folk forstår det ikke! Og det kan jeg da godt forstå…for det er ikke lige så tydeligt hvor mega mange milioner vi skal spare hvert år, hvor urimelige vores arbejdsbetingelser egentlig er, hvor lidt tid vi har til den enkelte patient (og de pårørende bliver jo ikke engang regnet med!!) og hvor mange (dygtige) kollegaer vi mister hver måned fordi de bukker under for presset… I forhold til hvor meget folk hører om de (helt urealistiske) tanker, ideer og visioner politikerne har til ventelister, behandlingsgarantier, dokumentationer og til de “gode” nyheder det er hver gang nogen af mine hårdtprøvede kollegaer fejler eller når patienter og pårørende føler sig urimeligt behandlet!! Hold da op de får presseomtale, forsider og mediestorm…

Og det provokerer mig – især fordi klagerne kommer til at være på os, når de egentlig skulle være på dem der egentlig bestemmer, skærer ned og fyrer folk… (regeringen, politikerne og kommunerne)

 

Skærmbillede 2015-08-19 kl. 10.28.43

// udtalelserne, holdninger og meninger er mine egne – og jeg undskylder bestemt hvis det støder nogen. Men håber også at nogen tænker: “HØRT”!!

Copenhagen Pride 2015 – med Lilletut og mor

Alle der bor i og omkring København er vist ikke i tvivl om, at der har været Pride uge i sidste uge kulminerende med den store Pride-parade/mega gadefest, der slutter på Rådhuspladsen og i indre bys gader. Men måske jer der bor i Jylland har misset det? Then I tell you now: Der har været homo-parade i København. Der var fæææst. Og det var sjaaaawt!

IMG_4538

Altså før jeg fik barn var det noget nær den største fest på året i homo-land. Man glædede sig hele året og bad til Gud (eller hvem der nu taler vores sag ?!) om at ens fodbold kampprogram matchede med at man både kunne være med til paraden OG festen om aftenen! Og hvor har vi mange gange måtteforsøge at tigge vores træner om at søge kampen flyttet, hvis den kulminerede særligt med de forventede tømmermænd om søndagen. For vi drak ikke før en kamp – vi spillede i Danmarksserien (desværre!). Oftest var turneringen nemlig gået i gang – og som oftest blev det paraden der glippede og festen vi kunne give gas til. Faktisk har jeg mødt to af mine allerstørste kærligheder (altså efter kæresten) til netop Pride-festen – så jeg er fan, kan I godt forestille jer!

Jeg har været klædt ud som brud et par gange med eks-konen og hendes slæng – en gang som fake-knocked-up-bride den anden gang som helt ægte gravid med Lilletut. Jeg elsker at være klædt ud og jeg elsker tema-fester. Men faktisk har jeg altid haft det lidt ambivalent med netop udklædning til Priden. Måske er det pointen i det der med at man går i et stort, skørt, larmende, beruset og udklædt optog, som alle de “normale” mennesker står og kigger på og bliver underholdt af, der gør mig lidt anti! For jeg kan ikke lide tanken om at være udstillet. Anderledes. Underholdning. Til at grine af.

Så jeg har aldrig været med på en vogn også selvom jeg egentlig skulle have været det sidste år – og var inviteret med igen i år. Jeg skrev om det sidste år også – og der var jeg også tynget af “ikke at ville være til piger længere” og lige nyskilt. Læste du det ikke, så gør det HER og HER… Ikke at jeg kan sige mig fri for aldrig at ville gøre det, for i princippet vil jeg rigtig gerne…for det er jo en kæmpe fest og fejring. Men stadig; jeg er lidt ambivalent uden helt at kunne sætte ord på det helt præcist.

For to år siden var Lilletut med inde og “se” optoget sammen med mine veninder og deres børn. Hun var lige over et halvt år, og oplevede selvfølgelig det hele fra hendes klapvogn – formentlig mest larm (i hendes hørebøffer) og ryggen af andre mennesker. Det var hyggeligt at se optoget gå forbi dengang, men mest af alt en hård dag, hvor vi havde stået op i mange mange timer før festen nåede til os. Og så gik vi hjem lige efter. Lidt fladt.

I år var Lilletut så lige to år ældre og jeg glædede mig meget til at hun skulle opleve festlighederne. “Cirkus” kaldte hun det. Og tja, tjo, det kunne man jo ikke helt fortænke hende i…men…er det sådan hun skal opleve hendes Verden? Som et cirkus folk tager ind og underholder sig ved?! De anderledes som bliver udstillet. De skøre “skæve” eksistenser som man tager billeder af?!

Men det ER jo også en fest jeg gerne selv deltager i. Jeg bliver i så godt humør. Føler mig som én i flokken, som en del af festen og som en brik i puslespillet. Jeg elsker det og vil ikke gå glip af det. Men stadig er der den der irriterende lille nagende følelse af at blive udstillet.

Desværre.

I år mødtes vi med søde Sandy fra Gylp & Glamour og hendes søde datter Sia. Vi fik snakket og de små prinsesser fik vinket, kysset og charmet sig ind i hjerterne på langt de fleste der gik forbi. Tror virkelig at Lilletut er præsenteret på mange kameraruller efter i lørdags! De små Tutter havde prinsesse kjoler, solbriller og lyserøde hørebøffer på begge to. Så Cute!! Efter optoget var gået forbi os, fulgte vi trop og gik lidt op mod Rådhuspladsen med dem. Jeg fik også følgeskab af et nyt bekendtskab; Jonas. Ham skal I nok møde på et tidspunkt! #projekt !!

IMG_4509

Tutti sad i christiania-cyklen og jeg cyklede langsomt op gennem paraden. Jeg så en del gamle veninder fra mine “Vela-år” og nogen jeg mistede under “mama-krisen”, men lige dér var vi alle venner igen. Tror jeg. Tutti nød opmærksomheden i ladet, og håndkyssede og vinkede lystigt. Indtil det blev nok – og så tog vi hjem. Men det havde været en super dejlig eftermiddag med venindehygge for store og små, og en masse glade (og udklædte) mennesker.

IMG_4517

 

IMG_4515

Priden sluttede der for Lilletut, som skulle med min veninde og hendes datter hjem og sove, men fortsatte for kæresten og jeg der skulle ind og mødes med hendes veninder på Rådhuspladsen. I bedste teen-stil købte vi nogen somersby i kiosken på vejen ned til Østerbrogade, som vi drak i taxaen ind til byen. På Pladsen – Pride-sqaure – mødte vi de andre og stod og så på showet. Og nåhr ja, drak en enkelt dåsebajer eller to. Da vi rykkede festen ned i Studiestræde, var der mega gang i gaden og en masse feststemte mennesker. Vi snakkede videre med en masse forskellige søde og glade mennesker, indtil de der sms’er tikkede ind! Dem der som alle mødre frygter! Dem som gør en ædru med det vuns! Lilletut var syg. Havde vågnet flere gange og hostede som en søløve. Hun havde kaldt på mig – og mit hjerte blødte. Jeg havde ikke været der!!! Just shoot me Mommy-blogger-Police!!! Fadøllen blev sat, kæresten blev fundet i løb mod en taxa, veninderne blev krammet farvel og vi lod Pride være Pride! Afsted i en taxa mod Ydre Østerbro og Lilletut blev hentet fra min venindes sofa, hvor hun havde taget hende ind og sad med hende. Åhr! Min lille Tut. Hjem i taxaen med en halvsovende og hostende Lillemus. Og en taxamand der vist ikke selv har små børn: Nu kaster hun ikke op vel ??…! #mænd !!

Ingen opkast i taxaen – selvom regningen godt kunne have indeholdt det! Og heldigvis kunne hun sove i mine arme vel hjemme i min seng. Hun er bedre den lille Tut, men hoster og snotter stadig. Og nu sidder jeg her med ru hals, nyser i et væk – og sveder og snotter. Småbørns liv i en nøddeskal.

IMG_4529

// og nej, jeg stemmer hverken Enhedslisten eller SF så det er IKKE reklame 😉  Og Per Rask Jensen er bedstefar 🙂

Older posts