Vind en af de fantastiske bObles - nemlig Ormen. Vi elsker den og det vil I også gøre...

Om at være afskåret fra sin lille Tut…

…Og savne hende!!

For det gør jeg – så helt og særdeles sindssyg meget! Jeg s a v n e r hende! Og så har hun endda kun været væk siden i fredags – 4 dage! Der er 10-11 dage tilbage uden hende endnu!! 10-11 dage…det er jo nærmest et helt liv?! Og så lige midt i hendes toilettræning…hendes vuggestueafslutning og børnehavestart ! Tænk hvis nu hun kommer tilbage fra bedsterne helt toilettrænet og børnehaveklar – uden at jeg har hjulpet hende med det! Gør det så ikke mig helt ligegyldig og erstattelig?

IMG_3892

For selvom at jeg elsker, at hun elsker hendes bedster, mama og hele den del af hendes (og “vores”) familie, så er det så sindssyg hårdt at mærke afstanden mellem os pludseligt. Altså både den fysiske afstand mellem Østerbro og Varde, men også den familiære afstand der pludselig er kommet mellem Lilletut og jeg. Fra at jeg var en naturlig og stor del af også den del af Lilletuts familie, er jeg nu blot en tilskuer på lang afstand. Jeg er pillet helt ud af sammenhængen. Helt ud af billedet!

IMG_3891

Og så er der kommet en anden ind på min plads. Eller det føles som om! For selvfølgelig kan mamas nye kæreste ikke tage min rolle og “plads” fuldstændigt. Eller det siger jeg hvert fald til mig selv at hun ikke kan!! For JEG er jo Lilletuts mor – den rigtige mor. Og mig kan man da aldrig fjerne helt…vel?! Hun vil da savne mig…ikk? Og mangle mig helt inderst inde, hvis jeg ikke er der…ikk?

Hvor er det egentlig irriterende at jeg sådan kan komme i tvivl. At jeg kan betvivle kærligheden fra mit eget barn. Og at jeg kan blive helt jaloux og/eller misundelig på mit barn og de andre hun omgåes!!

Forfærdeligt egentlig. Og nok desværre et dumt levn fra min egen barndom, hvor min mor tit fik mig til at føle at jeg elskede min far højere end hende – også selvom det på ingen måder var min intention eller det jeg gjorde. Men jeg kæmpede altid så bravt for at få hende til at føle sig elsket, og tog tit hendes sorger på mine skuldre. Jeg ville så gerne have at hun skulle have det godt, det var mit mål og min pligt følte jeg. Og når jeg så ikke lykkedes med min opgave, og hun alligevel beklagede sig over at vi/jeg ikke elskede hende nok følte jeg bare en enorm skam og utilstrækkelighed. Selv følte jeg egentlig heller ikke så tit at jeg var elsket nok, jeg følte tit at de bedre kunne lide min lillesøster end mig. En ond cirkel af rang!

Og hvor vil jeg for alt i Verden IKKE give det videre til Lilletut!! Men jeg er så bange for, at det er dét jeg lige præcis er ved! For jeg ER sgu bange for at hun elsker mama og bedsterne mere end mig! Og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tackle hendes dejlige, hjertelige og barnlige glæde hver gang hun ser sin mama. Eller bedsterne. Eller da jeg idag FaceTimede med hende hjemme hos bedstemor, og hun som det allerførste spurgte: “HVOR ER MAMA”?!?! da jeg tonede frem på skærmen. Og hun blev ved med at kalde og spørge efter mama! Ikke mig! Og hun kunne slet ikke finde ud af at FaceTime med mig; hun blev fjollet, grinende og kunne pludselig ikke snakke rent! Det var så ambivalent for mig, fordi jeg både savnede hende så sindssyg meget og bare var SÅ mega giga glad for at se og høre hende, men også hårdt fordi hun spurgte efter mama og ikke rigtig “gav noget igen” til mig! Egoist – I know! Hun er 2 år – I know – og hun har aldrig rigtig FaceTimet med mig før, og så var hun selvfølgelig i “mamas verden”. Altså verdnen hvor det er mama der hører sammen med bedsterne og ikke mig, men SHIT det gjorde naller i hjertet og i maven, da hun spurgte efter sin mama i stedet for mig!

ELSKER DU HENDE MERE END MIG?!?!

Havde jeg lyst til at råbe til Lilletut! Eller i det mindste få svar på… Men jeg ved godt  – med mit intellekt inderst inde – at jeg for alt i verden IKKE skal spørge om den slags. Jeg vil ikke have at Lilletut skal vokse op med den byrde at føle at hun skal sørge for, at jeg føler mig elsket!! Men jeg ved også at det bliver svært for mig! For det har det faktisk allerede været i 2.7 år!! Og jeg har også snakket med en psykolog om det en gang før, da jeg gik i parterapi med ex-konen (mama), men jeg troede egentlig naivt at det dumme mønster var brudt! Men det er det da i høj grad ikke…og hvad dælen gør jeg så??

IMG_3842

Psykolog koster dyre penge, Mindfullness coaches koster også mange penge…og de kræver tid og energi – og en barnepige. Har jeg det? Kan udvikling, lykke og familie gøres op i penge?? Har nogen af jer et råd? En ide? En erfaring? Nogen søde ord??

For jeg savner hende og er så bange for at hun glemmer mig. Og ikke elsker mig (mest) længere!

   

5 kommentarer

  • Sara

    Min datter på 3 foretrækker ofte sin far (vi er ikke skilt) – hun jubler fx, når det er ham der skal læse godnathistorie… Og jeg er faktisk stolt over, at jeg har skabt et lille menneske, som kan elske andre så højt! Selvfølgelig er det da dejligt at være nr 1, men tænk hvis mit barn hadede alle andre end mig og ikke ville knytte sig til nogen anden. Jeg tænker vi/jeg har gjort noget rigtigt i vores opdragelse, når far kan fylde så meget også. Det vil jeg som mor egentlig gerne tage noget af æren for 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Truc//petittruc1981

    Hun elsker dig din lilletut. Og savnet er der ikke altid lige når man har set sjovt, hvilket bare betyder at hun har det godt! At hun spørger efter mama når hun ser sig på FaceTime betyder jo ikke at hun savner dig mindre! Men hun ser sig og undrer sig vel bare over hvor mama er. Havde det været mama der FaceTimede med hende så havde lilletut helt sikkert spurgt hvor du var!!! Blev ved med at fortælle dig selv at du er elsket og hun elsker dig! Det er ikke en konkurrence om hvem der bliver elsket højst. Kan fornemme den utilstrækkelig sidder dybt i dig, men den skal slippes og det skal ser arbejdes på…. Du ved det jo godt selv 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh det må ikke være sjovt. Men tænk hvis hun var ked af at skulle afsted, så ville det virkelig gøre ondt i hjertet på dig. Min mor sagde at hun græd de første mange gange vi var hos min far (de blev skilt da vi var hhv 4 og 6 år), men med tiden lærte hun at nyde friweekenderne. Havde jeg vidst at hun græd var jeg aldrig taget fra hende og det var der i sidste ende ikke kommet noget godt ud af… Håber det bliver bedre med tiden, selvom man altid vil savne sit barn hvis det ikke er hos en!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Enig med Truc. Kan ikke selv finde ordene som hende, udover at Vega for alt i verden bare ikke skal mærke din tvivl og vide at du har det sådan. Hvis hun kan skånes fra den viden så er det helt ok at du føler den, selvom der ikke er sandt det du frygter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pyyh, det er stærke følelser du tumler med.

    Min mor og far blev skilt da jeg var et års tid. Jeg husker tydeligt hvordan jeg hele min barndom (og faktisk frem til min fars død for seks år siden) trådte forsigtigt, for at min mor ikke skulle blive ked af det. Jeg var ikke særlig gammel, før end jeg vidste hvad jeg i hvert fald ikke ville fortælle min mor omkring min weekend hos far, for var bange for at hun ville blive ked af det og jaloux. Det gik selvfølgelig begge veje, og jeg fortalte heller ikke min far (og særligt ikke hans heks af en kone) særlig meget. Trist, ikke? Jeg var jo bare en lille pige der ville dele sin begejstring og glæde.

    HmM… Ved egentlig ikke hvad jeg ville sige med det. Måske bare at du ikke skal være i tvivl om, at V elsker jer lige højt og har plads til alle. Prøv at skubbe tankerne væk, og tænk mere positivt omkring det. Synes Sara har en god pointe også. Sorry hvis det er noget værre rod jeg har skrevet. Er træææt på 11. måned. 😉

    Sov godt og drøm noget skønt 🙂

    Kærlig hilsen Tine

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vind en af de fantastiske bObles - nemlig Ormen. Vi elsker den og det vil I også gøre...