Når kønnet på ens ufødte barn er vigtigt – og afgørende!

Her i min sygdomsperiode er jeg flere dage stået op med Go’Morgen Danmark og således også her til morgen. I morges – bevares formiddags – debatterede de tendensen til at kønsskanninger er så vigtig for nogen. Egentlig ret interessant synes jeg – for det var også meget vigtigt for mig at vide hvad køn Lilletut, som balladebaby inde i min mave, havde.

Min grund var mere sørgelig end materealistisk. Jeg var bestemt ikke ude på at skulle købe lyserøde eller lyseblå ting og indrette værelse, nej jeg var der hvor jeg var nød til at forsøge at forholde mig til det frygtelig ubehagelige, der lå inde i min mave – og som jeg allerhelst ville have ud igen! Og ikke ud efter 40 uger – men ud NU – og hellere i går end i morgen.

Min graviditet var hård. Jeg kastede op nærmest fra de to streger på testen, var svimmel, spiste ikke, drak kun syrlige ting med brus og havde det forfærdeligt. Da jeg var nød til at melde mig syg på arbejde, fordi svimmelhed og opkast havde overtaget, gik jeg helt ned med flaget. Jeg græd og græd og udtalte mig dagligt om hvor frygtelig den her situation var. Jeg hadede det – og hadede det der ødelagde mit liv! There I said it!

Exkonen og jeg havde et navn planlagt allerede før graviditeten og jeg havde glædet mig til at skulle holde en lille xxxxxxx i mine arme. Men som graviditet og opkast skred frem i de første mdr voksede der også et nærmest had til det navn og det barn i maven, fordi jeg bare ikke kunne mere. Jeg er af den oprindelse at alt skal have en grund og en løsning, og stille og roligt blev det oppe i mit hovedet og inde i min krop “det navn” der var skyld i min tilstand. Det hele blev hængt op på navnet og selvfølgelig kunne babyen i maven – hvis den kom hel ud – aldrig hedde det navn.

Jeg var ikke glad for at være gravid. Jeg følte mig snydt, jeg følte mig frarøvet mit liv og min almen tilstand, min arbejdsevne, mine venner, min sport – og min kæreste! Jeg kunne ingenting andet end at tude og ønske det hele væk!

Det hele var så uvirkeligt og langt væk at jeg var nød til at tage mig gevaldigt sammen, vidste jeg helt oppe bagerst i hjernen. Jeg vidste det – men jeg kunne ikke. Min læge og min jordemoder tog beslutningerne for mig og fik hanket op i mig. Jeg kom til de aftaler jeg skulle, men jeg kunne ikke be om noget eller arrangerer noget selv. Vi snakkede en del om at prøve at forholde sig til det hele, men mine fysiske symptomer kunne jo ikke tages fra mig – og det var dem der satte gang i alle de negative og ødelæggende tanker og følelser. Jeg blev tilbudt indlæggelse for væskeoptimering og mentalt afkobling, men det kunne jeg ikke tage imod – desværre tænker jeg nu.

IMG_2518

De fastlagte skanninger, som vores sundhedssystem tilbyder alle gravide, hjalp mig. De fortalte mig at alien-klumpen i maven var velskabt. Så langt så godt. Efter 12 ugers skanningen (nakkefold) kunne jeg således konstatere at barnet ikke havde kromosomfejl og at det således ikke behøvedes overvejet fjernet af den grund. IKKE at jeg siger at man generelt skal overveje/få en abort hvis der er fejl!!! Nu er det lige min historie ikk’?! Det var selvfølgelig dejligt at barnet var ok so far. MEN jeg var jo stadig ikke glad og virkelig langt fra den lyserøde happy-chappy gravide verden, som jeg ellers havde forestillet mig jeg skulle være i i de 9 mdr graviditeten varede!!

20 ugers skanningen (misdannelses skanningen) var næste punkt på min vej. Konen og jeg havde besluttet at vi gerne ville have kønnet at vide, hvis det kunne ses, og det var vi heldigvis ret enige om. Vi manglede begge lidt mere konkret “forholden os til det hele”. Min daværende kone havde det svært; tænk sig at have en kæreste der tuder hver dag og siger det er det ulykkeligste i hele hendes liv og at hun bare vil have det væk!! SHIT! Jeg tænkte bare at hvis jeg nu vidste HVEM/HVAD der lå derinde, så måtte jeg da blive glad! Barnet i maven blev skannet til ikke at have nogen misdannelser – og til at være en pige! Vi blev glade, lettede og for første gang fik jeg en snert af lykke.

Så det hjalp! Det hjalp at vide at det var en pige, der lå derinde. Det hjalp at kunne forestille sig at det var en lille menneskepige, der lå derinde. At klumpen var en pige. Og jeg kunne jo ikke hade en lille pige – og hvis vi nu ikke kaldte hende “det navn” så var det jo ikke hende, der havde ødelagt alt for mig – tænkte jeg!

Det hjalp – men fjernede ikke min kvalme, utilpashed, opkast og svimmelhed. Jeg havde det fortsat fysisk dårligt og måtte stoppe med at arbejde og blive sygemeldt – kæmpe fiasko for mig! Jeg græd og græd! Min jordemoder havde allerede i starten indstillet mig til akupunktur, men pga travlhed, ressourcer og hvad der nu ellers begrænser vores elskede sundhedssystem (husk jeg selv arbejder i det) kunne jeg først få min første behandling efter uge 21. Fedt! Men det hjalp også. Fysisk blev jeg bedre og kunne nu have en dag uden opkast!! Og bare det at ligge på briksen med nåle i og høre den afslappende meditations musik hjalp. Den dag i dag bruger jeg stadig musikken til at slappe af, når hovedet og tankerne kører i selvsving!

For mig var det helt afgørende punkt i min graviditet, da jeg i uge 20 fik en person på min klump i maven! En person jeg ikke kunne hade. En person der var så ny, fin og skrøbelig at jeg ikke kunne ønske den væk igen. En person der skulle blive min og mit ansvar, og jeg vidste bare at jeg måtte tage mig sammen fra nu af.

IMG_2327

Jeg var ikke selv i stand til at tage et valg om at tilvælge en tidlig kønsskanning, og altså selv bestille og betale for en. Jeg var så psykisk  langt ude at jeg ikke kunne, men heldigvis kunne jeg møde op til aftaler og gøre hvad andre fortalte jeg skulle gøre. Så Gud’ske’tak og lov for de planlagte skanninger; og i særdeleshed uge 20 skanningen og at det var muligt at se kønnet på min klump i maven! Ikke at det var selve pigekønnet der hjalp mig videre, at få at vide det var en dreng ville have hjulpet mig på samme måde. Det var personificeringen der var det afgørende!

Det var min historie – hvad er din? Kønsskanning for/imod? Vigtigt eller livsvigtigt? Altafgørende eller en unødvendig gode?

Når museum, barn, udstilling og udvikling går op i den højeste enhed! Med bObles på Designmuseum Danmark.

design-edition-1

For det gjorde det her den anden dag – altså gik op i den højeste enhed! Og det var sgu smukt. Jeg lyver virkelig ikke – og får ej heller penge eller andet for det – når jeg fortæller jer at udstillingen “Barnets Århundrede” på Designmuseum Danmark er den bedste udstilling jeg har set LÆNGE – og så er den endda i børnehøjde eller med IKEA skamler op til de montre der er lidt højere!

 photo FDB66B65-0435-4E4F-B25B-7938807385C2_zpsutn0stud.jpg

Lilletut og jeg var så heldige at være indbudt til et event en søndag morgen, hvor både Mussets direktør, Anne-Louise Sommer, og de søde mennesker der arbejder bag bObles var til stede og fortalte om baggrunden for udstillingen. Og det lød virkelig lovende det de fortalte, men ville det mon holde i børnepraksis spekulerede jeg på, for med de børn der er tanke og ide jo én ting!?!

Udstillingen “Barnets Århundrede” åbnede her i midten af januar og samler nordisk design for børn fra år 1900 og frem til i dag. Det er for forældrene en sikker tur ned ad Memory-lane, hvor man får genset alle klassiskerne fra ens egen barndom og får set hvor meget “gammel” design, der faktisk er top populært den dag i dag. Udstillingen har fokus på de danske bidrag og viser næsten alt fra stort til småt, fra skolebyggeri, skrammellegepladser og møbler til børnebøger og legetøj. Der er noget for alle generationer og udstillingen ligger helt sikkert op til mange gode historier fra både olde, mormor og morfar, dig selv og dit barn. Udstillingen har været vist i Sverige i sommers og skal efter besøget her i Danmark videre til Finland når den slutter den 30 august 2015.

 photo 7F18C5C5-9D13-4869-9CD7-8D575A01839E_zpsq1zeouow.jpg

Et af mine absolut yndlings brands bObles indgår selvfølgelig  – og heldigvis – i udstillingen. Jeg er jo fysioterapeut og deraf også særlig interesseret og passioneret indenfor motorisk udvikling og stimulering, og så er det altså HELT umuligt at komme udenom bObles! Lilletut har altid – faktisk fra før hun blev født – ejet bObles tumlemøbler, og det har altid været dem jeg har ønsket mig til enhver lejlighed. Næsten også til min egen fødselsdag! Jeg ved altid hvilken bObles hun skal have næste gang – ormen – og foreslår det altid til barselsgaver eller lignende. Nå, men tilbage til udstillingen 🙂 Her har bObles nemlig 2 fuldt indrettede rum fyldt med alle de dejlige tumlemøbler, og så snart skoene er kommet af er der fri leg!

 photo fe1f2cee-bcc9-4ad5-ba80-e54809993494_zpsow4is87o.jpg

“Nok se, men OGSÅ røre” holdningen på udstillingen og de deraf indrettede legezoner gør at både tanken og ideen med udstillingen KAN føres ud i børnepraksis! I bObles rummene kan der frit laves baner, tårne, stole og diverse bevægelser og lege, og ellers kan der tegnes siddende på smukke møbler og leges med diverse designklassikere og sågar laves ens egen film på ipad.

 photo 63FC772F-3946-49C5-AE04-4D4F978C0334_zpsr5lskrbp.jpg

Som en ekstra markering af “Barnets Århundrede” har bObles specieldesignet et eksklusivt tumlemøbel i limited edition i sort og grå, som indgår i en central del af udstillingen. Det nye tumlemøbel kommer i tre størrelser, og kan stables, bygges med samt lægges på linie – og bruges som en ganske fin stol eller gyngestol. Jeg kunne godt bruge et af dem hjemme i min stue – eller Lilletut kunne! Tumlemøblet kan købes på museet eller hos udvalgte forhandlere fra uge 4.

design-edition-2

Designmuseum Danmark ligger i Bredgade i Kbh K og er bestemt et besøg værd ISÆR med denne udstilling. Billetpriser og åbningstider samt yderligere info finder du HER. Lilletut blev 2 år i november og elskede udstillingen. Hun kiggede interesseret på montrene med de forskellige legesager og børneting, elskede at sidde og tegne og var ikke til at drive ud af bObles rummene. Yngre børn vil altid få noget ud af tumlerummene, der var helt små babyer med også, og ældre børn end Tut vil helt sikkert få endnu mere ud af det. Vi skal helt sikkert afsted igen i hvert fald – og jeg er ret sikker på at min mor ville elske det også.

 photo ADC73FD2-5172-4807-B735-4BC96922A47D_zpsmaaihfzd.jpg

Snappy comebacks

Hvad syv-søren siger man da også til sin nye fling, når sådan et billede her popper op på ens computer som pauseskærm – og man helt seriøst lige har påbegyndt sætningen “…øhm… jeg har egentlig haft lidt panik den sidste uge…fordi øhhh mit “lort” var forsinket…”???

 photo d03b6890-9f1e-4062-99b4-d84a435f0c4d_zpspnqlattc.jpg

SURPRISE – hvad med at kickstarte forholdet (som vi IKKE har) med at være far til dit eget barn – og ikke kun Lilletut ?!

… Pænt snappy!

Men dog blot for sjov, for nej jeg er ikke gravid – billedet er jo netop et pauseskærmsbillede fra Liletuts test. Mit lort var allerede kommet – jeg nåede bare aldrig så langt i sætningen, da billedet kom!

Og findes der et snappy comeback efter man her for 3. dag i træk har ringet til sin chef for at sige at man STADIG er syg og altså ALLIGEVEL ikke kommer i morgen som man ellers havde lovet i går. Og fremvisker et lille undskyld fordi de så ENDNU engang skal aflyse og rykke patienter?! Men trods alt får sagt at man da VIRKELIG håber at man kommer fredag – måske!

Jeg har ikke fundet comebacket – goddammit – så er vist bare den trælse kollega der har ligget syg i snart en uge!

Jeg kunne selvfølgelig love dem kage – men det ved de nok ligeså godt som jeg aldrig vil komme til at blive båret ud i praksis!!

 photo 8CA69F27-D411-46A5-A348-8C11965F6379_zpsvyqwgcwz.png

Til gengæld har jeg en metode, hvorved jeg prøver at komme ovenpå min giga man-flu og altså på den måde skabe et snappy comeback. Jeg drikker innocent smoothies! Jeg føler mig helt sund når jeg drikker dem, og tænker at det skal I da også prøve. Så jeg udlodder sgu da lige en røvfuld i et andet indlæg… Stay tuned!

 photo 9D6BF760-1673-4DDB-A228-6F431A35A9CD_zpsouyibnax.jpg

Og har man mon et behov for et snappy comeback efter den seneste røre i mommy-blogger-andedammen?!? Har jeg helt konkret brug for et, synes I??

Jeg skrev jo DETTE INDLÆG fordi jeg havde læst søde Lillemors “Sofie” indlæg og synes der var et sjovt link. En del andre mommy-bloggers postede efterfølgende indlæg om det ikke at være inviteret til events omkring børneversionen af modeugen (CIFF kids), og så kom min faktisk rigtig søde blogger-kollega – og store forbillede fordi hun er så pisse ligetil og kalder en spade for en spade (som mig) – LORTEMOR med et indlæg, som nogen gik kolde på. Først tænkte jeg…SHIT er det MIG hun mener den kære Trine…som så mange andre nok også gjorde. Og jeg blev sgu lige lidt ked af det, for det der med at stikke snuden frem – og så få et slag over den – er nu aldrig særlig fedt. Og slet ikke som skilsmisse-skrøbelig!! Men så tog jeg mig lige lidt sammen og spurgte hende om det var MIG, som indlægget var møntet på, og det var det så ikke! Snuden gik altså fri denne gang – tænker jeg. Tænker I også det?? Eller kan I sammenligne MIG (lille flinke MIIIIIG) med det LORTEMOR skriver om mommy-bloggers?!?

LORTEMORS indlæg er HER hvis du missede det.

VIND 3.000 kr til PLUS.Downtown.dk

plus

Jamen altså nu får I sgu muligheden igen – altså for at vinde! Føler mig jo lidt som den gode fe, der drysser tryllestøv udover jer #ellernoget 😉 Denne gang kan du vinde 3.000 kr til brug hos Downtown PLUS som er stedet hvor Downtown samler deres design items.

Nice. Ikk’?

Det eneste du skal gøre er at klikke HER og sign’e up til deres nyhedsbrev. Og ja, du kan jo altid bare afmelde det igen.

Du skal klikke HER eller ovenover eller HER – så sir jeg tak og krydser mine fingre for dig (I promise)!

Jeg synes at Downtown generelt har et fedt koncept, og at de så tilmed gør det nemt for en og samler alle design tingene under en PLUS kategori, gør jo blot det hele meget nemmere og lækrere. Der findes rigtig mange fine ting, og med Downtown PLUS rabatten så kan dit gavekort jo bruges til rigtig meget. #whatsnottolike

TRYK HER og meld din/dine mail-adresseR til… Og god vind og karma med at vinde det 3.000 kr’s gavekort til brug på PLUS Downtown.dk

 

//Indlægget er en leadkampagne for PLUS.Downtown.dk

Inviteret eller ikke-inviteret i voksenhøjde… – Og om at elske sine med-mommys på den “rigtige” måde. Og så være skide misundelig engang imellem…

Jeg indrømmer – her i min influenza-med-noget-på-balancenerven-døs – at jeg til tider er et nederen menneske! Jeg VED at livet ikke er en stor konkurrence. Og jeg VED at der er plads til mangfoldighed og alle. Og jeg VED at jeg kan unde andre mennesker succes – og jeg VED at jeg bør. Men nogen gange er jeg bare så pisse misundelig alligevel. Ja og jaloux for lige at få den hest barberet også! Og så bruger jeg stadig her i år 2015 ordet “nederen”!

Yep, nederen!

Jeg VED godt at “at blogge” ikke er at redde liv og kurere cancer (sån direkte), og at mange gør det for deres egen skyld. Og at hvor mange læsere man har og at antallet af sidehenvisnger og unikke læsere ikke definere om ens blog er god eller ej! Men for helvede sådan har jeg det sgu engang i mellem alligevel! Nederen. Jeg skriver (også) for mig selv; skriver for at komme videre i mit liv, skriver for at bearbejde en sorg og et tab, skriver for ikke at brænde inde med 5 millioner tanke når jeg skal sove. Nogen gange skriver jeg fordi jeg er pisse sur på min ex-kone, fordi jeg har set og læst noget jeg ikke burde eller fordi jeg er ked af noget. Så ja, det må jo i høj grad siges at være for mig selv – og ikke noget der i al fald sælger babytøj, legetøj eller andet guf i mommy-blogger kategorien – eller det sku da lige være lykkepiller og baldrian for at sove bedre (ps, jeg har masser af baldrian hvis nogen er interesseret?! Jeg er ærlig og temmelig over-sharing, så jeg om nogen må jo vide og acceptere at det ikke nødvendigvis er alle brands, der vil finde min blog som god reklame for deres søde og bløde tøj. Fuck og shit passer ikke altid så godt til laksefarvet og glimmer!

Det kan jeg jo ikke modsige dem med mit intellekt. Men – avs – min lille bløde sjæl der gerne vil være med alle steder; Inviteres og komme med – ikke gå glip af noget, får lidt smerte påført når jeg bliver valgt fra. For blogger verdnen er et eller andet sted et stort “Du må ikke komme med til min fødselsdag” i voksenhøjden! Og her bliver tingene sgu ikke skjult for de IKKE-inviterede, og her bliver ikke opført et “Trivselsudvalg” for lige som at få de IKKE-inviterede hørt og nurset lidt! Næ nej, her bliver man tværet in face med tonsvis af billeder på både Instagram og facebook med alle de events man ikke lige var hot nok til at komme med til. Ikke at jeg vil nedvurdere nogen brands eller noget for SELVFØLGELIG er det deres levebrød og de MÅ og SKAL selvfølgelig vælge hvem de selv mener er de bedste ambassadører for netop deres hjertebarn – helt lige som vi mommys selv bestemmer hvilke brands VORES lille hjertebarn skal iføres.

 photo 9afc787e-2e56-4998-aeba-1920e72371c0_zpsllhtxlys.jpg

Læs om min oplevelse på CIFF sidste gang (Sommer 2014) HER

Men derfor kan jeg godt få følelsen og stikket i hjertet af “ikke at være inviteret med til de andres pigers fødselsdag” når jeg bladrer igennem min instagram feed sådan en søndag i børnemodemessens CIFF Kids’ tegn. Jeg ER inviteret med til messen – weeeeee – må lige nævnes; jeg ligger bare syg (“bare” det er en manflu det her!!). Og jeg ER også inviteret til “fødselsdag” hos nogen dejlige brands (som jeg selvfølgelig glæder mig meget til at være med til i morgen eller tirsdag)! Men der er også steder hvor jeg kan se andre hygger sig gevaldigt og hvor jeg ikke er inviteret hen. Nederen! Også steder jeg har været inviteret hen før. Dobbelt nederen! Og ja det indrømmer jeg altså gerne at jeg syntes – også selvom det måske gør mig til et lidt småligt menneske! Og JA selvfølgelig skal de søde mommys hygge sig, men jeg kommer (måske her i min døs) til at kæde det en smule sammen med et indlæg min – i øvrigt super seje og velartikulerede – nye mommyblogger-kollega LILLEMOR postede for et par dage siden om netop det IKKE at være inviteret med til højbords! Læs hendes indlæg om “Sofie” HER – og følg hende, hun er da (også) for cool! Jeg ved godt, at jeg ikke er alene om at tænke sådan (heldigvis) – altid godt ikke at være helt nederen alene. Den søde (også) nye mommyblogger Camilla fra Blondetoner kender det nemlig også – se selv HER.

For jeg kommer altså nogen gange til at sammenligne mig med mine fellow-blogger-mommys! Når de bliver inviteret med til flere ting end jeg KAN jeg godt nogen gange føle mig mindre værd, og det samme når de kan præsentere trafik meget højere end mig og når de går “viralt” og bliver spredt over alt! Jeg bliver sgu lidt jaloux eller misundelig – også selvom det er en grim ting! Yep – nederen mig! Måske har jeg været konkurrence-fodboldspiller for længe (trods alt i ca 27 år) og har fået konkurrence-genet pacet frem i så mange år, at den her “det er bare for mig selv”-bloggersfære nogen gange er svær at holde for mig! Og så bliver jeg altså lidt jaloux og misundelig og føler mig IKKE-inviteret! Indrømmet! Og er det ikke første step – erkendelsen???

#projecthappythefuture

 photo 81704DDD-D15E-4B28-B8A6-CFE9B080FA69_zpslrdvtk6g.jpg

Older posts