At savne én at dele det svære med…

 photo 53FCA855-3E01-4F9B-AD38-37426D6ED54E_zpstyfu7gmq.png
For det gør jeg! Altså savner en at dele mine frustationer, tårer og spekulationer med. Igår brød jeg sammen foran lederen i vuggestuen, da hun spurgte hvordan det ellers gik efter jeg havde meldt afbud til mit første forældrerådsmøde grundet manglende babysitter. God start i det forældreråd btw!

Hun er bare sådan en sej dame, hende lederen. Jeg kan så godt lide hende og hendes måde at være leder på. Jeg respekterer hende virkelig højt og samtidig kan jeg slet ikke lyve overfor hende eller bare “skyde noget hen”. Jeg KAN bare IKKE svare overfladisk på hendes spørgsmål, fordi jeg virkelig føler at hun kan give mig noget med på vejen, lære mig noget og gøre mig klogere. Og derfor var det nu 2.gang at jeg græd foran hende – anden gang jeg snakkede med hende. Første gang var til MØDET omkring den pædagog vi havde klaget over (Læs indlægget HER hvis du missede det!), og anden gang altså her til mit afbud til aftenens kommende forældrerådsmøde.

Jeg græd fordi at følelserne pludselig boblede frem – eller sprøjtede! Pludselig krænkede hjertet bare ud med alle mine frustrationer fra ugen der gik. Frustrationerne omkring Lilletuts deleordning, om hendes soveproblemer, tryghed- og nærværsproblemer og min angst for bare at gøre alt forkert. Hun lyttede, trøstede og kom med brugbare råd. Både personlige, pædagogiske og yderst professionelle. Og sådan noget gør mig tryg, Råd der ikke nødvendigvis “bare” er baseret på erfaringer og personlige meninger (men dem elsker jeg jo også – især når de kommer fra JER<3). Fra hendes mund elsker jeg hendes viden og måden hun overføre den til hverdagen og Lilletut. Hun gav mig det gode råd at konsultere en anonym (ikke at det betyder noget for mig) familierådgivning, der åbenbart har til huse ned i Århusgade her på Østerbro! Dét skal tjekkes ud for jeg savner, mangler og skriger virkelig efter at vores situation skal gennemgåes af nogen professionelle.Vi er bestemt ikke uvenner mama og jeg, men jeg føler bare ikke vi ved nok om skilsmisser og barnets tarv i den her situation, og alt skal bare gå bedst muligt – ingen må træde forkert – Lilletut skal have alt det bedste!!

Så meget hen ad vejen som det kan lades sig gøre!

I dag har været en Frygtelig Fredag (#ff ville det hedde på IG). Jeg har været sygemeldt med feber og ondt i halsen. Jeg tvang mig afsted med Lilletut i morges ned i hendes vuggestue, følende at jeg formentlig minimum ville dø på vejen, for så at komme hjem og sove indtil hun skulle hentes igen, og her tvinge min syge krop op og ud på Christiania-cyklen og trille derned følende mig døden nær igen. Hold nu kæft alene-moderskab og sygdom er et match fra Helvede!!!

Lilletut og jeg hyggede dog trods alt med kage, Bamse og Kylling i fjernsynet, gynge og gemmeleg. Lilletut var så sød og kærlig! Mit hjerte smeltede en smule på hun kom og sagde: “Mig ondt i halsen, mig have tørklæde på!” Og så fik hun sweater og halstørklæde på ligesom syge mig. Cute! Ikke at jeg tror hun har ondt i halsen nemlig, tror bare hun skulle ligne mig… Altså tror – det skal vi jo nok finde ud af!!

 photo 300CB6DC-5C3C-4E27-B1AF-DF0D9787E58B_zps0hnaneuh.png

Da jeg ikke ejede det der lignede overskud eller lyst til at stå i køkkenet og lave mad, besluttede jeg at hype “PIZZA” overfor Lilletut, så vi ville være nød til at gå hen til den lokale pizza-biks og købe aftensmaden. Lilletut var heldigvis game, og vi tog hendes lille løbecykel og gik (og cyklede stærkt) hen og hentede en pizza og et brød til imorgen. At der kom zombier ind hos pizzamanden var Lilletut ikke helt glad ved, og selvom jeg beroligede med at det bare var nogen små drenge der legede Halloween brød Lilletut sig bestemt ikke om det!

Pizza-spisningen og efterfølgende putte i sofaen var hyggelig, men det var aften-putningen da bestemt ikke!! Okay måske er jeg bare en kegle og ubrugelig mor, der er alt for følelsesmæssigt ude at skide, til at kunne give Lilletut den tryghed hun har brug for!? For endnu en gang i denne uge gik vores putning bare ad helvedes til og jeg var endnu engang så tæt på at græde!! Jeg føler mig SÅ uduelig!! Vi startede i hendes seng med lys og læsning. Det gik fint, men da de tre bøger var overstået startede postyret! Hun kravlede over tremmerne og ned i mit skød, græd og ville alt og intet på en gang. Da hun ikke kunne puttes ned i sengen, gik vi ind i soveværelset og ind i min seng. Men her måtte jeg ikke ligge, hun skulle ligge der selv! Jeg prøvede at vi puttede begge to, holdt hende i hånden osv, men det hjalp ikke – jeg skulle gå ind i stuen! Okay, det gør jeg så tænkte jeg (easy-peasy nåede jeg lige at tænke…), men selvfølgelig kom hun så rendende mega glad: “Mig løbe stærkt”! Prøvede at putte hende igen, men jeg måtte stadig ikke være der, og hun blev ved at stige ud af sengen og ville ind i stuen. Så prøvede jeg det, det gik ikke. Så ville hun se ipad, og vi forhandlede os frem til at det sku være inde i sengen – i hendes egen seng ville hun. Og sådan faldt hun så i seng efter at have ligget og grinet til “Plonster Monsters” for sig selv med lyset tændt og døren på vid gab ud til den oplyste gang. Det tog 15 minutter! Og jeg kunne tude bagefter! Jeg føler mig bare som tævet rundt i manegen. Jeg føler mig bare så lortet, og havde mest af alt lyst til at ringe grændende til mama for hjælp og trøst – men det gør man jo ikke!! Men hold nu kæft jeg savner én at dele alt med. Lige nu ville jeg så gerne trøstes, støttes, hjælpes for shit det er svært at være alenemor. Shit der er jo ikke noget sjovt ved at knokle sådan alene – syg eller rask!

Jeg har læst alle jeres kommentarer til de foregående indlæg, og jeg bliver lidt flov over mig selv over ikke at have indset det selv! Indset at barnet gennemgår så store forandringer at det giver god mening at hun vil puttes med, have tryghed og nærhed. At hun pludselig reagerer på kontraster og derfor er bange for mørke. At jeg skal imødekomme hendes behov men stadig være en støtte, tage ansvar og holde fast i nogen af de faste rammer. Men hold kæft hvor er det svært i praksis, når barnet græder og vil så mange ting – og ikke vil dem alligevel!!!

 photo 50E5005A-9758-4107-853A-1C28BD336F8D_zps2vipnaur.png

Winwin-der fundet :)

Så fik jeg trukket lod i min sidste giveaway i samarbejde med Coop.dk/baby… Denne gang var der 53 fine kommentarer og 11 indlæg på instagram. Fedt – TAK fordi I gad – I LOOOVE IT!

Denne gang var det et instagram indlæg der løb med sejren, da det nemlig var den søde morblogger Nanna aka @tvillingernesmor der blev trukket op af Lego-hovedet. Tillykke Nanna og send mig din adresse på mail, så du kan få din gavepakke 🙂

 photo 66ff410e-842b-4e1b-a367-06f3cac378c2_zpsc7192d86.jpg

I andre stay tuned for flere konkurrencer. Ved I forøvrigt at I kan få 20% på den fine webshop www.legefanten.dk med koden “lilletut20” til og med i aften….. Skynd jer de har mange fine ting…

 photo 2AAEE333-0FB5-49C3-94C8-5D61FEA18437_zps5tf76e31.jpg

At være bange for mørke – eller for at blive forladt?!

“Min MOOOOOAR”!!!

“MOOOAAR”????

“IKKE SLUK LYS”!!! “MOOOOAR”!

 photo cecb1a2d-6225-4b20-a50a-337af6e240b8_zpsf8a041c0.jpg

At Lilletut ikke er hos mig hele tiden, og at jeg skal “opgive” hende 5 dage hver anden uge fylder rigtig meget i mit hovedet. Mine tanker strejfer omkring det ubevist og bevist hele døgnet – var jeg ikke pisse træt i forvejen, så ville jeg i al fald blive det af at tænke så meget! Jeg håber ikke I er ved at kaste op over alle mine bekymringer og tankespind over emnet?! Vid bare at det hjælper mig at komme ud med tankerne og bær så over med mig. Men hjælp mig selvfølgelig allerhelst. Eller bare læs med og tænk jeres 😉

Da Lilletut kom hjem i mandags havde vi, som skrevet om HER, “Helvedes-aftenen”. Hun græd, jeg græd! Da vi lå inde i min seng og hendes åndedræt langsom var ved at normalisere sig efter hendes skrigetur og hun var ved at falde i søvn med mig i hånden, trillede tårerne ned ad mine kinder og mit hjerte føltes revet itu. EJ, hvor kunne jeg opgive ALT lige der. Altså opgive ALT for min elskede Lilletut – ofre mig selv på bålet om nødvendigt. Løbe en tur rundt om søerne i det fineste solskin hvor alle mennesker på cafeerne ville kigge på mig og/eller drikke et helt glas tequilla rent, hvis nogen bad mig om det for Lilletuts skyld.

 photo DB17FCC7-625B-4DD2-B98E-05A827FDCB2B_zpsdg7xbieq.jpg

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på om jeg svigter hende? Får hun et dybt og ubevist ar inde i hendes fine uskyldige barnesjæl, der gør at hun vil føle sig forladt for altid. Vil hun føle at folk altid er gået fra hende? At de har opgivet hende?? Vil hun aldrig kunne stole på folk – at folk bliver i hendes liv! Og at det ikke er hendes skyld?

Når jeg slukker lyset på hendes værelse efter Godnat-læsningen reagerer hun meget stærkt. Hun græder højt, med tårer og det virker angstfyldt synes jeg. Og det er blevet værre og værre efter disse to perioder hos mama (IKKE at det bebrejdes mama må nok lige understreges)! I denne uge har det været helt skidt. Mandag var jo som førnævnt, og i går faldt hun så i søvn med slukket lys (efter at jeg havde slukket lampen på kontakten og hun havde hevet lampeskærmen ned i panik for at tænde lyset!) men vågnede 15 millioner gange i løbet af først-på-natten. I aftes besluttede jeg mig så for at forsøge med lyset tændt.

Jeg troede egentlig ikke på at hun ville kunne falde til ro i fuldstændig lys, men det kunne hun. Hun råbte og græd blot i ca 10-20 sekunder da jeg gik ud af værelset, så blev der stille og hun sov. I skrivende stund har jeg lige været inde og slukke lyset (og tage billederne der er i indlægget) og hun sov stadig roligt. Er hun mon mørkeræd? Er alle børn det i en periode?

ER DET BARE EN FASE? Der alligevel ville have kommet – brud mellem mig og mama eller ej?? Forstærker jeg hendes “ide” med at have lyset tændt for at turde falde i søvn ved at lade hende have det?? Eller kan hendes evt seperationsangst efter bruddet mellem mama og jeg forstærkes af mørket?

For dævlen jeg føler mig splittet! Det ene tidpunkt tænker jeg at det er pjat, og at det bare er for at undgå at skulle falde i søvn. Det næste øjeblik bløder mit hjerte over at hun ligger inde i mørket og ikke ved hvor hun er henne og er fuldstændig angst for at være alene!!! For hun skifter jo også, som noget helt nyt, mellem to hjem. Og det nye hjem har hun blot været i to gange…

Min plan er;

1: at skifte 80 watts pæren i lorte ikea natlampen ( den lyserøde blomst hvor skærmen ikke sidder fast) ud med en 5 watts pære. Så er der da ikke dagslys inde på værelset.

2: at hun skal have en Miffy natlampe til fødselsdag. Super fede, mat lys og hun elsker Miffy – winwin!

3: at hun skal have en Djeco snekugle med lys til fødselsdag også, så har hun nemlig lidt at vælge imellem og prøve af. De er nemlig også mega fede og søde – og ikke så dyre! Mega winwin!

For så har jeg da udstyr til at give hende lidt blidt lys derinde i mørket – og så er det en lidt mellem løsning. Og jeg tænker mellem løsning er godt! For i princippet kan det jo være lidt af hvert?? Og det værste må vel være at tvinge hende til noget hun måske er angst overfor?? Så hellere bukke lidt under for hendes “køren med klatten” for at trække tiden ud inden det er GODNAT! (Hvilket jo også ville betyde to fiiiine lamper på matriklen – nice!)

Så er Lilletut hjemme…og vi græd os i søvn!

Totalt mixed emotions idag! Har glædet mig SÅ meget til at få Lilletut hjem igen, og trådte formentlig en lille bitte bitte smule hårde på speederen for at komme hen til hendes vuggestue i dag efter job. Jeg var ved at tilbagelægge stykket fra bilen og ind i vuggestuen i løb og sprintede nærmest op ad trapperne til 3.sal (hvem ligger en vuggestue i et etagebyggeri?!) for at skære sekunder af tiden uden Lilletut. A L D R I G har jeg savnet nogen så meget!
 photo DDC1B543-E516-4E27-ABC8-8E317BED4B14_zpsei1dkdwz.jpg

Og så sad hun der i stolen blandt de andre børn og spiste små æggesalat-madder. Hun så SÅ stor og voksen ud. Lige før jeg ikke kunne kende hende – og ja, frygten for at jeg ikke ville kunne kende hende sad i mig, da jeg åbnede døren ind på stuen. Men selvfølgelig kunne jeg det. Der sad hun – kiggede op med det samme og sagde med høj, lys og klar stemme: “MIN MOR”! Åhr jeg kunne have dånet på stedet. Min mor!

Inden vi skulle hjem og slappe af, skulle vi lige ind om et af PR-bureauerne nemlig det virkelig fine Noise-PR, og sige hej på deres pressedag. Jeg havde tænkt at gøre det uden Lilletut først, men jeg kunne bare ikke vente med at få hende hentet og være sammen med hende. Hun skulle med. Min Lilletut.
 photo 9552E30D-F9BA-485E-8E01-015E44903649_zpsodah11tq.jpg

Inde hos de skønne damer hos Noise fik vi set de super lækre forårs styles fra Soft Gallery, Petit by Sofie Schnoor, Billybandit og Billieblush. Og wouw der er godt i vente kan jeg bare fortælle jer. Moren glæder sig i al fald! Mens jeg fik en sludder med den søde Desireé legede Lilletut med deres fantastiske bObles ting og med alle deres pyntedyr. Hun var ellevild. Især da hun fandt ud af at lege fangeleg med mig – jeg var ikke lige så ellevild kan jeg godt betro jer. Forstil jer lige Lilletut løbe skrigende igennem de pæne lokaler; “DU KAN IKKE FANGE MIG” i lidt for små gamle pink joggingbukser og en sweater i sarte douche farver og små leo/glimmer/røde sneaks. Ohh my HVORFOR har jeg ikke pænere tøj liggende i vuggestuen???? Og hvorfor havde mama i morges ikke taget højde for vores fine visit efter vuggestue?! Mænd!! (nåhr nej…mama!!)
 photo F13321B7-E051-4082-BEAF-5FCB46E126C7_zpsgldxojua.jpg

 photo CF329C92-9721-4AF9-B605-0F5E16AD783E_zps91mtklna.jpg

Vel hjemme efter mega sukkerchok i alle deres lækre ting inden hos Noise, fik vi slappet af Lilletut og jeg. Vi fik gearet ned og puttet. Vi sad helt tæt og så lidt ipad uden at snakke – og holdt i hånd. Vi lavede mad sammen (med ipad-bedste-vennen også) og spiste i ro og mag. Efterfølgende bad Lilletut igen om at sidde stille i sofaen og se lidt ipad. Og det fik hun lov til. Alt i alt virkede det som om hun havde sindssyg meget behov for bare at sidde tæt og afklimatisere – fra vuggestuen og fra at have boet hos sin elskede mama i 5 dage. Hun var så træt og faldt næsten i søvn på sofaen, men selvfølgelig livede hun fuldstændig op så snart tænderne var børstet, nattøjet på og hun var puttet inde i sengen. Så der begyndte kaos!

Jeg var for blød, for rørstrømsk og slet ikke bestemt nok. Jeg indrømmer det og føler mig som den dummeste mor. Jeg lod Lilletut kører mig (og sig selv) rundt i manegen ved at hente først det ene sovedyr så det næste, det tredje og det tiende. Så skulle hun se ipad, så skulle hun ikke, så skulle vi læse bog og så ikke. Det endte med jeg prøvede vores gamle rutine. Men det fungede selvfølgelig ikke ovenpå det virvar. Samtidig med alt det her blødte mit hjerte. Jeg græd indvendig og havde mest lyst til at tage hende op og knuge hende tæt ind til mig og fortælle hende hvor meget jeg elsker hende, og hvor ked afdet jeg er over situationen. Jeg føler mig skyldig. Jeg føler jeg ødelægger mit barn i denne skilsmisse. Jeg føler at jeg svigter hende. Og så kan man jo ikke fuldføre noget som helst, og da slet ikke et putteritual.

Efter at have prøvet at gå ud, hvor hun bare græd hjertesskærende og råbte: “MIN MOR”, “MIN MOR”, “MOOOOAAARR????” Så kunne jeg ikke mere. Jeg gik ind og tog hende op – hendes lille krop klyngede sig ind til mig – og så kunne jeg ikke andet end at tage hende med ind i min seng. Vi lagde os tæt og holdt i hånden, og hun fladt til ro med det samme (efter lige at have skreget på ipad i 30 sekunder) og faldt i søvn. Jeg græd. Tårerne trillede varme ned ad kinderne på mig, og mit hjerte skreg bare af smerte! Fuck hvor føles det ondt, umenneskeligt og pisse uoverskueligt at skulle igennem dette hver 14.dag! Og har Lilletut mon lige så ondt?? Tænk hvis jeg ødelægger hende indvendigt – tænk hvis hun allerede nu mister troen på folk. Tror at alle går fra hende. At hun bliver valgt fra og svigtet. Jeg føler virkelig at jeg failer så big time her! Tænk sig at splitte den familie som skal lade hende vokse op i harmoni og kærlighed fra begge forældre på én gang!

Fuck shit!

By the way – husk lige at I kan vinde denne lækre pakke HER

 photo 73d7e27b-9642-4743-a167-67f503b79bf7_zps1a749db7.jpg

Om at savne introvert eller ekstrovert

 photo 58B5F0D9-CF58-4B5E-A683-EA30237AEA24_zpss0pke8at.jpg

Jeg har en klog og sød veninde (altså jeg har faktisk flere) men lige Mathilde her fik mine øjne op for noget helt særligt, noget der bare giver mening på så sindssyg højt et plan at jeg får helt kriller i maven.

I en af vores mange snakke omkring min families sørgelige situation og hvordan jeg føler at jeg tackler det på – og hvordan jeg rent faktisk tackler det på nævner hun på et tidspunkt nogen begreber som lyder meget fancy’e og som jeg aldrig har hørt om før. Men det giver mening.

Jeg fortæller hvordan jeg har brugt første periode uden Lilletut; alene med mindst mulig kontakt med andre mennesker! Egentlig er jeg på en måde lidt skræmt over den måde jeg har valgt at tackle det på; altså bare at lade tiden gå hjemme i stuen med at være mig selv og ved at dimse lidt rundt. Ved at have nattøj på længst muligt, ved at sove længst muligt og ved at spise mindst muligt og drikke mest mulig kaffe. Ved knapt at gå ud og ved knapt at lade mig se af andre mennesker.

Jeg følte mig i den første periode (på de 5 dage) ikke rigtig alene til trods for at jeg var det det meste af tiden. Jeg følte det som om at dagene alene var nogen jeg kun havde lige nu og her. Som nogen der aldrig kom igen og som nogle jeg skulle nyde nu, nu, NU! Og jeg nød faktisk at være alene. Jeg nød at tiden gik i selskabet med mig selv. Jeg nød at føle at mine batterier blev ladt op selvom der ikke var nogen der ladte den op for mig! En surrealistisk følelse når jeg tænkte nærmere over det. Surrealistisk fordi jeg i de sidste år har lagt min lykke i hænderne på konen, forventet at hun ladte mig op fysisk og psykisk. At mine batterier kun kunne lades op af hende ene og alene.

Og hvilken skuffelse det mange gange i vores forhold har været, når det endnu engang ikke skete. Når konen endnu engang ikke formåede at gøre mig glad. Endnu engang ikke formåede at få mine batterier ladt op. Endnu engang ikke gjorde ting, der gjorde mig lykkelig. Hvor føler jeg mig egentlig dum når jeg sidder og skriver det, hvor føler jeg meget at jeg har smidt alt ansvar for mig sig og vores forhold væk – eller nærmere i hænderne på konen, et sted det aldrig burde lande, et sted det aldrig kunne overleve.

Jeg har et meget udadvendt job. Et job som fysioterapeut på et stort akut-hospital med mange tusind patienter og samarbejdspartnere dagligt. Et job hvor jeg skal være på, hvor jeg har ansvaret for mange menneskers ve og vel – og overlevelse. Hvor jeg holder styr på behandlingsforløbet for dem, hvor jeg er den optimistiske, støttende, hjælpende, tænkende og omsorgsgivende. Jeg er på – jeg er ekstrovert – jeg får energi gennem alle patienterne, kollegaerne, opgaverne, ansvaret og resultaterne. Normalt. Jeg er på og ekstrovert selvom jeg ikke ønsker at være det. Jeg er på og ekstrovert også de dage, hvor jeg blot har overskud til mig selv og KUN ønsker at være alene. I hele forløbet med knust hjerte og den alt overskyggende følelse af svigt og sorg har det været så umenneskelig hårdt og faktisk nedbrydende for mig at være så meget på på arbejdet. Jeg har tit grædt på vej derhen, grædt i omklædningsrummet og grædt når kollegaerne har spurgt til mig, for så at gå glad, smilende og totalt ovenpå ud og hente den næste patient! Det har revet mig itu indvendigt og gjort mig helt tom, men jeg har gjort det gang på gang, dag for dag, måned for måned.

I det lange forløb har jeg også i fritiden overdøvet mig selv med andre mennesker. Søgt andres selskab for at undgå mit eget. For blot at blive helt tanketom, følelsesløs og for at ende ud med ikke at kunne mærke mig selv. Ikke at vide hvem jeg er, vil være eller endnu værre var på vej til at blive. Jeg forsøgte mig med den meget ekstroverte tilgang til situationen, Søgte en masse sociale sammenhænge for så at føle mig forkert og ikke tilstrækkelig. Hvis jeg var derhjemme og lod tankerne flyve – efter Lilletut var lagt i seng og sov – begyndte panikken at brede sig. Åhh nej, nu var det blot mig og min tankespiral. En spiral der hurtigere og hurtigere kørte op i en spids og fik mig til at tænke at jeg var alene. At jeg ville dø alene. At jeg ingen havde og at det var FRYGTELIGT. Livet med mig selv var negativt og drænede min energi. Jeg var nød til at have nogle, at have en, at have en familie – ellers var jeg nul!

Troede jeg!!!

 photo 336154bc-4d85-44b7-993e-50da2c573b6c_zpse9c87382.jpg
For i denne periode og i den sidste periode på de fem dage uden Lilletut har jeg jo netop opdaget noget andet! Uden at tænke nærmere over det har jeg valgt at være alene. I starten tænkte jeg det lidt som en udfordring, som jeg bestemt ikke var sikker på at vinde. Men lige nu er det det eneste rigtige! Jeg kan virkelig mærke hvor meget jeg lader op efter de meget lange og hårde 10-11 måneder alene med mig selv! Jeg har brug for at dimse rundt, sidde med min computer, kigge ud i luften, tage lidt billeder af forskellige ting, rydde lidt op og kigge noget mere ud i luften. Jeg lader op alene – introvert! Jeg finder mig selv alene – introvert! Og jeg kommer igennem dette ALENE! Hold nu kæft det er stort!!! Hold nu kæft – jeg er begyndt SELV at tage ansvar for min egen lykke!!! Det er SÅ stort!

Mathilde fortalte mig nemlig om at være introvert og ekstrovert. Nogen begreber som den enormt dygtige forfatter og blogger Anna Skyggebjerg. Kender I hende??? Jeg gjorde ikke, men gør det nu og jeg skal helt sikkert følge hendes fede BLOG og læse hendes bøger! Det giver så god mening for mig, det hun skriver og den måde hun forklare introvert og ekstrovert på. Og hvor giver det bare MENINGEN i mit sorgforløb her. Hvor er jeg glad for at jeg fik puttet ord på, at jeg har mulighed for at putte mig selv, mine følelser og tanker i en eller anden form for kasse, begreb eller lign. Sådan er jeg nemlig. Det gør mig glad. Gladere!
 photo E8DE228C-304C-4256-A3BC-103597B6B91E_zpsc8j9kkka.jpg

Older posts