Regnbuefamiliens Pride – hver for sig!!

I denne uge er det Pride-uge her i København. Altså “Pride” som i “Copenhagen Pride” hvor bøsser, lesbiske, transseksuelle, biseksuelle (og andre seksuelle minoriteter hvis de findes) fejrer deres mangfoldighed og retten til at have en anden seksualitet. Det er her “VI” (freaks) laver diverse happenings på Rådhuspladsen – som jo skulle hedde (eller måske hedder??!) Regnbuepladsen – småfester en hel uge, viser vores børn frem om fredagen (hov, det er idag – Lilletut bliver så ikke vist frem!) og lader det hele kulminerer i et optog gennem Københavns gader om lørdagen (altså i morgen) med endestation på netop Rådhuspladsen, hvor der så er gigantisk gadefest med taler, koncerter, fadøl, bøsser i mavebluser, drag shows og bare pisse god stemning. Om aftenen er der diverse homo-fester rundt omkring i det Københavnske gay-natteliv.

IMG_2244

 

Forestil jer lige om det var “THE BOMB” da man var yngre, single, nybagt homo (oplært på fodboldholdet) og ikke havde nogen bekymringer om noget overhovedet!?!? Altså lige undtagen om man nu skulle spille seriøs fodboldkamp om søndagen?! (og det skulle man faktisk tit…hvorfor dævlen ligger man kvindefodboldkampe efter sådan en begivenhed, det burde give sig selv at ALLE på holdene jo skal med til de fester?!?!) Hold nu op…P A R T Y og KØDMARKED siger jeg bare!! Den søde Johanne (min yndlings IG-kæreste) aka Nutidensmor spurgte mig idag (eller var det igår?!) på instagram om jeg havde et billede der kunne hamle op med hendes lækre (og hun ER jo altså pæn) fortid som Cult-pige i lårkort rød palliet-nederdel…og tro mig…havde mine veninder dengang været ædru nok til at håndtere et kamera, så kunne et sådan billede helt sikkert findes her. Og ellers kan det formentlig tages på lørdag!!! I dare you (not).

Pride-optoget har altså altid været lig med veninde-lebbe-hygge (og NEJ ikke på DEN måde), øl og shots meget tidlig på dagen og udklædning (vores gruppe har altid været brude og gomme, og jeg var det ene “lege-fake-DUM-gravid” og det andet år rigtig gravid i 6-7 måned). En hyggelig begivenhed hvor vi altid først har set optoget gå fordi, og så danset med i enden på det og fulgt med ind på Rådhuspladsen, hvor festen så rigtig har taget fat.

iphone sep 284

IMG_2279

 

Sidste år da Lilletut var en baby på 8-9 måneder var jeg derinde med klapvogn, baby med hørebøffer og veninder med ligeså. Vi vinkede og flagede ivrigt til de andre regnbuefamilier, der gik med i optoget, men magtede ikke helt selv at gå med da det var et langt optog og altså en lang dag at stå op i. Og vi ER jo gamle damer! Med børn! Festen om aftenen blev også droppet – selvom der ikke engang var en fodboldkamp dagen efter (spild). I år…åhh ja…i år!!

IMG_5939

 

Vores lille regnbuefamilie er jo i en mærkelig undtagelsestilstand, hvor ingen ved hverken ud eller ind. Og i al fald kan vi ikke finde ud af at gøre noget sammen – konen og jeg. Konen skulle have været med til bare at se optoget med hendes veninder, men har måtte trække sig fra det pga….ja hvad ellers; en fodboldkamp. Til gengæld har hun så planer om at give den gas om aftenen (og natten og næste morgen hvis jeg kender hende ret!).

Jeg selv er blevet lokket i det pureste fordærv! En af mine gode veninder fik mig allerede for nogen måneder siden til at sige ja til en “Pride i optoget”. !! Og ja, så er det jo lige gået op for mig hvad “i optoget” helt præcis betyder! Det betyder at jeg så skal MED I OPTOGET! Ja, nogen gange er jeg åbenbart lidt fatsvag!? Så de damer (og den herrer) i morgen er jeg så en af de tosser, der står og gør sig til oppe på en af vognene! Åhh føler mig allerede nu som en abe i bur. Som en del af et freak-show der skal udstilles, og som “ALMINDELIGE” mennesker står og tager billeder af, vinker til og griner til (af?!). Jeg har det sgu pludselig lidt stramt med det. At jeg så yderligere også skal have stramt tøj på – i form af en lille laber stewadesse-sag – gør det bare endnu mere stramt! Min post-mor-fodbold-krop i mini-dress kommer helt sikkert IKKE til at pryde nogen Pride overhovedet.

Jeg siger ikke hvilken vogn, vi skal te os i, men hvis I ser mig så vink endelig og råb HEJ. Hvor lang min Pride-dag i morgen bliver vil tiden (og antal øl) blot vise. Men jeg har ikke i sinde at lade den fortsætte så længe som konen sikkert driver den. Åhh kan nemlig allerede nu ikke overskue næste uge med post-tømmermænd og konstant træthed. Kender I det alle jer seje singlemoms og moms??? Altså at man nærmest ikke magter på forhånd fordi det kræver i den anden ende?? Åhh gamle kedelige regnbue mig! (ps, Lilletut bliver passet af bedsterne både lørdag og søndag, så der er jo egentlig “plads” til det). Åhh!

Nåhr ja, Lilletut…

Egentlig er det længe siden at jeg har skrevet om Lilletut, altså sådan om hvordan det går hende. Der er gået totalt ego-depri-mor i den! Jeg ved ikke med jer, men jeg dedikerer lige aftenens indlæg til hende og alle de ting hun pludselig kan. Den lille trut som i den grad har vendt op og ned på mit – og vores – liv hjemme i lejligheden på Østerbro. Shit hvor er det bare overvældende at tænke tilbage. Og hvor kan jeg lige præcis i skrivende stund blive helt tung om hjertet og ked af det, når jeg tænker på hvor mange lorte-ting jeg har pålagt min elskede Lilletut i hele den hårde tid. Jeg har virkelig 100% oprigtigt syntes at det var den mest sindssyg hårde og umenneskelige ting at få barn, og jeg har slet ikke kunnet forestille mig hvordan nogen kunne være bund lykkelige. Jeg har brugt mange ord på bloggen her og har forsøgt at vende og dreje problematikken på flere måde som bla HER.

For tiden spekulerer jeg over om det mon istedet var forholdet der trak tænder ud fremfor Lilletut. Det er besværligt at få børn, men SÅ besværligt??

2014-08-21 16.54.05

Nå, L i l l e t u t og ikke ego-mor!

Hun er ikke en baby mere! Hun er jo en pige, en lille dame. En lille primadonna. Et fantastisk kærligt og bestemt menneske. En pige med fuld fart over feltet, krudt i røven og ikke en frygt i livet. Hun elsker at HOPPIIII ud fra ting. At klatre op der hvor alle de store skal klatre op. Hun vil prøve de store rutschebaner SEEEELV- MIIIIG, og elsker at tumle vildt med mama. Hun er drengepige! Og hvad ellers med to sådanne mødre?!
Og så snakker hun som et vandfald. (Som sin moar) Hun har bare flyttet sig så sindssyg meget sprogmæssigt her i sommerferien og over de sidste to måneder, at man snart ikke kender den lille pige længere! Hun kan gøre sig forståelig, og hun kan kommunikere i både sætninger og med rigtige ord. Vi er meget benovede i hele familien, for det er bare så surrealistisk at den lille baby, der først intet kunne, nu render rundt og snakker og omtaler alle ved det rigtige navn og kaldemåde. “Se morfar, et hul” siger den lille tut og peger på et hul i gulvet! Fantastisk at hun pludselig kan så meget.
Men sheisse et temperament den unge dame har. NEEEEEJ er stadig yndlings ordet, og MIIIIIIIG, MIIIIIIIN bliver brugt meget tit i “leg” med de andre børn. Jeg prøver sammen med pædagogerne i vuggestuen at få hende til at lære at dele og sige ja. Det holder lidt hårdt 🙂

2014_ 8_16_20_10

Hun løber, går, hopper, kravler, klatre, cykler og tumler. Hun elsker sin løbe-cykel og hendes bObles dyr. Fys-moren er yderst tilfreds og elsker at se hende udfolde sig.

Brillerne går dog ikke særlig godt. hun nægter at tage dem på, endda selvom at en af pædagogerne i vuggestuen har fundet hendes læsebriller frem fra gemmerne, for at lege “briller” med hende. Jeg tror desværre at I søde læsere har ret; dem hun har er for tunge, glider ned over næsen og sidder bare for dårlig fast på hendes ansigt. Konen og jeg har aftalt at vi ved førstkommende mulighed køber de der fancy dyre gode nogen til hende. Nåhr ja, hvad skulle man dog ellers bruge ens penge til…

Kan I huske alt bøvlet med vuggestuen? (ellers så læs her, her, her og her) Lilletut elsker sin vuggestue, og hun elsker alle medhjælperne og pædagogerne. Hun savner den pædagog vi havde vores problemer med, og det gør vi faktisk også. Når jeg skriver “savner” så er det fordi, at den pågældende pædagog desværre har været sygemeldt i et par mdr nu. Tror den gode sommerfest i juni var sidste gang jeg så hende. Jeg har det sgu dårligt over at jeg evt har været med til at få hendes bæger til at flyde over. Lidt stik i hjertet lige der. Tilgengæld er der kommet en mandlig pædagogmedhjælper i stedet som Lilletut ELSKER! Som i virkelig elsker!! Hun hujer efter ham hver morgen, og sidder altid ved siden af ham, på hans arm eller leger med ham når man kommer for at hende. Vi snakker også tit om ham derhjemme og siger hans navn højt – meget højt! Hviiiiin første forelskelse!

Jeg tør ikke skrive det; men gør det lige alligevel. Jeg VED jo godt at hende Karma der er efter mig alligevel! So here it comes… Hun sover bedre! Lilletut altså, og selvfølgelig ikke i nat, men ellers! Nogen gange er jeg kun derinde før jeg falder i søvn og så først igen når hun vågner ved 05-tiden. Succes og overskud!!
På Riget så alle prøver omkring hendes lunger fine ud, så ingen cystisk fibrose, cilijedyskinesi eller lignende. Hurra. Og så er vi stoppet en periode med at give hende hendes astma medicin…og hmmm kunne det havde en medvirken til hendes bedre søvn?!?

Lilletut har det godt. Hun stortrives og reagerer ikke rigtigt på det der foregår mellem konen og jeg. Ellers dvs lidt gør hun jo. Når mama har passet hende, skal hun lige bruge en dag eller to på at forstå at mama ikke er der længere. Det gør ondt i hjertet når hun kalder på mama i et hjertetsskærende hyl og går rundt og leder efter hende i stuen. Lille pus altså!

2014_ 8_26_19_12

Så stod kroppen af!

Jeg ved ikke om jeg har fortalt det nogensinde herinde, men jeg har tastet lidt om det på instagram en gang. Jeg har i mange år haft nogen ret voldsomme (og ubelejlige) mave/ryg-smerter. I tiden op til og under min store depression for en 4-5 år siden var de ekstra slemme og eksploderede nærmest i anfald flere gange ugentlig. Anfald der gjorde at jeg tit ikke kunne andet end at ligge i forsterstilling og græde af smerte. Ingen læger, speciallæger eller hospitaler kunne finde ud af hvad jeg fejlede. Smerte-anfaldene startede nemlig helt tilbage i folkeskolen, var væk nogen år og kom tilbage i gymnasietiden for så at forsvinde igen en del år. De dukkede så relativt mangfoldigt op efter mit højskoleophold, da jeg var flyttet til København.
Efter at være blevet undersøgt i alle leder og kanter (!) fik jeg stillet diagnosen “Kronisk pancreatit” som er en kronisk betændelsestilstand i bugspytskirtlen. I princippet en ret alvorlig sygdom – en mange alkoholikere får og dør af – men en sygdom der ikke passede 100% på mig, men var bedste bud fra hospitalets side. Diagnosen gjorde at jeg ikke måtte drikke alkohol længere, da den skulle være med at til at give cyster i bugspytskirtlen og altså være med til at holde betændelsestilstanden aktiv og være nedbrydende for vævet.
Jeg stoppede med alkohol i en tid hvor alt mening med livet nærmest var at tage i byen og drikke med veninderne. Hold nu bøtte hvor fik jeg eksistentiel krise! Hvor har jeg gået tudende hjem fra mange fester i top deprimeret tilstand og bare følt mig SÅ forkert.
Mavesmerterne medførte depressionen konstaterede min egen læge og lægen på hospitalet. Ærgerligt selvfølgelig – men fuldt forståeligt! At gå med så mange smerter, som intet medicin kan fjerne, giver de fleste patienter en depression før eller siden – min var så kommet nu!

At min krop ikke psykisk kunne klare smerterne blev forklaringen for mig! Sikke et skvat-hoved der ikke engang kan klare smerte! Taber-mig! Jeg var virkelig deprimeret og meget lang nede – pga smerterne var jeg da helt sikker på. At jeg samtidig skulle lyve for resten af familien (havde mine forældre bestemt) mht at jeg var begyndt med pige-kærester, var da bare en træls kombination!! På det tidspunkt boede jeg sammen med min første pigekæreste, men når jeg talte med mine bedsteforældre i telefonen, måtte jeg altid lyve og sige at jeg lå med mine smerter alene. De var SÅ ulykkelige på mine vejne, og jeg fik helt (endnu mere) ondt i maven (og i hjertet) af at skulle lyve så meget for dem. Og hold nu op hvor skulle jeg også holde tungen lige i munden, hver gang jeg skulle fortælle noget om min hverdag – for min pige-kæreste skulle jo holdes udenfor og detaljerne skulle twistet til noget jeg kunne gøre alene. Det var hårdt!

I alle årerne før konen og jeg begyndte at snakke med en terapeut (ca 5 år) har jeg ikke tvivlet et sekund på at mine mavesmerter forårsagede min depression. Det gør jeg nu! Terapeuten fik nemlig mine øjne op for at det formentlig er omvendt! Alt andet ville være underligt!!! At undertrykke ens følelser, ens egen person, ens accept og ens glæde i mange år kan nærmest ikke give andet end smerte. På sjælen og kroppen! Det føles så sindssyg rigtigt at forklaringen skal findes i mit sind allerførst end som i kroppen. Og alle de mange undersøgelser min krop fysisk har været igennem, kan da også bevidne at den ikke fejler noget!!!!!

I dag søndag – efter to uger alene med Lilletut; To uger med konstant afbrudt søvn, sent i seng og tidligt op, bekymringer om at huske alt omkring Lilletut, fysisk go fra tidlig morgen til sen aften, fortvivlelse over forholdet, og ikke to sekunder til at gennemtænke og gennemføle min situation – ja så er min krop i dag stået af. Mine mavesmerter er braget tilbage og har henvist mig til sengen, varmepuden og de smertestillende der ikke virker godt nok! Min krop kan ikke hænge mere sammen og mit hovedet kan snart ikke tænke mere…eller dvs det springes snart med alle de tanker der gerne vil ud. Jeg vil have ro og fred til at tænke. Ro og fred til at mærke.
Så ja, som flere af jer utrolig søde og gennemskuende læsere har kommenteret, så JA, jeg har brug for at være mig selv herhjemme. Ikke mig selv ude på en bænk i Fælledparken eller i en stol på Baresso, mig selv herhjemme i lejligheden hvor jeg kan dimse rundt, tænke og mærke i VORES miljø. Vores, som måske ikke er vores ret meget længere!!
Jeg har brug for at tage mig lidt af mig selv. Min krop har brug for at jeg tager mig lidt af den! Hvor er det vildt at man (jeg) kan glemme og negligere mig selv så meget, at det er min krop der er nød til at stå af før jeg stopper op!!
2014_ 8_ 7_22_ 1

Parterapi – alene

Thank God its Friday siger Instagram endnu en gang! Denne fredag kan jeg være lidt mere med. Jeg arbejdede sidste søndag og synes det har været en hård, lang og travl uge, så JO; THANK GOD ITS FRIDAY! Endnu mere fordi jeg har fri. Og Lilletut er i vuggestue. Hold nu bøtte hvor jeg nyder det, eller skal til at nyde det, for dagen startede med noget jeg både har frygtet og set frem til på samme tid.
Parterapi. Uden konen!
2014_ 8_22_10_ 9
Jeg har før holdt det lidt hemmeligt, at konen og jeg gik i terapi. “Lidt” fordi jeg har nævnt at vi har snakket med “en klog dame” (fx i indlægget her), men stadig lidt hemmeligt fordi jeg jo altså ikke har kaldt en spade for en spade og sagt “Hej, vi går i parterapi fordi vi har det pisse svært sammen!”. Dette har både været af hensyn til konen og mig selv. Helt personligt har jeg altid syntes det var mærkeligt med parterapi. Hvis man har det så dårligt at man ikke kan snakke sammen længere, så hvorfor overhovedet bruger tid og penge på at snakke med en anden om det. Langt de fleste går vel alligevel fra hinanden. Waste of money you dont have! Og så er det vel også lidt et tabu. Hvorfor skildre med at man har et problem. Et så stort problem så man er nød til at have professionel hjælp!?

Men jo, konen og jeg har været så langt ude i tovene i vores forhold at vi (eller faktisk min svigermor) skrev til en familieterapeut tilbage i januar og bad om hjælp! Min kone havde gjort noget lort, svigtet mig på det groveste og vi kunne ikke komme videre. Jeg var så fast besluttet på at det skulle være os, selvom jeg stadig havde SÅ ondt indvendig og følte mig SÅ svigtet at jeg slet ikke kunne være et helt (og normalt) menneske. Jeg havde ikke flere ord, og tyede lidt for ofte til at blive lidt voldsom overfor konen og råbe MEGET højt. Ikke holdbart for nogen. Hjælp udefra skulle der til.

Vores søde og ret kloge dame – aka parterapeuten – fik åbnet op for ordene. Og tårerne. Hold nu op hvor har jeg grædt meget HVER gang vi har været der. Og drukket enorme mængder vand. Heldigvis fik konen også lukket op, og vi har efter en del besøg fået åbnet endnu mere op, fundet ting at arbejde med både sammen og hver for sig. Man kan godt sige at vi fandt hinanden igen til terapien. Til en vis grænse i al fald. For i og med vi nu er endt hvor vi er, kan I jo nok gætte at alt ikke bare gik rosenrødt slag i slag.

Aftalen i dag var således egentlig en gammel aftale for os begge to. Først prøvede jeg at få konen til at tage afsted alene, fordi hun lynhurtigt kørte fast i det her “bo-hver-for-sig” projekt. Dét ønskede hun dog ikke, og jeg måtte indse at jeg kun kan forsøge at fikse mig selv. Hvor end jeg gerne ville tage fuld ansvar for konen og hendes lykke – i stedet for og på bekostning af min egen lykke – må jeg indse at man kun kan og skal være sin egen lykkes smed. Jeg har ansvar for mig selv, og konen har ansvar for sig selv! Og det er svært for mig. Jeg vil så gerne gøre andre glade så jeg er mere end villig til at mærke efter hvad jeg selv vil. Det er nemlig for mig nemmere ikke at tage beslutninger udfra egne følelser og ønsker. Sad but true – og det gælder alt lige fra forhold, til tøj til aftensmaden.

Men hold nu op hvor får man meget ud af at gå til terapi hvis man tør. Det er hårdt og på vej derhen tænker jeg altid at NOOOO jeg magter ikke at græde lige om lidt. Jeg prøver altid at lade være med at lade følelserne få frit løb, men det kan jeg jo ikke – og det er vel også det der er meningen. Alt skal ud så en professionel kan se det ovenfra og komme med råd og vejledning uden at have aktier i nogen af parterne.
Hos mig er den nuværende situation “sort-hvid” “enten-eller”. Kan vi eller kan vi ikke være sammen som kærester (eller ægtefolk som vi jo er)? Jeg tænkte da jeg gik op af trappen hos den kloge dame: “shit, om en time er det enten-eller”!
Men det var det ikke. Jeg fik snakket meget, luftet en masse betragtninger og følelser og grædt selvfølgelig. Men gik derfra med en løsning jeg end ikke havde forestillet mig var professionel smart og overhovedet mulig. Men jeg gik samtidig mere lettet derfra da jeg mærkede efter. Løsningen som jeg skal have fremlagt for konen er ikke sort-hvid. Den er ikke enten-eller. Og den kræver tid (meget længere end 3 uger), åbne kort og kommunikation. Den kræver at vi begge skal give og tage, og at vi begge skal finde ud af at fungere. I hverdagen, i fremtiden.
Når konen er involveret i den eventuelle plan/forslag og vi har taget stilling til om det skal prøves af, skal jeg nok fortælle jer om det. Indtil videre må I vente i spænding.
2014_ 8_22_10_ 9 (1)

Tankespind

Kender I det med at være ret naiv og tænke at det hele nok skal gå? Ja faktisk kan man få sig selv ret godt overbevist om at tingene da nok skal flaske sig for én… At man da NU (for helvede) må have lidt nok og været igennem nok prøvelser og smerter til at det da MÅ være ens tur til bare at have en lille flig af held i livet?!
For så at finde ud af at JA man var bare naiv (og sikkert også dum)!

Og har I så prøvet at tænke at nu må lavmålet af held i kærlighed været nået, så nu må der været geniale chancer i spil? Hvorefter man er dum nok til at gå med i af de der super åndsvage lorte-reposts konkurrencer på IG, fordi NU (for helvede) må kære C da for dævlen trække mit insta-navn op af hatten? For så bare at finde ud af det så heller ikke var dér heldet lå gemt?!

Det har jeg. Altså både det med held, kærlighed og spil. Hvor kan heldet ellers ligge gemt? Når man åbenbart ikke har held i noget af det, hvad er der så tilbage???
I wanna know! For jeg må være så utrolig god og heldig i netop dét!

Jeg havde egentlig tænkt mig at springe et depri indlæg over idag, for ikke at suge alt livsmodet ud af jer. Men så sidder man efter en lang dag på job, en lang og sprudlende eftermiddag og aften med Lilletut (hvor der faktisk var masser af glæde og livsmod og energi) og mærker alt ens energi og glæde stille og roligt sive ned mellem gulvbrædderne og forsvinde væk, helt væk. For dævlen – og så kan jeg altså ikke få det indlæg om Lilletut, jeg ellers havde påtænkt mig at skrive, ud over tasterne. Jeg er bare så fandens impulsiv og driftstyret at jeg ikke kan abstrahere fra mine følelser. Pisseirriterende – hvis jeg lige må bande en gang (til).

Og hvis I lige skal have lidt historie (vigtig viden, ligegyldig info) så var det lige præcis derfor jeg startede bloggen for snart et år siden. For at få nogen af mine mange impulsive tanker ud, så de ikke dannede totalt tankespind inde i mit hovedet. Og netop derfor bliver mine indlæg tit meget tekstlange, noget forvirrede og som en sød blogger (Maria aka Slinky Piinky – der blogger her) beskrev det: “som en hvirvelvind”! Og ja sådan skriver jeg nok – fordi sådan er tingene inde i mit hovedet; fyldt med indskudte sætninger, sarkasme, ironi, distance og alt for meget ærlighed og intimitet. Jeg prøver virkelig at tøjle mit tankespind her, så I kan følge med, men hvis jeg hvirvler for højt så hiv mig lige ned igen ikk’ (tak)!
Af præcis samme årsager kan jeg heller ikke skrive indlæg for at gemme dem i bunke og poste senere. Det er bare så lidt mig. Jeg føler mig utro mod mig selv, hvis jeg ikke poster og skriver om lige netop DET der trænger sig på i øjeblikket. Om det er godt eller lortet må tiden vise – eller I fortælle mig?!

Hvorom alting er (jeg elsker bare det udtryk!) i aften er jeg sgu noget depri over hele situationen, så må lige udskyde det der indlæg om Lilletut og alle de ting hun kan nu – hun er jo en lille pige nu! En dygtig en af slagsen endda! Ego-mor!
2014_ 8_20_21_27

Older posts