Mor eller mamas dag??

Post-Riget-tanker (og nej ikke post, som i post!)

Det blev et langt indlæg sidst, og jeg undskylder at fingrene løb af med mig på tastaturet, men pludselig væltede der bare ord ud, som ikke kunne bremses. Jeg tror, at jeg kan love, at det bliver kortere i dag – jeg skulle jo nødigt kede og/eller miste nogle af jer. Går ud fra at de manglende kommentarer på indlægget, ikke betyder at I ikke læser med – for det kan jeg jo se at I gør. Heldigvis 🙂 Blev det mon for personligt eller måske for langt til, at man orkede at skrive noget bagefter? Hov nu når jeg tænker mig om, så svarede mange af jer jo på IG, og selvfølgelig skriver man ikke sin kommentar to steder. Faktisk gav virkelig mange af jer mig en kommentar og tanke med på vejen, nu bliver jeg helt flov over jeg NÆSTEN glemte det. Det betyder faktisk alt, når I smider en kommentar her eller på IG, det gør mig glad ind i hjertet og følelsen af “Det skal nok gå” dukker op.

2014_ 5_ 9_20_58

Ikke fordi jeg på nuværende tidspunkt kan overbevise mig selvom, at der ikke er noget galt med Lilletut – det er jeg for stor en pessimist til – men fordi jeg tænker, at andre har overlevet værre eller lignende ting. Og så føler jeg mig ikke alene; udover konen, min søster og familien, har jeg så mange dejlige veninder, kollegaer, bekendte, følgere og læsere der vil hjælpe mig igennem eventuelle umulige tider. Men jeg er pessimist. Direkte arvet fra min farfar og min mor. Jeg er mester i at tage sorgerne på forskud, og nærmest opbygge en angst for noget, der ikke nødvendigvis vil blive en realitet. Spild af tid i mange tilfælde, og spild af mavepine, kvalme og ulykkelighed. Konen er heldigvis helt modsat og prøver at tale mig til fornuft, når jeg kommer for langt ud. Ret essentielt at have en, der hiver en den modsatte vej, men i de mørke aften og natte timer når jeg ligger og ikke kan sove, får tankerne alligevel frit løb.

TÆNK NU HVIS…

Helt ærligt min umiddelbare tanke er at jeg ikke har noget liv uden Lilletut. Hun er alt. ALT! Men en sej instagram-mor (Lisbeth) fik mig på andre tanker – TAK! Tænk at være så stærk, som hende (Lisbeth), at kunne give råd til andre (mig) i blot potentiel svære situationer, når man selv bakser med et sygt barn og noget der formentlig er værre. Overskud! Respekt! Lisbeth; håber du læser med, du er sej!

2014_ 5_13_22_ 1

Selvom der blot er gået en lille uge siden besøget på Riget og opringningen omkring prøverne, der fik det hele til at ramle for mig, er der virkelig løbet mange tanker gennem hovedet på mig. Som i rigtig mange – og i mange retninger. Forskellige retninger også. Det der især har fyldt, er spørgsmålet om Lilletut skal tages ud af hendes vuggestue og flyttes til en dagpleje?? Lægen snakkede om det, og pludselig kan jeg ikke huske, om hun sagde at vi burde/skulle gøre det, eller om vi kunne overveje det. Irriterende og typisk at jeg ikke husker det nøjagtigt. Er det et spørgsmål om hendes sundhed, ve og vel samt overlevelse, så er der selvfølgelig ingen tvivl, så må hun skifte. Men hvis det blot er noget vi kan overveje, så er jeg altså meget i tvivl. Og det er konen også. Vi har det nemlig også meget ambivalent med vuggestuen. Vi er nemlig i bund og grund blevet rigtig skuffet over den talrige gange. Så skuffede at vi i fredags satte os ned og skrev en lang mail til lederen. Ikke en decideret klage men nærmere en opsummering på vores uheldige oplevelser og vores mavefornemmelsen af stedet. Lederen har med det samme indkaldt os til et akut møde, så det er vi meget spændte på. Jeg havde dog en rigtig god snak med pædagogen på stuen idag omkring mailen (hun var blevet informeret af lederen) og fik heldigvis opklaring og afløb for mange af tingene, så det hele er ikke så akut for mig længere. Jeg hælder nu mest til at hun bliver gående i vuggestuen, men konen vil have hende væk derfra. Det skal siges at Lilletut har lært SÅ meget i vuggestuen. Hun snakker mange mange ord, og forstår faktisk alt vi siger til hende og beder hende om. Hun er motorisk langt og er vovet på den helt tilpasse måde, og så har hun en gruppe på 4 jævnaldrene,som hun leger fantastisk med, og de store på stuen, som hun også leger og lærer så meget af. Særligt de sidste dage har hun haft det så godt og været så glad. Dilemma!!

Hvad gør man? Hvad havde du gjort i vores situation, og hvad er din holdning til vuggestue og dagpleje? (Hvis hun skal i dagpleje, skal hun i en flerbørnsdagpleje, der ligger rundt om hjørnet fra vi bor (kræver dispensation fra kommunen).

2014_ 5_13_22_ 3

   

4 kommentarer

  • Kender alt til at bekymre og tage sorgerne på forskud. For mig bliver det brugt som en slags forsikring. Så føler jeg at jeg har hånd om tingene, men det kan man jo ikke altid have.. Nå.. Herhjemme er vi så absolut til dagpleje! Elsker konceptet med det er så hjemligt og intimt. Håber lillebror skal i samme dagpleje som storebror var 🙂
    Kh Henriette // blondinemor

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine

      En slags forsikring lyder faktisk meget reelt…ikke at man altid kan have styr på alting, men så har man da forsøgt. Måske er det også lidt sådan jeg har det… Så har jeg forsøgt at tage kontrollen… En god dagplejer må også bare være som ar have en ekstra bedste 🙂
      KH Kat

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Med to børn med immundefekter ved jeg præcis hvor du er!
    Vores begge gik i vuggestue og den yngste gør stadig. Vi fik også “I bør overveje om vuggestue ikke skal udskiftes med en dagplejer”-samtalen to gange. Men vi overvejede, og som jer havde vi bare nogle punkter hvor vi var utilfredse. Så utilfredse jeg faktisk havde klaget – officielt – 3 stk. – uofficielt havde jeg påpeget flere ting jeg var utilfreds med.

    Vi skiftede samtidig leder i vuggestuen 3 gange i den tid mine børn har været der (og vi kan nå en gang endnu..) så jeg hældte meget til at hive mindstebarnet ud, når størstebarnet skulle i børnehave. Jeg undersøgte markedet, både for vuggestuer og dagplejere OG private dagplejere. Vi var ude og snakke med et hav af faglige mennesker.

    Vi blev enige om at tag en lang snak med lederen. Og aftalen blev med dem da vi fik snakket ud om alt, at havde vi ikke oplevet en forbedring inden for 3 måneder (som føles som for EVIGT, hvis man er utilfreds her og nu), så ville de hjælpe med at finde en anden plads til vores datter.

    Der var flere der havde klaget over det vi også havde klaget over, så den der blandt andet var genstand for vores klage blev afskediget og al det vi var utilfredse med blev der faktisk rettet op på.
    Vi endte samtidig med at kigge på vores datter “Er hun ked af at komme afsted? Vil hun have gavn af at flytte institution? At skulle finde nye venner? Samtidig har hun været så glad for de andre voksne – er det så ikke i virkeligheden et svigt hun oplever, når vi fjerner hende?”
    Der gik så mange tanker igennem vores hoveder, at vi til sidst var helt rundtossede. Pladsanvisningen tilbød os også en plads i en anden vuggestue – men pludselig blev jeg bange for “aben fulgte med” .

    Puha det her bliver helt rodet kan jeg mærke – Men overvej grundigt. Min datter har 7 måneder i vuggestue – og det er pludselig blevet et sted, jeg synes er rart at komme – vi skulle bare have forventningsafstemt og skabe fælles front, for hvad der er bedst for netop vores barn!

    Kh. Pia

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine

      Hej Pia, du må undskylde at der skulle gå så lang tid før jeg svarede på dit fine og lange svar! Jeg har faktisk tænkt rigtig meget på dig og dine børn, siden du fortalte at de havde en immundefekt. Det lyder virkeligt som om vi har det meget ens!! Og det lyder som om I har grebet det rigtig fornuftigt an. Kan læse at jeg har det meget ligesom dig! Jeg er helt sikkert også bange for at sygdommene følger med, hvis vi flytter hende. Jeg er virkelig i tvivl om hvad den bedste løsning er. Bare man lige kunne spole tiden frem, og se hvordan det vil gå… Jeg er meget impulsiv – hvilket ikke altid har en heldig udgang. Så jeg er endnu mere obs på om det bare er fordi jeg vil prøve noget nyt, at jeg tænker på at finde en dp i stedet.
      Jeg synes det lyder som en god ide med en periode, hvor man ser tingene i vg an…og så beslutter derfra. Den tager jeg med mig!! Vi skal have en snak med lederen (som dog hele tiden smyger sig udenom) og pædagogerne igen, og så tager vi samtalen på riget i august med…og så beslutter vi det endeligt!
      Dog siger min mavefornemmelse mig – lige nu – at hun skal blive der. Hun virker til at trives….

      Hvor er jeg glad for din kommentar 🙂

      Tak

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

 

Næste indlæg

Mor eller mamas dag??