Når følelsen blot er utilstrækkelighed – og skuffelse!

Hvad gør man så? Når man ikke helt kan afgøre, hvilken en af følelserne der råber højest. Når man ikke kan finde ud af, om man virkelig er Verdens Dårligste Mor? Og den eneste tarvlige forældre der arbejder hele 16 LAAANGE km væk fra barnets vuggestue? Den eneste der åbenbart ikke er på deltid. Og den eneste der åbenbart ikke er født med en guldske i røven, så man kunne have sluppet for at arbejde og på den måde både kunne aflevere kl 10 og hente igen kl ca 13.30??

2014_ 5_28_20_42

 

Helt ærlig; vågnede kl 04.10 i morges. Tog Lilletut over i vores seng, og blundede herefter indtil kl 04.30 hvor Lilletut selv stod op. Mamas vækkeur ville have ringet ca 04.45 men hun stod op med Lilletut, da det nok ikke ville gå så godt, hvis Lilletutti selv skulle klare morgenrutinerne. Da mama kørte ca 05.10, så Lilletut og jeg lidt Baby Einstein og stod op kl 05.30. Herefter hyggede vi med havregrød, duplo, dukken og dukkevognen samt astma-masken og tænders børstning. Vi havde en rigtig hyggelig normal morgen (okay ikke alle tingene var lige hyggelige), og moren (altså mig) var glad og fyldt med energi til den kommende dag – og de kommende patienter på hospitalet. Vi pjattede lidt i bilen hen til vuggestuen, løb ind da vi havde taget lidt for lidt tøj på til den kolde morgen, og hyggede med hænder-vaskningen på stuen. Fryd og gammen – indtil Lilletuts pædagog lige synes, at hun skal bringe op, i det jeg skal til at gå, hvad det er for noget, jeg har snakket med hende den anden pædagog på stuen om?!

Allerede her kan jeg mærke på mig selv, at jeg bliver lille dumme Katrine, der nærmest undskylder for alt på forhånd. Fortæller hende lidt stammende, at jeg havde spurgt den anden pædagog om det ville være okay at prøve at hente lilletut til “normal tid” igen. Både konen og jeg havde nemlig lagt mærke til, at det bare gik så meget bedre med hende, og at hun stortrivedes derhenne. Hun hyggede sig, og nu da de lukker nede i gården, vil hun sjældent med hjem, da hun bare elsker at lege i sandkassen. Jeg fortalte at jeg jo brugte min ferie på at hente hende før, og at det ikke var noget, der kunne holde meget længere. Pædagogen fra i mandags sagde, at det lød helt fint, og at de også havde lagt mærke til at det gik bedre, så selvfølgelig kunne vi prøve det….. Det var hende fra idag så bare slet ikke enig i. Åbenbart. Hun synes nemlig at Lilletuts dag i vuggestuen fra ca 07.15-16 er ALT for lang, og at små børn generelt slet ikke skal være i institution så længe. Jeg prøvede at fortælle, at vi netop synes, at hun hygger sig også om eftermiddagen og at hun slet ikke vil med hjem. Men DET var ikke en god grund; små børn har ingen tids fornemmelse og fordi de ikke vil med hjem, betyder det ikke at de har det godt! Og at vi plejede at blive lidt på legepladsen og lege lidt videre med Lilletut var også forkert. På den måde kom der alt for mange mennesker på legepladsen, og det var ikke hensigtsmæssigt!

2014_ 5_28_20_49 (1)

Nånå!

Jeg prøvede at forklare, at det hjemme hos os er mig, der hiver pengene hjem, og at vi altså ikke har råd til, at jeg skal gå så meget ned i tid. Vi har næsten ikke engang penge nok til hverdagen, som det ser ud nu, så jeg kan slet ikke forestille mig at tjene mindre. Til det svarede hun blot at studier har vist at børn har det bedre sammen med deres forældre, og at det er synd for dem at være så længe i institution!

Jamen fedt-fedt; jeg elsker da også tanken om at mit barn skal være i en stor gammel bakterie-bombe 8 timer om dagen, og at jeg betaler i dyre domme for det oven i købet. Jeg elsker at andre mennesker har hende alle de “gode” timer om dagen. Og jeg elsker da også bare, at dem som passer hende i så høj grad virker, som om de gider bruge tid på hende!! WTF!

2014_ 5_28_20_42

Da jeg sad ude i bilen og satte motoren i gang, kom det hele pludselig bølgende – utilstrækkelighed og skuffelse (og en klump i halsen).

Utilstrækkelighed for ikke at have succes som mor, forældre og forsørger. Utilstrækkelig som menneske, og helt og aldeles utilstrækkelig som havende ansvar for et andet lille menneske.

Skuffelse over at føle modarbejdelse, manglende forståelse og vilje til at sætte sig ind i vores sag. Som en der bare skal spytte penge i deres kasse, men helst holde mit barn hjemme så de ikke skal bruge tid på hende. En stor skuffelse over at føle, at have en plan med en pædagog for derefter at blive haglet ned som lorte forældre af den anden. Kæmpe skuffelse over at de ikke vil hjælpe os – hjælpe os til at finde en holdbar løsning for familien, os som forældre og for Lilletut selvfølgelig. Og også en kæmpe skuffelse over at de ikke ser hele hendes uge som en helhed. Hun bliver tit afleveret sent og hentet tidligt når mama eller jeg kan. Hun bliver holdt hjemme flere dage i træk hver mdr når bedsteforældrene er her, og afleveret sent hver gang jeg har senvagt. Helt ærligt det er en halv time der skiller os ad de øvrige dage. 15.30 er godt – kl 16.00 er FORFÆRDELIGT!!

2014_ 5_28_20_42

Mens jeg kørte afsted på motorvejen blev jeg sq opgivende. Hvordan kan det nogensinde gå for konen og jeg? Hvis det her ikke er godt nok, hvad så hvis vi skal have to børn. Og hvad så hvis konen skal have den uddannelse hun så gerne vil have? Hvordan skal vi så nogenside få råd til husleje, bil, mad og bleer? Og tøj og sko til Lilletut? For ikke at sige noget som helst til konen og jeg (vi er allerede nedprioriteret i forvejen)? Når kollegerne så snakker om ny cykel, ferier, computer og ipad, og alle dem på IG flasher kubus stager i massevis, træ aber, mac books, string hylder osv osv, ja så bliver jeg sq deprimeret. Som i ægte deprimeret med en klump i halsen og lidt blanke øjne.

Hvis vi skal have det hele til at løbe rundt, skal vi nok snarere arbejde MERE – og det må så blive mig, for konen kan blot lægge “interesse-timer” i skxxx butik (bvaaaar)!! Hvordan skal vi/jeg så nogensinde kunne hente søde (og stakkels) Lilletut tideligere?? Det er sq op ad bakke. Stress, stress og totalt dårlig samvittighed. Hvordan kan nogen nogensinde ikke forstå hvorfor familierne går i opløsningen, forældre går ned med stress og depression??

2014_ 5_28_20_49

 

Flere af mine kolleger har deres barn/børn i institution præcis lige så længe som os – og nogle endda en del længere – men uden at få på puklen over det. De fleste har det bare så skønt med at deres barn bliver passet, og føler de har en god dialog og forståelse med deres pædagoger. Jeg føler mig bare som en lort og utrolig dårlig mor. Jeg føler mig misforstået, og jeg bliver ked af at de modarbejder i stedet for at hjælpe. Jeg har lyst til at tude og skrige alle vores problemer og udfordringer ud til dem, og skrigende spørge hvordan de lige selv vil klare det? For helt ærligt det vil jeg gerne vide? Jeg kan jo tydeligvis ikke selv finde ud af det…

Baggårdsbabyen

Endnu en gang tak for jeres tanker og synspunkter til mit sidste indlæg omkring Lilletut og dagpleje >< vuggestue issue’et. Vi var vist alle sammen relativt enige, men alligevel har jeg kunnet tage en masse af jeres tanker med. Indtil videre (man ved aldrig med os) er planen, at hun fortsætter i vuggestuen. Nu er det jo også sommer, og de er en masse på legepladsen – og det elsker hun. Meget! Så meget at hun ikke under nogle omstændigheder vil med hjem, når jeg kommer susende med dårlig samvittighed for at hente hende kl 15.30. Hun skriger og laver flitsbue – også selvom jeg prøver at trække den længst muligt, og både kigger på hende lege og leger med hende.

Vi kan mærke at pædagogerne har snakket om det hele, og at de tager sig lidt ekstra sammen med hensyn til at få bleerne skiftet og melde tilbage, hvad hun har lavet i løbet af dagen. Alt i alt er stemningen rar. Mødet med lederen må vi have stablet på benene, hvis hun nogensinde får tid. Og så vil vi fortsætte den meget åbne tone, og fortælle dem omkring vores ønsker og forventninger, så der ikke kommer nogen misforståelser på den konto. Og så er det jo i sidste ende Rigets Lungemedicinske afdeling, der får det allersidste ord til august. Hendes helbred gambler vi selvfølgelig ikke med mod lægernes råd.

2014_ 5_22_22_50

 

En af de gode ting ved Lilletuts vuggestue er nemlig også børnehaven 🙂 Virkelig søde og åbne pædagoger i en udflytterbørnehave, der kører i bus til Allerød hver dag. Jeg er vild med tanken om, at hun skal være ude hver dag, og kan boltre sig på græs og i skov deroppe. Græs og skov er jo ikke det hun ser mest af herhjemme.

2014_ 5_22_22_50

Vores lille bitte baggård er der sq ikke meget at skrive hjem om. Helt ærligt; kan Københavns kommune virkelig være tilfredse med at nogle børn – og voksne – skal vokse op i en sådan elendighed? Jeg brækker mig hver gang, der bliver prædiket grønt miljø, frisk luft og børn der bare skal ud og røre sig… Øh, i vores gård er det vist mest af alt muligt at få set asfalt, plankeværk, beton, indånde affaldsdunster samt løbe frem og tilbage som en anden forstyrret hamster i et bur. Vi mangler egentlig bare trædemøllen!

2014_ 5_22_22_51

På trods af elendigheden er vi begyndt at bruge den mere. Ikke fordi man får vildt meget lyst til at gå ud i mørket (selv på ellers solrige dage) og hygge sig, men mere fordi det med en lille krudtugle og en totalt hyper hund er helt nødvendigt for alles overlevelse. At alle omkring gården så skal høre på Anton hyperventilere og Lilletut råbe SEEEEEEE, SEEEEEEE, MEEEEEEIRE, MEEEEEEIIIIRE gange tusind fordi at lyden bliver kastet op ad væggene, det er jo en anden sag. Yderligere er den larmende græsslåmaskine og plastik trillebøren yndlings tingene – og de eneste ting – hun har derude. Jeg har tænkt mig at anskaffe en lille sandkasse (med låg for rotterne (og kattene) off course) og måske en lille plastik rutschebane også. Og så er den nyeste drøm at lave mig selv en palle-sofa-flyder derude. For så så man lige mig ligge der og dase med kaffe (iskaffe måske), mens Lilletut futtede rundt og legede SELV på de varme sommerdage – skyggen er allerede hjemme, da husene står så mega tæt!

IN  MY DREAMS…

2014_ 5_22_22_50 (1)

Som sagt har vi været derude en del af de varme dage her, og selvom det er en lille lorte gård, så er det nu meget hyggeligt alligevel. Man skal altså bare ud og have lidt luft, når stemningen sidst på eftermiddagen bliver for ulvetime-trykket, og man ikke kan nå hen på legepladsen ordentlig. Så må gården være tilstrækkeligt – ud med os.

2014_ 5_22_22_51

 

Her den anden dag havde de lækre mennesker på Kompaskommunikation fuldstændig uventet reddet dagen ved at sætte en lille pose med masser af lækkerier fra 3stjernet og rice.dk ude foran vores hoveddør. Perfekt til en lille picnic i gården. Frikadelle- og pølse snacksne var lige efter Lilletuts (og Antons) hovedet, og den pæne lille køletaske var lige efter mit. Hvor er det bare dejligt med gode overraskelser 🙂

2014_ 5_22_22_50

2014_ 5_22_22_51 (1)

2014_ 5_22_22_51

Ellers er der også blevet pakket andre lækre ting op ude i gården. I går var det pakken med det lækre Mini Rodini, som jeg havde købt gennem webshoppen hos bystroom, der blev åbnet og betragtet – og godkendt. Bystroom havde været så søde at forkæle Lilletut med en yderst lækker lilla læder rygsæk og moren med et guld shoppenet. Så er det jo ingen skam at klikke fine (og dyre) varer hjem til Tutti 😉

2014_ 5_22_22_51

Jakken fra Ticket to Heaven blev ligeledes pakket op ude i gården – sikke mange lækre ting alle naboerne har kunnet kigget med på. For de kan helt sikkert kigge med – gården er så lille at vi jo nærmest sidder lige uden for alles vinduer! Tror nærmest de har kunnet læse med på kortene!

2014_ 4_28_20_53

Igår fandt Lilletut ud af, at skraldespands-slisken også kunne fungere som rutschebane. Smart! Hvem har brug for en fancy gård, når farlige niveauforskelle med jernplader så fint kan bruges som legetøj. Baggårdsbarn – med god fantasi.

2014_ 5_22_22_51 (1)

Til efterskrift kan det nævnes at Københavns kommune har forbarmet sig noget over os, og dog har godtaget os på deres venteliste til “en grøn gård – gårdforskønnelse”. Desværre blev vi hverken udvalgt i 2014 og ej heller i 2015 – øv! Jeg har virkelig svært ved at tro, at nogen har det mere elendigt end os?! Nå, men tilbage er der blot at krydse fingre for 2016 – med mindre vi er flyttet forinden 🙂

 

Højt at flyve…

De fleste ved nok hvordan det ordsprog ender, og hvor er det altså bare typisk mig! Hvorfor er jeg sådan? Fed weekend, lækker familie hygge (og de sødeste kommentarer til fortællingen om det), sød kæreste, sødt barn – lækkert, sødt, sødt, sødt…mig; bvaar – tristhed! Jeg kan nogen gange blive så trist helt ind i sjælen at det nærmest gør ondt. Jeg kan føle mig så alene, så magtesløs og så helt igennem trist også selvom der ikke nødvendigvis er en klar udløsende årsag. Jeg har skrevet om det før, og skal nok lade være med at skrive side op og side ned om det igen, men i stedet prøve at forklare om grunden. Eller det jeg tror er grunden – denne gang!

2014_ 5_20_22_25

 

De af jer, der så mit billede på instagram (og læste teksten) i går, ved at vores sundhedsplejerske var på besøg til det planlagte 1,5 års besøg. Det er længe siden hun har været her, og der er sket meget både godt og skidt siden sidst. Ikke at besøget i sig selv gjorde mig trist, for vores sundhedsplejerske er sød nok, og sagde ikke noget jeg ikke havde forventet.

Selvfølgelig var hun ved at falde i svimer over hvor stor, dygtig og sød Lilletut var blevet siden sidst. En perfekt skabning (off course) der bare er så langt fremme motorisk og mentalt. Hun forstår næsten alt vi siger til hende og/eller beder hende om, og hun kan sige en pæn del ting også. Selvfølgelig er hun ikke ufejlbarlig, og kan da også blive frustreret når hun vil noget, som vi ikke kan forstå. Det skete selvfølgelig også da sundhedsplejersken var her! Lilletut blev pludselig, midt i en ellers hyggelig tullen rundt og lege, utidig. Ville have mad (da vi selvfølgelig lige havde snakket om, at vi ikke skulle give hende så meget mad om eftermiddagen, så hun ikke kunne spise aftensmad!), ville ikke have mad alligevel (da jeg stod med en banan i hånden) og begyndte derefter at græde og blive helt utrøstelig. Om man føler sig som en dårlig mor, der først ikke kan læse ens barns behov, for derefter ikke at kunne trøste hende…øhh ja det gør man!

2014_ 5_20_22_24

 

Snakken med sundhedsplejersken gik selvfølgelig meget på Lilletuts sygdomsforløb og hertil manglende søvnrytme. Lilletut har altid været dårlig til at sove, så søvn-snakken har vi haft mange gange uden nogen gyldne løsninger. Intet nyt under den sol. Til gengæld kunne jeg godt fornemme, at sundhedsplejersken ikke var helt tryg ved alt den sygdom, feber, pencillin og astma medicin Lilletut har været igennem. Hun så på de tætskrevne feber-kalendere, kiggede på Lilletut og kiggede på Anton. Selvfølgelig skulle hun lige spørge, om vi havde tænkt over at han kunne være en del af problemet – og GUUUUUUD NEEEEJ!!! Argh wtx, selvfølgelig har vi det! Og jeg kunne så berolige hende med, at de tanker havde vi allerede luftet med de første 7-8 læger og sygeplejersker. FYI (For Your Information) så skal hun også testes for allergi mod hund på Lungeklinikken (blandt så meget andet).

2014_ 4_27_21_38

 

Vi snakkede også rigtig meget om den vuggestue Lilletut går i. Tilfældigvis er vores sundhedsplejerske tilsyns-et-eller-andet i netop vores vuggestue, og skal til et tjek derhenne engang i juni. Hun lyttede derfor om muligt endnu mere interesseret til alle de punkter, som jeg kunne remse op, som vi er utilfredse med. Hun har tavshedspligt, men hun ville da især forsøge at ligge mærke til deres hygiejne, når hun skulle besøge dem. Og så kom det; hun synes vi skulle tage Lilletut ud af vuggestuen og ind i en mindre dagpleje!! Jeg tænkte egentlig nok, at hun ville sige det, og i princippet bestemmer hun jo ingenting, men det ramte mig åbenbart dybt alligevel. Bum. Der skal tages hensyn til min elskede Lilletut!

2013_12_-6_21_324

 

Lige pludselig følte jeg mig som en (endnu mere) lousy mor. Mit specielle barn går grundlæggende et helt forkert sted. Jeg (vi) har valgt forkert, stakkels Lilletut. Altså jeg ved med mit intellekt godt, at sådan er det jo ikke, og sådan mente hun det slet ikke. Jeg fik bare en kæmpemæssig følelse af utilstrækkelighed. Først kan jeg ikke læse mit barn (banan eller ej) og så går hun det forkerte sted – et sted der måske gør hende syg. Bang! Der faldt mit gode humør opbygget i weekenden helt til jorden.

For shit hvad nu?! Nu havde jeg lige fundet fred med at Lilletut skulle fortsætte i sin vuggestue, fået en god snak med personalet på stuen og været glad de sidste dage dernede – og hvad så nu?! Dagpleje alligevel?! Jeg siger ikke noget skidt om dagpleje, det har bare aldrig været mit ønske for mit barn, for tænk nu hvis det er en dårlig dagplejemor, som man ikke har god kemi med? Der er jo ikke andre voksne, man så kan bruge i stedet. Jeg synes, at det er at gamble lige lovlig meget. Vi har en flerbørnsdagpleje liggende næsten lige ved siden af os, og dér kunne jeg godt forestille mig at Lilletut skulle hen. Men flytter man et barn, der umiddelbart har det godt og har gode kammerater og forbindelser? Hun udvikler sig i rasende fart og elsker stedet. Men ja vuggestuen er et stort sted, med mange børn og altså mange baktusser samlet – og så spritter de nærmest aldrig hænder!!

Siger Riget at vi SKAL tage hende ud, ja så gør vi det selvfølgelig, men ellers kan jeg sq ikke helt finde ud af det. Idag hælder jeg til at hun skal blive gående i vuggestuen på trods af sundhedsplejerskens mening. Er det uansvarligt ikke at følge den? Og hvad er min egen helt reelle mening egentlig? For jeg er jo heller ikke tilfreds med vuggestuen i bund og grund, og har i skrivende stund stadig en klage mail liggende hos lederen, vi skal have holdt møde om. Udfaldet af det møde kommer selvfølgelig også til at spille ind, men shit der er mange faktorer der skal samles og holdes op mod hinanden. Det er altså svært! Og jeg bliver helt ør i mit hovedet af at skulle samle de forskellige tråde, faktorer, input og meninger og herefter komme med en konklusion og en endelig løsning. For hvad nu hvis den løsning (også) er forkert?!? Jeg vil jo blot min elskede Tut det bedste, men hvor er facitlisten til hvordan jeg gør det?

2014_ 5_20_22_24

MUUH, MUUH, MEEEIIRE, MEEEIRE…

Helt sikkert de ord, der blev brugt mest af Lilletut igår til det fantastiske arrangement i Knuthenborg Safaripark, som vi var inviteret til at deltage i af Kompaskommunikation. Et spændende arrangement som vi har glædet os meget til i lang tid. Lilletut elsker dyr, og konen og jeg har bare været så sikre på, at dagen ville blive et hit. Og det blev den.

blog

Lilletuts bedsteforældre havde meldt deres ankomst her i den lille Bededags ferie, og heldigvis havde vi fået lov til at tage dem med ned i det Lollandske ferieparadis. Så autostolen var flyttet over i bedsternes bil, bilen blev pakket og vi kørte afsted i god tid (!), for at være sikre på at nå ned til velkomst og brunch. Mmm brunch skal man aldrig gå glip af! Lilletut, som jo også i dag var stået tidligt op, tog sig heldigvis en lille power-nap på vejen, så da vi trillede ind på parkeringspladsen, var hun i hopla og sagde “MUUUH” mindst hvert 10.sekund. Super at tage i Safaripark med det største ønske om at se en MUUUUH.

Knuthenborg (22)

Knuthenborg (24)

Fremmødet var stort, så det var en masse bedsteforældre, forældre og børn, der gik ombord i den kæmpemæssige super top lækre brunch, der var stillet op og spiste sig mætte – og lidt til. Lilletut synes det var fantastisk med så mange mennesker – og især de lidt ældre drenge (og mænd) – var top interessante og fik kæmpe smil og “HEJ” med på vejen. Nåhr ja, man kan jo også lige så godt komme i gang med at rulle charmen ud – også selvom ikke alle var lige modtagelige for den! Hvordan kan man ikke synes, at mit barn er det dejligste og mest charmerende i hele Verden? De mænd må jo have været isbjerge!!

Knuthenborg (37)blog

 

MUUUH ?!? Selv under brunchen måtte Tutten og jeg rundt og lede efter køer blandt de spisende gæster. Selvfølgelig var det lige ved siden af Frederik Fetterlein okse/ko hovederne hang. Han troede helt sikkert vi stalkede ham…(og så var det måske i virkeligheden omvendt, for han er med på flere af vores billeder ;))

Knuthenborg (38)bl

Han er jo pæn ham Fetterlein. Og så havde jeg så sangen “Jeg har det lig’som Fetterlein” på hjernen resten af dagen. Og faktisk også nu…

Knuthenborg (55)ff

Efter brunchen legede vi lidt ude i det dejlige vejr på deres kæmpe og meget fantastiske legeplads og mødte nogle af de andre søde bloggere. Selvfølgelig ville Lilletut allerhelst ned i den fine og yderst spændende (og ikke indhegnede) sø, så decideret at få snakket med nogle var lidt svært. Hvorfor vil mit barn altid modsatte vej eller ting der er farlige? Hun tror vist helt reelt, at hun kan gå på vandet! Så jeg fik jo slet ikke snakket nok med søde Mie fra Madling.dk eller Jeanette fra Jeansjeans.dk eller Ostfronten eller eller de søde mødre fra Regnbuebarnetvigga.dk. Det må vi gøre en anden gang dejlig damer!

bll

Goodiebags er altså altid et hit. Kald mig materealistisk og overfladisk men jeg ææææslker det. Og det gør Lilletut også. Og i dag var det top fede ting; især tiger tøjdyret var et kæmpe hit, og Lilletut har nærmest krammet det siden. Desuden råbte hun hver gang hun så et andet barn med deres tiger: “MIIIIIIN, MIIIIIIIG, NAAAAAAJ”. Hun troede alle tiger-dyr var hendes.

2014_ 5_17_16_19 (1)

Knuthenborg (44)b

Knuthenborg (47)blo

Så var der åbningen af Congo-Splash. Europas største og stejleste vandrutchebane. Konen og svigermor chicken’ede rimelig hurtig ud, og selvom jeg lovede konen ikke at nævne det på hverken blog eller instagram, er det hermed gjort; hun turde ikke 🙂 Bedstefar og jeg turde (selvfølgelig) så i kø med os, rundt i vandbanen og op på den høje repos. Den var sq høj, og jeg blev faktisk lidt bange på vej ned – det sugede ordentligt i maven. Men den var fed, også selvom man blev fuldstændig våd. Som i rigtig våd!

Knuthenborg (64)bloggg

Knuthenborg (65)bllo

Knuthenborg (74)bbbl

Bagefter var der safaribustur hvor vi så kunne sidde og tørre lidt. Lilletut var totalt på under busturen, og råbte taktfast “MEEEEIRE MEEEEIRE MEEEEIIIIIIREEEE” hver gang vi kørte forbi nogen dyr. De fleste af dyrene fik et “MUUUH” med på vejen, og nogen af dem var da også indenfor ko-familien. Sikke klogt et barn! Turen varede ca 30-40 minutter og Lilletut var interesseret hele vejen. Vores guide var super god, også selvom konen og bedstefar tog hende i at fyre nogle lidt for høje areal fakta af; nåhr ja måske er Knuthenborg i virkeligheden større arealmæssigt end hele Danmark, who counts?! Jeg havde lidt ondt af de andre i bussen Lilletuts begejstrings-udråb taget i betragtning, men heldigvis er jeg blevet kontaktet af  søde Camilla fra drengestreger, som sad bag os i bussen, og som kunne berolige mig med at de blot syntes at Lilletut var sød. Pyha.

Knuthenborg (76)bbll

Knuthenborg (91)bg

Knuthenborg (108)bgs

Knuthenborg (89)

Efter busturen var der fri leg i det dejlige sommervejr i Parken. Vi brugte den til at spise is, kigge i shoppen, lege på legepladsen og køre ned i tigerskoven. Super hyggelig dag som udover ren og rå familiehygge bød på flotte dyr helt tæt på. Især girafferne og tigrene var mine favoritter, da de jo er flotte og søde dyr. Lilletut var mest til MUH!

Knuthenborg (112)bbggl

Knuthenborg (118)bgis

Knuthenborg (123)bnj

Knuthenborg (132)bbglo

Super hyggelig dag med et virkelig venligt og “tændt” personale i Knuthenborg – at der så er god mad, lækre ting, spændende begivenheder arrangeret samt sol og hygge, det er jo altsammen bare flødeskum, flødebolle, guf og syltetøj på isvaflen. Whats not to like?

2014_ 5_17_16_20

Post-Riget-tanker (og nej ikke post, som i post!)

Det blev et langt indlæg sidst, og jeg undskylder at fingrene løb af med mig på tastaturet, men pludselig væltede der bare ord ud, som ikke kunne bremses. Jeg tror, at jeg kan love, at det bliver kortere i dag – jeg skulle jo nødigt kede og/eller miste nogle af jer. Går ud fra at de manglende kommentarer på indlægget, ikke betyder at I ikke læser med – for det kan jeg jo se at I gør. Heldigvis 🙂 Blev det mon for personligt eller måske for langt til, at man orkede at skrive noget bagefter? Hov nu når jeg tænker mig om, så svarede mange af jer jo på IG, og selvfølgelig skriver man ikke sin kommentar to steder. Faktisk gav virkelig mange af jer mig en kommentar og tanke med på vejen, nu bliver jeg helt flov over jeg NÆSTEN glemte det. Det betyder faktisk alt, når I smider en kommentar her eller på IG, det gør mig glad ind i hjertet og følelsen af “Det skal nok gå” dukker op.

2014_ 5_ 9_20_58

Ikke fordi jeg på nuværende tidspunkt kan overbevise mig selvom, at der ikke er noget galt med Lilletut – det er jeg for stor en pessimist til – men fordi jeg tænker, at andre har overlevet værre eller lignende ting. Og så føler jeg mig ikke alene; udover konen, min søster og familien, har jeg så mange dejlige veninder, kollegaer, bekendte, følgere og læsere der vil hjælpe mig igennem eventuelle umulige tider. Men jeg er pessimist. Direkte arvet fra min farfar og min mor. Jeg er mester i at tage sorgerne på forskud, og nærmest opbygge en angst for noget, der ikke nødvendigvis vil blive en realitet. Spild af tid i mange tilfælde, og spild af mavepine, kvalme og ulykkelighed. Konen er heldigvis helt modsat og prøver at tale mig til fornuft, når jeg kommer for langt ud. Ret essentielt at have en, der hiver en den modsatte vej, men i de mørke aften og natte timer når jeg ligger og ikke kan sove, får tankerne alligevel frit løb.

TÆNK NU HVIS…

Helt ærligt min umiddelbare tanke er at jeg ikke har noget liv uden Lilletut. Hun er alt. ALT! Men en sej instagram-mor (Lisbeth) fik mig på andre tanker – TAK! Tænk at være så stærk, som hende (Lisbeth), at kunne give råd til andre (mig) i blot potentiel svære situationer, når man selv bakser med et sygt barn og noget der formentlig er værre. Overskud! Respekt! Lisbeth; håber du læser med, du er sej!

2014_ 5_13_22_ 1

Selvom der blot er gået en lille uge siden besøget på Riget og opringningen omkring prøverne, der fik det hele til at ramle for mig, er der virkelig løbet mange tanker gennem hovedet på mig. Som i rigtig mange – og i mange retninger. Forskellige retninger også. Det der især har fyldt, er spørgsmålet om Lilletut skal tages ud af hendes vuggestue og flyttes til en dagpleje?? Lægen snakkede om det, og pludselig kan jeg ikke huske, om hun sagde at vi burde/skulle gøre det, eller om vi kunne overveje det. Irriterende og typisk at jeg ikke husker det nøjagtigt. Er det et spørgsmål om hendes sundhed, ve og vel samt overlevelse, så er der selvfølgelig ingen tvivl, så må hun skifte. Men hvis det blot er noget vi kan overveje, så er jeg altså meget i tvivl. Og det er konen også. Vi har det nemlig også meget ambivalent med vuggestuen. Vi er nemlig i bund og grund blevet rigtig skuffet over den talrige gange. Så skuffede at vi i fredags satte os ned og skrev en lang mail til lederen. Ikke en decideret klage men nærmere en opsummering på vores uheldige oplevelser og vores mavefornemmelsen af stedet. Lederen har med det samme indkaldt os til et akut møde, så det er vi meget spændte på. Jeg havde dog en rigtig god snak med pædagogen på stuen idag omkring mailen (hun var blevet informeret af lederen) og fik heldigvis opklaring og afløb for mange af tingene, så det hele er ikke så akut for mig længere. Jeg hælder nu mest til at hun bliver gående i vuggestuen, men konen vil have hende væk derfra. Det skal siges at Lilletut har lært SÅ meget i vuggestuen. Hun snakker mange mange ord, og forstår faktisk alt vi siger til hende og beder hende om. Hun er motorisk langt og er vovet på den helt tilpasse måde, og så har hun en gruppe på 4 jævnaldrene,som hun leger fantastisk med, og de store på stuen, som hun også leger og lærer så meget af. Særligt de sidste dage har hun haft det så godt og været så glad. Dilemma!!

Hvad gør man? Hvad havde du gjort i vores situation, og hvad er din holdning til vuggestue og dagpleje? (Hvis hun skal i dagpleje, skal hun i en flerbørnsdagpleje, der ligger rundt om hjørnet fra vi bor (kræver dispensation fra kommunen).

2014_ 5_13_22_ 3

Older posts