Sur, sur, sur, Lilletut er sur....

Blogtræf med skønne damer, krea og tanker om grænser…

Dagen idag har for mit vedkommende været brugt på mit allerførste blogtræf. Endelig en mulighed for at få sat ansigt på nogen af de skønne damer, jeg har “mødt” på instagram og rundt omkring i blogland. Lilletut var afsat til at skulle bruge dagen med mama, og jeg havde altså en “fridag” til at bruge på mig selv. Mmm mor-tid! I like!

2014_ 4_ 5_21_13

Netværket på instagram og i blogland er en sjov størrelse. Indtil idag havde jeg nærmest ikke mødt nogen, men alligevel føler jeg, at jeg har en del på især instagram, som jeg er ret tætte med. Folk som gerne får kys og kram og masse smileys gennem kommentarerne, men som jeg ikke engang har givet hånden in real life – og ej heller egentlig ved hvordan ser ud. Og så står man pludselig der med dem ansigt til ansigt – og skal man så give kram, hånden, vinke eller ingenting? Ja, jeg kan da sagtens få tænkt en masse tanker om sådan en lille ting… Men heldigvis gav det meste sig selv i dag, så ingen akavede kramme-hånd situationer! Og hvor var det bare nogen skønne damer. Naturlige, søde og snakkesaglige. Og kreative! For yep, “Lilletut og mor” var til et krea-blogtræf!

2014_ 4_ 5_20_57(3)

Nu er jeg bestemt ikke nogen first-mover indenfor noget egentlig kreativt, men jeg elsker det faktisk alligevel. Jeg har tusind projekter i hovedet eller liggende i skuffen. Jeg elsker at gå rundt og tænke på alle de ting, jeg vil have lavet – og købe ind til dem – men det er ikke så forfærdelig tit, jeg får sat mig ned og ført dem ud i livet. Desværre! Jeg elsker at kigge krea-billeder og læse DIYs på diverse krea-blogge, men får ikke rigtig lavet nogen indlæg om det selv. Jeg føler mig måske lidt for wannabe-agtig i den verden, og at det er lidt pinligt, at jeg ikke selv har “opfundet” noget. På denne baggrund var det også med lidt bævende hjerte, at jeg blev kørt til Høje Gladsaxe for at møde den sødeste Maria fra bloggen Slinkys Skaberier (og IG navnet Slinkypiinky). For jeg havde jo hverken tasken, bloggen eller IG-profilen fuld af krearier!! Ohh my – gad vide hvad de andre ville tænke!? Det jeg dog havde med mig, var en umådelig lyst til at snakke med andre bloggere, dele erfaringer, møde nogen søde mennesker og så få lov (og tid) til at være krea sammen med andre krea-mennesker!

2014_ 4_ 5_20_57(2)

Dagen startede med en præsentation af arrangørerne og det fine sted Dankbar, som er et sted i Trekroner (Roskilde), der arbejder med og laver en masse projekter for udsatte unge. Maria og jeg kom lidt for sent, da der lige var lidt dame-problemer med afmontering at et barnesæde i bilen samt overhovedet at finde bilnøglerne, da Maria fik dem smidt væk under masen med barnesædet. Jeg var da næææsten ikke nervøs for bilturen 😉  Herefter var der en præsentation af nogen blogs og en diskussion omkring grænser og intimitet på nettet. Lige noget for mig, og meget vedkommende min blog. Jeg havde glædet mig så meget til at vise bloggen frem og få feedback, men desværre blev det aldrig min tur, da vi blot kunne nå et par stykker af de fremmødte 24 bloggeres. ØV! Desværre led jeg også lidt under en rookie-mistake, der gik ud på at jeg ventede for længe med at komme frem med mine synspunkter. Jeg tænkte, at jeg ville være en godt opdragen debattør og vente med at komme med mine ting til mit eget oplæg – som jo så bare aldrig kom. Øv! For jeg var ret modsat alle dem der fremlagde, Jeg deler jo nærmest alt. Nej, det passer ikke, for konen har givet mig mundkurv på i forhold til visse emner og ting, som hun siger og gør.

Hvis ikke I har læst min ældste indlæg, altså nogen af de første jeg skrev, og isærdeleshed dem fra december 2013, så skulle I tage og gøre det. Der havde jeg intet filter. #nofilter i høj grad. Jeg delte relativt ukritisk alle mine tanker, og især dem som skyldtes noget med konen. Jeg brugte navns nævnelse og citerede også gerne. På et tidspunkt synes jeg, at hun sårede mig så meget, at hun bare fortjente at A L L E kunne læse hvor lortet hun var. Efter vores store krise og parforholds-sammenbrud først i januar fik jeg øjnene op for, at der i vores ægteskab – og altså i min blogging – var nød til at være nogen grænser for hvad jeg skrev, og altså delte med alle og ingen. Konen brød sig ikke om at blive stoppet af vildt fremmede i sin butik og få i hovedet, at kunden eller leverandøren da var kede af at det gik så dårligt i hendes ægteskab! Og det kan jeg jo godt se nu ikke er fair. Det er ikke okay at udgive konen offentligt uden samtykke, og ej heller er det smart ukritisk at blæse alle følelser, tanker og snakke ud på nettet, hvor alle (eller ingen) kan læse dem. Ærlighed kan altså også have en pris. Jeg blev spurgt idag, om jeg ikke bare kunne slette de indlæg, men det vil jeg faktisk heller ikke. Jeg står inde for det jeg har skrevet, velvidende at det ikke er de smarteste indlæg og at de måske (måske ikke) udlevere vores familie (og konen) for meget. Men min blog her er altså også en rejse for mig. En rejse gennem mig selv, og en rejse til et bedre og mere solidt sted – forhåbentlig, Og de indlæg, hvor intimitets grænsen vist for længst var krydset og tilbagelagt, de er en del af mig og denne rejse. De hører med til bloggen. Og konen har eftergodkendt dem, og sagt at jeg ikke behøver at slette dem.

En anden interessant ting idag var, da en af de søde damer sagde, at de meget personlige blogs måske godt kunne være lidt som en kold spand vand i hovedet på læseren. Altså forstået på den måde at man som læser til de meget personlige og ømme ting, for det første ikke følte sig i stand til at svare/kommentere ordentligt, at man for det andet måske også var bange for at udlevere sig selv, fordi man kommentere med en underskrift/navn/mailadresse. At det næsten kan være ubehageligt for nogen mennesker at læse de meget følelsestunge blogs, var noget nyt i mine ører – og nu i mit hovedet! Kan man virkelig dele så meget, at folk bliver skræmt væk? Jeg har vist lidt været inde på det før, nu når jeg tænker mig om, men alligevel, med in egen blog i tankerne var det da ikke så rart at høre, at nogen mennesker slet ikke ønsker at læse sådan nogen.Jeg vil jo så gerne have folk til at læse min og til at blive hængende, At man som læser ikke kommentere hver gang er ok, men det er da sjovest når her er lidt liv og feedback. Ellers er det jo som at snakke til konen, når hun spiller GTA.

2014_ 4_ 5_20_56

Jeg er ret ked af, at jeg ikke kom på banen med min blog og mine overvejelser omkring den, men heldigvis fik jeg da siddet til bords med nogen erfarende blogger-damer, der alligevel kunne give mig lidt feedback, råd og kommentarer med på vejen. Så selvom det ikke blev den store eksponering af www.Lilletutogmor.dk som ønsket, så var det lærerigt og en kæmpe oplevelse alligevel.

2014_ 4_ 5_20_56(2)

Og så var jeg krea. Og dygtig sagde den fantastiske my:minmy! Og det dutter når hun siger sådan noget, for hun er sindssyg krea-dygtig og laver de pæneste ting. Helt surrealistisk at sidde og lære at folde fine origami ting af selveste hende, når jeg blot er vant til at beundre hendes ting på IG og hendes blog (af samme navn).

2014_ 4_ 5_20_57

Den lige så dygtige og søde Christina (Kreavilla) havde en lille workshop, hvor vi kunne lave hendes fine himmeli’s i sorte sugerør. Det krævede lige lidt krea-snilde (og to forsøg) men så blev min version af hendes diamant, da også rigtig fin. Selv konen har givet mig tommelfinger op for mine kreationer. Glæder mig til at få dem hængt op på mine grene.

2014_ 4_ 5_20_58

 

2014_ 4_ 5_20_57(5)

Efter en masse hyggelig snak, hyggelige krearier, lækker mad og drikke var der uddeling af Goodie-bags, og det er altså altid sjov! Der var nogen super fine ting i posen, hvor fedt at så mange dejlige sponsorer gider bakke op om sådan et projekt. Maden og opvartningen på dagen stod nogen af de unge fra Dankbar for. Perfekt dag.

2014_ 4_ 5_20_57(1)

 

2014_ 4_ 5_20_57(6)

Vel hjemme på Østerbro hos konen og Lilletut, kunne konen fremvise videoer af deres tur på stranden og leg ude i gården. Endvidere kunne hun berette lange lister over de (næsten) godkendte ting, som Lilletut havde fået at spise og drikke i dag. Fra listen kan nævnes chokolade scone, kakaomælk, jordbær, joghurt og rød saft. Men de havde hygget så meget – og Lilletut var faldet i vandet på starnden! Og så blev jeg mødt af en glad Lilletut i døren, der råbte “MOOOOOOAR” og så var jeg solgt, og selv kakaomælk og scones var glemt.

   

6 kommentarer

  • Maria

    Tak for i dag – det var virkelig hyggeligt!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • admin

      Det var så mega hyggeligt! Hvor er jeg glad for at have lært dig at kende…. Glæder mig til at skulle læse din blog her om lidt, når jeg har skrevet et nyt indlæg.

      Er helt høj på krea 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Og PS: Jeg gad da godt at se de indlæg – men kan ikke se at de er nogle steder? Eller skal man “bare” scrolle hele bloggen igennem?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • admin

      Hmm…du burde kunne finde dem i blog arkivet, og så er det slut december, hvor det hele gik helt galt….og start januar, hvor jeg opdagede D E T!!

      Jeg kunne vel have været sød at linke…dumme mig!!

      Tak for alle dine søde kommentarer, knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    …jeg fandt dem!

    Meeeeget langt nede var der en oversigt;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • admin

      Ej, øv at de ikke sån liiige er til at finde?!?! Brugte du blog-arkivet????
      Og jeg har jo så…”tekst-tunge” afsnit, at min blog helt sikkert er flere kilometer lang…..

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sur, sur, sur, Lilletut er sur....