Weekenden der gak…

Hvis altså I er gamle nok til at forstå sådan en lille én ;D

Ikke at der er noget galt i at være ung – det er konen også, nej det er mere fordi, at så er det ikke sikkert I kender udtrykket! “Ugen der gak” var et satire tv-program for en del år siden på tv2, som med en kvindelig komiker vært ved roret, lavede sjov med ugens begivenheder. Det var rimelig sjovt, erindrer jeg, selvom jeg ikke kan huske, hvad damen hed? Ville kalde hende Lotte Heise, men det ved jeg er forkert!! Nå men anyways (eller anygays som jeg plejer at sige); weekenden der gak (eller gik)…

2014_ 3_30_22_ 8

Mine forældre har været på besøg, primært fordi min kære moster holdt fødselsdags-brunch i lørdags, men sekundært fordi de skulle passe Lilletut fredag aften, så konen og jeg kunne komme ud. Hver for sig!

Jeg skulle til en af mine bedste veninders fødselsdag, og konen skulle til nogen veninder og hygge med drinks. Det er godt nok sjældent, at vi er ude – og derfor endnu mere sjældent at vi er ude sammen eller samtidig med mulighed for at hooke op senere på aftenen. Vi gør det virkelig for sjældent. Før i tiden lavede vi altid alt muligt – både sammen og hver for sig – nu not so much. Hvorfor bliver man sådan en sofakartoffel når man får børn? Eller hvordan finder man energien til ikke at være det? Når vi har lagt Lilletut i seng ved 19 tiden, er vi bare så bombede, at vi ikke ooooooorker meget andet end at stene tv, ipad og gå tidligt i seng. Det der med at vide, at man skal op kl 05 – OG at man skal op 117 gange i løbet af natten motiverer bare ikke til de sindssyge udfoldelser! Hos os i al fald! Måske det er anderledes andre steder?? (Efterlad gerne opskriften på HVORDAN…)

Fødselsdagen hos veninden var super. Dejlige piger, dejlig og masser af sushi (konen hader sushi så vi får det aldrig!!), drinks, livlig snak og sladren og god musik. Alt det en tøseaften skal indeholde. Da klokken blev mange tog vi på en ølbar inde på det hippe Nørrebro, mødte venindes kæreste og hans gutter og drak lidt øl. Man følte sig jo helt ung (og hip) igen!!

2014_ 3_30_22_ 9

Eneste minus med aften (og grund til et styrtdyk i min ellers lykkelige sindsstemning) var en misforståelse med konen. Jeg havde regnet med, at vi skulle mødes senere på aftenen – konen; not so much! Så efter en del telefonsamtaler med konen (på den meget teenage-agtige – og ikke så hippe måde) cyklede jeg alene hjem rimelig sur og skuffet. Hjemme var der lys i hele lejligheden, og min far mødte mig i gangen, og kunne fortælle at Lilletut havde været vågen til 21.15 og igen for en times tid siden, og at hun nærmest lige var faldet i søvn (klokken var 02.15). Ohh dear! Heldigvis sov barnet, så jeg også kunne sove. Jeg sov så tungt, at jeg ikke engang bemærkede, da konen kom og smed sig i sengen kl 04.30 (rapporteret af min far). Det der med at have forældre hjemme, når man kommer hjem fra fest, bliver bare aldrig rigtig fedt – heller ikke som voksen 🙂

 

Men at have forældre hjemme er dejligt, når man bliver vækket af ens barn alt for tidligt lørdag morgen og ikke har sovet særlig meget. Juhu for det! Mormor kom og hentede Lilletut fra soveværelset og ind i stuen, og så ku vi boble lidt videre. Konen havde trods alt på det tidspunkt blot sovet 1 time! Puha, godt det ikke var mig! SÅ ung føler jeg mig dog ikke.

Lørdagen stod ellers på super hyggelig brunch hos min mors søster og det meste af familien på den side. Min ene kusine har fået en lille datter, der er 8 måneder yngre end Lilletut, så der er en potentiel lille veninde der. Virkelig dejligt at der er en i familien, der er nogenlunde jævnaldrene med Lilletut, håber de kan få glæde af hinanden i fremtiden. Ellers gik dagen med hygge, god mad, forsøge at se min ene fætter i tv til halvmaraton, være på legepladsen og snakke. Dagen løb afsted og pludselig var det snart sengetid for Lilletut, og vi måtte hjemad. Lilletut sov næsten med det samme, og vi andre gik også tidligt i seng. Alle var trætte – ikke mindst morforældrene der havde været yderst tidligt oppe.

2014_ 3_25_19_31

Søndag blev brugt på Jensens sammen med min mor, konen og Lilletut. Det var en fest – især for Lilletut der nød legerummet, pastaen, mamas softice (!!) og at rende rundt på gulvet. Man kan sige meget om Jensens Bøfhus, men det er nu altså børnevenligt! Efter frokosten skulle mine forældre hjem til øen igen, og vi måtte sige farvel. “Hej hej”  sagde Lilletut og vinkede og møssede. “MORmor” fik hun lært sig at sige. Dygtige pige.

Da forældrene var kørt, tog vi op i vores gamle fodboldklub og så 1.damerne spille kamp. Så er det for os rigtigt forår. Når man kan nyde solen og luften ude på fodboldbanen, møde venner og bekendte og ellers bare slappe af sammen. Det er skønt. Lilletut var næsten enig! Hun ville allerhelst ind til nogen meget korthårede drenge, der spillede fodbold i et lille “bur”. Og blev stædigt stående lige bag det ene mål med ansigtet trykket helt ind i tremmerne. Ikke det smarteste sted, med mindre målmanden selvfølgelig var rigtig god, Min søster, som ENDELIG er kommet tilbage til København, kom også forbi, og vi fik snakket og hun fik leget lidt med Lilletut. Juhu, at hun endelig er tilbage, og kan begynde at være endnu tættere og mere konstant i Lilletuts liv end før. Jeg glæder mig så meget.

En weekend er gakket. En dejlig weekend med masser af sol. Mere sol, mere glæde, mere hygge, mere at være sammen for konen og jeg, mere søster, mere familie – mere happiness. Kom så…

2014_ 3_14_20_13

Ohh JOY – #drænsaveourlife

Dette indlæg startede jeg egentlig på i tirsdags, hvor drænene på Lilletut blev lagt, men selvfølgelig er karma (den bitch) efter os, så det hele skulle da lige besværliggøres af sygdom til både Lilletut og jeg. Optakten (til drænene) med nærmest konstant sygdom i Lilletuts 16 mdr lange liv, er da ikke nok, nej nej! Ihh!! Gad vide hvad det egentlig er, vi har gjort, siden karma skal være sån efter os?! Lilletut har da ikke gjort noget…særligt – andet end at være en bisse under fødslen og en tidlig teenager lige siden, der for tiden kun kan sige “NEEEEJ”. Og dét går da mest udover mig og konen i forvejen, så kan karma ikke bare være skide ligeglad?! Og jeg har da været utrolig sød, og kæmper da med diverse ting allerede, så kan det ikke bare være nok. Konen er over-all sød, men har selvfølgelig lidt at indhente overfor karma (muhaha)! Nå, men åbenbart skal vi straffes lidt ekstra, og derfor har I måttet vente lidt på indlægget om dræn, og hvor meget vi (naivt) håber de vil redde vores liv – og parforhold.

2014_ 3_27_21_58

I forgårs var altså dagen, hvor Lilletut skulle have lagt dræn i begge øre. Sagt i sjov (men også i alvor) forventer vi os meget af dette; ikke mere sygdom, natteroderi, hyl og skrig, pencillin og fattigdom. Hvor pengene skal komme fra, er nok et godt spørgsmål, men rart ville det være. Og i skrivende stund, hvor jeg i går måtte betale 512 kr for mit eget antibiotika (pencillin/dicillin), kan jeg fornemme at karma allerede nu kæmper imod ALLE vores håb og drømme (snøft). For seriøst siden i tirsdags har der ikke været andet herhjemme end: sygdom, natteroderi, hyl og skrig, pencillin og penge ud fra kontoen. Tror jeg skal vende mig til ikke at ønske eller håber noget fra nu af. Eller i al fald ikke sige det højt!

Og det bryder jeg så allerede nu, for er nød til at sige, at vi virkelig forventer os meget af de her dræn – mirakler, kan man vist godt kalde det. Vi vil bare så gerne finde en årsag til alle Lilletuts feberepisoder – og sindssyg dårlige søvn i øvrigt og i al almindelighed. Jeg ved jo godt, at vi burde styre os – men det kan vi bare ikke ; håbe håbe håbe:)

 

Jeg havde taget fri på dræn dagen, da vuggestuen ikke ville tage ansvaret for de 6 timers fasten, som narkosen krævede. Og det kan man helt bestemt ikke bebrejde dem. Jeg ville slet ikke bryde mig om, at andre skulle have ansvaret for at tiderne for faste og tørste blev overholdt. Tror nærmest ikke engang at konen ville kunne få lov til det! Operationen – eller indgrebet for det tager jo ingen tid at få skudt sån to størrelser ind – var først kl 15.50, så fasten skulle være fra 09.50 og tørsten fra 13.50. Rimelig udfordrende da det netop er fra frokost og frem, at Lilletut spiser mest. Så det var med en grundlæggende følelse af stress, jeg stod op den morgen, fordi alt helst skulle spille med Lilletut og måltider den dag. Set tilbage gik det faktisk ret godt. Hun spiste en stor portion havregryn med mælk om morgnen (kl 06), fik frugt som mellemmåltid ved 8 tiden og fik tidlig frokost i form af rugbrød med rejeost. Hun spiste desværre ikke så meget der 09.30, og jeg var flere gange desperat ved at fortælle hende at hun altså skulle fylde depoterne op, men hun var ikke lydhør. For at trække tiden ud henover hendes normale frokost tidspunkt (ved 11 tiden), var vi på indkøbstur efter rød saft og på legepladsen. Det gik efter planen, og hun var dejlig træt da vi kom hjem. Desværre blev luren ikke så lang som håbet, og ej heller holdt planen om at pøse tynd rød saft på hende indtil tørsten skulle indtræffe kl 13.50. Igen ville jeg ønske hun forstod, at hun altså skulle have fyldt depoterne.

 

For efter kl 14 begyndte det at trække tænder ud! Hun var sulten og tørstig – virkelig sulten. “MAM MAM” “MAM MAM” “MAM MAM”  gik hun højlydt og sagde, for siden hen at råbe det klagende ud. Hun hentede hendes hagesmække, prøvede at tage dem på. Gik hen til trip trap stolen og forsøgte at kravle op, prøvede at komme op på de andre stole. Prøvede at give Anton hagesmæk på, og sidst men ikke mindst gik hun selv i køkkenskabet for at finde noget mad, Åhh mit hjerte gjorde ondt, og følte mig virkelig som en dårlig og ond mor, der bare overhørte alle mit barns signaler og tegn. Havde altså ondt at det sultne barn.

2014_ 3_25_19_32 (1)

 

2014_ 3_25_19_32 (2)

 

2014_ 3_25_19_32 (3)

For at trække tiden og komme væk fra de hjemlige rammer, som mest af alt mindede Lilletut om mad, mad og mad, tog vi tøj på og tog ind til byen, hvor ørelægen ligger. Heldigvis fik dette Lilletut til at glemme sulten, og tiden gik lidt nemmere. Vi havde fået klar besked på ikke at komme op til ørelægen før 10 min. før vores tid. For, som sekretæren så sødt sagde det, så kan 3 grædende børn, godt være lidt overvældende og gråd avler gråd. Øhh, okay, hvad er det vi er gået med til?!

2014_ 3_25_19_33

Jeg ved godt at dræn, er det vildeste standard indgreb, og at nærmest alle børn har det nu til dags, men alligevel var der specielt to ting, der berørte mig meget. For det første blev min allerværste frygt i livet indfriet – aldrig ALDRIG vil jeg mærke det igen; at Lilletut bliver livløs og tung i mine arme! Puha, jeg havde frygtet dette, og var egentlig blevet lovet af flere, at det kom jeg ikke til, men det gjorde jeg. Jeg skulle nemlig sidde og give hende masken, hun faldt i søvn af. Selvom det blot varede få sekunder før sygeplejersken løftede det tungt sovende barn ud af mine arme, og Lilletut bare lå som en slaskedukke i hendes arme, var det virkelig frygteligt. Frygteligt at få taget hende ud af mine arme, og frygteligt at rejse sig uden hende og gå ind i rummet ved siden af. For inde i rummet ved siden af, var det, der havde slået benene væk under mig allerførst. Det var nemlig “opvågningen”, som jeg, lige da vi var kommet, var væltet ind i, da jeg troede det var toilettet. Her lå nemlig tre børn af gangen, der vågnede op fra deres narkose. Puha, det så uhyggeligt ud da jeg intetanede brasede ind i rummet., Børn i aflåst sideleje på brikse, og deres forældre siddende ved siden af. En scene der mest af alt mindede mig om en koncentrationslejr eller anden skrækfilm. Nå, men her skulle jeg altså sidde og vente på min Lilletut. Jeg fik helt ærligt, en kæmpe klump i halsen, da jeg sad der.

2014_ 3_25_19_32 (4)

Åhh min skat! Jeg nåede dog ikke at tænke mange tanker, før sygeplejersken kom bærende ud med Lilletut igen, og lagde også hende i aflåst sideleje. Tror det tog ca 5 minutter! Shit, han er god ham ørelægen (og pæn). Han kom ud og fortalte at alt var gået fint, og at ørerne trods de mange mellemørebetændelser havde set fine ud, men at hun helt selvfølgelig skulle have de dræn.

2014_ 3_25_19_33 (2)

 

2014_ 3_25_19_32 (5)

Lilletut sov ca 10 minutter på briksen efter indgrebet for at få narkosen ud af kroppen, og da hun slog øjnene op, var det første hun så skålen med mariekiks, som hun reflektorisk rakte ud efter. Yep, så var Lilletut i vigør igen – med en mariekiks i hver hånd, og en i munden.

2014_ 3_25_19_33 (3)

Lilletut var sulten og træt efter indgrebet. En stor banan blev kværnet før turen gik hjem igen, men hjemme gad hun ikke rigtig spise aftensmad. Lidt mærkeligt egentlig, men svaret kom senere på natten. Hun havde, fra hun blev puttet, meget svært ved at finde ned i søvnen, og fra kl 03 sov hun nærmest ikke. Hun græd, skreg, stillede sig op og kartede rundt. Drak en lille smule vand, og ville ikke have sin sut! Ugler i mosen!! Kl.05 kom svaret da hun eksplosivt kastede op – og var brændende varm. Kaaaaarma???!!!!! Hun kastede op hele morgenen og havde 39.5 i feber. Jeg måtte ringe mig “barn syg” på jobbet, og konen tog modvilligt på arbejde. Hun efterlod nemlig to syge piger. Jeg selv havde nemlig også haft rigtig ondt i mit ene øre, og havde heller ikke selv sovet hele natten pga smerter. Nogen smerter der bare var accelereret siden lørdag, men som jeg havde skubbet lidt til side for at koncentrere mig om Lilletut. Typisk mig. Jeg fik en akut tid hos ørelægen til Lilletut, da de synes det lød meget mærkeligt med opkast og feber efter dræn.

De vi om eftermiddagen kom derhen blev Lilletut frikendt, da drænene sad smukt og ørerne var fine. Det måtte altså være en virus, der tilfældigvis var kommet. Mitt øre derimod var skidt! Op på briksen med mig, og ørelægen blev helt alvorlig. En formentlig staffelikok infektion (som jeg har i min næse), der har bredt sig voldsomt og nu plager hele mit øre. Jeg fik udskrevet to slags antibiotika (måske det dyreste i verden) sammen med smertestillende, og fik lagt noget gaze med pencillin-halløj direkte i øret, og en ny akut tid til dagen efter. Det var åbenbart ikke noget at spøge med. Det gjorde sørme også ondt – ligesom at føde bedyrede ørelægen…jeg er måske ikke helt sikker trods alt!

2014_ 3_27_22_ 0 (2)

 

Efterfølgende har jeg sovet en masse, haft kvalme af dicillinen og sovet noget mere. Men tror det hjælper – nu klør det hvert fald mere. Har været til min akutte tid, hvor jeg fik suget og skåret snask væk, og endnu en ny akut tid til imorgen igen – 4 dage i træk?! Skal jeg føle mig heldig eller uheldig?

2014_ 3_27_22_ 0 (1)

Puha, de sidste to nætter med dræn, har i al fald ikke reddet noget som helst, og er ikke noget mirakel overhoved. Men tror virussen er på vej væk fra Lilletuts stakkels krop – heldigvis ramte den ikke nær så hårdt denne gang. Blot en dag eller to med over 39 i feber. Men NU – NU – sætter drænene ind og redder natten….

NU….

2014_ 3_25_19_33 (1)

H a p p y ! #clapalongifyoufeellikearoomwithoutaroof

Kender I det, når I efter en down-periode, føler jer oven på?? Happy – glade – lykkelige – lette? Og I har helt lyst til at danse klappende rundt og skråle højt på glade sange? Og bare tage tusind lykkelige billeder og poste dem sammen med totalt lalleglade statusser på facebook, fordi Verden da bare SKAL høre om jeres glæde og lykkelighed?!

2014_ 3_24_12_25 (3)

Sådan har jeg det nogengange. Måske ikke det der med facebook – jeg er nemlig mest til instagram lige pt, men ellers 😉 Jeg kan faktisk godt selv blive lidt bange for det kæmpe spring, der kan være i mine sindsstemninger. Fra at være helt nede i den mørkeste sorte undergrund, og til at være helt oppe i skyerne, dansende og syngende lykkelig. Det skræmmer mig egentlig lidt, at der kan være så meget forskel, og at der ofte ikke er nogen grund til det ene eller det andet. Kan et menneskesind indeholde så massive modsætninger, og hvordan manøvrerer man hensigtsmæssigt rundt i mellem dem. Er det en flig af et manio-depressiv sind – eller er det mon helt normalt at være lidt unormal? Shit hvor har min hjerne bare kørt på højtryk de sidste uger. Tænkt, tænkt, analyseret, ræssoneret og tænkt noget mere. Jeg er som nævnt blevet oplyst på et højere plan, føler jeg. Og jeg tror på, at jeg er nået langt i kampen mod (og/eller med) mig selv. Hvor langt jeg skal nå endnu, kan jeg ikke helt bestemme mig for, men lidt endnu i al fald. Om det er klogt at tænke og analysere så meget på sig selv, kan jeg ikke helt blive klar på. Og om det er helt klogt at poste det online på bloggen her, ved jeg heller ikke helt. Eller dvs det ER bare så naturligt for mig at dele. Så det ville føles forkert for mig ikke at forsøge at skrive om det hele. Og som sagt håber jeg ikke det skræmmer nogen, ellers så råb højt!

2014_ 3_24_12_25

Når det er sagt, vil jeg indrømme at jeg efter mine “Dont Worry, be happy” indlæg (part 1, 2 og 3) har følt en slags blog-nedtur. Lidt ligesom man kan have det efter en eksamen, som man bare har læst og læst på, for så at gå helt død, når eksamen er overstået og slut. Luften går fuldstændig af ballonen. Min luft forsvandt efter part 3, og jeg blev helt trist. Trist over at kommentar-stormen udeblev. Trist over at “ingen” læser med. Trist over at Følger-tallet ikke boomede, og sidst men ikke mindst en gennemgående følelse af ikke at slå til som blogger. At føle mig lidt til grin over at dele, men stadig være “alene”.

Ikke fordi jeg skriver for andres skyld – udelukkende 😉 Nej, jeg skriver selvfølgelig for mig selv, og det har en enorm terapeutisk effekt for mig, og jeg elsker at skrive og fortælle en masse ting. Både vigtig viden og ligegyldigt info.  Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var ligeglad om andre læste med. For det er jeg bestemt ikke. Jeg elsker hver gang, der kommer en ny følger/læser til, og elsker når jeg har mange hits og unikke læsere. Måske er det mit konkurrence gen, der jo lige nu ikke bliver brugt på fodbold, som skal udfordres. Men det ligger mig altså på sinde at komme ud til folk. At berige nogen. At få taget hul på emner, der kan være tabu. Og så at dele min families hverdag med andre i almindelighed og særdeleshed. For skal man ikke have de lyster for at være blogger?? Bare lidt?

2014_ 3_24_12_26 (1)

Midt i min lille nedtur tikkede der en kommentar på et af de første “Dont worry…” indlæg ind fra en anonym læser. Og BUM, så var min blogger-glæde tilbage. Der ER jo nogen, der læser med, og som kan relatere til noget af det jeg skriver. Juhu, jeg har beriget nogen, og jeg har delt noget hverdag og nogen tanker, som hvert fald en har brugt til noget. Fedt – og så fulgte der lidt ros med. Jeg er sq nok lidt primitiv, for jeg elsker bekræftelse og ros. Jeg bliver lidt flov, når jeg får det ansigt til ansigt (og også over skrift), og ved aldrig helt hvad jeg skal sige. Men tak siger jeg i al fald, for jeg mener virkelig TAK. Og til den søde anonyme, der gav sig tid til at skrive en lang og dejlig kommentar; virkelig tak – og juhu, nu kommer blogger-lysten frem igen. Nu vil jeg dele igen, også selvom kommentarerne ikke vælter ind. Bare I læser med, så er jeg happy #clapalongifyoufeellikearoomwithoutaroof

Og rigtig god uge til jer <3

2014_ 3_24_12_26

2014_ 3_24_12_25 (1)

 

 

Hurra for bedster, mor-forældre, older og veninder…

Ja hurra egentlig for alle dem der kan passe ens barn, så man selv lige kan trække vejret, tag til terapi, tag på arbejde på trods af sygt barn, forsøge at pleje sig selv og ens parforhold. Seriøst HURRA for netværk. Og helt seriøst til alle børneforældre, der ikke selv har erfaret det på egen (og/eller partnerens) krop – HURRA for netværk til at få lidt tid til sig selv. Det er sq så vigtigt! Og totalt negliseret af daginstitutionerne, der prædiker; brug aaaaaal din tid med dit barn! Vores gør i al fald, hvilket også derfor at jeg i dag “er på arbejde” (men skulle møde lidt senere)! Og sikke et hårdt arbejde i dag: sidde på cafe med min sødeste veninde og drikke kaffe og spise choko-crossaint, OG så videre til den næste for at skrive og samle tankerne. Life is hard!

2014_ 3_19_11_51

(jaja skal nok hente hende tidligt!)

Jeg har før skrevet lidt om, at jeg nu pludselig forstår de unge mennesker, der flytter hjem til samme by som deres forældre. Dem som jeg ellers grinede lidt af før i tiden, og tænkte “Loooooosers”… Karma er altså en kælling, hvem griner nu? De andre formentlig, de har hvert fald grundlag og fuld helmet til det. For shit, man har brug for sine forældre når man får et barn – og helt sikkert endnu mere hvis man skal have flere. Ens hverdag, liv og hjerne kan da ikke hænge sammen i dagens Danmark, hvis man ikke har lidt aflastning? Med alle Lilletuts sygedage, skulle mit arbejde da have været noget mere end overordentlig large, uden vores forældre! Ens job og karriere er da ikke bygget til at man kan få børn? Hvad har Gud og regeringen egentlig forestillet sig?? Og hvordan kunne min mor dengang jeg blev født klare sig med 12 ugers barsel??? Seriøst??

Mine bedsteforældre (farmor og farfar) har glædet sig siden jeg blev teenager, ja formentlig siden jeg blev født, til at de skulle blive oldeforældre. Der var en overgang, hvor de så deres drøm brast, dengang jeg var lige lovlig crazy i tyverne. Det var en stor sorg, de forberedte sig på. Men heldigvis da jeg fandt min kone, genoptog de drømmen og satte sig det mål i livet, at de bare skulle overleve til at se deres første oldebarn! Heldigvis opnåede de målet, og har senere revideret det til at skulle se hende smile, kravle og gå. Nu hvor det sidste er opnået er jeg lidt spændt på hvad det næste er? Jeg håber det er noget i stil med at se hende blive konfirmeret, for jeg håber aldrig de skal væk herfra!! De er lige nu 85 og 87 år og klare sig selv med lidt skavanker hist og her. Jeg ville så gerne gøre dem lykkelige ved, at de kunne se Lilletut hele tiden. Men det lader sig desværre bare ikke gøre i og med, at de bor på Bornholm og ikke kan rejse mere. Jeg har besøgt dem for lidt med Lilletut, men vil tage mig sammen og gøre det mere, for hun skal have den luksus at have mødt og elsket sine oldeforældre. En luksus ikke mange får, og hvert fald ikke en jeg selv havde.

2014_ 3_19_11_38

2014_ 3_10_14_56

Vi har lige været på weekend først hos mine forældre på Bornholm og senest hos konens forældre i Varde. Og hvor er det bare dejligt, at se dels Lilletut nyde godt af selskabet, men også at se forældrene nyde og elske alt samværet med Lilletut. Jeg håber virkelig at hun får et lige så godt forhold til begge hendes sæt bedsteforældre, som jeg havde det til mine. Jeg er blevet passet af dem, været på ferie hos dem, og har virkelig nydt og glædet mig til hver gang jeg skulle besøge mine to sæt bedsteforældre. Og sådan skal Lilletut også havde det til hendes. Også selvom vi bor lidt langt fra dem. For det er jo ikke kun de to parter, der nyder godt at tiden sammen. Konen og jeg nyder det bestemt også! Seriøst det gør vi, og det tør jeg gerne stå ved. Vi tænker på hende først 24 timer i døgnet i vores normale hverdag, så når vi i en weekend eller lignende, kan overlade andre dette, så gør vi det og lader vores egne batterier op. For hvis der er noget, vores hårde måneder har lært os, så er det at vi skal have fuldt opladede batterier, når de hårde tider står på. Så nytter det ikke noget,at vi er flade og redder os selv ved at flygte, være sure og irritable. Så ved at lade op ved at lade andre komme til, hjælper vi Lilletut og tænker faktisk på hende først igen – bare lidt implicit. Det der med at tro, at ens barn får det bedst af, at man som mor (mama eller far) er hos dem H E L E tiden, er en løgn. Du skal lade op, og dit barn skal knytte relationer til andre. Tænk sig så meget kærlighed barnet kan få ind på og fra diverse konti. Det er så meget win-win.

2014_ 3_19_11_36

 

2014_ 3_19_11_50

I vores tilfælde, hvor vores forældre ikke lige bor i nærheden, er vi blevet ret afhængige af at vi i spids situationer kan overlade Lilletut til veninder. Og vi er så heldige, at vi har nogen søde nogen af slagsen, der så gerne gør det. Og også nyder det! Og hvor heldige er vi og Lilletut lige. Flere der elsker hende, og kan nyde hende, fylde hendes (og derved vores) batterier op. For slet ikke at tænke på, at vi så i de timer kan få plejet vores forhold – konen og jeg sammen. Det gør mig sq så glad.

2014_ 3_19_11_57

 

Det vi skal være bedre til herhjemme, er at give hinanden lov til at pleje sig selv. For som vores kloge damer siger: “man skal pleje sig selv, før man kan pleje andre”! Og SO TRUE THAT! Det skal man virkelig, for er man ikke selv glad (med fyldte batterier – altså i overført betydning), hvordan skal man så have overskuddet til at gøre andre glad. Man kan ikke tappe fra tomme batterier! Så iltmasken på dig selv først, før du sætter en på dit barn, kone, mand eller veninde. Og hvor glemmer vi det bare alle sammen alt for ofte. Jeg gør i al fald. Og flere af mine veninder gør det også, hører jeg. Desværre er de fleste bare gode til at gemme følelsen af tomhed væk, og først gøre noget ved den, når den er alt overskyggende og lammende. Hvis det nu var lidt mere okay at sige højt, at man altså ikke kan få luft, at alt det perfekte kvæler en langsomt, så kunne man måske hjælpe hinanden langt før. For tænkt hvis vi ikke alle sammen skulle leve op til det perfekte. Det perfekte selv, den perfekte familie, det perfekte sexliv, det perfekte forhold og det perfekte hjem med de perfekte ting. Tænk hvis vi bare kunne sige tingene, som de var: at livet ikke altid er perfekt, at karma er en kælling – og at det er hårdt og kræver arbejde at få børn og bevare sig selv…?!

2014_ 3_16_20_39 (2)(Dont worry, be Happy)

 

 

Drømme for børn – med rabat

Gode drømme og god søvn til en billig pris – ja tak, hvem vil ikke have det?!

2014_ 3_17_21_51

Lilletut har aldrig været særlig god til at sove – hverken dag eller nat. Men jeg er faktisk lidt mere end sikker på, at hun dog sover lidt bedre og lidt længere i pænt lækkert sengetøj i hendes fine seng. Jeg synes hvert fald, at det er lidt sjovere at skifte sengetøj og redde seng med lækkert sengetøj. Og jeg forestiller mig, hvor lækkert det må være at ligge og putte i sengetøj i lækker blød kvalitet. Lilletut har helt sikkert deluxe sengetøj i forhold til os. Jeg synes bare, at der er så meget fint.

Og så elsker jeg hendes seng. Det har jeg vist gjort lige siden jeg blev født. Hendes seng er nemlig min egen gamle originale juno-seng, som min mor og far købte brugt for 150 kr, da jeg blev født to uger for tidligt d. 5 januar for 33 år siden! Mine forældre er af den afslappede, ikke så planlæggende type og havde ingenting købt, så mens min mor lå brak efter et akut kejsersnit i ca 14 dage på hospitalet (jeg lå med hovedet nedad, fandt de ud af efter hun helt selv var GÅET hen på hospitalet efter hendes vand gik tidligt om morgnen) kiggede min far desperat brugt-børsen i avisen igennem efter en babyseng. Han fandt en lyseblå lidt slidt en, men billig og den kunne hentes med det samme. Det blev den – heldigvis.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det var altså sådan Vegas seng kom til vores verden. Min lillesøster har også sovet i den, og den er virkeligt et dejligt barneminde for mig, og jeg har altid vidst at mit første barn skulle ligge i den. Det har været aftalt længe med min mor. Min mor gemmer alt – heldigvis i dette tilfælde – så den har i alt den tid min søster og jeg har været færdige med den, ligget skilt ad hulter til bulter oppe på vores loft. Jeg har selv sat den i stand; eller dvs fået en sød mand på Lolland-Falster til at lime bunden sammen og finde nogen ekstra skruer med gevind, ellers var den fuldkommen. Efter at have købt en skum madras i ikea, som jeg skar til, har sengen fungeret til upåklagelighed. Lige undtaget at Lilletut ikke er den bedste sover. Men det er ikke sengens skyld. Tror jeg 🙂

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

I min graviditet faldt jeg over firmaet “Dreams for Kids”, en dansk familieejet mindre virksomhed omkring Søborg, som solgte de fineste ting til brug ved sengetid.

IMG_0131

Jeg elskede at de turde slå sig fast på at have et emne for deres shop, og så blev jeg hurtigt benovet over de fine ting og fede mærker samlet på et sted. Jeg har flere gange klikket ting hjem, men det vildeste var nok den torsdag eller fredag eftermiddag, hvor jeg lå hjemme på sofaen (jeg led af slem hyeremesis) og klikkede en god blanding bodyer, heldragter, sengetøj og bamser hjem. Jeg betalte med mit dankort, og lagde mig til at slappe af. Pludselig – ca 1½-2 timer efter – ringer det på døren. Jeg aner ikke hvem det er, og er lige ved at være for doven til at lette mig. Jeg gør det dog, og bum, der står den sødeste mand med mine varer. What? Beløbet var nærmest ikke trukket fra min konto endnu. DET er god service. Alt var pakket fint ind, der var et lille kort med slik, og alt i bestillingen var som det skulle. Rasmus (som den søde mand hed) havde skyndt sig at pakke den, og syntes at han lige så godt kunne aflevere den til mig personligt, når nu han alligevel skulle på posthuset med andre pakker – så behøvede jeg jo ikke vente til efter weekenden med at få mine ting. Nice!

De andre gange har leveringen ikke været så personlig, som med en sød mand på dørtrinet, men altid utrolig hurtige og meget pålidelige. Alt har været korrekt, lækkert og fungeret. Man bliver godt informeret pr mail, og så har de lutter gode anmeldelser på Trustpilot. Og så er jeg altså lidt en sucker for et fint håndskrevet kort – og chokolade.

2014__3_10_14_58(7)[1]

Jeg kan kun anbefale dem. Og så har jeg været SÅ heldig, at få lov til at belønne jer også. I får rabat! Rabat på god og smuk søvn i skønne omgivelser. Kan man be om mere? Næh, eller det skulle da lige være at vide, at I vil komme til at spare 23% på ALT i webshoppen – også de helt nye ting. Alle de lækr mærker ligefra Soft Gallery (min favorit), Småfolk, Danefæ, Sebra, Joha, Holly’s, Fjolletrold, AlbaBaby, Hevea, nature zoo, Okker-Gokker med flere endnu er samlet her. Og hvor kan man ellers købe de helt nye varer med rabat?? Ikke mange steder – gå amok piger, damer og lækre kvindfolk (og mandfolk selvfølgelig).

Brug koden Lilletutogmor23 når du har klikket varerne ned i kurven, og skriv koden i feltet med plads til koder til gavekort. Så bliver rabatten automatisk fratrukket med det samme, og du kan se din nye dejligere pris 🙂 1, 2, 3 Shop amok i har til og med torsdag d 20/3 2014… Hjemmesiden finder du her: http://dreamsforkids.dk/

Det eneste lille aber-dabei…Meld jer til at følge mig på bloglovin, så er I søde…jeg elsker at se tal vokse sig større – og får ikke lov til at se dette på min bankkonto – så vil I ikke nok gøre mig den tjeneste at melde jer på bloglovin, så jeg kan se det her… http://www.bloglovin.com/blog/11901337

Og skriv gerne en kommentar i feltet nedenfor med hvad I har købt eller vil købe. Det er så dejligt med inspiration. Jeg tror nemlig, jeg skal have købt lidt mere nemlig…

2014_ 3_10_14_58

Sidst købte jeg dette lækre og yderst pæne sengetøj fra Soft Gallery i farven Coral. Det er så blødt, at jeg ville ønske jeg selv kunne sove i det. Vi har dobbeltdyne, så desværre kan jeg ikke det. Men måske kan du, hvis du har en alm voksendyne, for det fåes nemlig også til voksne. Nice!

2014__3_10_14_59[1]

2014__3_10_14_58(3)[1]

Udover sengetøjet til Lilletut flottede jeg mig også og købte et nyt pusleunderlag. Jeg har længe ønsket mig et nyt, siden at vores gamle fra Jysk er blevet helt trykket flad. Der kunne man virkelig fornemme at kvaliteten på et billigt underlag er derefter – dårlig. Nu har jeg købt et fra Sebra og hvilken forskel! Det nye pusleunderlag er tykt og lækkert fast-blødt i skummet. Har en dejlig overflade, der er nem at vaske af. Og så er det så pænt! Og jeg elsker de der oversize mærker, som Lilletut kan ligge og pille ved.

 

2014__3_10_14_58(8)[1]

I samme ombæring købte jeg også nogen gaver til min venindes dejlige søn, som snart fylder et år. Han – og hans mødre – bliver helt sikkert lige så glade for deres nye lækre sengetøj fra bla. Småfolk, som jeg blev for vores. Det er altså lækkert med fine ting – i sær med rabat 🙂

2014__3_10_14_58(1)[1]

Det eneste problem er der kan forekomme må være følgende…

2014_ 3_14_20_11…men så er det heldigt, at du kan få lov til at vente med at betale til d.1 i måneden 🙂

 

Older posts