Happii-chappii…Me?!

Puha – magter I det mon? Magter jeg det? For jeg havde jo forsvoret ikke at skulle skrive happy chappy indlæg med mere eller mindre skjulte agendaer som: “Seeee miiiiig, jeg har alt det rigtige”, “Seeee miiiig, min kone elsker mig, og vi har den mest perfekte familie ever” og “Seeee miiiig, jeg er den mest økologiske, spelt-agtige, hjemmelavede og korrekte overskudsmor”!
Det sidste kommer vist ikke til at ske anyways, og slet ikke i dette indlæg, da Lilletuts mad de sidste to dage har bestået af lasagne – på glas. Men altså, jeg synes egentlig, jeg vil vove mig ud i bare lidt i den retning, for jeg tænker, at I måske også skal læse lidt om, at jeg faktisk ikke er sortseende, ulykkelig, halv depressiv og hjerteknust hele tiden! Jeg har været det de sidste måneder, men jeg tror måske, at det endelig for alvor er ved at vende.
Med mindre jeg hermed har jinxet det – dammit!

Efteråret, julen og januar var hård, og som skrevet i diverse indlæg i den periode, ved at tage livet af vores familie og parforholdet. Shit en øjenåbner af rang! Bestemt ikke noget jeg ville ønske for selv min værste fjende (hvis jeg havde sådan en), og bestemt ikke noget der skal ske igen, for så tror jeg ikke det vil få en lykkelig slutning igen. Ikke at det er en lykkelig slutning nu. Intet er slut, hverken konens og mit forhold (heldigvis), men desværre ej heller ikke den mistillid der for mit vedkommende opstod efterfølgende. Sårene på sjælen er ikke lægt endnu, men de er da stoppet med at bløde.

Men juhu og yes; Vi har fået en familie herhjemme. Familieliv. Jeg kan mærke, at vi nu er en familie på tre – 1 barn og 2 voksne. Og hvor er det bare en helt fantastisk følelse! Tænk sig at være to, der deler glæderne og sorgerne omkring Lilletut og familielivet. Jeg følte mig alene før, men nu er konen kommet på banen på ny med fuld fart og glæde. Jeg kan mærke, hun er her. Hun er glad, og fyldt med gåpåmod, og det fylder mig med glæde og nyt gåpåmod. Gåpåmod der gør, at vi kan snakke om sommerferien. Om ting vi vil gøre ved lejligheden. Om tid vi kunne bruge bare på os to som par. Om ting vi kan gøre med Lilletut som en familie. Om drømme. Og det gør mig glad – og en smule happiiii-chappiiiii!

For første gang i mange måneder har jeg følt en lethed, en glæde og et håb. Der er måske et liv efter barnet – et liv med min kone! Fantastisk! Og måske tanken om endnu baby (på et tidspunkt) ikke er helt så frastødende mere?! (Konen får formentlig et føl, når hun læser det – sorry skat). Letheden og glæden har løftet mig glad gennem dagene også på jobbet. Overskuddet har været i top, og jeg har fået kram og smil fra mine patienter, som lige har fået en tand mere empatisk behandling. En af glædes historierne var, da jeg i går kunne hjælpe en ældre dame ud af hendes angst-anfald. Hvor var det bare livsbekræftende. En smule happiii-chappiii mig, men nu har jeg lignet en hængt kat så længe, at alle kollegaerne nok har kunnet unde mig det lidt. De tidlige morgner og eftermiddagene og aftenerne med Lilletut er også forgået i lykkeligt mode, og ulvetimerne er foregået fuldstændig på Lilletuts præmisser.

Samtidig med at kærligheden synes at blomstre herhjemme, så har jeg også fundet kærlighed – lååååve – et andet sted. På instagram! Og det varmer så sandelig!
En af de helt søde damer på instagram, skønneste Elisabeth, der har den dejlige blog Fyrsten & Fruen, har åbnet mine øjne for, hvor skønt det egentlig føles, når folk ser en derinde. Hun har i lang tid glædet mig med hendes dejlige billeder, sjove kommentarer og skønne omgivelser i hjemmet (Find hende selv her). Med hendes nyeste påfund #spreadthelååååve har hun dels glædet mig med at vise en dejlig personlighed, men også ved at sende låååve min vej – og hermed nye skønne følgere og læsere på instagram og herinde. I LIKE A LOT!!!
Tak Elisabeth, og V EL K OM M E N til alle 🙂
Jeg vil helt sikkert tage teten op på et senere tidspunkt, når jeg lige får kigget mig ordentlig om i store blogland, og også anbefale nogen og få givet noget good låååååve videre.

Men jeg er glad for tiden – happy-chappy – så ikke engang disse sedler på døren i Lilletuts vuggestue kan skræmme mig…

Jeg håber det holder (7 9 13, bank under bordet), og jeg håber I holder (det ud)… 🙂

Så så man lige mig…

Så så man lige mig blive den der forældre, der begejstret står på legepladsen med sit barn tidlig lørdag morgen – på cirka samme tid som de unge mennesker uden børn (med liv?!?) slæber sig hjem fra en (våd) tur i byen.
Jeg har tit cyklet forbi legepladsen præ-Lilletut og tænkt, at det virkelig så kedeligt ud! Og tænkt at der kom jeg nok aldrig til at nyde at være. Men det er så lavet om nu. Ja faktisk var legepladsen weekendens absolutte optur – alle tre gange vi var der.

Lørdag var konen på arbejde, så jeg måtte hanke godt op i mig selv (og spise en god håndfuld panodiler), for at komme over fredagens re-influenza i absolut voldsom stil, og være mor med overskud. Puha, gad vide om man hærder med tiden og bliver bedre og bedre til at være syg samtidig med, man skal agere mor med overskud? Jeg synes hvert fald, det trækker tænder ud.

Heldigvis var Lilletut i godt humør, og vi hyggede os lørdag morgen med bøger, duplo og lidt Bamse. Jeg prøvede virkelig at trække tiden ud, så vi ikke kom for tidligt ud af døren for at tage på legepladsen. Synes måske det var lige lovlig overkill at troppe op på pladsen allerede 07.30…synes minimum den skulle blive 09.30 – okay måske 09.00 på en utålmodig dag.

Det lykkedes til rimelighed at få trukket tiden lidt ud, da vi også skulle en tur på apoteket for at hente nye forsyninger pencillin (hun skal have en 14 dages kur) og et lille smut i netto. Så klokken blev ca 10 (acceptabel tid), før vi var på legepladsen – sammen med Østerbros øvrige morgenfriske forældre. Og alle mountain buggy og bungaboo vognene.

Lilletut elsker at kigge på andre børn, og står gerne bare og kigger og kigger. Sådan var hun også, da vi startede med at tage i legestue, da hun var helt lille, og da hun startede i vuggestuen. Hun skal lige se tingene lidt an, før hun selv går til den. Weekendens første besøg på legepladsen var derfor mest af alt af den observerende slags. For sikke mange spændende børn, der løb rundt. Og spændende forældre, syntes moren! Nogen forældre er bare for upædagogiske, og har mere travlt med deres telefon end med at lege med deres barn. Jeg får nogen gange lyst til at sige til den pågældende, at der er lavet undersøgelser om at børn føler sig oversete og mindre værd, når forældrene altid snakker eller kigger på deres telefon. Men jeg styrer mig, for jeg er nok heller ikke superduper mor på alle punkter. Og hvem gider belæres en tidlig lørdag formiddag?

Det var faktisk ret vildt at se den udvikling Lilletut gennemgik på legepladsen weekenden over. Fra mest af alt at observere den første gang, var hun om søndagen helt anderledes. Formiddagens besøg om søndagen bød både på sandkassebesøg sammen med to store drenge, gyngetur og rutschetur på alle rutschebanerne. Trapperne op til rutschebanerne kunne hun ikke helt forcere selv, men med lidt støtte og hjælp gik det, og hun kunne suse ned næsten selv.

Søndagens andet besøg efter frokost og lur, hvor mama også var med, var ret imponerende. For nu kunne hun pludselig selv kravle og gå op af trapperne til rutschebanerne, og møflede rundt på dem – op, ned, op, ned, op, ned. Hun var så sej og frygtløs på rutschebanerne, og at hun tog den på hovedet ned i sandet et par gange afskrækkede hende ikke. En lille tumling med mottoet; højere, vildere, hurtigere.

 

 

Jeg har på et tidspunkt læst en artikel omkring, at forældre ikke skal pakke deres børn ind i vat. At børnene skal lære – og mærke – på egen krop, hvad de formår og ikke formår (selvfølgelig uden fare for at gøre skade på sig selv), for på den måde at udvikle sig bedst muligt. Og den teori kan jeg mærke, at jeg er helt enig i. Jeg synes, det giver rigtig god mening. De der “curling-børn”, hvor forældrene fejer alle sten og bump på vejen væk for dem, skal vi have udryddet igen. Og man kan lige så godt starte fra starten – også med den motoriske udvikling og stimulering.

Jeg kan mærke at legepladsen kommer til at blive vores ven, og jeg håber virkelig at Lilletut med tiden kan møde nogen gode kammerater der, som hun kan lege med. Også så moren (og mamaen) med tiden kan sidde lidt og hvile hovedet og nyde solen (og kaffe) her til sommer. Uden at snakke i telefon forstås 😉

Mad

En af vores lidt ømme punkter herhjemme, er helt sikkert vores mad. Eller mangel på samme ofte. Både konen og jeg har nogen helt ad-helvedes til mad- og spisevaner, og vi kan sagtens glemme at spise en hel dag.

Konen spiser typisk aldrig hverken morgenmad eller frokost, så det første hun spiser på en lang dag er eftermiddags- og/eller aftensmaden herhjemme. Det er egentlig tosset, når hun træner så meget, og jeg har været meget efter hende. Tænk nærmest ikke at spise en hel dag!? Og så kan hun ikke lide sodavand, hvordan kan man ikke det?! Generelt spiser hun dog ret sundt og fornuftigt, når hun så spiser.
Jeg selv har en del madlede, som begyndte sammen med min depression for et par år siden, formentlig da jeg begyndte med mine lykkepiller. Jeg har ofte ikke lyst til noget mad, og skal tit spise blot for at gøre det, og ikke fordi jeg har lyst.
Jeg havde massiv kvalme og kastede op mange gange dagligt under min graviditet (hele graviditeten, ohh yeah), så der spiste jeg næsten heller aldrig noget, og i hvert fald ikke varm mad! Jeg kunne ikke fordrage varm mad! At jeg tog 30+ kilo på under graviditeten er egentlig ret utroligt, i lyset af at alt kom op igen, og de begrænsede mængder der kom ind. Men de hvide ost og skinke sandwich i vacuum pakning fra Rema1000, må virkelig have kunnet et eller andet massivt på kalorie regnskabet.

Så her er altså endnu en farlig kombination af konen og jeg. På nogen punkter burde vi bare slet ikke have lov til at være sammen. For med to forældre med sådan et fucked-up forhold til mad, hvordan skal det så nogensinde gå Lilletut?!
Vi har virkelig et kæmpe ansvar her.

Lilletut har været flaskebarn siden hun var ca 1 måned gammel, da jeg ikke producerede noget mælk overhovedet (stor krise). Hun har altid gylpet rigtig meget, og kunne snildt gylpe alt op ca 2 sekunder efter at flasken var tømt. Da hun begyndte at få grød og mere fast føde, brækkede hun sig faktisk ved hvert måltid. Der skulle ikke meget slinger i valsen med maden til, før at hun fik brækfornemmelser og kastede op. Et sart svælg kaldte læge, sundhedsplejerske og nu pædagogerne i vuggestuen det. Det var også i tiden med opstart af grød og mad, at Lilletut begyndte at hoste meget. Så hvis ikke hun brækkede sig af maden i munden, mens hun spiste, så hostede hun tit så meget, når hun kom i seng, at hun så kastede alt maden op inde i sengen. Som jeg har skrevet om før, så tog vores daværende læge sig ikke af dette. Alle børn hoster, som han sagde!!

Da hun fik mos elskede Lilletut alle grøntsager. Moren (mig) var lidt stolt, og følte sig lidt nice over, at hendes barn fik sund og alsidig mad. Nu; not so much!! Det er sikkert karma den bitch, der kommer tilbage og bider mig lige i nummeren. For nu gider damen hvert fald ikke spise grøntsager. Vi prøver og prøver. Moser, skærer i bider, stave, you name it we tried it. Lilletuts helt klare favorit for tiden er: fuldkorns pasta. Og bananer. Og helst bare det uden irriterende kød og grønt ved siden af. Nogen gange prøver vi at lave en god sammenblanding af tingene på tallerken – og snyder med lidt ketchup (ohh yessss) – og så elsker hun det, og spiser alt. Hun er ikke til at blive helt klog på den lille bestemte dame.

Konen træner meget. Lige for tiden, her midt i vores maratons-syge, bliver det ikke til så meget, men det er hendes store passion og lyst her i livet. Og i perioder skal kosten passe til. Sådan en periode har vi (dvs hun) lige nu. Hendes klare mål er, at vi skal spise flere grøntsager og mindre pasta og kartofler. Hun er meget inspireret af palæo-kosten, da de bruger rigtig mange grøntsager på en faktisk lækker måde. Vi er ikke fanatiske, og vi er ikke kur-mennesker. Det bliver vi aldrig. Vi ville aldrig kunne skære alt sjovt væk fra vores kost, så vi synder engang i mellem med slik og kage, men det bliver sjældnere og sjældnere. Vi inspireres af diverse sundhedsguruer, og tager det bedste for os med os. Vi tror på at det skal være en livsstil og ikke en kur (eller straf).

Ohh yeah, whats not to like med det palæo?!

For tiden er det altså Palæo-bogen, der inspirerer min flittige kone i køkkenet, og hun nyder det faktisk. Jeg kan se, at hun kan lide at læse sig frem til forskellige retter og nye grøntsager, olier, kerner osv, der kan bruges på en sund måde. Og jeg elsker både hendes mad og at hun laver maden (og hende)! Min madlede gør, at det at stå i et køkken og kreere bare ikke er en god oplevelse. Jeg har ikke lyst til noget mad, og så er det svært at stå og tilsmage og være kreativ, synes jeg. Og som konen så pænt har udtalt; “Så har jeg ikke taget dig for din madlavnings skyld. Du er ikke så god til at lave mad”! Nåhr ja, jamen så må jeg jo heller holde mig væk fra kødgryderne. Så vasker jeg tøj 🙂

Mandelmel – konens sidste projekt

Lilletut bliver præsenteret for palæo-maden, og spiser lidt med. Hun er bare ikke så meget til alt for meget krydderi, så tit bliver hendes kød og sovs noget andet. Og hun får typisk også kartoffel, pasta eller ris til, for hun skal jo gerne have lidt kulhydrater fra de ting, selvom vi andre ikke behøver. Som sagt er Lilletut inde i en anti-grøntsagsperiode, og så er hun jo syg på snart anden uge, så det er ret svært at få (fornuftig) mad i hende. Det er heller ikke hver dag, at vi når at spise sammen. Når Lilletut har nægtet at sove eftermiddagslur, bliver hun så træt, at det ikke er altid, at vi når at have alt mad færdig. Så spiser hun selv (sammen med os ved bordet), og vi spiser når hun er puttet.

Der er bestemt plads til forbedringer, men jeg synes at vi tager os sammen og prøver. Hvad gør I derhjemme? Har I nogen guldkorn eller opfundet den dybe tallerken på en særlig måde??

Ohh sygdom din …

Puha, så nåede man så langt i ugen der gak. Onsdag – lidt mere end halvvejs – to dage til weekend, but who’s counting! Ej, egentlig skal vi i denne sygdomsomgang ikke klage, for vi har fået hjælp fra både øst og vest til pasning af den syge Lilletut. Dejligt – især når både konen og jeg skrænter.
Min mor var så heldig at kunne få to fridage mandag og tirsdag, og konens mor kunne få to fridage onsdag og torsdag, og når konen så selv har fri fredag, ja så betyder det ingen barns sygedage til mig. En fuld arbejdsuge – yeah!

Lilletut har nydt det i fulde drag, og er helt sikkert blevet max forkælet i dagene med bedstemødrene. Hun har fået fuld opmærksomhed fra hun stod op om morgenen, til hun er gået i seng om aftenen. Mandag morgen vågner Lilletut op, og vupti, der står mormor. Tirsdag aften går hun i seng, mens mormor er her, og vågner op til onsdag morgen, hvor bedstemor er her. Fredag morgen vil hun vågne op til at også bedstemor er taget afsted, og hun må nøjes med konen og jeg. Gad vide hvordan det bliver modtaget?!

Men hvor er ens overskud bare noget andet, når man ikke har passet et sygt barn i døgndrift på nu anden uge. Hvor giver det bare et massivt energiboost, et kæmpe løft i humøret og overskuddet at vi faktisk har været fire om det. Ja, faktisk er det bedstemødrene, der har taget alt slæbet om dagen – hvor konen og jeg har “slappet af” på jobbet – og så har vi været på om natten. Det kan næsten ikke siges nok, hvor meget lidt aflastning kan hjælpe og bare gøre underværker.

En af de søde faste læsere (Pia) spurgte til svaret af immuntesten, som vi fik taget for nogen uger siden på Riget. Jeg troede egentlig, at jeg havde fået det fortalt, men der var ikke noget umiddelbart at komme efter i blodprøverne. De så fine ud. Præcis hvor sjældne ting, de testede for, skal jeg ikke kunne sige, men i al fald testede de ikke for alt. For som sygeplejersken sagde, kan man jo aldrig udelukke alt hundrede procent. Men intet tyder i hvert fald på en decideret defekt i immunforsvaret. Jeg fik faktisk en god snak med sygeplejersken fra Lilletuts ambulatorie i mandags, og er nu helt med på planen i forhold til Lilletut og alle hendes feberperioder. Får hun feber og bliver syg, uden vi har mistanke til noget specifikt (fx ørerne), skal vi ringe til børnemodtagelsen på Rigets akut nummer – og altså ikke 1813. Det skal være børnelægerne fra Riget, der skal tjekke hende, så de kan være noget mere specifikke i deres undersøgelser.
Sideløbende med det åbne forløb på Riget, skal hun tjekkes af en ørelæge. En sådan aftale er hermed også kommet i hus, når hendes nuværende antibiotika kur på 14.dage er slut. Vi ser frem til det ørelæge besøg, og forventer næsten al verden af det og de forventede dræn. (Vi kan kun blive skuffede!) Vi glæder os til at sove igennem. At Lilletut snakker fejlfrit. At hendes balance bliver god igen. Og til at hun vil have vasket hår igen. Især det med søvnen! Tænk at sove mere end to-tre timer i streg?! Gad vide om man får ondt i ryggen af at ligge så længe ad gangen?!

Hvad er jeres erfaringer med dræn? Gode/dårlige?

Og hvad er der med det mælk og de ører?? Vi googler en masse om det lige pt herhjemme, for nu har vi snart fået rådet af så mange. Altså at vi skal undgå mælk og mejeriprodukter i Lilletuts kost, for at forsøge at nedsætte antallet af mellemøresbetændelser på den måde. Er der nogen af jer, der har gode/dårlige erfaringer med dette?
  

En hyggelig lørdag toppet af med lidt mere pencillin…

Nu er der da også gået lidt over halvanden uge siden, Lilletut stoppede sin sidste pencillin kur, så nu er det da også på tide, at en ny starter!? Eller noget!?

Lørdagen startede egentlig hyggeligt. Lilletut og jeg stod op ved 6 tiden, efter at have puttet lidt med Bamse og Kylling på bedste vennen (ipaden) inde i vores seng. Konen fik lov til at sove længe, da hun de sidste par døgn har haft feber og været skidt. Så nåede influenzafeberen også hele familien rundt, og har godt nok slået benene væk under konen og jeg. Shit, jeg har haft det dårligt. Vi snakker man-flu versionen, hvor jeg i smertehelvede kun har kunnet ligge i sengen i to døgn på panodil – thank God for ikke at være enlig (og mega respekt til dem der er)! 

Lilletut og jeg hyggede inde i stuen med diverse bøger og legetøj indtil konen stod op, og vi kunne lægge en plan for dagen. Vi besluttede at tage på cafe for at spise brunch – konen havde fantaseret om det hele natten og havde googlet alverdens steder, for at finde det helt rigtige udvalg. Konen og Lilletut tog en (bekymrende) lang lur, da Lilletut pludselig, idet vi skulle køre, virkede akut træt.
Efter luren fik vi pakket os sammen og kørte til Nørrebro i bil (konen var alligevel dog for syg til at gå). Vi ville for en gangs skyld prøve noget andet end de lokale her på Østerbro, som vi plejer at tage til. Vi var heldige og fandt en parkeringsplads lige ude foran cafe 22 på Sankt Hans Gade, og jeg lavede en lige-i-skabet parallelle parkering, men ohh ve og skræk, helt proppet på det lille og ellers hyggelige sted. Øv! Vi kunne komme på venteliste, men med et lille barn og en sulten kone gik det altså ikke. Så vi vendte snuderne mod det kendte og trygge Østerbro, og indfandt os på vores vandte cafe Phenix med den store (og gode) tag selv brunch. Kravet fra konen – jeg selv er egentlig mere til “tallerken-brunch”. Vi var heldige, at få det sidste bord – succes, endelig! Så meget for at prøve noget nyt.

Lilletut fik skovlet lækkerier op på en tallerken, så hun var underholdt så længe, og konen og jeg gik selv i gang. Det er bare så hyggeligt at tage ud og spise brunch, når Lilletut nu er stor nok til både at sidde med ved bordet og spise med også. Da hun var lille lå hun altid bare i voksien på gulvet, eller stod i klapvognen udenfor og sov (i de få minutter det varede!).
Phenix er et meget børnevenligt sted, og personalet har altid elsket Lilletut. Særligt en af pigerne som plejer at snakke med hende og gå lidt rundt med hende. Det er altså virkelig god stil. Lige noget til at varme et moderhjerte.

Mens vi sidder der og hygger, får jeg lige pludselig kigget ind i Lilletuts ene øre – det flyder med tykt gulligt pus. Eiiiiiijjjjj! Pludselig giver det mening med hendes lange lur i formiddags, de røde kinder og hosten og snotten, der begyndte i morges. For ikke at nævne den sidste uges virkelige usammenhængende søvn. Eiiiiiijjjjjj, ikke mere sygdom. Vi kan ikke mere!

Da vi kommer hjem ringer vi til 1813 – vores debut – for at høre om vi skal forholde os på en særlig måde. Vi tænker at med alt hendes feber og infektionshistorie, tør vi ikke vente til mandag med at snakke med en læge. Især ikke fordi hun jo lige akkurat var blevet rask efter sidste feberperiode (hvor vi faktisk skulle have haft kontaktet en læge, faldt jeg tilfældigt over i hendes journal?!) 12 minutter siger de i tlf at ventetiden er, og det går der relativt præcist, inden vi får dem i tale. En sød dame giver os en tid på Bispebjerg kl 16.30 hos en børnelæge. Og se det er jeg fan af! At de har engageret en børnelæge til at sidde i vagt, fordi der er så mange (sikkert FOR mange) børn, der skal tjekkes i vagttiderne. Tiden passede os fint, da hun så kunne få endnu en tiltrængt lur. Lilletut var nemlig blevet ret klattet og hængende.

Ude på akutmodtagelsen på Bispebjerg kl 16.15 bliver vi modtaget med det samme vi kommer (god stil), og en sød børnelæge kigger på hende. Og hører hele hendes lange historie! Åhh, jeg er altid lidt pas omkring, hvor meget jeg skal fortælle, for vores historie starter egentlig tilbage ved 3 mdrs alderen, men det er måske også lige detaljeret nok.

Lilletut er dygtig, og klapper også af sig selv og siger ” dygtig”, da hun bliver kigget i ørerne uden skrig og skrål. Det ene ser egentlig ok ud, men det andet er fuldstændig snasket til af pus. Halsen er ildrød, og hun har lidt hævede lymfer på halsen ved ørerne. Virus mener damen, men konferere det med en garvet kollega, som også arbejder på børneafdelingen på Riget. 14 dages pencillin med amoxicillin med et andet virksomt stof end imacillin – det samme som hun fik sidst (4. gang). Til jer, der har skrevet at imacillin og amoxicillin er det samme, så findes der to slags amoxicillin med to forskellige virkbare stoffer. Det her er det andet (det hedder noget med clau….something). Et bredspektret præparat kroniker børnene får. Åhh, lille kroniker! Desuden understregede lægen, at vi skulle ringe til riget mandag morgen og be om en ny tid snarest, så der kan blive lagt en ordentlig plan for, hvad vi præcist gør, når hun får feber igen, og hvem der har undersøgelses”pligten” – vagtlægen/akutmodtagelsen eller Riget/børnemodtagelsen. Også skal en ørelæge på banen nu. 5.gangs mellemøresbetændelse med pencillin på 3.måned holder ikke.

Jeg fik så ondt i hjertet. Ihh, min lille pige – syg igen. Det lyder helt fjollet, men det ramte mig virkelig denne gang. Og jeg blev virkelig ked af det. Sad og kyssede hendes lille hånd hele vejen i bilen til apoteket i Lyngby, og ville bare knuge hende ind til mig. Jeg følte mig skyldig og nærmest helt tom. Mit lille pus, hun må ikke blive ved med at være syg.

Og så melder det praktiske sig; åhh nej, ikke mere væk fra arbejdet!!! Jeg er der jo nærmest aldrig. Heldigvis er min mor så sød, at hun har tilbudt at tage fri og rejse herover for at passe hende mandag og tirsdag. Juhu! Vi er altså lidt på den, når nu vores familie bor så langt væk.

Hvad gør I andre med pasning på sygedage???  

Older posts