“Kan I ikke give hende nogen kortere dage?? I kan jo bare….”

Øh ja, hvad kan vi bare?! 

Helt ærligt, kan man tillade sig at sige det? Altså vuggestuen? Må de godt hentyde til at vi er mega-lorte-frygtelig-onde forældre, der uden grund med vilje og helt uansvarligt giver vores stakkels barn aaalt for lange dage i vuggestuen? 
Ja, undskyld os at vi begge har et normalt fuldtidsjob, for at vi kan betale vores regninger (her i blandt netop vuggestuen) og have en lejlighed på Østerbro. Og ja, undskyld os at vi er nogen af dem, der rent faktisk gerne vil rejse lidt for at komme hen til vores arbejdsplads, så vi kan have et arbejde overhovedet. Jeg elsker mit arbejde, så at jeg skal køre i 30 minutter for at nå dertil, det gør jeg altså gerne. Jeg føler mig som et helt menneske i form af mit arbejde. Jeg kan slet ikke forestille mig, ikke at være den fagperson jeg er på jobbet. Ikke at have alt min faglighed med mig, ikke at udvikle den og ikke udleve de ambitioner, jeg trods alt har tilbage. Og det gør mig altså til en god mor – med overskud.
Jeg synes i bund og grund, at det var en provokerende udmelding. For hvad nu? Er vi uansvarlige forældre, hvis/når vi ikke vælger at gå ned i tid, så vi kan hente Lilletut tidligere eller aflevere hende senere? Og er vi ikke samarbejdsvillige eller villige i det hele taget til at følge vores barns behov, når vi ikke “bare” gør det? 
Vores hverdag ser sådan ud: 
Konen står op kl. 04.30 og gør sig klar til at tage på arbejde og går en tur med Anton. Hun kører senest kl. 05.15 for at møde kl. 06 i Lyngby. Jeg står op ved 06-tiden. Jeg gør mig selv og Lilletut klar, kører afsted mod vuggestuen for at aflevere hende kl. 07 sharp, når de åbner. 
Hun er det første barn, der bliver afleveret. Senest kl. 07.15 skal jeg kører mod Herlev for ikke at blive holdt fanget i diverse bilkøer på turen. Jeg møder kl. 08, og har fri kl. 15.30. Her stresser jeg hjem, for at sætte bilen hjemme (kan ikke parkeres ved vuggestuen), tage Anton og klapvognen med og gå hen til vuggestuen. Vi er der ca kl. 16.20, og er hjemme igen kl. 16.45. Så ja det er en lang dag. Det synes vi alle! 
Jeg elsker mit barn – jeg elsker Lilletut, og ville da for alt i verden gøre alt for hende. Alt hvad der står i min magt. For det er altså ikke helt i min magt “bare” at gå ned i tid. For hvem skal så hive de penge hjem? Konen kan ikke have flere timer, hun får i al fald ikke løn for flere timer – “interessetimer” er kun noget, det private arbejdsmarked har skabt! 
Og egentlig troede jeg, at pædagogerne godt kunne sætte sig ind i det der med ikke at få den højeste løn, altså at vi “var på samme side”. Jeg føler mig egentlig lidt angrebet på min person og mine valg. På en uretfærdig måde. For selvom kærlighed betyder alt, så betyder økonomi bare lige så meget, desværre.
Hvad har I gjort? Har I valgt at prioritere anderledes? Eller prioriterer I som os – selvvalgt eller ej? 

Hov – glemte vi lige babyen??

Da konen og jeg kørte afsted fredag sen eftermiddag fra Østerbro, var det med følelsen af at vi havde glemt noget vigtigt – Lilletut! Og det havde vi egentlig også – det var bare med fuldt overlæg og altså fuldstændig meningen. For hun var heldigvis ikke alene hjemme i lejligheden (med Anton), bedsterne var der også. Og de havde glædet sig så meget – bedsterne – og det havde vi i høj grad også. Faktisk var det noget vi havde glædet os til lige så længe, som det havde været planlagt, og vores forhold skreg efter det. Altså alene tiden bare mig og konen.

Hold nu op hvor har vi haft glemt hinanden i tiden efter Lilletuts ankomst for nu snart 15 måneder siden. Det er vist efterhånden ikke nogen hemmelighed, og ej heller er det hemmeligt, at vi begge to er meget meget opsatte på, at det skal der laves om på. Vores parforhold skal igen prioriteres, tosomheden skal støves af – og Lilletut skal passes noget mere! For det bider en i røven (før eller siden), hvis det er barnet, der prioriteres kun og hele tiden. For lige pludselig er tosomheden så støvet til, at den er nærmest umulig at finde frem.
Og barnet har jo godt af det, faktisk. Det siges der i al fald. For shit jeg havde det en lille smule som om, nogen prøvede at rive hjertet ud af kroppen på mig, da jeg lukkede døren til lejligheden med Lilletut indeni. Åhr, hvor jeg savnede hende – hele weekenden. Og kyssede min telefon med billeder af hende, og græd da vi så noget med børn i tv, og skrev alt for mange sms’er til bedste med ønske om at få flere billeder af barnet tilsendt. 
Hver gang vi gik fra et sted, tog både konen og jeg os selv i at tænke “Hov, hvor er Lilletut?”. Det var simpelthen så uvirkeligt at være steder eller lave ting, hvor hun ikke var med. Det har vi vitterlig aldrig gjort. Lilletut har altid været med. Og hvilken fejl egentlig. For hvor er det dejligt at lave ting med sin kone alene, at kunne koncentrere sig kun om hende, at høre på hvad hun siger uden samtidig at tørre snotnæse eller redde et eller andet fra at blive væltet. Hvor er det egentlig dejligt, at kunne føle sig som “unge mennesker uden barn” for en tid og bare nyde hinanden.
Lilletut blev forkælet på alle leder og kanter af bedsteforældrene, og blev leget med, aktiveret og stimuleret til den helt store guldmedalje. Hun nød det i fulde drag, og glemte vist helt sin sygdom. Hun tog troligt og med stort vanligt velbehag sin pencillin, spiste rugbrød med spegepølse, drak cocio og hyggede i stor stil. De havde fint kunnet putte hende om aftenen, og tage hende over til dem når hun ville stå op ved 5 tiden. Alt forløb helt glat uden problemer eller gråd overhovedet. Dog blev hun lidt pjevs om søndagen, og kunne tydeligvis ikke helt forstå det, da vi så kom hjem igen søndag eftermiddag. 
Vi fik også forkælet os selv. Spiste slik i sengen til fjernsyn om aftenen, sov længe (uden alarm), tog på shopping, gik i spa, spiste god mad, drak øl (let øl), hyggede, puttede og lavede egentlig ikke det helt store. Men vi nød det i fulde drag. Det var så fantastisk og helt sikkert værd at glæde sig til. 2 overnatninger havde vi vovet os til at bestille på et fint hotel i Malmø. Vi havde kombineret en fin gave fra bedsterne på en hotelovernatning med et “Take Offer” fra nettet samt en lånt brobizz fra mormor og morfar, så vi til en yderst billig penge kunne få en lille mini-ferie i et helt andet land. Og det giver altså lige en ekstra dimension at tage til et andet land – også selvom det bare er Sverige.    

Lille note to self: ha vin med hjemmefra selv næste gang (Systembolaget lukker kl 15 om lørdagen!!). 
Kaffen var bestemt heller ikke noget at skrive hjem om, så inden vi kørte hjem til Lilletut og bedsterne, kørte vi et smut til fields og gik på Starbucks og fik en ordentlig latte og kage. En god slutning på en dejlig weekend.

Defekt eller ej…?!

Defekt er et hårdt ord, især når det drejer sig om ens lille skat. For ens smukke smukke og perfekte barn kan vel ikke være defekt?! Shit! Defekt betyder jo byggefejl, og hvis ens barn har en byggefejl, er det så “Byggeren” (aka moren – MIG!), der er skyld i fejlen?
Helt ærlig; mig der ikke gik med mascarra, brun creme, parfume og ikke nærmede mig ting med parabener i en omkreds af 10 meter…eller alkohol for den sags skyld…eller mad generelt, da jeg kastede alt op (hele graviditeten), har jeg nu alligevel produceret en fejl? Eller flere, hvem ved om det slutter her??
Og ja (svaret på dine tanker): Jeg lignede nok lidt en las under graviditeten – for gik selvfølgelig også mest i joggingtøj.

Men ja i dag var dagen, hvor vi skulle have et svar på, om Lilletut kan have en defekt i hendes immunforsvar. Altså om der kan findes en logisk forklaring på, at hun er syg med høj feber flere gange om måneden. Puha, det føltes lidt som en eksamen for mig. Byggefejl; yes or no?

Lilletut havde været i bad fra morgenstunden, da tanken om at møde op med et barn, hvis hår strittede i bedste “Vild med Mary” stil (men her grundet et mix af flødekartofler og leverpostej), ikke lige tiltalte mig, Byggefejl og sjuske-Dorthe…ej, jeg skulle jo gerne have hende med hjem igen! Så Lilletuts hår var nyvasket og kæmmet, og svigermor var med, da mama desværre ikke havde fri.

Egentlig havde jeg forventet, at Lilletut ville hyle bare hun nærmede sig elevatoren ved børneafdelingen, og ikke mindst ved synet af endnu en læge i hvid kittel, i bare angst for oplevelsen sidst ved indlæggelsen. Men nej, Lilletut elskede stedet, og var travlt optaget af alt det spændende legetøj og alle de fine billeder på væggene. Og ham doktormanden var da bare et hit. Han fik lov til både at dikke-dikke, lege med vendespil sammen med hende og se i ører og hals, og hvad der ellers skulle til. Bedste legede med Lilletut, og mor snakkede. Virkelig dejligt at have en med, der kunne lege med tutten, så jeg kunne koncentrere mig om det lange feber-forløb og holde hoved og hale på alle informationerne. Da Lilletut så, at han også havde en vask i rummet, ville hun absolut vaske hænder hele tiden. Lilletut elsker at vaske hænder – åbenbart. Da vi var færdige, og skulle ned og have taget blodprøve, ville damen slet ikke med ud derfra igen. Skøre barn.

Umiddelbart ville hverken lægen eller sygeplejersken tro, at Lilletut har en immundefekt. Hun ser frisk og rask ud og er i god trivsel. Hun er fint udviklet, og kan både gå, rejse/sætte sig, sige mange ting og gøre sig forstået på mange punkter. Men på baggrund af den voldsomme dobbeltsidige lungebetændelse, som hun var indlagt med, og alle de infektioner hun har haft, fik vi taget nogen bestemte blodprøver alligevel, da det ikke helt kunne udelukkes alligevel.
Formentlig er det “bare” sådan, at Lilletut har en øget tendens til øvre luftvejsinfektioner. Og for at undgå pencillin i tide og utide, synes de vi skal behandle hende både forebyggende og efter behov med astma medicin.
Der var lidt væske på højre øre, men umiddelbart ikke nok til dræn lige med det første synes lægen. Jeg synes nu nok, at 4 mellemørebetændelser på ca 2 måneder er slemt nok.

Så umiddelbart ingen byggefejl (yeah) men endeligt svar onsdag når svaret på blodprøverne foreligger. Mere astma medicin, og ellers et meget behageligt og informativt besøg med ny tid om ca 3 måneder.
Lilletut altså!

4. gang pencillin er lykkens gang??

…eller noget?! (en lille update på fredagens lægebesøg som lovet)

Og her snakker vi jo altså på sølle små to måneder. Lilletut altså – hun bliver da immun overfor pencillin, hvis dette skal fortsætte. En lille mellemørebetændelse eller en generel infektion var nemlig vores læges dom i fredags, da vi var hos lægen igen efter endnu en omgang høj feber. Vores læge bryder sig bestemt ikke om alle de mange gange, hvor Lilletut har haft høj feber, og hun bryder sig heller ikke om alle de gange hun har fået pencillin. Men er der betændelse (infektion) skal det vel behandles – fordi hun får så høj feber og bliver så dårlig med risiko for feberkramper. For vi er enige om, at pencillin ikke bare skal sprøjtes ud. Dilemma!!

Denne gang har vi fået et andet pencillin præparat (amoxillin), hvor vi ellers de andre gange har fået imacillin. Konen og jeg har en lumsk mistanke til at imacillin ikke virker ordentlig på hende, da hun hver eneste gang er blevet mere syg (med høj feber) efter en kur med netop imacillin. 3 gange imacillin inden for halvanden måned med feber og sygdom efter hver gang, og så prøver vi altså amoxillin i stedet. Umiddelbart har det en god effekt, selvom hun faktisk selv her på 2-3. døgn efter starten på præparatet, har en let forhøjet temperatur (på 37,5 og lidt derover). Hun elsker begge præparater hende Lilletut. Drikker det med største velbehag, og kunne helt sikkert drikke mere end de ml hun får tildelt. Lille pencillin-gris.

Og de ører der, gad vide om der har været mellemørebetændelse hver gang og gad vide om der er væske derinde? Hver gang vi har skullet bestille en tid til efterkontrol hos en ørelæge, så er hun blevet syg igen. Så sidste tjek hos ham var tilbage i maj/juni 2013. Vi lurer nemlig lidt på, om det er grundet noget væske derinde, at hun ikke sover mere end et par timer eller tre i træk om natten, og om det er derfor hun siden maj 2013 på ingen måde vil have vand i ørerne og i hovedet. Pigen der ellers elskede babysvømning og dykkede lystigt, ville pludselig slet ikke end ligge på ryggen i vandet. Hårvasken er også en kamp herhjemme, ligesom at bad generelt i perioder sker under skrig og skrål.

Men nu skal vi jo som sagt på Riget imorgen formiddag og snakke med dem, og så må vi se hvad de siger. Immundefekt, uheldigheder eller hvad? Vi er godt nok spændte på, hvad vi skal, og hvad hun nu skal udsættes for af dem i de hvide kitler. Desværre kan konen ikke komme med, da hendes arbejde ikke vil give hende fri til det. SÅ irriterende og en stor kontrast til mit arbejde, der bare er så forstående og vil os alt det bedste. Men sådan er det ikke i supermarked-branchen, der skal de tjene penge (undskylder lige min lille finke!). Heldigvis tager min svigermor med, så er vi to til at høre hvad de siger, og huske alle vores spørgsmål. Håber det bliver en god oplevelse, og vi får svar på nogen ting – om ikke andet, så bare at der ikke er noget svar!

Ohh my, ikke igen!! (igenigenigenigenigenigenigen)

Så er Lilletut syg igen (igenigenigenigenigenigenigen) med høj feber!
Selvom hun har fået panodil fast (i de rette doser med de rigtige intervaller) siden feberen begyndte onsdag nat, havde hun alligevel 40.0 i feber i går. Og var brændende varm og bare rigtig skidt tilpas. Jeg ved godt, at tallet i sig selv ikke nødvendigvis behøver at indikere noget rigtig skidt, men Lilletuts overvældende lange “høje-feber-historie” taget i betragtning, og det faktum at hun fik en feberkrampe sidst, ja så bryder jeg mig virkelig ikke om det. Jeg kan næsten få helt hjertebanken når tallet på termometeret endnu engang stryger direkte op i de høje lejer!
41.3 er den meget kedelige højde rekord vi har herhjemme. Det præsterede hun i mellemjulen, og det endda selvom hun havde fået pencillin i over et døgn! Thats not good!

Egentlig var det min plan, før Lilletut blev syg denne gang, at prøve at få et overblik over alle de utallige feberdage, infektioner og sygedage den stakkels lille pige har haft. Dette både fordi jeg selv godt kunne bruge et overblik, men også fordi vi på mandag skal en tur på Riget i deres børneambulatorie for “infektionssygdomme og adoption” (adoption?!). Vores egen læge, som vi jo har besøgt flittigt, synes at det er en meget omfattende sygehistorie Lilletut har, og hun vil gerne have tjekket i bund, om det kan skyldes noget – en defekt i immunforsvaret eller lign. Åhh min lille skat, tænk hvis hun fejler noget slemt!? Selvfølgelig er der også en stor overhængende chance/risiko for at “sådan er det bare”. Altså at der ikke nogen egentlig grund er, og så må vi selvfølgelig bare tage det med. Jeg ved ikke, hvad jeg håber – altså selvfølgelig håber jeg hun er okay – men tænk nu hvis alle de her feber- og sygedage har en logisk forklaring!? Og tænk hvis der kan gøres noget ved det!!

Lilletuts feberdebut kom allerede nogen dage efter hun havde fået sin 3 mdrs vaccine. Meget normalt tænker du sikkert, men twistet med Lilletuts debut var bare, at den først kom 2-4 dage senere og varede 3 dages tid. Normalt siger man at feber der kommer mere end 48 timer efter en vaccine, ikke kan skyldes vaccinen. Ej heller hvis den varer i flere dage. Efter den tid har Lilletut så haft feber og været syg minimum en gang i måneder og nogen måneder været mere syg end rask.

Og nu er hun altså syg igen. Hun har i ugen op til at feberen brød ud, sovet utrolig dårligt, og vågnet ca hvert 40.minut HELE natten, for så at stå op kl 5-6 stykker også. Hun har ikke villet ligge ned, og har enkelte gange taget sig til ørene. Hello mulig mellemørebetændelse for 4. gang siden slutningen af november!! Og Hello mulig pencillinkur for også 4.gang på de 2-3 måneder! SUK.
Vi har en aftale hos vores læge her kl 11, så bliver det spændende, hvad hun siger.

Der skal nok komme dels en update på lægebesøget i dag, dels en update på besøget i børneambulatoriet på mandag og så også en update med det samlede overblik. Hvis altså I kan holde til alle de syge-updates, det håber jeg.
Og Lilletut altså, bli’ så rask.

Older posts