Når det knager, holder det! Men gælder det også parforholdet??

Som jeg ikke kunne skjule helt i gårsdagens juleaften-indlæg, går det ikke helt godt på hjemmefronten. Eller vi har nogen udfordringer på hjemmefronten, konen og jeg. Ja, lad os kalde det udfordringer, og se tingene så positivt så muligt. Altså helt positivt kan det nok ikke vendes til, men jeg vil forsøge ikke at have de alt for sortseende briller på. Og så vil jeg forsøge ikke at gå i detaljer, for som skrevet tidligere er jeg nød til at bevare en vis intimitet i parforholdet herhjemme.

Men vi har svært ved at balancere den nye livsstil, altså den med baby, herhjemme, det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg tror vi har villet gøre det så godt for Lilletut, som overhovedet muligt og uden at vide af det, har det været på bekostning af os selv og hinanden. “Pis os'” at finde ud af, at man gik i fælden med begge ben. For vi havde jo snakket om det både før jeg blev gravid, under graviditeten og ja selv lige efter Lilletut blev født, snakkede vi om at det var vigtigt ikke at glemme os selv og vore interesser. Men – vupti – et år senere og alt er glemt?!

 Jeg fatter det simpelthen ikke. Altså hvordan vi endte her. I fælden med begge ben. Jeg var da ellers helt sikker på, at vi havde fælles fodslav omkring den famøse regel “Ikke at gå fra hinanden de første år, no matter what”. Men det havde vi åbenbart langt fra. Marie havde i al fald glemt alt om aftalen, og følte sig godt og grundig druknet i hele situationen. Og shit en mavepuster at finde ud af, at vores enhed ikke længere er en enhed skabt af to. Shit når det går op for en, at man har tabt den anden et sted hen ad vejen – og formentlig ret langt tilbage! Og at man faktisk står alene tilbage.

Hvordan kunne det ske for os? Os, som ellers (synes vi selv) er ret intelligente og oplyste mennesker. Hvordan kan vi to pludselig ende i hver sin ende af sofaen med milevidt mellem os? Vi vidste jo det kunne ske. Vi var sågar forberedte på de udfordringer det kunne give i parforholdet, og alligevel sidder vi nu her slået ud af udfordringerne. Eller som de ville have sagt i “Den Eneste Ene” Hvis I to var ludobrikker, var I så slået hjem nu? Og svaret dertil ville være JA.

Men hvor gør det mig overordentlig ulykkelig at erfare, at min kone overvejer bare at smide håndklædet i ringen og gå. I min verden findes det slet ikke. Altså den mulighed. Jeg nægter simpelthen pure at give op uden en ordentlig kamp – blod, sved, tårer og tåhyler på skinnebenet og hvad der ellers må til. Det skuffer mig så dybt, at hun kan tænke tanken at opgive os uden en kamp. At hun kan sidde der, og ikke vide hvad hun vil. At hun ikke ved, hvad hun har lyst til. LYST TIL?!!! Hvordan kan ens familie ikke være “det man har lyst til”?
Shit, at sidde der og bare se de sidste år passere revy for ens øjne, mens stilheden brøler i lejligheden, det vil jeg helst ikke opleve igen. For det gør sq så sviende og brændende ondt, at der forsvinder et lille stykke af ens (min) sjæl og hjerte for hver gang.

Jeg måtte råbe højt, og slå hånden hårdt ned i stolens armlæn for at få vreden, skuffetheden og alt det sårede ud. Og så måtte jeg be hende om at gå, og ikke komme tilbage før hun havde tænkt sig om, og kunne sige “hvad hun havde lyst til”. Ikke om hun skulle være her hos Lilletut og jeg, hvis ikke det var det hun ønskede. Hvis vi var i vejen for hende, ja så skulle vi da hurtigt smække døren bag hende så hun kunne være i fred. Og låse den efter hende!

Da hun var gået tog mavepusteren til i styrke (og hånden gjorde også pænt ondt -note to self: ikke slå hårdt ned i hårde ting). Hver gang hoveddøren gik i opgangen håbede jeg det var hende, og hver gang måtte jeg fortælle mig selv at stoppe med at drømme, det ville jo ikke ske.
Men pludselig skete det alligevel. Nøglen blev sat i vores dør, og Marie kom ind. Jeg turde knap at trække vejret og slet ikke kigge på hende. Var det godt eller dårligt hun kom tilbage efter et par timer eller 3?

Det var godt! Heldigvis. Hun undskyldte for sin massive egoisme og idioti, og bedyrede at NU ville hun prøve – aktivt prøve – at få det til at fungere. Hun var parat til at give noget af sig selv igen. For det er mit mantra; i et forhold er man nød til at give og tage for at få det til at du. Og endnu vigtigere; For at bibeholde nærheden, intimiteten og kæresteforholdet er man nød til at bruge tid på det. Man er nød til at være intim for at have intimiteten, den er der ikke bare. Og når tiden og kræfterne er små, er man endda nød til at planlægge mere end at ride på spontanitetens bølge.
Så det er planen. Altså aktivt at gå ind for vores kæresteforhold, aktivt at få intimitet og nærhed tilbage. Og altid at have tid til os – hver især og sammen.
Så nu er vi her igen. I sofaen sammen. Men denne gang helt tæt.

Jeg håber, vi er blevet klogere og kan blive her. For altid.

 

Juleaften – uden ord

Eller dvs så godt som uden ord, for lige nu er jeg tom for ord – pæne ord i hvert fald.

Jeg havde egentlig en kladde liggende til dette indlæg. En kladde jeg havde skrevet 1.juledag, og som bare manglede billederne før den kunne postes. Men lige nu, altså lige præcis nu (søndag, faktisk mandag, kl 00.12) kan den ikke bruges længere. Det ville nemlig være lyv, at lade som om jeg i dag, ja lige nu i skrivende stund, havde siddet og skrevet en glad og lykkelig historie. Det kan jeg ikke, for jeg er hverken glad eller lykkelig. Faktisk allermest det fuldstændig modsatte. Og så er jeg tom for pæne ord. Jeg er så skuffet og ked af det, at det runger i mit hovedet. Men alligevel har jeg lyst til at vise jer nogen billeder fra juleaften som lovet. Også fordi det mangler i min lille kronologi her på bloggen (og i mit hovedet), så det skal med. Også selvom følelserne inde i mig er ændret drastisk. Jeg skal nok indvie jer i det senere. Jeg skal bare lige have nogen ord frem igen og finde kammertonen!

Og Lilletut har været syg igen. Ret syg med 41 i feber selv på pencillin. Tilset af to vagtlæger og endte endnu en gang på børnemodtagelsen på Riget. Men (også) mere om det i et andet indlæg. Undskyld jeg lige smider en teaser endnu for så at snakke jul.

For jo, det var jo juleaften i tirsdags. Vi var i Varde hos Maries forældre, og Lilletut hyggede sig, som I også kunne læse i forrige afsnit.

Maden – julemaden.
Noget vi alle havde set rigtig meget frem til, både fordi vi elsker julemad, men også fordi at Lilletut for første gang i sit liv kunne spise med ved julebordet. VI glædede os alle sammen til at se hende guffe andesteg, kartofler og brun sovs i sig. Men vi blev snydt, blev vi. Lilletut var blevet lidt træt af at vente på “ma’ ” og “mam-mam”, så da herlighederne blev præsenteret for hende, nægtede hun at åbne munden. Vi fik hende til at smage på to mundfulde, men skeens indhold blev begge gange spyttet lynhurtigt ud igen. Lilletut skulle overhovedet ikke nyde noget af julemaden. Vi prøvede og prøvede, men nej. Det eneste Lilletut ville spise var fuldkornspastaerne fra dagen før. De hvide pastaer, som lå blandet med dem af fuldkorn, blev nøjsomlig sorteret fra. Lilletut skulle kun have fuldkornspasta selveste juleaften.
 

Ris ala mande skulle hun heller ikke nyde noget af, så Bedstes dejlige julemad endte med kun at fylde de voksnes maver. Og så var vi rigtig glade for, at vi havde gemt den overskydende pasta fra dagen før.

Egentlig var det tænkt, at Lilletut skulle i seng efter maden, men det var Lilletut heller ikke enig med os i. Nej, hun var klar på en masse gang ballade, og skulle i hvert fald ikke puttes. Gaverne blev lagt under træet, lysene blev tændt og sanghæfterne fundet frem. Lilletut kom op på armen af først Bedste, så mama og så mig, mens vi gik rundt om træet og sang. Anton, den søde hund, skulle selvfølgelig ikke gå glip af noget, så han traskede med os rundt – både den ene vej og den anden vej rundt. Til sidst ville Lilletut også gå selv, så vi tog lige nogen runder i slow tempo. Alle julesangene blev sluttet af med en omgang “Nu det jul igen” i futtog rundt i hele huset med Lilletut forrest i mamas arme. Hun elskede det, Lilletut, hun skreg og hvinede i fryd, og vi andre kunne ikke andet end at grine med.

Så kom vi til gaverne. Igen tænkte vi, at nu måtte Lilletut hellere komme i seng. Så tanken var at hun (eller vi) skulle åbne hendes gaver først, og så putte hende inden vi andre åbnede vores. Men næh nej. Lilletut gik fuldstændig gave-amok. Hun elskede simpelthen at flå bånd og gavepapir af gaverne, hendes egne så vel som vores andres gaver. Ja, hun var slet ikke til at stoppe igen. Hun kravlede rundt oppe på gaverne, satte sig med et bump på dem, røg ned fra dem, og boltrede sig i det hele taget i og på dem.

  

 

Til sidst var alle pakker åbnet (af Lilletut), og hendes hår var helt fugtigt af sved fordi hun havde okset sådan rundt. Og nu var hun træt. Det krævede faktisk ikke andet end at lægge hendes søde hovedet på puden, så sov hun.
Vi andre hyggede videre og tjekkede gavehøsten ud. Jeg måtte i år sande, at julen er børnenes fest, for min gavebunke bestod blot af to ting (der egentlig ikke kunne stakkes) Den længe ønskede Kubus4 stage samt træhånden fra Hay, var mine dejlige gaver. Jeg har fået penge af mine forældre og bedsteforældre, da vi ikke skulle holde sammen, så derfor var der ikke meget at pakke op. Lilletut fik lækkert service fra Designletters, geometrisk sengetøj, en body, en holder til ipaden, en tøjsæl og de sutsko, som hun havde på.

En hyggelige aften sluttede stille og roligt af, og alle voksne gik trætte i seng. Der skulle hviles ud og findes plads i maverne til endnu mere julemad til juleforkosten dagen efter.

Mens vi venter

I aften er det juleaften, nu der ikke længe til… Den sang gik mig og min søster altid og sang hele juleaftensdag (og nogen gange også i ugen op til, så var der bare længe til) da vi var små, så den har kørt lidt inde i mit hovedet, som soundtrack til dagen i dag. For vi venter jo også i dag, selvom vi er voksne. Dog nok ikke lige så spændte, som min søster og jeg var det, da vi var børn, men i dag er hele familien her i Jylland spændte på, hvordan Lilletut vil klare sin første jul. Og altså hendes første jul som 1 årig. For vi ved jo godt, at hun ikke er helt stor nok til at opleve den rigtigt. Men alligevel stor nok til, at hun kan spise med ved julebordet og måske også pakke nogen af sine gaver op.

Lilletuts bedstemor (Maries mor) har gået og lavet forberedelser til julemaden hele dage, og i skrivende stund dufter her dejligt af and, og flæskestegen er i ovnen. Bedstefar har skrællet en ordentlig røvfuld kartofler, så der både er brune og hvide kartofler i massevis. Men der er jo også to onkler, Maries brødre, der helt sikkert godt kan spise en kartoffel eller 7. Planen er at vi sætter os til julebordet allesammen omkring kl 17.30/18 stykker, og så spiser vi alle and, flæskesteg, diverse kartofler og tilbehør sammen med Lilletut. Forhåbentlig elsker hun det lige så meget som os andre. Og der er jo sovs – brun sovs, så mon ikke Lilletut elsker det.

Efter maden har vi planer om at gå omkring juletræet og synge sange. Bedstemor har ellers glædet sig til at Lilletut selv kunne gå om træet, men da Lilletut desværre ikke går selv endnu, må vi vente med at se hende løbe om træet selv til næste år. Heldigvis kan hun gå med nogen i hænderne, så hun kan jo sagtens gå med os om træet. Hvis Lilletut kan holde sig vågen åbner vi en gave eller to med hende, og så skal hun nok i seng. Efter hun er puttet er planen, at vi andre spiser risalamande, og så går til gaver og hygge.
Om det bliver sådan får vi at se, jeg skal selvfølgelig nok skrive et juleindlæg i morgen eller hvornår tiden bliver til det.

Egentlig ville jeg have vist jer, hvordan Lilletut har hygget i dag. For det har hun i stor stil.
Hun elsker bare bedstefar, bedstemor og hendes to onkler. Jeg er forlængst gemt godt langt ned på hendes prioriteringsliste, og jeg er hverken første, andet eller tredje valg for tiden. Må indrømme at det stikker lidt i det store mor-hjerte, men at se sit barn elske andre – og endnu bedre – at se andre elske sit barn, gør bare det hele værd. Det er så dejligt at se. Og hun nyder opmærksomheden, og elsker at lege med dem alle, sidde på armen og bare være med.

Marie har også tumlet i stor stil med Lilletut, og har kastet rundt med hende, slået kolbøtter, trækket hende rundt og alt mulig vildt og sjovt. Lilletut har hvinet højt af fryd, og grinet henrykt, og råbt på mere.

Vi har også alle leget med Duplo i stor stil. Og faktisk er det et hit for alle aldersgrupper, men generelt kan det siges at vi bygger og Lilletut river ned.

Vi har også været ude at gå i det kedelige regn- og blæsevejr, lidt luft skal der til samtidig med at Anton også skal luftes, selvom han ikke er meget for det i sådan et vejr. Men ligefrem julehumør kommer man ikke i af det vejr.

Nu vil jeg skifte tøj og gøre mig klar til aftenen. Rigtig god juleaften til alle jer derude….

Kærligheden den finder vej i en sandstorm…?!

Men finder den mon også vej igennem en orkan som Bodil? Eller endnu værre (eller bedre); kan kærligheden finde vej igennem det “at få et barn”??! Personligt synes jeg at det virker som om, den har svære odds, når man har fået et barn. Et barn suger simpelthen al kærlighed til sig, så man skal være rigtig god til at gemme lidt et hemmeligt sted, så ens partner også kan få lidt. Jeg tror i hvert fald umiddelbart, at kærligheden har meget lettere ved at finde vej gennem en sandstorm, end at finde vej gennem de første år med et lille barn. For sandstorme rusker vel steder med meget sand, som varme steder med smukke strande og klart blåt vand, hvor man er på romantisk ferie med sin partner. De skænderier der opstår sådanne steder, kan kun være over småting, som hvilken drink man skal bestille næste gang, hvis tur det er til at få massage og mere i den retning. Kan ens forhold ikke holde til det, kan det i al fald slet ikke holde til at få et barn.

 

Det er virkelig surrealistisk, at der pludselig kommer en tredje person ind i ens forhold til sin kæreste (eller ægtefælle). Og ikke en hvilken som helst tredje person. Nej, en tredje person der helt naturligt får al opmærksomhed, al vågen (og sovende) tid, al kærtegn og alt ens overskud.
Generelt er forhold jo i princippet ikke bygget til en tredje person. Kommer der en tredje person ind i normale forhold, kaldes det i al fald for de flestes vedkommende for utroskab (med mindre man har nogen lidt utraditionelle og/eller swinger tendenser). Og er man som ven eller veninde sammen med et kærestepar, kaldes man også helt naturligt for “det tredje hjul”. Så egentlig er det vel naturlig nok, at der kommer lidt knas i parforholdet efter at baby dumper ned i det. For ikke nok med at der kommer et “tredje hjul” i ens forhold, pludselig er “det tredje hjul” omdrejningspunktet og det alt skal tilpasses efter.

Og man skal passe på, for inden man får set sig om er det parforholdet, der er “det tredje hjul” i ligningen. Og når parforholdet først er ude på et sidespor, kræver det altså rigtig meget at få det tilbage på rette spor igen. Det første det kræver er, at man får øjnene op for problemet. Og sekundært skal der kæmpes. Kæmpes rigtig meget. Af begge parter. Og så skal der vilje til, masser af benhård vilje til at ville får det til at lykkes igen. Det er ikke for sjov, at den uskrevne regel om ikke at gå fra hinanden, uanset hvad der sker det første år, er lavet. Nogen kører den endda videre og siger, at reglen gælder de første 2-3 år. Og jeg har hørt folk fortælle, at havde de ikke sammen med deres partner inden fødslen besluttet, at holde fast i hinanden i tykt og tyndt igennem de første 2 år. Ja så havde de ikke været sammen længere, og slet ikke fået et barn mere. Jeg tror, at man på en del punkter er nød til at lægge de pladder-romantiske forestillinger fra sig. Livet efter babys ankomst er ikke lutter lagkage og ej heller en dans på roser (uden torne). Man skal til tider anstrenge sig noget for at få kæresteforholdet til at holde. Og nogen gange er man ligefrem nød til at aftale, hvor man skal være romantisk. Og holder kærligheden til det? Forhåbentlig! En sandstorm er intet i forhold til den prøvelse, kærligheden er på, for at finde vej gennem babys første 1,2 eller 3 år.

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥
Older posts