Luften ud af ballonen…

Altså sådan ment i overført betydning, for der er ikke nogen egentlige balloner her hos os lige nu (det er ellers et hit, når der er – for både barn og hund). Luften er dog i den grad gået ud af alle i husstandens balloner oven på en hård – og forfærdelig – uge.

Lilletut er blevet syg igen med feber. Anton er bare træt (at spise og sove er som bekendt meget hårdt). Jeg måtte gå tidligt hjem fra den længe ventede julefrokost med afdelingen i går aftes, da jeg bare pludselig blev så træt. Og Marie har lige ringet, og sagt at hun snart kommer hjem fra job – roskildesyge!

Ohh yes, mere sygdom! Og så lige i dag, hvor det egentlig var spået at JEG skulle være syg – altså druksyg efter julefrokosten i går. Men sådan skulle det altså ikke gå.
Jeg var hjemme i min seng kl 01, og havde, snu som jeg er, kun én (1) snaps på samvittigheden. Kender I ikke de fester, hvor trætheden bare pludselig suger alt alkoholen til sig, og man kan bare ikke komme i festhumør eller blive snalret? Sådan havde jeg det i går. Jeg prøvede, og havde det bestemt sindssyg sjovt de første timer. Men da dansegulvet for alvor åbnede, magtede jeg ikke at tage kampen op med de ivrigt svingende læger, sygeplejersker og diverse andet personale fra ortopædkirurgisk afdeling. De er skønne alle sammen, men man skal sku’ være kampklar! Og så gjorde mine fødder ondt.

Dagen i går før julefrokosten var nemlig for mit vedkommende god men lidt for travl. Jeg havde siden frokost tid et evigt højt stress niveau, da tiden massivt løb fra det projekt, jeg er med i. Jeg laver sammen med en fysioterapeut fra et andet hospital, en genoptræningsvideo for Region Hovedstaden til brug efter ankel-forstuvning. Arbejdsprocessen har været umenneskelig kort, hård og presset (det er vel det offentlige man arbejder i), og med min ret store faglig stolthed, er det bare utilfredsstillende, når produktet ikke bliver optimalt grundet dårlig planlægning hos andre. Og så er det endda mig, der er det smukke ansigt i videoen. Videoen overskred sin deadline, og må nu laves færdig på mandag i stedet.

Men ugens helt klare kulmination – i ultimativ negativ retning – må siges at være i onsdags, da Marie i et skænderi kl. 05.15 om hvem der mest fortjente at sove længe, bedyrede at hun ikke magtede vores forhold længere. Hun følte det som en evig kamp, der altid blev tabt. Hun synes det var for hårdt og for svært. Lilletut var altid syg, og vi var altid uvenner, og var gået hen og blevet venner i stedet. Vi kæmpede hver vores kamp, om at få det praktiske til at gå op i en højere enhed.
Alt forsvandt indeni mig, og jeg blev virkelig skuffet, såret og ked af det. For ja, det sidste halve år har været hårdt, det har været mega hårdt (og uden søvn), men man skrider ikke bare midt i det hele, når tingene bliver for svære. Jeg følte mig dybt forrådt.

Det ultimativt bedste skete så dagen efter opgøret, hvor Marie efter at have tænkt over det, gerne ville give det et forsøg mere. Heldigvis. Vi er en familie – mor, mama og Lilletut – vi har brug for mama også! Vi er blevet enige om at prøve, det der skal til – formentlig mere end bare at gå ud og spise og kalde det kærestetid. Jeg håber inderligt vi evner det! Og pludselig forstår man så også alle de par, der går fra hinanden det første år. Man lærer bare så meget – på den hårde måde – når man får barn.

Når enden er god, er alting godt (forhåbentlig)

Jeg er…du er…vi er…??

Helt ærligt så synes jeg, at det at få et barn er forvirrende på så utrolig mange niveauer. Der er alt fra de små forvirringer som hvilke slags bleer er bedst, hvad er det der svanemærkning kontra de andre mærkninger, til, hvilken vuggestue vidunderet skal skrives op til.
Så er der også forvirringerne, der næsten kan kaldes kriser. En af de første kriser, er nok den om hvordan man nogensinde kan blive en god mor (/far/mama/forældre). Så bliver det svært at kapere at elske den lille størrelse så uendelig inderligt, at man bliver helt svimmel og ør ved bare tanken om mængden af kærlighed. Men noget at det mest intense og til tider uhyggelige er helt sikkert de små eksistentielle forvirringer (eller kriser), der stille og roligt sniger sig ind på én det første år.

For helt ærligt hvem er jeg? Jeg, der en gang var hende med max overskud, hende der havde venindeaftaler hver dag, rendte til alt muligt og var med i diverse udvalg i fodboldklubben, på studiet og på jobbet. Jeg, der altid har været en meget engageret fodboldspiller, hende der altid var til træning, var anfører og gik op i fodbolden med liv og sjæl, og gerne brugte al fritiden på det. Jeg, der også var hende, der altid var frisk på en bytur og ballade i gaden, hende der kendte alle mennesker og var meget velanset (og berygtet), var meget social og elskede at komme ud.
Jeg kunne faktisk ret godt li at være mig. Men hende den beskrevne, synes jeg er væk, og gad vide hvor hun er henne? Var det hende, der listede af, lige så snart kroppen fysisk forandrede sig og maven bare blev større og større? Og hvad var hun dog så for en ven, hvis hun bare stak af? Egentlig kender jeg hende vist ikke engang længere? Eller er hun stadig en del af mig et sted? Kommer hun mon tilbage nu hvor kroppen efterhånden er tilbage hvor den startede? Og gider jeg så tage imod hende, når (og hvis) hun kommer luskende tilbage?

Hvem er jeg nu? Jeg er nemlig ikke hende med overskud til diverse venindeaftaler (øv), der er med i diverse udvalg alle steder. Jeg spiller ikke engang fodbold! Dét der har fyldt mit liv allermest, og givet mig masser af dejlige veninder (og kærester), stunder, rejser og udfordringer gennem tiderne. Fodbolden der mest af noget her i verden har givet mig de roller, jeg i tidens løb har påtaget mig. Dén har formet mig så uendelig meget. Og nu er den væk. Helt væk.
Jeg er heller ikke hende, der render til fest og i byen hele tiden. Det er ikke længere i min lejlighed, der er fest hver weekend. Alle byturene hvor mine veninder og jeg har holdt forfester, taget billeder, danset til Nik og Jay (Lækker), sunget, danset, været ude til den lyse morgen og har mødt mange dejlige og crazy menesker, de er ebbet ud.
Hvis de ting, der har dannet mig mest af alt, er væk, hvordan kan jeg så være mig? For hvis jeg ikke er den jeg var, hvem er jeg så?

Jeg er mor.
Og jeg er kone (åhr, det lyder gammelt – altså jeg er ægtefælle til Marie).
Jeg er også stadig en veninde. Men jeg ser ikke mine veninder så tit som før. Og vi laver heller ikke helt det samme sammen længere. Vi er blevet noget mere afdæmpede og planlægger brunch og juleklip i stedet for fester og julefrokoster.

Men ellers er jeg ikke meget mere. Altså udover kollega til mine dejlige arbejdskolleger selvfølgelig. Men så heller ikke andet. Det virker som meget lidt, gør det ikke? Er det meningen at “at være mor” skal fylde det hele? Eller i al fald komme ind på en suveræn første plads og overskygge alt det andet?
Og hvis det har været meningen lige siden graviditetstesten viste positiv, så er jeg altså glad for at jeg fik mit første barn så sent (32). Im sorry (og ISÆR over for Marie som er 25!), men det er jeg. Shit – alle de ting jeg så ville have været gået glip af. Alle de dejlige mennesker jeg aldrig ville have mødt. Alle de erfaringer der aldrig ville have gjort mig det klogere eller rigere (altså på oplevelser ikke penge – desværre). Hvordan kunne jeg have været mig uden?
Og kan jeg blive mig igen, eller er jeg mig nu – måske bare en anderledes mig, som måske bare har den gamle mig med i bagagen? (tænker jeg mon for meget?)

Og Marie – er hun den jeg blev forelsket i?
Den meget bramfrie, direkte og mega cool’e og lækre nye spiller på 1.holdet? Hende der vidste hvad hun ville have. Hende der også havde fodbold, som en stor og vigtig ting i hendes liv. Hende der trænede flere gange dagligt, og elskede det. Hende der også gerne festede hele weekenden med hendes veninder, hang ud og også mødte mange skøre og dejlige mennesker i byen (her i blandt også mig). Hende der flyttede til København fra det mørke Jylland for at blive politi-dame.
Er hun den samme som før, nu hvor hun heller ikke laver nogen af de ting, der før beskrev og udgjorde hende? Hvordan kan man elske hinanden, når meget af det vi hver især faldt for er væk? Eller er det der stadig inden i os hver især, så vi altid vil blive draget mod det?

For vi elsker jo stadig hinanden. Kærligheden har ligesom bare fået en ekstra dimension (udover den ægteskabelige binding, der ikke bare brydes med ord (eller et brev, som i de helt gamle dage)), et ekstra niveau som bare overskygger alt. At få et barn sammen. Ofte har vi måtte erkende begge to, at alt vores kærlighed går til hende – til Lilletut. Alt overskud går til hende, og det er 110% hende vi planlægger vores dag og nat omkring.

Det har i en lang periode været nok, men nu må vi begge erkende – og sige højt – at det ikke længere er nok. Selvfølgelig skal Lilletuts dimension stadig være der i vores forhold, men vi to (Marie og jeg) skal også fylde! Vi skal være der som par, og vi skal være der begge to hver især.
Det har taget os over et år at nå hertil – her hvor vi har sagt højt (meget højt rent faktisk), at det nu ikke er nok med kun Lilletuts dimension, at nu må vi prøve at finde en måde hvorpå vi hver især og sammen kan fylde og udfolde os. At nu er fokus nød til også at være på os, for ellers er der ikke meget af os tilbage. Og hvis der ikke er det, så er “vi” heller ikke længere. Og det skal der være for at vi har vores lille familie med mor, mama og Lilletut.

Alting kan gå itu…

Og når Anne Linnet siger det, så er der nok noget om det. Anne Linnet er en klog dame, der har oplevet mangt og meget. Og så synger hun godt. Jeg elsker hendes opsamlingscd, som jeg fik engang i julegave, men i lang tid ikke har kunnet spille, da vi ikke har haft nogen cd-afspiller. Jeg tænker altid på sangen “…over skyerne er himlen altid blå” når jeg flyver (ikke at de sker så tit), og jeg får et stik i hjertet hver gang, jeg hører den sang, som blev spillet til en gammel højskolekammerats begravelse for år tilbage. Hun kan det der med at ramme en stemning, hende Anne Linnet. Dog tror jeg desværre cden er smidt ud, efter at rotter havde beboet vores kælderrum, og bare ødelagt ALT tilbage i foråret.

Nå, men det var egentlig ikke Anne Linnet, jeg ville skrive om. Det var bare den sang der lige poppede op i mit hoved, nu hvor jeg satte mig til tasterne og ville skrive dagens indlæg. Nogen dage er bare umenneskelig hårde.

Nå, men et par stykker af jer har spurgt ind til udfaldet af et sundhedsplejerske besøg, vi havde her i tirsdags – et besøg som egentlig er sparet væk i Københavns kommune her ved 1 års alderen. Men midt i vores desperation over Lilletuts manglende søvn, massive og evigt-fortsættende hoste med opkast, alle hendes sygdoms perioder og hendes astma/astmatisk bronkitis (som har stået på i ca 7 mdr nu) ringede jeg til hende i håb om lidt hjælp.

Vi fik en god snak omkring Lilletuts hoste, og hvordan min læge ikke har villet tage os seriøst og gøre noget ved den. End ikke undersøge eller overveje om der kunne være noget galt. Sundhedsplejersken synes det var for dårligt., og var glad for at vi havde skiftet læge, som tog sig af det. For nej, så længe burde en hoste ikke vare, og bestemt ikke når Lilletut tydeligvis var generet af både hosten og den manglende søvn.

Jeg spurgte ind til hendes mening omkring at flytte Lilletut tilbage i soveværelset. Hun syntes, at det var en god løsning nu, hvor hun åbenbart havde et forhøjet behov for tryghed. Dog syntes hun bestemt, at Lilletut skal tilbage på eget værelse igen, når denne “periode” er overstået. Og dér måtte vi føle os lidt frem.
Hun syntes også, at vi skulle dele os op om natten, så bare en af os fik sovet. Og ja set i bakspejlet har vi været for dumme ikke at gøre det. I stedet for at en af os kunne få søvn. har vi begge vågnet hver gang Lilletut er vågnet. Og som oftest har den der skulle derind, følt sig meget uretfærdigt behandlet. Vi har nok manglet en mere overordnet og langsigtet plan, kun med det resultat til følge at vi begge har været gnavne det meste af tiden. Måske vi havde haft mere overskud til hinanden, og måske vi havde undgået mange af de konfrontationer, der idag giver os lidt kvaler.
Hvad gør I om natten? Sover I sammen eller hver for sig, og hvordan er aftalen mht at gå ind og trøste, give sut osv?

Besøget fik ikke opfundet den dybe tallerken, men det var rart at få vendt problematikken med en faglig person, som har “kendt” os i hele forløbet. Jeg bed særligt mærke i en af hendes udtalelser “…der er ikke nogen facitliste…”! For nej, det er jeg da langsomt ved fatte, men shit det havde da været dejligt med en!

Den ambitiøse karriere-mors forbandelse…

For ja, jeg tror sgu der findes sådan en! Altså sådan en forbandelse, for findes der overhoved det første; altså en ambitiøs karriere-mor?

Som jeg skrev i mit allerførste indlæg her på bloggen, havde jeg glædet mig i lang tid til at skulle starte mit arbejde op igen. Faktisk glædede jeg mig så meget, at jeg afkortede min barsel med lidt over 2 måneder. Jeg følte mig pludselig tom, når jeg gik derhjemme.
I trummerummen med Lilletut, som jeg før havde nydt hvert et mili-sekund af, savnede jeg pludselig noget. Jeg savnede i meget høj grad den følelse, som min profession gav mig. Noget af mig manglede.
Det tog mig tid, at komme til den konklusion. Jeg gik, på mine utallige ture rundt om søerne, og grublede over, hvad der var galt; var det min depression der kom tilbage igenigen, var det Marie, var det vores forhold, jeg vidste det ikke. Pludselig da jeg sad (grædende – jeg græder tit) og snakkede forsigtigt med min sundhedsplejerske om at noget vist var los, fik jeg fumlet mig frem til det. Jeg savnede mit arbejde – jeg savnede at være ambitiøs, jeg savnede min karriere!

Efter endnu mere grublen fandt jeg frem til, at det var okay, at jeg havde et afsavn. Jeg elskede jo stadig Lilletut overalt på jorden (og til månen og stjernerne og tilbage igen), jeg elskede bare også mit arbejde, og den person jeg var i kraft af mit arbejde. Og det er vel egentlig okay? Og burde da ikke med de store generelle ikke-kønsdiskriminerende briller på gøre mig til en dårlig mor? Og samfundet der prædiker “arbejde til alle for samfundets skyld”, “dovne Robert”, og skærer i de sociale ydelser, ville det (samfundet) ikke gerne have mig på arbejdsmarkedet?

Men shit jeg synes, det er svært at få det hele til at gå op. Altså i mit hovedet! For der er egentlig ikke nogen, der skælder mig ud eller siger, jeg er en dårlig mor, fordi jeg kan lide at arbejde. Eller det vil sige; ikke andre end mig selv. For jeg synes helt ærligt, at det er lidt underligt at elske sit arbejde, når det gør, at jeg ikke ser mit lille elskede barn 24-7. Tænk at sætte et barn i verden for at lade andre passe det? Det er da egentlig mærkeligt. Og har mit barn det virkelig okay med at nogen fremmede passer hende? Skifter hendes ble, trøster hende og kysser hende på håret? Og lærer hende alle de fantastiske ting, som jeg altså også godt kunne lære hende (tror jeg – jeg har da også arbejdet i en vuggestue).

Det er sjovt, som man erfarer ting, man ikke forstod før, nu når man har fået et barn. Således har jeg også fået (endnu) en AHHA-oplevelse på netop mit arbejde. Jeg har, helt ærligt, aldrig kunnet forstå dem, der ikke arbejdede fuldtid. Hvorfor ikke yde det optimale for samfundet – normen? Det hedder sig jo at en arbejdsuge er på 37 timer, så hvorfor lave om på det, og hvorfor gøre det bare fordi, man har fået et barn? På mit arbejde er der nemlig mange af mødrene, der arbejder på deltid. De arbejder alle et sted mellem 30-35 timer, og typisk går de før.
Jeg har engang hørt en af dem sige, at hun synes det var irriterende, at blive pålagt at have en ambition med sit job; for det havde hun ikke! For hende var det nok at gå på arbejde, tjene penge og så hjem til hendes familie. Jeg var rystet! Hvordan kunne hun ikke have en ambition med sit arbejde? Jeg svor, at det skulle aldrig blive mig. Jeg skulle altid have en ambition og stræbe højt. Jeg skulle udrette noget indenfor mit fag.
Men shit jeg kan godt følge hende, og alle de andre hårdt-arbejdende mødre til både 1, 2 og 3 børn. Det er sq svært at få begge dele til at gå op i en højere enhed. Og hvad sker der? Barnet (børnene) bliver prioriteret, og moren ryger i anden række. Her er det så ikke dagens kaffe, der bliver kold eller frokosten der bliver hoppet over, her er det så drømmen om at føre karrieren vidt, der bliver givet afkald på. Selvfølgelig er det ikke alle, der skal opfinde den dybe tallerken, men stadig synes jeg, det er vildt at børn bare ændre ens verden så meget.

Sammenholdt med ovennævnte afsnit gik det op for mig i torsdags, at det at være mor er dødstressende og psykisk hårdt. Den tredje mor inden for et halvt år måtte bukke under, og fortælle os alle i arbejdsgruppen, at hun var ved at få stress og faktisk havde det rigtig dårligt. Hun beskrev det, lige som de to før hende (og flere i tidens løb), med at have et konstant højt stress-niveau, og hele tiden føle at hun burde være hos sine børn i stedet for at være på arbejde (eller på vej til og fra). Hun følte, at de var i deres daginstitution hele dagen – som de eneste – og at hun forrådte dem. Hun følte sig som en dårlig mor. Hun skyndte sig gennem dagen og følte ikke at hun slog til.
Hvor er det vildt, tænk sig, på bare min ene uge, hvor jeg har skulle aflevere Lilletut i vuggeren kl 7 sharp når de åbner, og hente hende igen kl 16.15 efter jeg har fri, har jeg været så stresset. Mit hjerte har nærmest galoperet fra frokost af, jeg har haft svært ved at samle mig, og generelt bare følt at jeg skulle skynde mig hjem. Jeg har virkelig følt at jeg svigtede Lilletut, og set hende for mig helt alene i institutionen. Det har været så opslidende, og jeg har nærmest ikke kunnet falde ned om aftenen heller. Det lyder helt åndssvagt på kun en uge, men jeg kan virkelig sætte mig ind i, hvordan de mødre har det. Og de har klaret den meget længere end mig. Jeg kan mærke på mig selv, at det her er usundt for mig.
Jeg er efterhånden ved at blive skarp i at slå ned på potentielle dræbere for mit sind, og det her er en af dem, kan jeg mærke. Hvordan jeg lige håndtere det i forhold til alle mine ambitioner om en karriere, det ved jeg simpelthen ikke. Men jeg må gøre noget før at forbandelsen tager fat – altså den ambitiøse karriere-mors forbandelse, for den findes altså.

Dejlige søndag

Det har godt nok været en smuk og kold søndag i dag. Fyldt med en klar blå himmel og masser af sol. Så Maries og min plan om at gå en lang tur i Bernstorffsparken var lige spot on.

Bernstorffsparken ligger lidt væk fra os, men da det er en park hvor hundene må løbe frit uden snor, kommer vi – og mange andre københavnere – der tit. 
Lilletut, hendes klapvogn, en stor pose til mig og mine grene samt Anton blev pakket i puntoen, og så trillede vi derhen. 
Der var bare så smukt. Vi gik og sludrede lidt, mens jeg samlede grene i diverse størrelser, som jeg skal bruge til diverse julepynteri. Jeg har planer om både pyntegrene til vase og ophæng samt stjerner af grene, og hvad man nu ellers lige kan finde på. Jeg synes det er vildt hyggeligt at gå og samle ting til små projekter. Marie synes jeg er lidt sjov, men hjælper gerne med at bære.
Anton nød turen i fulde drag, snakkede med de andre hunde og charmerede sig ind på alle menneskerne han mødte på sin vej. Han kan bare det der lille Toni.
Ham og Marie fik også leget med pinde, løbet om kap osv. Jeg tror helt bestemt, at hun nyder det lige så meget som han.
Lilletut sad og kiggede med store øjne på det hele. Hun sad helt fremme i klapvognen, og skulle i hvert fald ikke gå glip af noget. Hun hvinede når Anton kom løbende hen imod hende, og vi lavede sjov med hende. Hun elsker allerede hunde. Hver gang hun fik øje på en ny hund, kaldte hun efter den, og blev sur når den ikke kom hen til hende, og hun ikke kunne nå den. Jeg elsker at hun allerede kan udtrykke en kærlighed til dyr. Og jeg er glad for at hun (formentlig) ikke bliver en af de børn, som forældrene skal bære i en lang bue udenom en lille sød hund, fordi de (eller forældrene) er bange for hunde.
Alt den friske luft fik kørt Lilletut godt træt, så en lille lur i den nye autostol på vej hjem gjorde godt.
Når man bor i byen sætter man virkelig pris på de små grønne oaser, man finder rundt omkring sig i byen. Hvis vi skal se lidt andet end Kastellet, Fælledparken, Classenshave, søerne og stenbroen omkring os, så kører vi gerne til Bernstorffsparken, Vestskoven og Amager Strandpark.
Jeg regner med – og håber på – at vi altid skal bo i byen (København – og helst her på Østerbro). Også selvom jeg selv er vokset op på den lille ø Bornholm, og Marie i Varde på vestkysten i Jylland. 
Vi trives allerbedst her. Her hvor der er så meget kultur, idræt, kunst, mangfoldighed og hvad hjertets ellers kan begære af tilbud. Jeg elsker, at der altid er nogen på gaderne uanset hvad tid på døgnet, man skulle ønske at gå ud. Jeg elsker, at der er byliv, menneskers leben og gang i den (dog ikke nødvendigvis lige uden for vores vinduer), og så kan jeg godt lide trygheden i at der bor mange mennesker omkring mig. 
Forhåbentlig finder Lilletut sig lige så godt tilrette, som vi har gjort det, og forhåbentlig kommer hun til at sætte pris på at bo tæt på kammeraterne, skolen, fritidshjemmet, hendes sport og alt hvad et barn mere kunne tænke sig. 
Older posts