Hej smukke ting!

Jeg elsker ting – smukke ting, fine ting, spændende ting, anderledes ting, brugbare ting, pynteting, tekniske ting.

En af mine kære veninder har altid drillet mig med at “jeg elsker ting”, da hun ikke mener, man kan det. Man kan elske mennesker, men ikke materielle ting. Selvfølgelig elsker jeg også mennesker, men jeg synes altså også godt at man kan elske ting – eller i hvert fald være meget fascineret af ting. Det tror jeg også, der er flere, der er. Et hurtigt kig på min IG feed viser i al fald masser af billeder af flotte ting, i flotte hjem, opstillet på flotte måder. Helt ærligt så elsker jeg personligt at se på sådanne billeder, og jeg elsker at blive inspireret af de forskellige sager. Mange af tingene må blive i de pengeløse drømme, mens andre også bliver prioriteret i mit (vores) budget, og ender med at pryde i vores vindueskarm.

Nogen gange kan jeg vist godt blive revet lidt med, og bare få et pludselig akut behov for lige netop dén vase/lysestage/krukke/skål/kop eller lign. Men alt i alt føler jeg mig overordnet fornuftig (og nok en smule for nærig) til ikke blot at købe løs af alle de pæne ting, der blot er et par klik på en hjemmeside væk.
Nogen gange tænker jeg på, om IG er blevet øjeblikkets folkeskole/gymnasium, hvor der er ting, der er hotte (og andre der er not’te), og som man skal have (billeder af) for at blive populær (og få likes)?!

I sidste del af min barsel (da alle møbler var solgt og købt) kastede jeg min kærlighed på indretningsnipseri. Jeg kunne sidde i timevis – efter alle andre i lejligheden var faldet i søvn – og bare kigge IG billeder af #boligindretning. Jeg elskede det. #inspiration, #fascination, #dekoration i massevis. Marie rystede bare lidt på hovedet af mig, og synes jeg var lidt tosset. Jeg elsker det stadig, efter jeg er startet på job, men tiden at bruge på det er blevet mindre.

I går da jeg kom hjem fra job, lå disse Hay dejligheder endelig i min postkasse (eller rettelse; Marie havde været så sød at hente dem på posthuset i ØS-regnvejr, det andet lød bare lige bedre)…

Se det har nemlig været det rene win/win! Boligmagasinet ind ad døren hver måned i 5 måneder OG de fine fine Hay bakker til billige penge – must have! Smukke ting til gode penge – smukt.

Efterår er smukhed…

Efterår er da noget af det smukkeste…

Bladene er så fine, at man da er nød til at tag nogen med hjem. Jeg har efterhånden min egen lille skov derhjemme af diverse blade i diverse farver fra diverse træer. Så fint! Marie griner bare lidt af mig. Men at pynte med forskellige naturting er (også) et af mine nyeste påfund. Grene er også flotte, og større grene kan bruges til uroer, pynt i vaser – og til at hænge ting på. Sidste uge slæbte jeg en kæmpe (og meget tung) gren med hjem fra Kastellet, som skal bruges til det næste DIY-projekt…. Bare vent og se…
Hvad bruger du naturen til?? Og her mener jeg; pynter du med den eller kigger du bare på den?? Ps, gider ikke høre om konditure i den, så får jeg bare dårlig samvittighed 🙂

Tanker om en begyndelse…

Alt har jo sin begyndelse…heldigvis (for det meste).
Jeg tænker, at et passende første indlæg på bloggen kan omhandle begyndelser – altså gode begyndelser! Den helt indlysende første gode begyndelse, der må beskrives herinde, må være bloggens start. Juhu, og velkommen til den og de forhåbentlig masser af gode indlæg herinde. Og velkommen til dig der læser med – og tak. Håber du kan tage lidt med herfra, om ikke andet så at have slået lidt tid ihjel på en god måde. Bloggen har været undervejs længe – i tankerne – og har ikke helt endnu det rigtige grafiske look, men nu starter jeg den op, og så må den korrigeres om nødvendigt undervejs.
Den næste og meget skelsættende begyndelse for mig i tiden, som jeg må fortælle lidt om, er min arbejdsstart efter endt barsel – og de “forbudte” tanker og følelser den har bragt med sig.
10 og en halv måned efter hendes fødsel nåede lilletut og jeg at være sammen som en lille enhed indtil den første arbejdsdag (endelig) op rand. Jeg kan lige så godt være ærlig. Det var blevet en længe ventet dag. Barselsboblen brast nemlig allerede i sommers for mig, da lilletut var ca 6 måneder, og med et var hverdagen i barselsmode ikke længere nok.
Min barsel skulle have varet indtil januar 2014, men det stod efterhånden klart for mig, at så længe kunne jeg ikke vente med at starte arbejdet op igen. Min hjerne var med et sæt vågnet af barselsdvalen, og ville udfordres og udvikles – med voksenting. Jeg havde indtil; solgt næsten alle møbler i stuen, købt og solgt 3 forskellige klap- og barnevogne, købt og solgt næsten hele lilletuts garderobe samt været alt for meget på dba og facebook. Mit liv manglede mening og substans på den måde, at jeg manglede følelsen af at udrette noget, at jeg (som min far ville sige det) gjorde noget for samfundet. Og her mener jeg at udrette andet end at komme i bund med opvasken, vasketøjet og rodet i stuen. Jeg manglede at være noget for nogen – andet end mor – og i høj grad manglede jeg at være professionel, klog, autoritær og god overfor mine patienter på arbejdet. Efter en snak med min sundhedsplejerske kom der ord og orden på mine tanker og følelser omkring det ømme fakta; jeg ville have en hverdag med andet fyld end lilletut. Heldigvis var sundhedsplejersken meget støttende, og jeg fik en forståelse for, at det slet ikke var så fy-fy at ønske sig tilbage på arbejdspladsen, som jeg frygtede. Faktisk kunne det være et boost af energi til vores lille enhed – og et boost har det i sandhed været. For jeg fik det hele ændret, så Marie overtog 7 af mine barsels uger, jeg gemte min ferie, og bum var jeg tilbage på arbejdet den 30 september. Det har været et glædeligt gensyn med både dejlige kollegaer, udfordringer og genopdagelsen af hvordan det er at drikke en varm kop kaffe. Jeg har fået SÅ meget energi, selvtillid og glæde tilbage ved at begynde på arbejde igen. Men shit, hvor savner jeg nu også vores hverdag og lille tosomheds-enhed. Tror det er lidt det der med at puste og have mel i munden…